EM I FODBOLD
Læsetid: 5 min.

Du kan komme langt med lidt hyggesnyd – og 6 andre ting EM har lært os om fodbold og livet

Det franske landshold har spillet fallit, fordi de er en samling primadonnaer, fællesskabet og holdånden er til gengæld i vælten og selv Ronaldos lys brænder ud på et tidspunkt. Det har været et lærerigt europamesterskab, der snart er forbi
Landsholdet efter kvartfinalen mellem Danmark og Tjekkiet på Baku Olympic Stadium i Aserbajdsjan, lørdag den 3. juli 2021.

Landsholdet efter kvartfinalen mellem Danmark og Tjekkiet på Baku Olympic Stadium i Aserbajdsjan, lørdag den 3. juli 2021.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kultur
8. juli 2021

»Det er tankevækkende, at landsholdets succes ikke er kommet fra tidens krav om at være robust, drømme stort, være stærk, stå på brændende platforme eller en retorik om, at alt er muligt,« skriver Svend Brinkmann i et Facebookopslag. »Succesen er kommet gennem samarbejde, holdånd og en menneskelig træner, der har været med til at sætte forventningerne ned til et realistisk niveau i en vanskelig situation.«

Fortællingen om, at kollektivet og fællesskabet har sejret over egoets udfoldelse og individets pragtpræstationer, er stor i den her slutrunde. Sammentømrede mandskaber som Danmark, Schweiz og Tjekkiet er kommet langt.

Det er længe siden, vi har børstet stjernestøvet fra Ronaldo, Gareth Bale, Luka Modric, Lewandowski, De Bruyne, Lukaku, Hazard og HELE det franske superhold af os. Jeg er selv vild med den historie om solidariteten, den gør mig håbefuld både på fodboldens og tilværelsens vegne. Jeg er vild med, at vi vil den så meget, at det er blevet dette landsholds parole.

At vi vil den så meget, at vi deler Brinkmanns definition af slutrunden tusindevis af gange. Det siger noget om den dybe længsel, der ikke kun er at fornemme under et EM; egentlig vil vi bare gerne have lidt fred fra at præstere.

En anden del af fortællingen er, at nogle fra vores europæiske fodboldspiller-A-liste er ved at være fodboldgamle, man øjner et bredere generationsskifte, det er ikke længere en holdbar løsning at bygge hele holdpræstationer op på en aldrende høvding. En tredje del af fortællingen er, at landsholdsfodbold gudskelov stadig kan noget andet end klubfodbold.

Landsholdsfodbold kan noget, klubfodbold ikke kan

Og det er, at den er os givet. Det er, at den er tæt på. Det er, at det ikke altid er dem med flest penge, der vinder. Selve den fodbold, der bliver spillet med landsholdstrøjer på, er langtfra den bedste, men historierne er til gengæld.

Der er storfavoritter, som skuffer (Frankrig!), underdogs, som overrasker (Schweiz, DK!), nationaliserede følelser og fordomme, som lever i bedste velgående – vitterligt i allerbedste velgående, det er også det, et EM er til for: At vi alle sammen kan få vores opsparede harme mod englænderne og deres arrogante Brexit-idé ud, så det ikke bare var Danmark imod dem i semifinalen, men faktisk hele Europa.

Vi må gerne more os over storhedsvanviddet, som det er allermest udtalt i briternes forestillinger om, at de på en eller anden måde ejer fodbolden i Europa uden at have vundet en sheit siden 1966. Vi må fryde os over, hvor nedtur Svensken tilsyneladende synes, det er, at Danmark er blevet hele verdens kæledægger.

Der er ingen fremtid i at være en diva

Mens det er tiltrængt, at reklamesøjle-konceptet og ikondyrkelsen af fodboldspillere har taget bagsæde for en stund, så savner jeg nu engang bare Pogba og Mbappé. Åhh hvad fanden, selv Benzema?

For selvom fortællingen om underdoggen er besnærende, så er der en stor fornøjelse i at se højprofilerede og i øvrigt yderst talentfulde egoer efterlade alt, hvad de har af smukt pasningsspil og sure miner på banen i en fodboldkamp.

Jeg ville gerne have set Frankrig videre i den her turnering. Jeg ville gerne have set dem spille mod Spanien (i stedet for Schweiz) og muligvis bagefter Italien. Men hvis den her slutrunde har lært os noget, så er det, at divaer ikke vinder europamesterskaber, at det er et fejlfokus at brokke sig over hotelforholdene på Marriott, som det forlyder, at det franske landshold har gjort.

Det er også et fejlfokus, at ens familier kommer op at skændes på tribunerne, hvor det siges, at Rabiots mor – der er meget involveret i sønnens karriere – er raget uklar med Pogbas familie, fordi hun højlydt gav udtryk for, at Pogba ikke gjorde det godt nok. Herefter overfuser hun Mbappés far. Hun synes, Mbappé er arrogant, det er derfor, han brænder det straffe.

Oven i hatten har angriberne Benzema og Giroud et anstrengt forhold, fordi Benzema har kaldt Giroud for en gocart, mens han sammenligner sig selv med en Formel 1-racer. Måske ikke det bedste udgangspunkt for en hyggelig frokost i kantinen. Der er bare lige det, at det altid er sådan her i den franske landsholdslejr. Frankrig lærer ikke.

Du kan komme langt i livet med lidt hyggesnyd

Hele verden har tilbragt noget tid med at blive godt og grundigt forarget over de morsomme billeder af den italienske angriber Ciro Immobile, der kaster sig ned, som om han og hans knæ er ved at afgå ved døden, lige indtil han kigger op og opdager, at Italien rent faktisk har scoret, hans filmeri er nytteløst, og han er desuden ved at gå glip af den kammeratlige, italienske jubelscene.

Film er nærmest sin egen kunstneriske fodbolddisciplin, en del af den eksotiske angribers værktøjskasse, jeg forstår ingenlunde forargelsen. Vi spiller alle sammen med, hvad vi har. Hvem af os har ikke filmet lidt ude i det rigtige liv, til en eksamen, i krig, i kærlighed?

Selv Ronaldo bliver gammel på et tidspunkt

Vi kan stadig ikke være sikre på, at Ronaldo ikke har et adamantiumskelet som Jærven, en af X-mændene, eller i virkeligheden er virkelighedens Twilight-vampyr-galore Edward Cullen.

I hvert fald har han taget digteren Dylan Thomas' berømte ord »Do not go gentle into that good night. Rage, rage against the dying of the light« til sig. Ronaldo raser mod alderdommen og sin pension – mod at lyset hans på et tidspunkt dør ud.

Langt hen ad vejen lykkes det endnu; det er noget med at fryse sine ben ned og altså aldrig drikke en cola, og han er 36 år og stadig (!) en af verdens bedste angribere, en af topscorerne ved det her EM. Men ved I hvad, da Portugal blev slået ud, og kameraet gled hen over hans skuffede og lidet tilfredse ansigt, der synes jeg, jeg kunne se en afmatning. Fuck, hvor må han også være træt oven på den karriere.

Det er en del af gamet at begå fejl

Turneringen har budt på nogle selvmål, det mest bizzare af dem kom fra den spanske målmand Unai Simons fod, da han skyder verdens nemmeste bold den forkerte vej, nemlig ind i målet bag sig. Det er i kampen mod Kroatien, Spanien går videre, så alt forladt, men det er alligevel fascinerende, at han afholder sig fra at løbe ud og krybe i et musehul.

Han står stadig, det gør de alle sammen, når de fucker op. Ligesom Elton John.

Fodbold var ikke bedre i gamle dage

Så er vi endelig blevet enige om det. Vi har fået en ny slutrundehistorie, EM 92 og VM 86 værdig. Ingen grund til at mansplaine mere om, hvor meget federe fodbold og fjernsyn og snefri var, dengang far var dreng.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her