Interview
Læsetid: 13 min.

Kristina Stoltz: Jeg tror på sproget som et potentielt revolutionerende og sprængfarligt værktøj

Det er vigtigt for vores samfund, at der findes filosoffer, der tænker og nedskriver svært tilgængelige ideer. At der findes poeter, som formulerer sig på helt nye måder. At der findes et modsprog, som kan gå op imod propagandasproget og den såkaldte nødvendighedens politik, hvis sprog luller os i søvn i en stiltiende accept af tingenes tilstand, siger forfatter Kristina Stoltz som svar på, hvad litteraturen skal midt i en krisetid

For at kunne skrive, bliver man nødt til at lide af en slags storhedsvanvid, fortæller forfatter Kristina Stoltz

Kultur
28. juli 2021

For første gang i 30 år er jeg ikke i gang med at skrive en ny bog. Måske et problem for en forfatter, eller måske en mulighed for mig for endelig at stoppe op og stille mig selv nogle af alle de spørgsmål, jeg har tænkt over gennem årene, men som jeg aldrig er kommet i dybden med.

For eksempel: Hvad er det egentlig, vi går og laver? Hvad er der sket med den litterære offentlighed? Er litteraturen blevet en klub, lidt æstetisk spas for middelklassen, og er kritikerne blevet for selvpromoverende? Er autofiktionen en forbandelse, og hvad er den et svar på? Er rigtig fiktion blevet en umulighed? Kan kunsten forandre verden, og hvis ikke, hvordan kan man så bare sidde og skrive videre, når verden bogstavelig talt brænder?

Til at hjælpe mig med at svare på disse og andre svære spørgsmål har jeg inviteret forfatteren Kristina Stoltz. Jeg har valgt Kristina, fordi hun ikke er bange for at mene noget og heller ikke for at tage et standpunkt. Jeg har hentet hende på den nærmeste metrostation, placeret hende i min sofa med kaffe, nødder og chokolade inden for rækkevidde. Jeg har tilbudt hende at smide fødderne op, og hun kan også få et tæppe.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Thomas Gitz-Johansen

Spændende artikel. Tak for det Information. Men jeg synes, at der i HMSs spørgsmål ligger en (venstreorienteret) materialisme; det er de sociale og økologiske forhold, der er det egentlige, og som også forfattere bør beskæftige sig med og bidrage til. Men skal alt åndsliv søge sin eksistensberettigelse i det materielle, eller kan åndslivet have sine egne æstetiske, eksistentielle, filosofiske og psykologiske formål? Jeg synes, at litteratur og kunst har sine egne formål, der ikke kun er knyttede til materielle og sociale spørgsmål.

Helle Lodberg Christensen og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Thomas Gitz-Johansen

UPS. Rod i initialerne. Jeg mente selvfølgelig KMG.

Margit Johansen

Ja, kunsten kan være et modsprog - reflekteret - på et højere niveau modigt og ligefremt. Der hvor vandene skiller er analysen af 'hvad der er problemet' - magtens sprog er nemlig på samme måde modigt og ligefremt - reflekteret på et højere niveau. Kunstneren må kunne indtænke sig selv i analysen - hvordan man som digter er en del af problemet. Ja, det er svært - lær af de bedste -mest politisk umiddelbare - fx desværre nu afdøde Simon Grotian - der åbent lægger kampen frem om at reflektere op og imod. Svært tilgængeligt - ja da eller kan vi bare skrive og læse på vores umiddelbare præstationsniveau. Det er ikke politisk.

Kurt Nielsen

Set med Freudske øjne er 99,9% af verdens forfattere analfabeter.
- Sådan i runde tal.

Margit Johansen

vedlagt citat fra ovennævnte digter: "Om søndagen skal man ikke være bange/men gå i kirke med havfruebe/ og styre sommerfuglene op i Rundetårn/som en lysegul eksplotion hen over tagen/ vi ser tynde ud bag limousineruden på jagt efter det næste måltid arm/før søldaterne passerer hårgrænsen...."

Louise Hansen

"Er litteraturen blevet en klub?"

Nej, litteraturen er ikke en klub. Fodbold er heller ikke en klub, men man kan spille fodbold i en klub.

Få, please, styr på simple sproglige termer.

Maj-Britt Kent Hansen

Skriver KMG ikke selv om sit liv og sin familie? Senest i "Det samme og noget helt andet" Ja, undrer mig blot, nu hun oplyser følgende:

CITB – »Ha, ha, jeg synes nok, at det alt for hurtigt bliver for privat. Jeg har aldrig læst Knausgård. Jeg har ikke lyst til at se folks gulnede billeder fra barndommen. Jeg tænker, at afstanden fra fotoalbummet til litteraturen kan risikere at blive for kort. Det er fint nok, hvis det er litteraturen, der snylter på privatlivet, men hvis nu privatlivet simpelthen er ved at æde litteraturen, så synes jeg bare, at vi mister noget. Og helt generelt er jeg nok ikke interesseret i folks privatliv.« CITS

Knausgård har jeg læst. Det er vel egentlig kun autofiktion/privat, fordi det bliver sagt, at det er det.

"Min Kamp" giver et ganske godt indblik i små/unge drenges og voksne mænds følelser, tanker og handlinger.

Hvordan vil KMG så karakterisere sin egen -i øvrigt udmærkede - "Det samme og det andet"? Hvilken genre tilhører den?