»Når jazz mister sin indre nødvendighed og bare bliver noget slask, kan det være pinligt«

»Kvalitet og umage er det eneste, der betyder noget for mig,« siger Kathrine Windfeld og planter sin albue på tangenterne, da hun for at understrege sin pointe læner sig op ad sit instrument. Det siger en høj, uharmonisk lyd, der ikke minder om musik.

Klaveret står i et øvelokale på Vesterbro i København, hvor den 37-årige jazzpianist, komponist og bigbandleder har sin gang. I forbindelse med Aarhus samt Copenhagen Jazz Festival har Information bedt nogle af landets bedste jazzmusikere fortælle om deres forhold til deres instrument og til genren, og Kathrine Windfeld er en af dem.

I en god times tid har Kathrine Windfeld talt om, hvorfor den klassiske musik, hun voksede op med, ikke var noget for hende. Hvorfor hun ikke kan se meningen med at spille traditionel jazzmusik, og hvorfor hun har fravalgt synthesizere, keyboards og andre elektroniske instrumenter. Hele tiden har hun understreget, at hun skam har stor respekt for og kærlighed til det hele, det er bare ikke lige hende at spille den slags selv.

Men så er det, Kathrine Windfeld kommer i tanker om eksistensen af det, hun kalder »pøllejazz«, som går mere ud på at »sidde i Nyhavn med sixpence på og hygge sig med en fadøl« end på at spille så godt, man kan. Den slags jazz bryder hun sig slet ikke om. Hun er vokset op i et musikalsk akademikerhjem på Sydfyn, hvor der både var en høj arbejdsmoral og en legende omgangsform. Begge dele er noget, hun har brug for som jazzmusiker, siger hun.

»Det kræver disciplin at være musiker og lede et orkester. Men det kræver også, at man har en kolbøttehjerne, der kan skrive musik og improvisere. At have begge dele er fundamentalt for, at det hverken bliver for kedeligt eller for fjollet, det jeg laver. Hvis det er alt for fjollet, og der ikke er nogen ordenssans, så falder det fra hinanden,« siger Kathrine Windfeld.

Det skal helst summe i fingrene

Som barn var Kathrine Windfeld draget af hjemmets klaver og mere optaget af at sidde ved det og finde på ting end af at lære at læse noder og spille rigtigt. De klassisk orienterede klaverlærere blev efterhånden afløst af en, der underviste hende i jazz, en genre der fængede mere. Kathrine Windfeld tog bachelordelen af musikvidenskab i København, hvilket lærte hende meget om at komponere, arrangere og dirigere, men ikke så meget om jazz. Fra hun var 19 og nogle år frem, havde Kathrine Windfeld haft en trio, hvor de »sprang hele jazzhistorien over og lavede eksperimenterende avantgardepunk i mærkelige taktarter«, og på et tidspunkt virkede det nødvendigt at se tilbage på de musikalske traditioner, hun stod på skuldrene af, for at kunne komme videre. 

»Det kom til et punkt, hvor jeg kunne mærke, jeg ikke kunne udvikle det mere. Når man ikke har sproget og grammatikken på plads, begynder det at lyde på samme måde. Jeg trængte til at dykke ned i jazztraditionen og jazzteorien,« forklarer hun. Kathrine Windfeld tog derfor til Sverige for at studere jazz på Fridhems Folkhögskola, hvor hun øvede som en gal i to år, og gik derefter på det rytmiske musikkonservatorium i Malmø. Det var her, hun i 2012 samlede Kathrine Windfeld Big Band, som hun stadig har i dag, og som er blevet internationalt anerkendt. Udover bigbandet spiller hun også i andre konstellationer.

Som pianist her er hendes rolle sjældent at være i front og spille melodierne, sådan som en trompetist for eksempel gør det. I stedet sidder hun med sit registermæssigt meget alsidige instrument og akkompagnerer, hvad der sker. Hun bidrager med det harmoniske element, lægger nogle klange og fungerer som modvægt til hornene.

»Pianister kan godt være nogle, der kan lide at have kontrol over tingene, fordi man ligesom sidder på det hele og overskuer det. Meget af tiden akkompagnerer man. På den måde er man med til at præge, hvordan groovet, fundamentet lyder.«

Som en del af rytmegruppen står klaveret sammen med bas og trommer for at få det hele til at hænge sammen. Men sammenlignet bassen, er der ikke helt så stramme rammer for klaveret, som derfor passer Kathrine Windfelds temperament bedre, siger hun.

»Som pianist kan man godt tage nogle chancer og smide nogle klatter ud, der lyder lidt sjovt, men det er ikke noget, der vælter bandet.«

Meget af den moderne jazz, Kathrine Windfeld holder af, er spillet på elektroniske instrumenter. Selv har hun som nævnt fravalgt dem. Der var simpelthen ikke tid til både at lære at mestre dem og så det akustiske klaver, som hun elsker allerhøjest.

»Det er vildt sjovt med keyboards med alle mulige effekter, men i mit liv er jeg bare blevet nødt til at prioritere. Hvis jeg skal sidde og have styr på alle mulige moduler og ned og købe en ny ledning og sidde og programmere, så har jeg ikke tid til at skrive bigbandmusik.«

Kathrine Windfeld slår forskellige toner og klange an for at vise, hvordan det ringer helt fysisk inde i den klangboks, klaveret blandt andet består af.

»De svingninger, der er, har en enorm følelsesmæssig effekt. Der er ikke en computer imellem os, og tonen resonerer forskelligt, alt efter hvor hårdt jeg slår tangenten ned. Man skal kæmpe lidt mere med et akustisk klaver, det kan være hårdt at spille på det. Jeg er meget fysisk, og jeg kan godt lide, at det summer i fingrene, når man har spillet, og at jeg bliver meget svedig, og at klaveret står stadig og svinger. Keyboards er lidt lettere at trykke ned, og så kan jeg sidde bagefter og være lidt uforløst uden noget sved nogen steder.«

Som at skrive en krimi

Kathrine Windfeld skriver al musikken i sit bigband og er glad for, at der også er en del af hendes arbejde, der materialiserer sig som noget håndgribeligt og blivende. »Når man har siddet og øvet sig og svedt i to timer, går man ud og kan ikke se, hvad man har lavet. Mens partituret er så sindssygt fedt, sådan ‘bum, det har jeg lavet, det her‘. Ellers er musik der jo bare lige i øjeblikket.«

At skrive musik til et bigband sammenligner Kathrine Windfeld med at skrive en krimi, hvor der er et persongalleri, som er forbundet i et netværk, og et plot, der skal hænge sammen.

»Så kan jeg have sådan lille figur, der kommer ind i begyndelsen og går igen senere hen,« siger hun og spiller den samme melodistump tre gange på klaveret, hele tiden i en højere toneart.

»Det er den samme karakter, men den udvikler sig i løbet af nummeret. Det her kunne være naboen, der er lidt skummel, men viser sig at være god nok. At få de brikker til at passe sammen er meget tilfredsstillende.«

Kunsten er, forklarer Kathtrine Windfeld, at skabe en balance mellem det organiserede og det løsslupne. Kompositionerne skal også have plads til improvisation. »Jeg vil ikke have, det bliver for låst, men hvis det er helt åbent, er der alt for mange faldgruber, det bliver åndssvagt og rodet.«

Komponere har Kathrine Windfeld egentlig altid gjort, men i de otte-ni år hun har skrevet bigbandmusik, synes hun selv, hun har rykket sig en del.

»Jeg er begyndt at turde dvæle ved nogle smukke og enkle melodier. Før havde jeg travlt med at fucke melodien op for at bevise, at jeg kunne lave noget meget komplekst, der lød svært og avanceret. Jeg har fået en lidt mere moden tilgang, hvor det ikke fylder så meget for mig at imponere.«

Samtidig har Kathrine Windfeld bevæget sig længere væk fra den traditionelle jazzharmonik. På sin første plade mener hun godt, man kan høre, at hun for eksempel har hørt en del Cannonball Adderley (amerikansk jazzsaxofonist, red.), og i det hele taget var hun mere direkte inspireret af anden jazzmusik, end hun er nu.

»Jeg kan ikke udtrykke mig selv på den måde. Hvis jeg skriver musik, der lyder som den gjorde i 50’erne eller 60’erne, så føler jeg, at jeg gestalter et museum. Jeg vil gerne gestalte mig, nu, og jeg er jo et produkt af 2021,« siger hun.

Endelig lød bigbandet nutidigt

Det, der i sin tid gav Kathrine Windfeld lyst til ikke bare at spille jazz, men specifikt at skrive bigbandmusik, var den engelske kontrabassist Dave Holland. Da hun var i start-20’erne, var hun sindssygt træt af traditionel bigbandmusik, der for det meste bare gik i almindelige, lige ud ad landevejen taktarter som 4/4. Hun savnede vildskab og frihed, og så hørte hun Dave Holland Big Band.

»Jeg tænkte: ‘hold kæft, mand’. Det her fællesskab af femten musikere, der sad og spillede sammen på et crazy højt niveau, syntes jeg var så blæret. De lavede nogle sindssyge rytmiske ting. Endelig lød bigbandet nutidigt og fedt. Det er det, der har været min mission, for jeg er ikke interesseret i at lyde som et traditionelt bigband. Jeg kunne selvfølgelig have valgt at kalde det et orkester. Men jeg synes, det er sjovt at hive bigbandformatet op i nutiden og give det en ny lyd.«

I forhold til traditionel bigbandmusik er Kathrine Windfelds kompositioner mere komplekse. I stedet for fire toner er der måske 13 forskellige toner i de akkorder, hun skriver, og rytmisk er hun også mere inspireret af skæve taktarter, som dem man for eksempel hører i folkemusik fra Balkan. Soloerne får også mere plads og mulighed for at skeje ud i Kathrine Windfeld Big Band, end de gør i de traditionelle af slagsen.

Kathrine Windfeld mener godt, det kan give mening for en nulevende jazzmusiker at spille meget traditionel jazz, hvis det vel at mærke er i den genre, man kan udtrykke sig optimalt, siger hun. Og her er det så, samtalen kommer ind på den førnævnte pøllejazz, og Kathrine Windfeld skifter fra at være umiddelbart begejstret til at være anfægtet. Hun begynder at tale hurtigere, idet hun fortæller om et traditionelt jazzorkester, hun for nogle år siden hørte på en festival, hvor »der sad en og lænede sig tilbage med en fadøl, mens han spillede banjo, kiggede lidt sløvt og ventede på, han havde tjent sine penge og kunne køre hjem«.

Man skylder jazzen at tage det, man laver, alvorligt, mener hun. Også bare fordi den med sit udspring i de afroamerikanske slavers musik har en tung historie.

»Jazzen har været en udvej fra nogle triste forhold, og den har haft en politisk funktion. Når jazzen bliver helt afkoblet sin indre nødvendighed og bare bliver noget slask, kan det blive pinligt.«

Under Copenhagen Jazz Festival spiller Kathrine Windfeld Sextet den 8. juli i Musikhuset København, og Kathrine Windfeld Big Band spiller på Hotel Cecil den 10. juli. Kathrine Windfeld Sextet spiller også den 11. juli til Aarhus Jazz Festival.