Informations Jazzskole: Cæcilie Norby passede ikke ind og smadrede væggen mellem pop og jazz

Mens danske jazzfestivaler lige nu får fødder til at vippe i sommerlandet, har Informations jazzskole opsøgt de bedste jazzmusikere i landet for at blive klogere på, hvad der sker under paraplybetegnelsen jazz – og hvad der er godt at vide for at forstå jazz bedre og for at lytte mere indgående. Vi har været forbi bigbandmusikken med pianist Kathrine Windfeld, snakket om fusionsjazz med bassisten Justo Gambula og improvisation med saxofonist Lotte Anker. Palle Mikkelborg gav os en lektion i trompetens sjæl.

Nu er vi kommet til sang og det instrument, Cæcilie Norby lige nu sidder og åbner på vid gab på en café på Frederiksberg. »Aaaahhhh«. Vi skal snakke om munden som jazzinstrument. Og munden som popinstrument. Og om, helt frygtløst og autodidakt, at have fået de to ting til at smelte sammen.

For det har Cæcilie Norby, født 1964. Hun hittede stort i den danske popgruppe OneTwo fra midten af firserne (hvem kender ikke »Jeg var miiidt i en drøøøøm« og »Den bedste tid er sam’n med diiig«) og sang parallelt for i jazzfusionsgruppen Frontline (deres numre kan I ikke synge med på). De to musikalske verdener flettede sig siden sammen i et af de største danske jazzsolistsucceser i mange årtier. Her introducerede Norby jazz i sin meget tilgængelige form for et bredt dansk publikum. At lave en jazzet coverversion af David Bowies »Life on Mars« kan umiddelbart lyde som en musikalsk dødssynd. Men tværtimod var det med til at åbne døren til en æra i jazzens historie.

Den klassiske modermælk

Mere om det, men først: munden. Hvordan er den blevet skolet og formet over årene, vil jeg vide på sangerens stamcafé på Frederiksberg. Cæcilie Norbys mor, Solveig Lumholt, var konservatorieuddannet operasangerinde på Det Kongelige Teater. Datter Norby, derimod, er ikke klassisk skolet til noget som helst – heller ikke opera. »Men jeg bruger det alligevel, når jeg optræder,« forklarer hun. »Jeg har en operastemme, jeg kan bruge af. Jeg forestiller mig min mor – hvordan hun så ud – når jeg synger. Og så synger jeg bare – og på ’fake’ italiensk, det synes jeg virker godt.«

Jeg får på kvart styrke i det hjørne af caféen, hvor vi sidder, et lille eksempel: »Miando aprandamaah …«

Cæcilie Norby.

Anders Rye Skjoldjensen

Når man lytter til Cæcilie Norby på plader og live, kan man få det indtryk, at alt på den måde er blevet sluset ind i sangeren, fordøjet og spyttet frygtløst ud igen, jazz, pop, opera, brasiliansk bossanova, rock, munden er en konfettikanon af alle farver og genrer, musik er bestræbelsen på at nå frem til et ægte udtryk, og alle farver kan bruges.

Men den klassiske sang er alligevel »på godt og ondt« rygraden, det var der, hun hørte hjemme, hvor faren Erik Norby var klassisk komponist. Hun kom som teenager på den sangglade korinstitution Sankt Annæ Gymnasium i Valby, hvor man lærte at »intonere fuldstændigt skarpt« – altså ramme hver enkelt tone lige i midten.

På Ribe Ungdomshøjskole, hvor hun gik på teaterlinjen, blev hun fortryllet af Bob Dylan. »Den måde at synge på fascinerede mig. Pludselig kan du bende, altså bøje tonerne, du kan lave en glissando – en glidende bevægelse fra en tone til en anden – men uden at det er en ’glissando’, men bare en del af dit udtryk, ik’? Det var helt nyt for mig i det hele taget at synge en bluesskala, som leger med dur og mol-tonaliteter. Det faldt mig ikke naturligt. Jeg har ret koncentreret måttet forske i de teknikker.«

På en 14 dages sommerjazzskole på Brandbjerg Højskole fandt hun ud af, at hun ville være sanger. »Alle på min alder, der er blevet professionelle musikere, har været forbi der.« Her mødte hun det band, som hun sammen med veninden Nina Forsberg fra ungdomshøjskolen blev forsanger i. Street Beat, kom de til at hedde. Siden blev de forsangere i superpopulære OneTwo. Sideløbende sang hun i fusionsjazzgruppen Frontline. Det møde var »min første store musikalske kærlighed,« siger Norby.

Frontlines musikere var mestendels 10-12 år ældre end den 19-årige sangerinde, der stadig sang rent og lyst. »Vores repertoire bestod af improviserede numre: Trommeslageren startede et groove, og så kom der nogle akkorder, og så sang jeg det, jeg tænkte på. Det første indspillede nummer på vores første LP er egentlig en lydprøve, hvor folk spiller et eller andet random, og så synger jeg fra en tilfældig digtsamling, jeg fandt inde i indspilningsstudiets sangboks.«

»Jeg havde ikke nogen teknik, nogen faglig baggrund, jeg kunne bare synge rent, havde nogle gode ører og en enorm appetit på musikken og kunne også lære de svære temaer udenad, det var jo ikke så svært – og for eksempel at synge andenstemmer, DET lærte man på Sankt Annæ,« forklarer hun.

– Fuckede du din stemme op?

»Jeg fuckede min stemme rigtigt meget op, ja. Jeg kan huske, at jeg i de år var i studiet med OneTwo om formiddagen, øvede med DR Bigbandet om eftermiddagen og tog et fly til Jylland om aftenen og spillede med Frontline. Så gik min stemme ned. Helt ned. Men det var en fantastisk fest at få lov til at være i det der improvisatoriske univers og så samtidig i denne her stramme pop med OneTwo.«

Cæcilie Norby.

Anders Rye Skjoldjensen

Ifølge Cæcilie Norby var det nemmere dengang at udfordre et popglad publikum. Indtil det så pludselig ikke var det mere. »Skiftet kom med Best Of-pladernes indtog, opsamlings-cd’erne, top 20-tankstationspladerne,« siger hun. Efter at have turneret et år i USA vendte OneTwo tilbage til Danmark det år, 1988, hvor TV 2 gik i luften med reklamer og Lykkehjulet og muligheden for at zappe væk. »NU var der konkurrence om opmærksomhed,« siger hun. »Det blev mere envejs entertainment, folk forventede mere underholdning.« Og til koncerter oplevede Norby, at publikum var begyndt at vente utålmodigt på at høre det, de kendte i forvejen.

– Gjorde det poppen uinteressant? At den skulle vinde folks opmærksomhed så effektivt?

»Det gjorde den for mig, må jeg indrømme. Hvis du kun er interesseret i omkvædet, så mangler du jo forklaringen.« Hun synge-forklarer det: »’Dadadadada og det er fordi’ – kolon – og SÅ kommer omkvædet! Der skal være en opbygning, en arkitektur, der holder!«

Jazzens salmebog som sprog

Jazzen begyndte af samme grund af trække mere. Men ligesom flere af de jazzkolleger, vi har talt med i interviewserien, er hun skeptisk over selve betegnelsen: »Jeg bruger faktisk aldrig ordet jazz mere, det er, som om folk har fået det galt i halsen – at de forbinder det med lounge.«

Så trækker hun sin mobiltelefon frem og åbner en app for at forklare mig jazzens væsen. Det er The Real Book, vi skal nørde lidt med – en kæmpe samling af klassikere, alle jazzstandarderne – her i en app-version. »Hvis du som instrumentalist eller vokalist kan den her bog forfra og bagfra i alle tonearter, så kan du tage den under armen eller lære den udenad, og så ville du kunne rejse ud i hele verden, gå ind på en jazzklub og spørge, om de vil jamme. Så siger du: Okay, vi spiller ’Autumn Leaves’ i seks ottendedele, vi spiller den i A-dur, vi laver en bossa i B-stykket, og så laver vi en vamp – en rundgang i tre akkorder – i outroen, og entotrefiredadadada ...’ Så kan alle musikere, hvis de er tilstrækkeligt dygtige, få det til at lyde, som om de har øvet i fjorten dage – for ikkeindviede ører.« 

»Det er ligesom, hvis vi to mødes tilfældigt i Australien, så ville vi som danskere have masser at snakke om. Jazz er et sprog.«

Blå toner

OneTwo brød op i 1993. Mellem pladerne havde Norby spillet masser af job som jazzsangerinde, ikke kun i omgang med klassikerne, men også med popsange spillet i akustiske, jazzede versioner. Pianist og producer, Niels Lan Doky, opfordrede hende til at indspille det, hun havde gang i, og så lagde de en plan og tog til New York, arbejdede sammen med et drømmehold af musikere og solister og fik dernæst en aftale i stand med verdens største, mest prestigiøse jazzpladeselskab, Blue Note. »En aftale, som jeg så glemte at møde op til, fordi jeg var ude at shoppe jeans.«

Hun fik dog en chance til, og chefen Bruce Lundvall på Blue Note var begejstret for hele albummet. »Efter afsluttet lyttesession gav vi håndtryk på en deal, og han tilføjede ’and you’re tall, that’s great!’, jeg fandt aldrig ud af hvorfor – om han havde tænkt sig at køre et eller andet nordisk koncept, hvad ved jeg.«

Albummet Cæcilie Norby udkom på Blue Note, Norby var den første skandinav, der havde den store ære, og hun turnerede i USA, i Europa og i Japan, og herhjemme klappede vi også i hænderne.

– Jeg kan huske, at jeg som pop- og rockfan hørte ’Life on Mars’ i vistnok et dansk aftenshow dengang og følte, at nogen rev en væg ned til en anden form for følsomhed, men jeg var jo også ung. VAR det egentlig nyt, det du havde gang i?

»Jeg tror, jeg var af de allerførste, der gjorde det. For det var før Norah Jones. Der var faktisk en artikel i det amerikanske jazzmagasin Downbeat om min plade og mit eksempel, og hvad det var for en bølge, vi måske stod over for, så det var ret sjovt.«

»Life On Mars« havde Norby lyttet til mere som komposition end som nummer. Og for hende var det full circle at lave en jazzversion af netop den komposition. »For David Bowie var jo inspireret af Frank Sinatras ’My Way’, da han skrev sangen, og Sinatra var jo i jazzstandard-repertoiret, han må have sunget alle numre i The Real Book.« På den måde vendte kompositionen hjem.

Siden hørte Bowie Norbys cover og udtalte sin store beundring, og så var Blue Note virkelig begejstrede.

– Og så eksploderede det også i Danmark?

»Ja, Blue Note var en del af EMI, som var mit danske pladeselskab med OneTwo. De vil gerne lave noget med mig, men var måske lidt skeptiske over for min jazzinteresse, fordi de havde været inde og undersøge, hvad en jazzplade sælger.« Men de satsede. »Og så solgte debuten 25-30.000 eksemplarer i Danmark.«

– Er det også dit indtryk, at I var med til at lokke folk ind i jazzen ad den vej – ligesom du fik lokket mig på jazzfestival for første gang?

»Ja, helt bestemt. Folk kom ud for at se mig, da jeg havde udgivet den første plade, fordi de måske savnede OneTwo, og Nina spillede ikke rigtig på det tidspunkt. Og det kunne også være et pres. Fordi jeg vidste, at der var en vis procentdel af folk, som troede, at de skulle høre noget poppet. Og jeg vidste godt, mens jeg talte for, at lige om lidt, så forstår de ikke en skid, og så blev de skræmte.

Nogen blev nærmest rasende. ’Hvad fanden er det her. Hvor ligger et-slaget? Hvor er stortrommen henne?’ Andre kom hen bagefter: ’Undskyld, er det her jazz? For så tror jeg faktisk, jeg er vild med det … ’

Så der var en masse, der kom ud af skabet – ud af jazzskabet. Det var fantastisk. Men jeg var jo bare lykkelig, fordi jeg fik lov til at komme ud med den musik til et bredere publikum.«

»For mig har det været en gave at have været i både pop- og jazzverdnen – og nu befinder jeg mig i min helt egen,« siger Cæcilie Norby.

Anders Rye Skjoldjensen

– Hvad med det interne jazzmiljø? Opererede man med hierarkier? Blev der set skævt til, at nu kom der en bredere appellerende genre?

»Ork ja. Og jeg tror, at alle de anmeldelser, jeg fik dengang, havde overskriften: ’Er det jazz? Eller er det pop?’ Og så var der dem, der syntes, at jeg forrådte jazzscenen ved at gå den poppede vej.«

– Hvordan føltes det?

»Det prellede lidt af på mig. For jeg var jo allerede et outcast, da jeg kom ind. Jeg passede ikke ind nogen steder, og det gør jeg stadig ikke. Jeg har lært at leve på godt og ondt med det, jeg kan, og det er at give folk en oplevelse og vise dem noget musik.«

I røven på Norby, husker jeg som følsom storlytter af det hele, fulgte i Danmark Niels Lan Doky og bror Chris Minh Dokys meget populære solo og duoplader, Sanne Salomonsens jazzalbum, i udlandet George Michaels ditto og så, selvfølgelig, Norah Jones. Cæcilie Norby udgav fire album på Blue Note, hun har udgivet plader lige siden og optrådt flittigt og er trods sin outcast-fortælling også noget af det mest etablerede, dansk jazz har at tilbyde. Men skuer man ud over det musikalske landskab, er popjazzbølgen ikke længere til at få øje på.

– Fes det ud igen? Jeg tror ikke, at 16-årige på efterskolerne lytter til jazz på samme måde, som vi gjorde i sluthalvfemserne?

»Nej, hvis de lytter til jazz, så lytter de til klassikerne, det er mit indtryk. Man er gået virkelig old school, det skal helst lyde så originalt som muligt, der skal ikke være noget firserpop … Så i virkeligheden er poppen og jazzen blevet meget adskilt igen.«

– De er blevet skilt ad? Hvad tænker du om det?

»Jeg tænker: Alt er godt. Fordi alt er en proces. Og det skaber bare mulighed for, at de kunne finde sammen igen. For mig har det været en gave at have været i begge verdner – og nu befinde mig i min helt egen.«