Cannes Film Festival
Læsetid: 7 min.

»Har I savnet glamouren?« Åbningsfilmen i Cannes høstede stort bifald – måske mest på grund af genåbningsglæde

Tirsdag blev filmfestivalen i Cannes spillet og sunget i gang med legesyge Leos Carax’ musicalopera ’Annette’, der nok har sine problemer, men som om noget signalerer, at filmkunsten og festivalen for alvor er tilbage efter et års ufrivillig pause
Fra begyndelsen af Leos Carax’ Cannes-åbningsfilm, ’Annette’. Det er skuespillerne Simon Helberg, Adam Driver og Marion Cotillard forrest fra venstre. De to andre mænd, der knæler, er Ron og Russell Mael fra Sparks. Bagerst til højre står Carax selv og hans datter.

Fra begyndelsen af Leos Carax’ Cannes-åbningsfilm, ’Annette’. Det er skuespillerne Simon Helberg, Adam Driver og Marion Cotillard forrest fra venstre. De to andre mænd, der knæler, er Ron og Russell Mael fra Sparks. Bagerst til højre står Carax selv og hans datter.

Fra filmfestivalen Cannes

Kultur
8. juli 2021

CANNES – Det var på mange måder den perfekte start på årets længe ventede filmfestival i Cannes. Den første lange, uklippede scene i franske Leos Carax’ musical Annette begynder i et lydstudie. Bag mixerpulten sidder Carax selv, og inde i selve studiet gør det indflydelsesrige amerikanske pop- og rockband Sparks – med brødrene Ron og Russell Mael i front – sig klar til at spille.

»Nu går de i gang,« siger Carax til en ung kvinde, der sidder bag ham. Og det må man sige, at de gør.

»So may we start?« lyder første linje i den første Sparks-sang i Annette – brødrene har skrevet filmens musik og sange og skrevet med på manuskriptet – og mens Russell Mael ser lige ind i kameraet, beder de syngende om lov til omsider at gå i gang. Det kunne næsten være festivalens kunstneriske leder, Thierry Frémaux, der havde skrevet sangen, som fortsætter:

»They hope that it goes the way it’s supposed to go

There’s fear in them all but they can’t let it show

They’re underprepared but that may be enough

The budget is large but still, it’s not enough«

Inciterende originalt

Brødrene Mael begynder at gå. De efterlader mikrofonerne og instrumenterne og går ud af studiet, mens musikken spiller, og de selv stadig synger. Carax og den unge kvinde – der vistnok er hans datter – følger med, og de går i samlet flok ned ad trappen og mod udgangen. De får selskab af filmens to hovedrolleindehavere, Marion Cotillard og Adam Driver, og de går alle sammen, inklusive et voksende kor, ud på gaden og rundt om hjørnet.

Driver ifører sig undervejs en paryk og sætter sig op på en motorcykel. Cotillard får en jakke på og sætter sig ind i en stor, sort bil. De kører i hver sin retning, mens musikerne, koret og instruktøren alle vinker og råber farvel. Der klippes første gang i scenen, og på den måde har Leos Carax fortalt os, at vi skal til at se en film, som han har iscenesat – høre et eventyr med ham som fortæller.

Så smukt og originalt og inciterende kan det gøres. Nogle af de samme Brecht-agtige kunstgreb optræder i den franske billedstormers forrige film, det vildtvoksende, eksistentielle eventyr Holy Motors, der væltede Cannes for små ti år siden, og det er vidunderligt stemnings- og forventningsskabende.

Man glæder sig til at se resten af filmen efter sådan en åbning. Og jeg ville ønske, at jeg nu kunne sige, at Annette var lige så god hele vejen igennem, men det er den ikke.

Voldsom drejning

Annette er som sagt en musical. Det meste dialog i filmen synges, hvorfor alle sangene er med til at flytte handlingen fremad. Adam Driver spiller den populære komiker Henry, der lever af at chokere og skælde ud på sit publikum i optrædener, der er lige så fysiske, som de er verbale og ritualistiske. Marion Cotillard spiller den feterede operasangerinde Ann, der aften efter aften dør på scenen til lyden af et begejstret publikums bifald.

De to forelsker sig og flytter sammen. I begyndelsen af deres forhold er de lykkelige og dyrker intenst både sex og hinanden. Men så bliver Ann gravid, og parret får pigen Annette i en scene, der minder foruroligende meget om fødselsscenen i Wikke & Rasmussens anderledes familievenlige musical, Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger, hvor sygeplejersker og læger også kigger lige op i den fødende kvindes underliv, mens de synger. 

Ann og Henry får dog ikke en datter med vinger, men en dukke – ja, Annette ’spilles’ simpelthen af animerede dukker af forskellige størrelser, hvilket muligvis skal fortælle os, at ægteparret aldrig rigtig ser Annette som en rigtig pige, som et barn, de skal elske og tage sig af.

I hvert fald skaber Annettes ankomst problemer i Paradis. Henry får en depression og kan ikke længere finde ud af at få sit publikum til at grine. I stedet vender hans ellers så fanatiske fans sig mod ham, og mens hans stjerne hurtigt falmer, synes Anns kun at funkle endnu stærkere og klarere.

Det huer ham slet ikke, og han begynder at drikke og opføre sig som lidt af en skiderik. Og så tager handlingen – vi er kun cirka halvvejs i filmen – en voldsom drejning, og Annette forvandler sig fra kærlighedshistorie til tragisk opera.

Ganske særlig stemning

Ingen laver film som Leos Carax, og Annette er i dén grad hans film – den handler også om mennesker på kant med sig selv, hinanden og verden. Som i tidligere film – De elskende fra Pont Neuf, Pola X og Holy Motors – blander han med stor fryd ellers uforenlige elementer: kunstighed og naturlighed, store følelser og iskold manipulation, skønhed og grimhed, optimisme og undergang.

Nogle gange resulterer det i uforglemmelige, unikke scener og oplevelser. Andre gange i øjeblikke, som man i højere grad beundrer for alt det, instruktøren tør og kan, mere end man føler og lever sig med i dem.

Adam Driver og Marion Cotillard er begge fænomenale i deres roller – de får os til at tro på Henry og Anns altopslugende kærlighed – og musikken og sangene af Sparks er værd at lytte til. Annette foregår blandt andet i en drømmeagtig udgave af Los Angeles, og parret bor uden for byen i et paradisisk udseende hus med pool og omgivet af skov.

Det giver handlingen et eventyragtigt præg, som passer til alt det teatralske, og Carax leger konstant med at blande virkelighed med uvirkelighed og får skabt en ganske særlig stemning af noget uudgrundeligt og magisk.

Annette er nok en musical, men det er også en opera med alt, hvad dertil hører af store armbevægelser, tung makeup og sang, der skal kunne høres på bagerste række. Det synes at more instruktøren konstant at skubbe til publikum og minde det om, at de ser på en film, et stykke simuleret liv, for så bagefter at forsøge at hive det tilbage i fortællingen og følelserne.

Det lykkes indimellem, og især til sidst er der en scene – jeg vil ikke afsløre hvilken – hvor det hele lykkes, og man får et sug i maven og må tage hatten af for Carax’ mod og opfindsomhed.

Endelig i gang

Annette blev modtaget med et fem minutter langt, stående bifald til gallavisningen tirsdag aften, som også var festivalens officielle åbningsceremoni. Onde tunger vil vide, at bifaldet lige så meget var affødt af lettelse over, at filmfestivalen i Cannes efter sidste års ufrivillige coronapause nu endelig er tilbage.

Til pressevisningen, som fandt sted samtidig med gallavisningen, blev der kun klappet sporadisk, mens en italiensk journalist højlydt gjorde opmærksom på, hvor lidt han brød sig om filmen. Anmeldelserne i de internationale medier var mildest talt også blandede.

Men alle er nemlig glade for, at festivalen endelig er i gang – både fordi det er Cannes, den største og vigtigste af dem alle, og fordi verdensfilmen har det godt. Som festivalchef Thierry Frémaux sagde tidligere tirsdag, da han bød velkommen til en visning af den britiske kritiker og dokumentarist Mark Cousins The Story of Film: A New Generation – i sig selv en passioneret kærlighedserklæring til den kunstart, alle, der er i Cannes, elsker:

»Vi klarede det. Vi er i Cannes, og festivalen kan begynde!«

Det affødte også stort bifald, og det samme gjorde det senere på aftenen, da Jodie Foster under åbningsceremonien fik overrakt festivalens ærespris for sit arbejde som skuespiller, instruktør og producent. Da hun kom på scenen, sagde hun på formfuldendt fransk:

»Nå, føles det godt at komme ud og klæde sig fint på? Har I savnet glamouren?« hvorefter hun erklærede, at filmen »er mere i live end nogensinde før og klar til at bevæge os, underholde os, få os til at gyse og grine.«

Det kan godt være, Leos Carax’ Annette ikke er en formfuldendt film – og hvad skal man overhovedet også med dem?! Dem kan man jo ikke slå sig på – men den fik mig da til både at gyse og grine, og jeg følte mig godt underholdt.

Desuden er det en Film med stort F. Det er svært at forestille sig al det visuelle overskud og de store ambitioner og ideer folde sig lige så besnærende ud på en tv-skærm. Nej, Annette skal ses i en biograf.

»So may we start?«

Ja, og vi er godt i gang.

Mere på festival-cannes.fr og information.dk.

De kommende dages store film

  • Der er meget at glæde sig til på filmfestivalen i Cannes. Her er en lille håndfuld af de film, filmredaktør Christian Monggaard ser frem til i de kommende dage.
  • Benedetta af Paul Verhoeven
  • Verdens værste menneske af Joachim Trier
  • Cow af Andrea Arnold
  • The Velvet Underground af Todd Haynes
Serie

Cannes Film Festival 2021

François Ozon, Wes Anderson, Paul Verhoeven, Nanni Moretti, Andrea Arnold, Catherine Corsini, Jacques Audiard, Asghar Farhadi. Der er mange af de garvede instruktørveteraner på programmet på filmfestivalen i Cannes i år. Men der er også blevet plads til en række andre, yngre talenter, inklusive en række af de kvinder, som festivalen så ofte kritiseres for ikke at prioritere. Filmredaktør Christian Monggaard rapporterer for 22. gang fra filmfestivalen, der er tilbage efter et års ufrivillig pause, og hvis 74. udgave finder sted to måneder senere end normalt, nemlig den 6.-17. juli.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her