Interview
Læsetid: 11 min.

Illustrator Jesper Ejsing vil gøre vikingetidens regenter til personer, vi kan kigge lige i øjnene

På Nationalmuseets anmelderroste vikingeudstilling ’Togtet’ hænger Jesper Ejsings fortolkninger af fire regentpar fra vikingetiden. Men hvad har hans illustrationer at gøre blandt arkæologiske fund? Vi tegner et portræt af den i visse kredse verdensberømte illustrator
På Nationalmuseets anmelderroste vikingeudstilling ’Togtet’ hænger Jesper Ejsings fortolkninger af fire regentpar fra vikingetiden. Men hvad har hans illustrationer at gøre blandt arkæologiske fund? Vi tegner et portræt af den i visse kredse verdensberømte illustrator

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
21. juli 2021

Jesper Ejsing lever af at illustrere verdener, der ikke eksisterer. Verdener befolket af gnæggende trolde, flyvende drager og uhyggelige monstre. Og hans opgave er at gøre det så tilstrækkeligt overbevisende, at vi tror på, at sådan en verden rent faktisk kunne være mulig.

Ejsing, der er født i 1973, er verdenskendt for sine fantasyillustrationer af karakterer, landskaber og scener, som pryder hundredvis af papkort fra spillet Magic: The Gathering verden over. Men i år er han også trådt ind på nye arenaer.

Tidligere på året udstillede han på Museet for Samtidskunst i Roskilde, hvor hans originalillustrationer indgik i udstillingsrækken GAMES, der handlede om mødet mellem kunst, fiktionsverdener og spillogikker.

Nu udstiller Jesper Ejsing igen, denne gang i Egmonthallen på Nationalmuseet.

Her hænger otte nye illustrationer, som han har lavet specifikt til udstillingen Togtet, der åbnede i slutningen af juni. Ud over portrætterne tæller udstillingen adskillige fund fra vikingetiden og desuden et filmunivers, hvor man følger den sagnomspundne viking Bjørn Jernside, der drog på togt mod Rom i 859.

At en kunstner er blevet inviteret til at udstille sine fortolkninger på en vikingeudstilling på Nationalmuseet, lyder måske bekendt?

Altmuligpersonen og designeren Jim Lyngvild fik det i hvert fald til at løbe koldt ned ad ryggen på visse æstetikere og historikere, da han for nogle år tilbage udstillede sine hyperstiliserede og historisk set upræcise vikingefotografier på Nationalmuseet.

Men imens nogle var sure, kunne andre ikke få armene ned.

For Jim Lyngvilds fotografier – og debatten, der fulgte med – lokkede også de besøgende til. Som Informations anmelder Anita Brask Rasmussen måtte anerkende under sit besøg på museet, skulle besøgende »ind og finde Jim

Det var blevet en ting.

Emilie Lærke Henriksen

I sin anmeldelse kaldte hun fotografierne for den foreløbige kulmination på den udviklingsstrategi, som man har fulgt på blandt andet Nationalmuseet i de senere år. Det har ført til en diskussion af, hvilke formidlings- og fortolkningsformer der hører til på museerne. For mens der er dem, der mener, at museumsgenstande bør tale for sig selv, er der andre, der hilser nye og fabulerende formidlingsformer velkommen.

Den diskussion synes Jesper Ejsings illustrationer at lægge sig i kølvandet på, og derfor har jeg aftalt med ham at mødes på Nationalmuseet for sammen at besøge udstillingen. Jeg vil spørge ham om, hvad hans tegninger, der sædvanligvis illustrerer umulige verdener ud fra en fri fantasi, overhovedet laver på matriklen for saglig vidensformidling.

Fra runesten til øjenkontakt

Sammen træder vi ind på museet og går igennem oldtidsudstillingen, inden vi når trappen, der fører op til Egmonthallen. Her er Sønder Kirkeby-stenen, en runesten fra 900-tallet, det første, der møder os. Rundt om stenen cirkulerer en skiftende videoprojektion af mønstre, hvaler og skibe, måske for at pege på, at runerne er blevet ristet af personer, der var her engang.

Selv om vi har fået lov til at komme ind i Egmonthallen, før museet åbner, er vi ikke alene.

Ved hjælp af retsmedicinerteknikker har man med udgangspunkt i fundne skeletter kunnet rekonstruere, hvordan man må have set ud i vikingetiden, og derfor kan man på udstillingen også se to figurer i menneskestørrelse, der bærer meget tæt på de samme træk som personer, der rent faktisk levede dengang.

Hvordan regenterne har set ud, ved man derimod ikke, og derfor træder vi med Ejsings illustrationer ind i et fiktionsrum. Men hvad er så egentlig illustrationernes berettigelse på en udstilling, der formidler historisk og arkæologisk stof?

Fra Sønder Kirkeby-stenen drejer vi til højre og stiller os foran et af Ejsings portrætter. Det forestiller Tjodborg, som man ikke kender andet til, end at hendes mand kong Godfred rejste en runesten til minde om hende.

Godfred.

Godfred.

Nationalmuseet

Med Ejsings tegning er hun blevet vakt til live. Hendes hage er løftet, og hun kigger vurderende på os. Masser af attitude. Hvorfor dette blik?

»Jeg vil gerne have, at der er nogen, der kigger tilbage i det, jeg laver,« siger Ejsing.

Portrætterne har han tegnet på computeren. Derefter er de blevet printet på stof i så stort format, at vi kan stå ansigt til ansigt med dem.

»Når man kommer ind på udstillingen og ser nogle guldringe og bøjede sværd, så kan man godt mærke historiens vingesus. Men der er ikke nogen tilbagemelding. Når du står her, kigger du en dronning direkte i øjnene, så du nærmest er nødt til at sænke blikket.«

Tegningerne er blevet til i tæt samarbejde med fire eksperter fra museet. De har givet ham nogle referencer, som han skulle forholde sig til i sit arbejde – og de har korrigeret hans illustrationer, når fantasien løb for løbsk og blev historisk ukorrekt.

Da Ejsing lavede huller i vikingeregenternes bælter, gik den derfor ikke.

»En konge ville aldrig have grund til at have et bælte med flere huller, sagde de. Man havde et bælte med ét hul og fik bare et nyt bælte, hvis det skulle skiftes,« fortæller Ejsing foran Tjodborgs mand, Godfreds, portræt.

Sådan, på bestilling, er han også vant til at arbejde. Når han laver illustrationer af Magic-universet for spilfirmaet Wizards of the Coast, der udgiver Magic: The Gathering, får han også en slags tegnebibel, en ’styleguide’, som beskriver det univers, han skal forholde sig til i sine illustrationer.

For selv om Ejsings foretrukne arbejdsredskab er penslen, ser han ikke sig selv som kunstner, siger han.

Han er først og fremmest en håndværker, der løser en opgave.

Thyra Danebod med korslagte arme

Magic: The Gathering, eller bare Magic, som mange kalder det, er ikke bare et spil. Det er et verdensomspændende fænomen med over 30 millioner spillere og omtrent 18.000 unikke spillekort.

I Magic spiller man som en dimensionshoppende troldperson, en såkaldt ’Planeswalker’, der med udgangspunkt i en på forhånd udvalgt bunke kort kan foretage forskellige handlinger. Spillet, der er udviklet af matematikeren Richard Garfield, blev udgivet første gang i 1993 og udvides hele tiden med nye serier. Det fører til et yderst komplekst spildesign, der kombinerer strategispil med samlerkort og rollespil.

Der er en dobbelthed i Magic, såvel som i mange andre rollespilsuniverser. Som produkter af vores fantasi er de fulde af potentiale til at bryde med ens vante identitet og forme en verden indrettet helt anderledes, end noget vi kender.

Men det gør dem ikke nødvendigvis problemfrie.

Emilie Lærke Henriksen

Fordomme og magthierarkier, som eksisterer i den virkelige verden, kan sagtens blive slæbt med over i spillenes univers, ligesom idealer fra nutiden kan influere vores forestilling om fortiden.

På samme måde kan der være en tendens til at viderebringe stereotypiske mande- og kvinderoller. I det fantasyunivers, som Ejsing selv er vokset op med, har kvindelige karakterer ofte været noget, der bare lå om benene på de mandlige karakterer. Det har han været træt af, og det har han villet ændre.

Derfor tænker han meget over, hvordan han portrætterer sine kvindelige karakterer, hvordan han giver dem agens og personlighed – også i sin seneste opgave på Nationalmuseet.

Derfor skulle Thyra være den sejeste i udstillingen, fortæller han, imens vi kigger på portrættet af Thyra Danebod. Hun står med spredte ben og korslagte arme. Hendes blik er selvsikkert, nærmest drillende. Hun tager sin plads.

På Thyras hals hænger nogle af guldsmykkerne fra Fæstedskatten, der er dateret til omkring år 900-950. De har ikke tilhørt hende, men fordi de er fra samme periode, kunne hun måske godt have båret noget lignende.

Det fortæller arkæolog og museumsinspektør Jeanette Varberg, da jeg et par dage efter ringer hende op for at spørge ind til, hvor hun mener, at grænsen mellem historieformidling og æstetisk fabulation går. Varberg er instruktør på udstillingen, og desuden udgav hun for et par år siden bestselleren Viking – Ran, ild og sværd.

»Med tegningerne får du et menneske at hænge tingene fra montrerne op på. Det betyder meget, når du kommer ind uden forhåndsviden og bare ved, at vikingerne er seje og levede i gamle dage. Når smykkerne hænger på Thyra, så ser man genstandene anvendt og forstår dem på en helt anden måde,« siger hun.

Desuden, pointerer hun, er det ikke noget nyt med illustratorer på museer. For det betyder meget for vores forståelse af fortiden, at vi kan få sat billede på den, fortæller hun.

»Selv om man baserer sin udstilling på videnskab og fakta, så skal der være et andet rum til at sætte den viden i spil og perspektiv.«

»Og,« tilføjer hun, »så skal Nationalmuseet være for alle. Derfor bliver vi nødt til hele tiden at skubbe til grænserne for, hvad formidling på et museum kan være. Vi skal være relevante, for ellers kan man jo bare blive derhjemme og se Netflix. Der skal være en grund til at tage herhen – og den skal være, at man kan se sig selv spejlet i fortiden.«

Prøver det af på egen krop

Da jeg taler med Jeanette Varberg, spørger jeg hende også, om man oplever en stigende interesse for vikingetiden.

»Den interesse har været der siden 1864,« siger hun tørt med henvisning til nederlaget ved Dybbøl, der iværksatte et behov i Danmark efter at glorificere fortiden og styrke nationalfølelsen.

I sin bog pointerer hun, at ordet viking faktisk ikke betegnede noget, man kunne være, men noget, som man gjorde. I perioden var mange, der bor i det, vi i dag kalder Danmark, bønder eller handlende.

Emma.

Emma.

Nationalmuseet
Tilbage på Nationalmuseet udbryder Ejsing: »Du skal lige se den her dragt!« og går hjemmevant i retning mod en rød kvindedragt med hvide, indvævede korsmønstre.

Klokken er blevet ti, museet er nu åbent, og der er kommet rigeligt med mennesker til i udstillingsrummet.

»Jeg ved godt, at jeg siger en masse, der ikke kommer med i interviewet,« siger han, da vi står foran udstillingsmontren. Dragten er en rekonstruktion inspireret af forskellige dragtfund og billedfremstillinger fra Skandinavien.

»Men det er bare, fordi jeg synes, at det er så spændende,« siger illustratoren, som tidligere i karrieren har illustreret historiebøger til folkeskolen og farvelagt Peter Madsens Valhalla-tegneserie.

»Så jeg ved ret meget om historie op til 5.-klasses-niveau,« erklærer han og griner.

Flere af udstillingens effekter synes han at kende, som om de var hans egne, og ivrigt bevæger han sig imellem udstillingens montrer. Fortællelysten og begejstret peger han på alt fra guldringe til sølvmønter. Hvis han kunne, ville han helt sikkert pille ved alt, han kunne komme i nærheden af.

Han får også fortalt, at han har bestilt vikingesværd hjem fra en smed i Letland.

Han har lært meget af at være med på udstillingen, fortæller han. Alt muligt, som han troede, han vidste om vikinger, har vist sig at være forkert.

»For min forestilling om vikinger stammer fra vikingetræf, hvor man jo bare har det på, man synes, ser sejest ud.«

I en montre ligger Ranveigs skrin, et husformet relikvieskrin af takstræ omtrent på størrelse med en skolemælk.

»Jeg har altid troet, at det der skrin var gigastort. Og så kommer jeg ind og tænker ’hvad fanden er det for en pilleæske’,« siger Ejsing og slår en latter op. Han har engang brugt skrinet som reference til en tegning af en kæmpe skattekiste.

Jesper Ejsing iførte sig kappe for at gå ind i karakteren som Knud den Store, da han skulle portrættere ham.

Jesper Ejsing iførte sig kappe for at gå ind i karakteren som Knud den Store, da han skulle portrættere ham.

Nationalmuseet
For at hans fantasytegninger skal virke troværdige, er det ofte, at han tager udgangspunkt i detaljer, han henter andre steder fra. »Hvis jeg laver krokodilleøjne og flagermuseskind på dragen,« siger han, »så tror du også på, at den har fire vinger.«

Selv om han har haft med historisk materiale at gøre, har opgaven været nogenlunde den samme for ham, som når han illustrerer fantasyuniverser,« fortæller Ejsing.

For det handler om at gøre karaktererne sandsynlige ved at give dem personlighed.

En vigtig del af Jesper Ejsings arbejdsproces, uanset hvem han tegner for, er at leve sig ind i det univers, han illustrerer. Igennem en form for rollespil opnår han forståelse for den situation og den karakter, han tegner. Han giver sig selv noget konkret at arbejde ud fra.

»Jeg er ikke sådan en tænketegner.«

Derfor er det heller ikke et usædvanligt syn for hans kolleger på tegnestuen at se ham holde et kosteskaft, som om det var en benfløjte, eller høre ham slæbe fødderne over gulvet iført kappe, som han gjorde, da han skulle illustrere Knud den Store, hvis portræt vi nu står foran.

»Hvis man som jeg gerne vil præcisere en karakter, så er man nødt til at gå ind i det,« siger Ejsing selvsikkert.

En global Magickort-økonomi

Ejsings vej ind i fantasyverdenen starter med en af genrens allertungeste klassikere, Ringenes Herre af J.R.R. Tolkien. Læseoplevelsen blev til ugentlige rollespilsturneringer, brætspilsaftener med mangesidede terninger, og så begyndte han at tegne forskellige ting fra fantasyuniverserne.

Hans første betalte tegnejob var sammen med en ven at tegne rygmærker til en motorcykelklub i Malling, hvor han er vokset op.

»De ville have en minotaur (et væsen, der er halvt tyr og halvt menneske, red.), der holdt et par nosser og en dolk, der havde skåret dem af. Det var ret dumt. Men så fik vi penge til tusser og lærreder.«

Det er længe siden nu, for med Magic er Jesper Ejsing en del af et voksende, globalt marked, der er så stort, at det får ham til at kalde illustrationerne på Nationalmuseet for et »hyggeprojekt.«

Det er nu ikke, fordi det var hurtigt lavet, der er temmeligt mange ringe i en ringbrynje, når man tegner dem i fri hånd.

Men Magic-universet har, foruden en omfattende digitalisering, forgrenet sig til romaner, en kommende Netflix-serie og fanfiction i forskellige afskygninger. Blandt andet såkaldte ’alterations’, hvor personer maler oven på eksisterende Magic-kort.

Og så er der penge i det.

Samlere betaler store summer for Ejsings originalillustrationer, og prisen afgøres blandt andet af, hvor godt kortet er i spillet.

At skaffe de helt rigtige kort kan godt blive en kostbar affære, og det bliver der også spekuleret i. Eksempelvis bliver kortet ’Black lotus’, der udkom som en del af den første serie af Magic-kort, solgt for omkring 2,5 millioner kroner.

Med tiden er interessen for fantasyuniverser generelt steget støt. Når han før i tiden skulle fortælle om sin profession, spurgte folk, om han overhovedet kunne leve af det. Efter Harry Potter- og Ringenes Herre-filmatiseringerne begyndte folk at nikke indforstået. Med udstillingen på Nationalmuseet vandt han en sidste bastion:

»Min familie har måske stadig ikke rigtigt forstået, hvad det er, jeg laver. Men da min bedstemor hørte, at jeg skulle udstille på Nationalmuseet og møde dronningen, så forstod hun, at det er et rigtigt arbejde.«

Som mange andre, der skal til at møde en person, de ser op til, havde Ejsing forberedt nogle replikker og bemærkninger op til sit møde med dronning Margrethe, fortæller han.

»I bund og grund er vi jo den samme. Hun er jo også fantasyillustrator (hun har illustreret Tolkiens Ringenes Herre, red.), så på den måde er vi jo kolleger. Det ville jeg da gerne have sagt til hende. Hun er fantastisk, hun skrev jo breve med Tolkien, inden han døde og alt muligt. Det er så tæt på Gud, man overhovedet kan komme i min verden.«

Forberedelserne viste sig at være unødvendige, for det blev kun til en enkelt udveksling imellem dem.

Dronningen havde kigget på hans illustrationer og nøgternt konstateret:

»Det må have været meget vanskeligt.«

’Togtet’ kan ses på Nationalmuseet de næste tre år. Se åbningstider på natmus.dk.

Til artiklen er der brugt følgende kilder: The Guardian, Weekendavisen, Zetland, Troldspejlet, The New York Times, Museet for Samtidskunst og Nationalmuseet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Spændende at komme ind i hans - og det - univers. Tak for den artikel

Bjørn Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

"Varberg er instruktør på udstillingen". Lille detalje, men mon ikke der menes inspektør? Derudover var det et meget levende, let læseligt og interessant portræt af såvel Ejsing selv som selve det at være illustrator generelt og fantasy-illustrator specifikt. Har selv dyrket og læst hhv. fantasy i "Forgotten Realms" universet, Warhammer og Warhammer 40K, samt Harry Potter og selvfølgelig Tolkiens Ringenes Herre/Hobbitten og (det meste) af Silmarillion. Og Alan Lee's Tolkien illustrationer er næsten en bog værd i sig selv.

Ideen med at bruge netop fantasy-illustratorer i formidling på historiske museer er godt fundet på, især mht. til det det koncept indenfor museumsformidling der netop kaldes "levendegørelse". At gøre historien visuel er kun én måde at levendegøre på, men den er særligt effektiv til at sætte gang i folks fantasi, og det er netop fantasien der gør os i stand til at tænke historisk, at sætte os i andre folks sted, fra andre tider og anden kulturers, og danskere for 1000 år er netop i kraft af tid også en anden kultur en vor egen .

Marianne Søby

Hvorfor fik vi ikke de flotte billede af Thyra med i netudgaven?
I avisen fik det berettiget lov at fylde en hel side.