Essay
Læsetid: 6 min.

»Det er ikke Naja Marie Aidts personlige tragedie, jeg forbinder mig til. Men hjælpen, hun kalder på«

Hvorfor må vi, der forsøger at forstå vores sorg, nødvendigvis også transcendere vores allermest intime forhold til den, spørger Glenn Bech efter at have læst Naja Marie Aidts ’Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage’

Anders Rye Skjoldjensen

Kultur
24. juli 2021

Det er ikke Najas personlige tragedie, jeg forbinder mig til
Men hjælpen, hun kalder på og skriger efter og finder og henter
den er universel, den bevægelse er sjælelig
er kosmisk, er menneskelig, nedarvet gennem generationer, fra stjerne til stjerne
Det er selveste den håndsrækning, bønnen, jeg forbinder mig til
på vegne af Najas personlige tragedie
Vi, der forsøger at forstå vores sorg, må nødvendigvis også transcendere vores allermest intime forhold til den. Hvorfor?
Fordi sorgen har at gøre med livet
og livet har at gøre med døden
Jordens skabelse, atomerne, celledelingen. Vores arts udviklingshistorie
Den sørgende som et medium
Den sørgende som et medium for andre at genkende deres urmenneskelighed på
Den sørgende som et medium, lamslået, afsindig, syg af at skulle kropsliggøre, fortolke, overlevere grundvilkårenes ikkesproglige sprog

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Min sognepræst Per Møller siger det så godt ved de fleste begravelser og bisættelser: 'Sorgen er kærlighedens smerte'.