Informations jazzskole: Da Palle mødte Miles

Klokken er to om natten, da telefonen ringer.

»Hallo,« fremstammer Palle Mikkelborg søvndrukkent.

»Hello, this is Miles,« kommer det med tynd, sprukken stemme fra den anden ende af røret.

Palle Mikkelborg, den store danske trompetist, er sikker på, at det er bassisten Bo Stief, der driver gæk med ham. Han plejer at spille på Café Grock på den her tid. Det kan ikke være den Miles, der ringer til ham.

»Hold nu op med det pjat, Bo,« siger Palle Mikkelborg træt.

»What? What are you saying, Palle?« svarer stemmen i den anden ende. Da går det op for Palle Mikkelborg, at jo, det er Miles Davis, der ringer til ham.

Telefonopkaldet, som er blevet en myte i dansk musikhistorie, kom ikke helt ud af den blå luft. Få uger forinden havde Miles Davis – efter ihærdig overtalelse – været i Danmark for at modtage Danmarks største musikalske hæder, Sonnings Musikpris, som den første rytmiske musiker.

Til lejligheden havde Palle Mikkelborg komponeret en suite, der hyldede den amerikanske trompetist, som havde fornyet jazzen gentagne gange. Nu havde Miles Davis lyttet til de bånd, han havde fået tilsendt, og han var så begejstret, at han ville komme tilbage til Danmark for at indspille suiten som et album.

»I’ll come back in three weeks and we’ll record the shit. How do you say goodbye in Danish?«

»Farvel.«

»Farvell.«

Det blev begyndelsen på noget, som i dag, 36 år senere, står tilbage som en milepæl i dansk jazzhistorie og et højdepunkt i Palle Mikkelborgs karriere og liv. I anledning af Copenhagen Jazz Festival, som kan blive sommerens store musikalske begivenhed, sætter Dagbladet Information i disse uger fokus på jazzens historie, personligheder, stilarter og instrumenter.

Denne fjerde artikel i serien handler om jazztrompetisten Palle Mikkelborg og hans møde med Miles. Og om trompeten.

Chokolademanden

Palle Mikkelborg lærte ikke at spille trompet på en skole eller et konservatorium. Han lærte det i en chokoladebutik. Vennen Jens havde en far, som var chokolademand by day og trompetist i Cirkus Schumann i Cirkusbygningen by night. Hans trompet lå i baglokalet i chokoladebutikken på Nørrebro, og Jens og Palle fik lov til at tage den op og besigtige den.

Chokolademageren kunne se på den måde, den 10-årige Palle holdt om instrumentet på, at der var en connnection. Han spurgte Palle, om han kunne tænke sig at lære at spille trompet. Det ville Palle gerne. Han fik en billig trompet og modtog sine første lektioner af chokolademanden. Men en morgen ikke længe efter kom hans mor ind til ham med alvorlig mine. Der var sket en ulykke. Chokolademageren var omkommet i en trafikulykke.

»Det stakkels gode menneske havde været ude at spille, og så var de kørt ind i en af Bladkompagniets store biler. Et ordentligt knald,« siger den nu 80-årige Palle Mikkelborg. Han folder hænderne og himmelvender øjnene ved mindet om den afdøde chokolademager. Han har snehvidt hår, en lille elefant om halsen og en aura af ro og blidhed om sig.

»Så var jeg on my own.«

Det gik nu også fint nok. Palle havde ikke brug for at få fortalt det, han alligevel kunne læse sig til.

»Grundteknikken står jo i bøgerne. Det er bare at sætte sig ned og læse og øve,« siger han.

Palle Mikkelborg øvede sig flittigt og spillede småjobs med amatørorkestre og andre spirende musikere i kvarteret. Og blev – for nu at spole virkelig hurtigt frem – god nok til at blive både medlem og leder af Radiojazzgruppen, musiker, arrangør, dirigent og kunstnerisk leder i DR Big Band samt en bærende søjle i den internationalt anerkendte Riel-Mikkelborg Kvintet.

Han blev årets danske jazzmusiker i 1968, vandt en række andre priser og var en af de mest indflydelsesrige instrumentalister og komponister i dansk jazz op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne.

Så da man i 1984 skulle bruge et storværk til at hylde verdens største udøvende jazztrompetist i anledning af overrækkelsen af Sonnings Musikpris, var det oplagt at ringe til Danmarks største udøvende jazztrompetist.

»Entusiasmen blev vakt af de trompetister, som jeg senere mærkeligt nok kom til at arbejde sammen med. The guardian angel havde en plan med mig. Og en af dem var med Miles,« siger Palle Mikkelborg.

’Orbit’

Det havde været en kamp at få Miles Davis til Danmark. Først kneb det med overhovedet at skabe kontakt, og derefter kneb det med at overtale legenden, som ved første blik ikke viste megen benovelse over en tilfældig dansk pris. Men da kontrabassisten og komponisten Erik Moseholm opstøvede en adresse i New York og troppede op med en liste over tidligere prismodtagere, der talte navne som Igor Stravinskij og Leonard Bernstein, blev Davis vist alligevel lidt smigret. I hvert fald indvilgede han i at komme til Danmark.

Det var også Erik Moseholm, der ringede til Palle Mikkelborg og spurgte, om han ville komponere et værk til lejligheden.

»Han vidste, jeg havde en stor tilknytning til Miles, både fordi vi begge var trompetister, men også filosofisk,« siger Palle Mikkelborg.

»Hele min generation var fascineret af hans univers. Han var et ikon allerede dengang, og vi sad nede i vores kældre og lyttede til hans ting. Jeg havde set ham til koncerter i Sverige og fulgt hans rejse. Han havde sit eget ideal med hornet, det blev et personificeret udtryk, ligesom Louis Armstrong havde haft det på sin egen måde. De spillede det samme instrument, men greb det an helt forskelligt.«

Trods sin veneration for legenden var hans første instinkt at sige nej. Han havde hørt skrækhistorierne om Miles Davis’ koleriske temperament og vredesudbrud. Det orkede han ikke. Men efterhånden kom ideerne alligevel til ham. Han begyndte at betragte amerikanerens liv som et musikstykke bestående af flere satser og blev optændt af tanken om at indfange Miles Davis’ aura igennem de farver, han så i den.

»Han levede et hårdt liv og var ofte ude i orbit, hvilket der kan være mange grunde til,« siger Palle Mikkelborg og slår to fingre mod indersiden af armen.

»Han lavede nogle vilde ting. Men hver gang han fik en ny kone eller kæreste, så startede det hele ligesom igen. Han blev clean og begyndte forfra. Det blev jeg fascineret af. Det blev min indfaldsvinkel, min dør ind til det her menneskes univers, efter at jeg havde slået hovedet mod væggen hundrede gange.«

Aura

Resultatet blev suiten Aura, et konceptværk, hvor hovedtemaet består af ti toner skabt af bogstaverne M-I-L-E-S-D-A-V-I-S. Systemet var et nødvendigt kreativt benspænd for Palle Mikkelborg, som kæmpede med at færdiggøre værket.

»Jeg kunne blive ved og ved med at gå tilbage og forfine. En dag ringede jeg til Erik og sagde: ‘Nu afleverer jeg til nodeskriveren, og så må vi se, hvad han synes, når han tropper op.’«

Han mødte Miles for første gang i lufthavnen. En svagtgående, skrøbelig og alligevel stor skikkelse. Derefter havde musikerne tre dage til at øve inden koncerten og prisoverrækkelsen i Falkoner Centret. Stemningen i øvelokalet var andægtig. Der var dødstille, da Miles Davis kom ind med hat på hovedet og satte sig på første række for at høre Palle Mikkelborgs værk for første gang. Da musikerne havde spillet den første del og holdt pause, forlod Miles Davis lokalet uden at sige noget.

»Jeg tænkte: Okay, det gik ikke. Han kunne ikke lide det,« siger Palle Mikkelborg.

Palle Mikkelborg gik ud på toilettet, og dér, i gangen, stod Miles. Han vendte sig og lænede sig mod Palle, før han med sin spage stemme ytrede en af de største komplimenter i hans ordforråd: »Palle … It’s a motherfucker!«

»Wauw! Det var et meget stort øjeblik,« siger Palle Mikkelborg og lyser op ved mindet.

Hvid jul

Koncerten blev en succes, og Miles fik sin pris. Palle Mikkelborg glædede sig over det, han troede var en veloverstået opgave. Men så var det, at telefonen ringede midt om natten. Efter Miles’ »farvell« kunne Palle dårligt vente på, at det blev morgen, så han kunne ringe og fortælle Erik Moseholm, at nu skulle de samle hele holdet igen.

»Nu skulle det være hvid jul. Og det blev det,« siger Palle Mikkelborg.

Indspilningerne foregik over en uge fra den 31. januar til den 4. februar 1985 i det legendariske Easy Sound-studie på Trianglen på Østerbro. Palle Mikkelborg husker dagene for Miles Davis’ geni og intuition, for hans psykologiske fingerspidsfornemmelse og evne til at forstå musikere gennem deres musik og få dem til at præstere over evne. Men han husker næsten endnu klarere aftenerne, hvor Miles inviterede ham op på sit hotelværelse. Her sad de to og talte i timevis.

»Jeg sad deroppe hver aften, som ofte blev til nat. Vi talte om det miljø, han var vokset op i. Jeg var fascineret af det miljø, musikken kom fra, og forskellen på de sorte amerikanere og os danske musikere. Hvorfor lød musikken på én måde, når de spillede den, og en anden, når vi spillede den? Dexter Gordon kaldte det the sound of 5th Avenue, hvor de irske røvhulsbetjente slog de sorte. Det giver en energi, en kraft. Og så har vi en mildhed herhjemme, som de godt kunne lide, også Miles,« siger Palle Mikkelborg, der mindes, hvordan bandlederen George Russell har beskrevet forskellen på amerikanere og skandinavere: »I venter på, at ekkoet kommer tilbage.«

»Det eneste, vi aldrig talte om, var trompet.«

Værdig

Særligt én nat står klart i Palle Mikkelborgs erindring. Miles Davis var gået ud på toilettet og stod foran spejlet, da hans skrøbelige stemme kom kravlende.

»Palle?«

»Yes, Miles?«

»Take my trumpet.«

Palle Mikkelborg gik hen og greb den berømte blå trompet. Det var en Martin Committee. Den samme type, Palle Mikkelborg havde haft, siden han som grøn trompetist gik ind til musikforhandleren John Hartvig i Studiestræde og spurgte, om han havde en trompet. Den bryske butiksejer stak ham en guldtrompet og sagde, at den kunne han få for 2.000 kroner. Hverken han eller den unge Mikkelborg vidste, at der var tale om en håndlavet Martin, som var langt mere værd. Den dag i dag er det stadig den trompet, Palle Mikkelborg spiller på.

»Siden har jeg købt et par ekstra Martin-trompeter. Yamahas trompeter er næsten for gode. Det er så lettilgængeligt. Med Martin er der altid noget galt, det stemmer ikke perfekt, og man skal arbejde med det. Alle tre Martin-trompeter, jeg har, har en eller anden skavank. Det er, som om de siger til mig: Nu skal du vise, at du er værdig.«

Det skulle Palle Mikkelborg også den aften på Miles’ hotelværelse.

»Put on the mouthpiece! Play!« befalede legenden og vendte sig om i toiletdøren. Og Palle Mikkelborg spillede med den lyd, han altid har tilstræbt, som handler om at få instrumentet til at lyde som en menneskelig stemme.

»Jeg har altid vidst, at mit ideal med trompeten ikke egnede sig til symfoniorkestre. Det er en helt anden teknik, en anden klang, som jeg beundrer dem for, men ikke misunder dem. De arbejder med en brillans, men jeg arbejder med det modsatte, en vokalise. Der er nogen, som er særligt gode til at spille topnoterne, de høje, flotte noter, og det har jeg ikke været. Jeg har forsøgt at få trompeten til at lyde så meget som muligt som den menneskelige stemme uden at miste sin natur,« forklarer han.

Mens han spillede, kom Miles Davis ind i værelset og begyndte at cirkle rundt om ham.

»Gil is right,« sagde Miles Davis så med henvisning til sin tætte samarbejdspartner Gil Evans, som havde haft Palle Mikkelborg med i sit band. »You’re okay.«

»Han sagde aldrig mere end det,« siger Palle Mikkelborg.

Men der var en uudtalt respekt, som Palle Mikkelborg i de følgende år mærkede, hver gang han spillede på de samme festivaler som Miles. »Miles wants you to come up,« kom der uvægerligt en assistent og sagde.

»Og det var altid til ingenting. Bare os to, og så snakkede vi kort om, hvordan det gik, og så gik han ned og spillede.«

Det vulkaniske temperament, som han havde hørt frasagn om, så han aldrig røgen af.

»Intet. Men ikke dermed sagt, at jeg ikke tror, det var der. Han blev jo fanget af Marilyn (Mazur, dansk/amerikansk slagtøjsspiller, der var med til indspilningerne, red.), som vi alle blev. Hun kom med i hans band, og jeg tror ikke, det var så lettilgængeligt i bandet, som da han var gæst i vores verden, hvor der sad 25-30 mænd og kvinder med ét ønske: to please the master. Hans humor var Monty Python værdig. Han var utroligt morsom, smilende og grinende.«

Den bløde streng

I 1991, seks år efter indspilningerne, døde Miles Davis, 65 år gammel. To år forinden var Aura endelig udkommet efter at være blevet forsinket i årevis på grund af kontraktmæssige uenigheder mellem Miles Davis og pladeselskabet CBS Records. Det var det sidste Miles Davis-album, der blev udgivet i hans levetid, og i 1990 vandt det en Grammy for bedste instrumentelle jazzperformance. 21 år senere regnes det som et hovedværk i dansk jazz og er blandt andet blevet optaget i Kulturministeriets kulturkanon. Men det er mødet med Miles, mere end musikken, der står tilbage som et højdepunkt i Palle Mikkelborgs liv.

»Jeg arbejder med begrebet overtoner, både som de fysiske, instrumentelle, men også som noget psykologisk og metaforisk. Det projekt var så rigt på overtoner, at det næsten får musikken til at blegne,« siger Palle Mikkelborg.

Vi sidder på en café på Østerbro, kun få hundrede meter fra det nu nedlagte indspilningsstudie, hvor Aura blev til. Der er trompetmusik i højtalerne.

»Jeg er utroligt lykkelig for tanken om værket. The guardian angel havde besluttet, at jeg skulle have en stor, stor oplevelse, og jeg håber, jeg var respektfuld nok til at placere den i det vidunderlige overtonerige, hvor det blev til en stor symfoni.«

Inden vi rejser os og går ud i den by, som i disse uger atter lægger scene til jazzens toner, reciterer han et digt, som meget godt indrammer hans livslange forhold til musikken. Det er Gustaf Munch-Petersens med lukkede øjne, og det lyder sådan her:

det er som om

ingen strøm kan drukne mig

ingen sorg kvæle mig

helt

det er som om

kærlighed kommer til mig

over alle have,

fordi en blød streng altid svinger

i mig

Forinden har jeg spurgt ham, om han har et godt råd til, hvad man skal lytte efter, hvis man er en af dem, for hvem jazzen er som et abstrakt maleri, man ikke kan komme ind i. Det er et stort og svært spørgsmål, som han ikke kan svare på.

»Jeg lærte ved at lytte. Det tog mig for eksempel tid at komme til (Louis, red.) Armstrong og forstå dette genis betydning. Jeg fokuserede i begyndelsen meget på nogle eksklusive områder og var lige så interesseret i klassisk musik. Det var Chet Baker, Bill Evans, Gil Evans, og også indisk musik og ikke mindst filosofi. Jeg har været på en spirituel, usystematisk rejse i musikken,« siger han.

»Men hvis man kan mærke den dér bløde streng blive slået an,« tilføjer han og smiler, »så er den god nok.«

Copenhagen Jazz Festival 2021 løber af stablen fra den 1. til den 24. juli på spillesteder i hele København.