Kristina Stoltz: Jeg tror på sproget som et potentielt revolutionerende og sprængfarligt værktøj

For første gang i 30 år er jeg ikke i gang med at skrive en ny bog. Måske et problem for en forfatter, eller måske en mulighed for mig for endelig at stoppe op og stille mig selv nogle af alle de spørgsmål, jeg har tænkt over gennem årene, men som jeg aldrig er kommet i dybden med.

For eksempel: Hvad er det egentlig, vi går og laver? Hvad er der sket med den litterære offentlighed? Er litteraturen blevet en klub, lidt æstetisk spas for middelklassen, og er kritikerne blevet for selvpromoverende? Er autofiktionen en forbandelse, og hvad er den et svar på? Er rigtig fiktion blevet en umulighed? Kan kunsten forandre verden, og hvis ikke, hvordan kan man så bare sidde og skrive videre, når verden bogstavelig talt brænder?

Til at hjælpe mig med at svare på disse og andre svære spørgsmål har jeg inviteret forfatteren Kristina Stoltz. Jeg har valgt Kristina, fordi hun ikke er bange for at mene noget og heller ikke for at tage et standpunkt. Jeg har hentet hende på den nærmeste metrostation, placeret hende i min sofa med kaffe, nødder og chokolade inden for rækkevidde. Jeg har tilbudt hende at smide fødderne op, og hun kan også få et tæppe.

Jeg er blevet enig med mig selv om, at vi skal starte i værkstedet, i den lille verden, med selve arbejdet. Først til sidst vil jeg spørge Kristina, om man overhovedet kan være bekendt at sidde og skrive, når verden brænder.

Skrivearbejde som reparation

– Er det at skrive en slags bearbejdelse af traumer, tror du? Godtager du, som Hannah Segal engang har sagt, at kunstværket er en slags reparation af en gammel skade, et sår? En slags reparationsarbejde?

»Ja, det synes jeg egentlig er meget rigtigt. Men efterhånden, nu har jeg jo skrevet i 20 år, ja, så føler jeg nogle gange, at det bliver en slags narko, for jeg får jo næsten abstinenser, når jeg ikke skriver. Det er svært at være ’mellem bøger’, og jeg har det med bare at skrive videre. Men udgangspunktet har helt klart været en slags terapeutisk skrift, noget jeg gerne ville forstå.«

– Altså et svar på noget? Men svar på hvad? Er det, fordi det mentale fordøjelsessystem hos forfatteren er svækket på en eller anden måde? Så man er nødt til at skrive for at få styr på verden?

»Som barn og ung havde jeg en udpræget følelse af, at jeg ikke kunne finde sprog for det, der foregik inde i mig, altså at der var en slags sprogløs smerte eller forvirring, og det måtte jeg jo arbejde med på forskellige måder. Jeg startede jo som danser. Men jeg har stadig nogle gange en følelse af, at det er så voldsomt at være til i verden, så jeg er nødt til at lave den her afgrænsning, skærme mig mod verden og så prøve at lave en eller anden slags system eller orden inden for denne her afgrænsning.«

– Så du fordøjer verden i mindre bidder?

»Ja, hvis ikke jeg har denne her afskærmning eller boble, så føler jeg, at verden overvælder mig. Ja, så det bliver også en måde at sige ’stay-away!’ til verden. Jeg har noget, jeg skal her og bag en lukket dør. Men samtidig bliver det en måde at forsøge at forstå verden på at sidde på afstand og se ud på den og så forsøge at oversætte det, jeg ser, til et litterært sprog.«

– Tænker du så nogensinde, at det holder op, at du kunne blive bedre til at sætte grænser, så du ikke var nødt til at lave denne her tilbagetrækning?

»Ja, det drømmer jeg ofte om, for det kan føles, som om man ikke er med i livet, som om man ikke lever, når man hele tiden skal ind i det der lukkede rum og hamre i tasterne. Nu, for eksempel, hvor vejret er så skønt udenfor, og der lyder børnestemmer og fuglekvidder i gården, tænker jeg da, at det er forbandet, at jeg ikke engang kan finde ud af at holde weekend, og at jeg til og med er rædselsslagen for sommerferien, for sæt nu, at jeg ikke har fået skrevet færdig.«

Er forfatteren fri?

– Det er noget andet, jeg har tænkt på. Hvor frie er vi forfattere egentlig? Man tænker jo altid på os som nogle, der skal sige det, andre knap tør tænke, nogle, der står udenfor og kan se det hele fra en anden vinkel. Vi er ikke bundet af chefer og MUS-samtaler. Men når jeg kigger tilbage, synes jeg egentlig, jeg har været underkastet mange ting, mange systemer: Angsten for anmeldere, angsten for ikke at få kunstfond, litterær mode. Når jeg ser tilbage, synes jeg, at jeg har brugt meget tid på at gå rundt og ryste i bukserne. Fordi man er en del af så mange systemer, hvor man er dybt afhængig af noget, man måske ikke kan udstå. Så hvor frie er vi egentlig? Hvor fri er du?

»Ja, hvor fri er jeg? Som jeg sagde, kan skriften næsten føles som et fængsel, som forhindrer en i at deltage i det almindelige liv ude i verden. I forhold til det med anmeldere, litterær mode og alt det der, så er jeg altid ved at dø af skræk op til en udgivelse, men samtidig føler jeg ikke, at jeg har ladet mig diktere af litterære trends. Men hvornår er man helt fri? Der findes jo de forfattere, som ikke vil udgive deres ting på forlag, men nøjes med at sende deres værker ud i begrænsede oplag til udvalgte personer. Måske er de mere frie end sådan nogle som du og jeg, men det har jo så nogle andre omkostninger.«

»Der er noget skizofrent ved at være forfatter. At vi ofte er nogle meget følsomme og ikke særligt livsduelige mennesker, og så har vi valgt denne metier, hvor vi skal være meget stærke, og hvor vi nogle gange smides for løverne,« fortæller Kristina Stoltz.

Illustration: Mia Mottelson

– Man er nødt at gå planken ud med hensyn til ens integritet, kan man sige. Og det betaler man nogle gange en meget høj pris for.

»Ja, det gør man. Det er en meget stor opgave. Og det er jo det skizofrene ved at være forfatter. At vi ofte er nogle meget følsomme og ikke særligt livsduelige mennesker, og så har vi valgt denne metier, hvor vi skal være meget stærke, og hvor vi nogle gange smides for løverne, og nogle gange kan vi jo opleve lynchning, og det foregår for åben skærm.«

– Er det så egentlig så mærkeligt, at folk indretter sig, giver afkald på lidt af friheden, jeg mener, det er jo selvmord at kaste sig for løverne.

»Ja, ha, ha, men endnu værre ikke at blive spist overhovedet! Prøv at tænke på de forfattere, der ikke bliver anmeldt.«

– Så vi skal være glade for at blive spist?

»På en måde, ja.«

– Nogle gange er jeg også i tvivl om, hvad det egentlig er, vi ønsker os. For alle vil have anerkendelse og stå i rampelyset og få store priser, men alligevel er det, som om ingen rigtig er tilfredse, som om ingen egentlig får, hvad de gerne vil have. Selv folk, der har fået store priser er skuffede over et eller andet, de ikke får. Det er som en bundløst hul. Hvad kan det skyldes?

»Det er et godt spørgsmål.«

– Ja, nogle gange er vi jo som 16-årige piger, der venter på prinsen på den hvide hest, og når han så kommer, vil alt være godt. Men altså, han kommer jo ikke, vel? Kan anerkendelsessulten egentlig stilles?

»Jeg ved det ikke, men det er også det, der er så hårdt, at man er meget alene i den situation, og i den periode, hvor man skal udgive, er man jo også meget narcissistisk. Det er hæsligt.«

– Ja, man har ikke en gruppe, hvori kan man bearbejde nederlag. Man hænger kun på den selv. Så man mangler på en eller anden måde noget. Camus siger jo, at der kun er to ting, der kan fortrænge den dybe meningsløshed, og det ene er moralsk integritet, det andet er social solidaritet. Så man kan sige, at vi har det første, men ikke det sidste.

Autofiktionens forbandelse

– Nu talte vi ganske kort om litterær mode, og nu, hvor du har skrevet i 20 år og jeg i 30 år, kunne det være sjovt at se lidt tilbage. Har du nogensinde følt, at du kom på tværs af en litterær strømning, en herskende mode? For i nogle perioder er det jo også lidt, som om der er én rigtig måde at skrive på, og så bliver alt, hvad der ligesom ligger inden for den mode bedømt enormt positivt, mens alt andet er gammeldags og forkert. Eller hvad?

»Ja, dengang jeg debuterede, var jeg nok lidt på tværs af det ironiske, som dominerede. Efter det kom minimalismen og autofiktionen, men jeg er meget optaget af ikke at lade mig diktere af mode. Hvis jeg vil skrive en bog, der falder helt inden for den herskende mode, så er det fint, hvis jeg ikke vil, er det også fint.«

– Du har aldrig været irriteret over det?

»Jo, irriteret, men jeg har aldrig følt mig styret af det. Dér hjælper det mig meget at tale med ældre kolleger, for de ved jo, at moden skifter. Men lige da jeg debuterede, kan jeg huske, at jeg tænkte: Gad vide, om der er plads til mig her.«

– »Hvad synes du, er det mest problematiske ved autofiktion?

»Egentlig ikke noget. Jeg er ligeglad. Hvis det er en god bog, så er det en god bog.«

– Ja, vi kan ikke afvise nogle genrer på forhånd, men vi kan også vende det om og sige: Alle genrer er jo problematiske på en eller anden måde, selvfølgelig er de det.

»Men så må du selv fortælle, hvad der er problematisk ved autofiktion?«

– »Ha, ha, jeg synes nok, at det alt for hurtigt bliver for privat. Jeg har aldrig læst Knausgård. Jeg har ikke lyst til at se folks gulnede billeder fra barndommen. Jeg tænker, at afstanden fra fotoalbummet til litteraturen kan risikere at blive for kort. Det er fint nok, hvis det er litteraturen, der snylter på privatlivet, men hvis nu privatlivet simpelthen er ved at æde litteraturen, så synes jeg bare, at vi mister noget. Og helt generelt er jeg nok ikke interesseret i folks privatliv.«

Kan forfattere ændre verden?

– Vi har vi talt om litteraturen som en slags reparationsarbejde, men som du selv nævnte, så kan det at skrive også blive en måde at undersøge den sociale og politiske virkelighed. Kan det at skrive være med til at skabe en politisk forandring? Tror du på det?

»Ha, ha, nej, egentlig ikke.«

– Hvorfor ikke?

»Jeg tror, at mange ting tilsammen kan være med til at ændre folks bevidsthed. Altså, jeg tror på sproget som et meget betydningsbærende, potentielt farligt, potentielt revolutionerende værktøj. Sprængfarligt, simpelthen. Den sproglige propaganda, som Dansk Folkeparti begyndte i 1990’erne, har da haft stor betydning for måden, man taler om det muslimske mindretal på her i landet. Det, synes jeg, er et skræmmende eksempel på, hvor kraftigt sproget kan indvirke på, hvordan vi tænker og taler om andre. Men en enkelt bog alene kan ikke forandre verden.«

– Ja, men skulle du så ikke lave noget andet end at skrive bøger? Og det gør du jo også, for jeg ved, at du er aktivist på forskellige måder. Men jeg synes bare nogle gange, der er en modsætning i, at forfattere vil forandre verden, samtidig med at de skriver i et sprog, ingen forstår?

»Jeg tror, det hele skal til. Det er vigtigt for vores samfund, at der findes filosoffer, der tænker og nedskriver svært tilgængelige ideer. At der findes poeter, som formulerer sig på helt nye måder. At der findes et modsprog, som kan gå op imod propagandasproget og den såkaldte nødvendighedens politik, hvis sprog luller os i søvn i en stiltiende accept af tingenes tilstand. Kunstens sprog er et andet. Det hele er en del af en større krop. Faktisk interesserer det kollektive mig mere og mere. Det at gå til en demonstration for eksempel, mens man måske tænker: Jamen, hvad betyder det, at min lille krop står herinde foran Christiansborg. Men det gør det faktisk. Tilsammen betyder vi noget.«

– Ja, det forstår jeg, men nu siger du modsprog. Engang var der jo en forestilling om, at man kunne skabe forandring ved at sprænge sproget indefra, sprænge formsproget. Opfinde alting forfra. Tror du på det?

»Jeg synes, vi har brug for kunsten som noget andet, et modspil, noget, vi måske ikke lige kan oversætte til en avisartikel, men som vi er nødt til at beskæftige os med.«

– Men hvorfor skal det foregå i uforståelige former? Hvorfor ikke bare fortælle klassiske vugge til grav-historier om polske håndværkere og hjemløse? Hvorfor skal det være sprængt i stykker på den måde? For det er jo et gammelt credo. Tag nu min mand, som er håndværker. Hvis jeg nu ville skrive en roman, som skulle få ham til at tænke over samfundet, demokratiet eller den tiltagende racisme, så ville han helt sikkert ikke forstå det, hvis jeg samtidig havde travlt med at sprænge de litterære former. Det ville jo være volapyk for ham. Hvorfor ikke skrive et portræt af en nemlig.com-chauffør i en allerede etableret form?

»Men der bliver jo produceret så afsindigt meget medsprog, at vi har brug for modsproget, hvis vi skal overleve som kultur. Ellers dør vi da af en blanding af åndenød og kedsomhed. Jeg har altid netop af den grund været meget optaget af surrealismen. Det her med at blive præsenteret for værker, der får det til at klø i hjernen og kilde i hele kroppen. Man ved ikke nødvendigvis, hvad det betyder, det man læser eller ser på et lærred, men man kan mærke, at det sætter noget i gang. Noget vigtigt. Den slags kunst er afgørende for vores samfund, mener jeg. En kunst vi ikke umiddelbart forstår, fordi den taler til os i et sprog, som ikke er oversætteligt i forhold til den virkelighed, vi troede, vi kendte så godt.«

– »Er det så en avantgardistisk tankegang?

»Måske. Men jeg har ikke lyst til at vælge side. Jeg elsker Pontoppidan og Hans Kirk, men jeg elsker også mærkeligt, skørt sprog.«

– Har vi ikke en forpligtelse over for dem, der er dårligere stillet end os selv?

»Er det nemlig.com-chaufføren, du mener? For jeg synes egentlig, det er en falsk modsætning. Forfatteren er jo ikke nødvendigvis særlig privilegeret. Måske har forfatteren valgt at bo i étværelses og aldrig rejse bare for at have mulighed for at skrive. Måske tjener han/hun lige så meget, eller lige så lidt som nemlig.com-chaufføren. Eller den polske håndværker.«

– Ja, måske.

»Men jeg forstår godt, hvad du mener, og derfor hjælper det også at være aktivistisk og indgå i et fælleskab med andre mennesker.«

– Ja, sådan kan man også spørge: Kan man skrive, når verden brænder?

»Nej, det kan man egentlig ikke. Og jo, det kan man godt. I min seneste roman, Paradis først, som er en erindringsroman om tabt kærlighed, men også om en verden, vi engang troede var bestandig, brænder de californiske skove, og koralerne dør i havene. Verdens tilstand siver ind i mine bøger. Men det svarer ikke rigtigt på dit spørgsmål. For at kunne skrive, bliver man nødt til at lide af en slags storhedsvanvid. Man bliver nødt til at tro på, at andre gider at læse det, man sidder derhjemme i kammeret og fifler med, og det er jo i sig selv absurd. Det storhedsvanvid er måske også årsagen til, at nogle af os tror, vi kan eller skal redde verden. Men tænk nu, hvis vi allesammen følte os forpligtede til at redde verden? Så kunne der for alvor ske noget. Hvis vi alle troede på, at det gjorde en forskel at stille os ind foran Christiansborg til klimademonstration. Da det skete, udløste det Danmarks første klimavalg. At der så ikke er sket noget siden betyder ikke, at vi skal holde op med at stille os derind. Tværtimod. Personligt har jeg brug for at vise mine børn, at jeg kæmper til sidste blodsdråbe for at redde verden, ja, så der også bliver en verden til dem, simpelthen. På en måde er det også derfor, jeg skriver, selv om det står i modsætning til det, jeg sagde tidligere.«