Poetiske mytologiske tekster blev til en stemning, da Kirsten Dehlholm oversatte Voetmann til scenekunst

Det handler for Kirsten Dehlholm om at have respekt for værket, når man benytter sig af andres kunst. Hun lånte fortællingen om den egyptiske underverden fra Harald Voetmanns langdigt og udelod sanselige og mærkelige passager i forestillingen ’Amduat. En iltmaskine.’ Serien om kunstneriske fravalg tager en tur i teateret
I Kirsten Dehlholms forestilling ’Amduat. En iltmaskine’ er meget af teksten fra Harald Voetmanns langdigt er blevet udeladt, og faren siger noget en enkelt gang, mens sønnen har blot tre monologer.

I Kirsten Dehlholms forestilling ’Amduat. En iltmaskine’ er meget af teksten fra Harald Voetmanns langdigt er blevet udeladt, og faren siger noget en enkelt gang, mens sønnen har blot tre monologer.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
29. juli 2021

Teaterkunsten fortolker tonsvis af litterære værker og omsætter dem til selvstændige teaterværker, og i den proces vil der naturligvis blive skåret en del fra, fordi det ikke er muligt at inkludere flere hundrede siders tekst i en forestilling på et par timer. Den relation kunstnere imellem fordrer en stor tillid. Og lige så indgribende det kan føles for en forfatter, at andre skal rekonstruere ens værk, lige så stort et ansvar må det være for en instruktør at skulle forvalte den tillid fra en anden kunstner.

Kirsten Dehlholm har flere årtiers erfaring med det. Som kunstnerisk leder og instruktør for performanceteateret Hotel Pro Forma har hun skullet oversætte adskillige litterære værker til scenekunst. Hun har i sin 45 år lange karriere blandt andet arbejdet med værker fra digterne Inger Christensen og Morten Søndergaard og har nu en forestilling på vej baseret på en roman af Helle Helle.

En solrig dag i juni besøger jeg hende i Hotel Pro Formas lokaler i Københavns Nordvestkvarter. Hendes seneste forestilling ’Amduat. En iltmaskine,’ der er baseret på Harald Voetmanns langdigt af samme navn, blev i nærværende avis kaldt »et stort værk, der overvælder med sin legelyst og sin naturlige leg med eksistensen«.

Vi skal tale om, hvad hun har udeladt fra Voetmanns værk, og hvordan man håndterer den tillidserklæring, det er at få lov til at omsætte en anden kunstners værk til sin egen kunstart.

Som kunstnerisk leder og instruktør for performanceteateret Hotel Pro Forma har Kirsten Dehlholm skullet oversætte adskillige litterære værker til scenekunst.

Som kunstnerisk leder og instruktør for performanceteateret Hotel Pro Forma har Kirsten Dehlholm skullet oversætte adskillige litterære værker til scenekunst.

Emilie Lærke Henriksen

Himmelrøv

Langdigtet handler om Harald Voetmanns far, der ligger på Holbæk Sygehus, hvor han langsomt dør. Og så handler den sideløbende om den egyptiske solkonge Ra og hans rejse fra solnedgang til solopgang, hvor han skal kæmpe for at få solen til at stå op igen hver morgen.

De to meget forskellige verdener blandes sammen i bogen, hvor scener fra sygehuset og det egyptiske univers spædes til med Voetmanns erindringer og glimt fra barndommen og livet med hans far og bror.

Teaterforestillingen handler om det samme som bogen, mener Kirsten Dehlholm. Forestillingens scenografi er bygget op i to planer på en 28 meter lang scene. Det nederste plan repræsenterer den virkelige verden, hvor faren ligger i sin hospitalsseng, mens sønnen går omkring ham, og det øverste repræsenterer den egyptiske underverden, hvor performere klædt i futuristiske egyptiske gudelignende kostumer bevæger sig med siden til og med hænder og fødder, som man kender dem fra egyptiske gravkamres tegninger.

Meget af teksten fra Voetmanns værk blev udeladt, fortæller Dehlholm, således at faren kun siger noget en enkelt gang under forestillingen, sønnen har blot tre monologer, og resten af de udvalgte tekstuddrag projiceres på en hvid væg bag scenens øverste plan. Teksten, som fremføres af de to skuespillere og projiceres på væggen, er primært baseret på passager om dødslejet.

»Jeg måtte gøre det enkelt, fordi når man laver sådan en forestilling, er der mange forskellige elementer. Der er tekst og et visuelt univers og musik og performere og koreografi. Og derfor må jeg dosere og udelade meget tekst – ellers bliver det for meget.«

Det, der er udeladt mest af, er de mytologiske passager i bogen. Det er så »sanseligt, til tider ulækkert og mærkeligt«, at det ikke ville kunne oversættes direkte til et visuelt udtryk, fortæller Kirsten Dehlholm. Som eksempel nævner hun denne passage:

»Kekui. Kekuit. Af himmelrøv født og i himmelrøv atter opslugt. Nattens dyr giver sig til kende kek kekkek natten hvælver sin spættede ryg, visne hudflager drysser«. 

»Det kan jeg slet ikke begynde at gengive visuelt. Jeg kan ikke engang omforme det,« siger hun.

Dertil ville passagerne med sine mange stednavne og forklaringer om det egyptiske univers blive for komplicerede at forholde sig til som publikum, hvis det blev sagt eller vist som tekst.

I ’Amduat. En iltmaskine.’er scenografien bygget op i to planer med den egyptiske undervenen øverst og ’den virkelige verden’ med faren i hospitalssengen nederst.

I ’Amduat. En iltmaskine.’er scenografien bygget op i to planer med den egyptiske undervenen øverst og ’den virkelige verden’ med faren i hospitalssengen nederst.

Karoline Lieberkind

Et fuldgyldigt værk

Hun læste selvsagt langdigtet flere gange med sin samarbejdspartner Jon R. Skulberg, hvor de tog det med, der sagde dem noget intuitivt. Det er det følelsesladede, forklarer Dehlholm, der trigger hendes intuition, fordi det er det, der står stærkest i en forestilling. Og i stedet for direkte at omsætte de mytologiske passager til scenekunst lånte Kirsten Dehlholm universet derfra – den egyptiske underverden.

Efter at have læst bogen studerede hun derfor bøger om oldegyptisk kultur, hvor hun hentede stor inspiration i det »billedmæssigt rige« egyptiske univers, og ud fra det skabte hun et visuelt udtryk, som så blev til det øverste plan i forestillingen.

»Vi har ikke lavet noget, som direkte illustrerer de egyptiske passager i bogen. Det er mere indtrykket, man får, når man læser den, og fungerer som et supplement til det nederste plan, et dansk sygehus. Nogle spurgte, om faren lå og fantaserede om underverdenen. Og det ved jeg jo ikke, jeg fremstiller det bare.«

Det værdsatte Harald Voetmann, fortæller Dehlholm, fordi forestillingen dermed blev et selvstændigt stykke scenekunst i stedet for en oversættelse af hans litterære værk.

Samarbejdet med forfattere og digtere er meget forskelligt fra gang til gang, forklarer hun. Nogle vil gerne skræddersy tekster til, at de skal fremføres fra scenen. Andre lader hende få fingrene i deres allerede eksisterende værker, og her varierer det, hvor meget kunstnerne gerne vil være med til udformningen af teaterforestillingen.

Efter et par samtaler med Harald Voetmann fik Kirsten Dehlholm helt frie hænder til at arbejde med ’Amduat. En iltmaskine,’ og det værdsatte hun. Det viste sig siden, at Voetmann var glad for den endelige forestilling, fortæller Dehlholm.

Det havde hun været særligt spændt på denne gang, da fortællingen i sin essens handler om forfatterens fars dødsleje. Men helt generelt føles det også som et stort ansvar at skulle behandle andres kunst, siger hun.

»Man skal jo have respekt for værket, når man udelader, doserer og komponerer. Det kan man kun vise ved at forsøge at lave en god forestilling. Det handler ikke om mit ego eller om forfatterens. Det handler om at lave et fuldgyldigt værk, hvor mit ikke overdøver det andet.«

’Amduat. En iltmaskine’. Tekst: Harald Voetmann. Instruktion og scenografi: Kirsten Dehlholm og Jon R. Skulberg. Hotel Pro Forma i co-produktion med Østerbro Teater.

Hvad udelader kunstnerne?

Når galleriudstillinger skal opsættes, teaterforestillinger sammenstykkes og digte samles, vil der i sagens natur være noget, der ender med at blive udeladt. Værker, passager eller karakterer, der aldrig ser dagens lys, fordi det ikke passede ind i sammenhængen. Men hvad er kunstnernes egne tanker bag fravalgene? Det undersøger Information i denne serie.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er interessant, men også for mig lidt trist, at vi har fået denne nyromantik, hvor følelsen æres som nærved det heles mening.
Men jeg er altid gået i teatret for at blive klogere, mere observant, og det særlige kollektive modtagelsesrum, teatret taler ind i, skærper evnen til forståelse på en måde, som folk til gengæld i dag ikke får træning i: man forstår ting, man ikke kender, når man modtager dem i dramaets sammenhængende aktive og reaktive praksis.
På teatret betyder alting noget, og evnen til at afkode denne betydning giver oplevelsen af den verden, scenens karakterer lever i.
Af samme grund kan jeg også bedre lide forestillingstyper, hvor det er værket, der er stjernen, og det gælder en række forestillingstyper, hvor kunstnerne virkelig skal yde for at kunne leve op til materialets kompression af mangfoldige historier.

Josephine Kaldan, Kenneth Krabat, Christian de Thurah og Jørgen Mathiasen anbefalede denne kommentar
Jens Peter Madsen

Jeg oplevede forestillingen og var vildt imponeret over det visuelle og sanselige bombardement. Jeg bestemte mig for at læse Harald Voetmanns langdigt og det blev en anden meget stærk oplevelse., Og sådan er det vel med de forskellige medier. De kan fortolke og inspirere hinanden. Jeg er overbevist om, at min efterfølgende læsning af langdigtet blev meget beriget af den forudgående teateroplevelse - Stor tak til Kirsten Dehlholm for nok en inspirerende oplevelse.