Portræt
Læsetid: 4 min.

Landstræner Mancini vil generobre sin egen tabte fortid for de azurblå

Den italienske landstræner er på jagt efter de triumfer med landsholdet, som et stridbart og egenrådigt sind forhindrede ham i at høste, da han selv spillede for de azurblå. Tirsdag aften kan han tage et vigtigt skridt i semifinalen mod Spanien
Landstræner Roberto Mancini (i midten i hvid skjorte) fejrer sejren over Belgien i ottendedelsfinalen sammen med det italienske landshold. De skal møde Spanien i semifinalen tirsdag aften.

Landstræner Roberto Mancini (i midten i hvid skjorte) fejrer sejren over Belgien i ottendedelsfinalen sammen med det italienske landshold. De skal møde Spanien i semifinalen tirsdag aften.

Matteo Ciambelli/SIPA/Ritzau Scanpix

Kultur
6. juli 2021

Det fortælles, at den tidligere Sampdoria-præsident Paolo Mantovani tilbage i 1980’erne og 1990’erne før hver kamp ringede til klubbens træner, Sven-Göran Eriksson, og hans efterfølger, Vujadin Boskov, for at høre, om klubbens offensive kreatør, Roberto Mancini, var med på holdet.

Hvis det ikke var tilfældet, ville Mantovani heller ikke dukke op.

På et tidspunkt kom denne praksis Sampdorias topscorer Gianluca Vialli for øre, og han ringede til Mantovani for at få en nærmere forklaring.

»Hvorfor er du kun interesseret i at vide, om Mancini spiller?« spurgte han klubpræsidenten. »Hvad med mig? Hvorfor spørger du ikke, om jeg er på banen?«

»Fordi du bare løber rundt og laver mål,« lød svaret. »Mancini … Det er kunst.«

Historien fortæller om den beundring, der omgav Italiens nuværende landstræner, dengang han som aktiv spiller i Sampdoria og Lazio gled rundt mellem forsvarskæderne på den forreste tredjedel af banen og udfyldte rollen som en af de mest elegante og visionære 10’ere, der var i Serie A i den periode.

Og det kan på den baggrund synes paradoksalt, at den mand, der tirsdag aften leder Italien ind i semifinalen mod Spanien på Wembley, selv fik en så relativt kort og upåfaldende landsholdskarriere. 

Blot 36 kampe i den azurblå trøje fik han. Og herunder kun et enkelt VM, nemlig slutrunden på hjemmebane i 1990, hvor han primært blev anvendt som reserve for Italiens anden store playmaker i de år; den diminutive buddhist med hestehalen, Roberto Baggio.

Svaret ligger i høj grad i Mancinis kantede sind, der er præget af lige dele stridbarhed og eventyrlyst.

Således var han faktisk allerede i spil til en plads i den landsholdstrup, der skulle til Mexico for at dyste om verdensmesterskabet tilbage i 1986. På det tidspunkt var han netop brudt igennem som det nye store angrebshåb i italiensk fodbold, og den daværende landstræner, patriarken Enzo Bearzot, havde taget ham med på en træningstur til USA og Canada for at se ungersvenden an.

Under et ophold i New York besluttede Mancini imidlertid at se stort på de sengetider, landstræneren havde dikteret, og gik i byen på det legendariske Studio 54 på Manhattan.

Bearzot ventede oppe på ham, da han rullede ind fra natklubben klokken seks næste morgen – og så var det midlertidigt slut med dén landsholdskarriere.

Han vendte dog som nævnt tilbage på det italienske landshold og fik VM i 1990 med, før han igen selv var sin egen værste fjende, da han op til VM i USA i 1994 – i et af de hidsighedsudbrud, der er så typisk for ham – overfusede den daværende landstræner, Arrigo Sacchi, i ankomsthallen i Milanos Malpensa Lufthavn i vrede over, at Sacchi efter Mancinis mening havde brudt et løfte om at give ham fuld spilletid i en venskabskamp mod Tyskland.

»Jeg er færdig med landsholdet,« rasede Mancini. »Ring aldrig til mig igen.«

Det gjorde Sacchi ikke. Og så var det som 29-årig slut for Mancini med kampene for gli azzurri til trods for, at han stadig havde adskillige store år i sig på klubplan.

Mancini har senere udtrykt fortrydelse over den korte og nærmest spildte tid, han fik i landsholdstrøjen. Og han har fortalt, hvordan han bruger følelsen af at have underpræsteret på nationalmandskabet som en motiverende faktor, der driver ham fremad i hans eget arbejde som landstræner.

»Når man tager i betragtning, at jeg startede min landsholdskarriere i en meget ung alder, så kunne jeg potentielt set have spillet for Italien ved fire verdensmesterskaber og fire europamesterskaber, og det ville jeg ønske, at jeg havde gjort,« har han udtalt. »Af mange årsager opnåede jeg ikke den succes, jeg stræbte efter, og man kan sige, at jeg nu (som landsholdstræner, red.) kæmper for at opleve alt det, jeg gik glip af som spiller.«

På mange måder kan man da også sige, at Mancini har gjort sit arbejde med landsholdet til et så personligt projekt, at det nuværende nationalmandskab ikke blot udtrykker hans spillemæssige visioner, men nærmest fungerer som en forlængelse af hans egen personlighed.

For den italienske landstræner er en sammensat skikkelse, der både huser en stærk kunstnerisk åre og et opfarende sind; og man genkender begge dele i et azurblåt hold, der vel spiller med større intensitet og hidsighed end nogensinde før i moderne tid – men som samtidig giver rum til den kreativitet, som den nuværende generation af italienske landsholdsaktører er udstyret med.

Og intet illustrerer dén pointe bedre end den anerkendelse og oprejsning, der er kommet Napolis Lorenzo Insigne til del.

Den lille playmaker var en ofte ubrugt reserve under Støvlelandets tidligere landstræner, den defensivt orienterede Gian Piero Ventura, der mistroede ham på grund af hans flagrende spillestil og hang til risikable angrebsaktioner.

I den anledning udspillede der sig en berømt konflikt på udskiftningsbænken under Italiens fejlslagne forsøg på at vinde play off-opgøret med Sverige og komme til VM i 2018: Her signalerede Ventura ved stillingen 0-0 mod slutningen af kampen til midtbanespilleren Daniele de Rossi, at han skulle gøre sig klar til at komme på banen. Men de Rossi nægtede at tage overtrækstrøjen af og pegede i stedet på Insigne, der sad nogle sæder fra ham, mens han sagde:

»Hvad skal jeg gøre? (Inde på banen, red.). Vi skal vinde denne her kamp, ikke spille uafgjort.«

Ventura sendte imidlertid aldrig Insigne på banen, for han passede ikke ind i nationaltrænerens faste, spillemæssige strukturer.

Men under Mancini er tingene blevet vendt om. Nu er strukturerne designet til at passe til Insigne. Og resultatet så vi i kvartfinalen mod Belgien, hvor den 1,63 centimeter høje kreatør fra Frattamaggiore suverænt styrede italienernes offensiv og ovenikøbet scorede et af turneringens bedste mål.

Nu venter Spanien i semifinalen på Wembley tirsdag aften. Det bliver et klassisk opgør mellem to af Sydeuropas store fodboldnationer.

Og det er samtidig Mancinis mulighed for at komme et skridt nærmere en af de triumfer, han aldrig nåede som aktiv spiller for landsholdet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Italien fortjener at vinde em.