Informations jazzskole: »Hvis jeg bliver døv, vil jeg stadig kunne spille bas. Jeg vil stadig kunne mærke det«

Justo Gambula kalder det et »ubarmhjertigt spørgsmål«, når han bliver bedt om at anbefale stykker af musik eller bestemte bassister til en, der endnu ikke har lært at værdsætte en bas. Han er selv glad for bassens rolle i genrer som reggae, hiphop og traditionel afrikansk musik. Musik med groove, som han udtrykker det.

Hvem han ville anbefale, afhænger meget af, hvem der skal lytte, og hvad bassen så skal gøre for dem.

»Skal den være helt fremme, skal den træde tilbage, eller skal den kædes sammen med slagene fra bastrommen? Skal den være dyb, skal den være høj – midt imellem? Hvordan skal den ligge i forhold til de andre instrumenter? Skal den være langsom, skal den være hurtig? Skal den arbejde inden for et lille område, eller skal den være ud over det hele, så man får alle aspekter,« spørger han.

Ud over at optræde som bassist i adskillige musikalske konstellationer er 24-årige Justo Gambula en del af den anmelderroste trio Athletic Progression. Musikken, bandet spiller, bliver af spillesteder, anmeldere og pladebutikker kaldt for blandt andet fusionsjazz.

Som en del af Informations jazzskole, hvor vi får nogle af landets bedste jazzmusikere til at gøre os klogere på deres genre og instrument, har jeg besøgt ham i Aarhus for at blive klogere på netop den form for musik, bandet spiller.

For selv om mange kalder den musik for forskellige former for jazz, siger han selv, at han spiller hiphop, når han slår på bassens fire (eller fem) strenge. Og den definitionsforskel siger nok i sig selv noget om den moderne jazz. Det vender vi tilbage til.

Fire strenge i stedet for seks

I kælderen på en firlænget gård på Djursland ligger »trommerummet«, hvor Justo Gambulas far har opmagasineret adskillige instrumenter. Afrikanske trommer, guitar, bas og et orgel, de fandt på et loppemarked for mange år siden. Justo Gambula ser rummet som sit musikalske frirum, hvor han har fået lov til at lege med forskellige instrumenter uden for nodearkets rammer og uden krav om at møde op til spisetid. Det var også her, han første gang samlede bassen op.

»Min far har altid spillet reggae og afrikansk musik, hvor bas og trommer er helt essentielle. Jeg tror, det har kodet min hjerne lidt. Da jeg tog bassen op, gav det bare mening.«

Egentlig ville han ellers helst være guitarist. Men da han i de tidlige teenageår mødte op på musikskolen på Djursland i 2011, fik han stukket en bas i hånden, fordi der var for mange på holdet, der ville spille guitar.

På musikskolen lærte han at værdsætte bassen og den begrænsning, det er, at have fire strenge frem for guitarens seks. Sidenhen er han dog skiftet til en femstrenget bas. Man lærer hvor meget, man egentlig kan med færre muligheder, forklarer han. Når han tænker tilbage, husker han at stå som ung knægt til reggaekoncert på Nemoland på Christiania, hvor han mærkede lydbølgernes trykken fra bassen ud af de store anlæg. Måden, bassen blev brugt på dér, går igen i den musik, han skaber i dag.

»Når bassen spiller, vibrerer dit bryst. Det er den følelse, jeg lever for, når jeg spiller musik. Lydbølgerne masserer. Hvis jeg bliver døv, ville jeg stadig kunne spille bas. Måske ikke lige så fedt som nu, men jeg vil stadig kunne mærke det. Det er det, jeg synes, der er fantastisk ved det instrument.«

Justo Gambula forklarer, at han til tider får at vide af folk uden for musikbranchen, at de ikke kan høre bassen, og hvordan den spiller en rolle i den musik, de lytter til. Bassen er da også et instrument, der i mange konstellationer ikke har den mest fremtrædende rolle for de ikke indviede. For Justo Gambula handler det om at være det, der kæder de andre instrumenter sammen – musikkens puls.

»Alle basgange har forskellige formål. Hvis man for eksempel har en trommeslager, der er meget flyvsk, så man ikke ved, hvor man er, kan bassen godt gå ind og skabe fodfæstet i musikken.«

Han forklarer, at han også finder det interessant, når bassisten træder frem og spiller hurtigt på de fire strenge med den ene hånd, mens den anden lynhurtigt skifter greb. Justo Gambula fremhæver her blandt andre bassister som den camerounske jazzmusiker Richard Bona, der blandt andet har undervist i jazz på New York University, og amerikaneren Thundercat, der ud over sine soloudgivelser også har arbejdet med Flying Lotus og Kendrick Lamar.

Som et eksempel på en alsidig bassist, der skaber et fodfæste i musikken på ekvilibristisk manér, nævner Justo Gambula Pino Palladino, der har spillet med soulsangeren D’Angelo og spillet bluesrock i John Mayer Trio.

»Han er bare en person, der lever for at groove. Det er fedt at opleve, hvordan han swinger med D’Angelo og så at se, hvordan han også kan spille med John Mayer Trio. Det er to forskellige konstellationer, men han fungerer i begge, og det er sådan, jeg synes en bassist skal være.«

– Har du nogle favoritbasgange af dig selv eller andre?

»Er det ikke tidligt i min karriere at spørge til mine ’greatest hits’? Alle basgange fra reggae elsker jeg. Men for eksempel er der et nummer, der hedder ’Lioness on the Rise’ af Queen Ifrica. Eller Sizzla Kalonji med ’Woman I Need You’.«

De mange bassister fra forskellige genrer, han nævner, er meget sigende for Justo Gambulas tilgang til musikken. Han lader sig i sin musik inspirere af alverdens genrer og nævner både reggae, jazz, gospel og traditionelle afrikanske genrer. Inspirationen munder for ham ud i hiphop, når han stryger på bassen, mens andre kalder det jazz. Og egentlig er det også sigende for jazzen.

Tidligere i denne serie fortalte den garvede jazzmusiker Kresten Osgood, at jazzen befinder sig i en »guldalderperiode«, kendetegnet ved en eksplosion af hybrider og stilarter, som har gjort jazzen til et langt mere flydende og flygtigt begreb, mens komponist og saxofonist Lotte Anker tøver med at kalde sin musik for jazz, fordi det »giver folk nogle associationer, som ikke altid har noget at gøre med det, jeg laver«. Da jeg læser det op for Justo Gambula, udbryder han: »Lige præcis!«

Musikkens rødder

Siden musikskolen på Djursland har han været med i flere musikalske projekter, herunder reggaebandet More Fyah. Han har gået på musikskolen Frontsession i Aarhus og studerer i dag på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus sideløbende med sine projekter.

På Frontsession mødte han Jonas Cook, som også er en del af Athletic Progression. Bandet har i sin seksårige levetid haft andre medlemmer, men består nu af Justo Gambula på bas, Jonas Cook på klaver og Jonathan Jull Ludvigsen på trommer.

Da trioen udgav sit andet, selvbetitlede album i 2020, beskrev Politiken det som »en pærevælling af hiphop, jazz og futuristisk funk, hvor synkoperede rytmer blander sig med forvredne, knitrende og hakkende akkordharmonier fra elektromekaniske klaverer, synthesizere og samplere«.

Trioens første album Dark Smoke, udgivet i 2019, sikrede dem en nominering som Årets Nye Danske Jazznavn og Årets Danske Vokaljazzudgivelse til Danish Music Awards Jazz.

»I min optik var det helt væk. Det er ikke min personlige intention at spille jazz på den plade. De ting, jeg har oppe i mit hoved, er noget helt andet, end hvad jazz er. Jeg synes 100 procent, at det er hiphop, som jo også er en genre, hvor man låner en masse ting fra andre og giver dem nyt liv.«

Måden, han spiller bas på, er i højere grad med inspiration fra navne som Thundercat, Derrick Hodge, Sharay Reed og Leonard Hubbard. Flere af dem har udgivelser, der kaldes for forskellige undergenrer af jazz, men Justo Gambula forklarer, at han bliver mest bidt af, når eksempelvis Thundercat spiller funk- eller discobas – eller da han lagde basgange til Kendrick Lamars eksperimenterende hiphopudgivelse To Pimp a Butterfly. 

Det er derfor med hiphop i hovedet og med forståelse for genrens afrikanske herkomst, når han skaber musik. Eksempelvis er der noget af det, Athletic Progression laver, hvor han mener, det mere lyder som traditionelle afrikanske genrer som highlife og ndombolo.

Både musikkens rødder og Justo Gambulas rødder i Tanzania betyder meget for den musik, han laver. Han har været i USA ad to omgange i 2017 og 2019 for at gå på jazzlinjen på North Carolina Central University, der er et ældre HBCU (historically black colleges and universities) og derfor har en overvejende sort elevstand i dag. Han tog dertil for at lære at spille gospel og opleve kulturen i landet, hvor slaver medbragte musik, der senere udviklede sig til blandt andet soul, r’n’b, jazz og hiphop.

»Det var ikke for, at jeg skulle lære jazz – det skulle være gospel, fordi det ligger tæt op ad energien fra Afrika. Men på den skole var the basics at kunne spille jazz, uanset om du gik på jazzlinjen eller den klassiske musiklinje,« siger han og påpeger, at man kan begå sig i mange genrer, hvis man kan jazzens fundamentale trin, herunder det mere teoretiske og analytiske.

Han ser brudstykker af jazz i den lyd, trioen skaber. Særligt den improvisatoriske tilgang til musikken, hvor halvdelen af Athletic Progressions seneste plade, cloud high in dreams, but heavy in the air, eksempelvis er kreeret ud fra improviserede lydprøver, som senere hen er lavet til reelle numre.

»Men jeg vil kalde det ’jazzet’. Jeg siger ikke, at det er jazz. Det er ikke, fordi jeg tager afstand. Jeg har bare ikke lyst til at sige, at jeg er jazzmusiker uden at vide nok om det. Det er af respekt for det erhverv, den stilart og de mennesker, der spiller det. Jeg ville jo elske at være jazzmusiker.«

»Til gengæld ved jeg nok om hiphop til, at jeg kan sige, at jeg er hiphopmusiker. Det samme med afrikansk musik.«

– Er det den, der skaber musikken, eller modtagerens opfattelse, der dikterer, hvilken genre det er?

»Jeg synes helt klart, at dem, der laver musikken, skal bestemme det. Jeg sætter mig jo ned og siger, at nu vil jeg gerne spille på den her måde. Jeg laver ikke musik for dig som sådan. Hvis der er nogle, som fortæller, at vores musik gør noget ved dem, er det fantastisk. Men det er min måde at udtrykke mig på.«

Under Copenhagen Jazz Festival spillede Justo Gambula med De Place/Bøgh/Gambula d. 9. juli på Onkel Dannys Plads og med Athletic Progression den 11. juli på Bremen Teater.