Slagtøjsspiller Marilyn Mazur: »Jo flere trommer du har, jo mere melodi kan du faktisk spille«

Ved et nydeligt gadekær med hængebirk og åkander i et stille hjørne af Hvidovre ligger et wunderkammer af lyde. Den dansk-amerikanske slagtøjsspiller og percussionist Marilyn Mazur står blandt asiatiske gonger, congatrommer og pauker. Instrumenter fra hele verden har fundet vej til hendes musikhus. Hun griber en muffeformet tingest med små klokker, som klirrer i et væld.

»En pakistaner ville måske sige, at det er blasfemi, det jeg har gjort med dem her,« siger hun og lægger instrumentet ned ved sine fødder. 

Det muffeformede bjældeinstrument er i virkeligheden et sæt pakistanske fodbjælder, som traditionelt bruges i dansespil, hvor de bæres om anklerne. 

»Jeg har så fundet på at lægge dem på gulvet, så jeg kan trampe takten på dem, når jeg står og spiller,« griner Mazur. »Det er jo smart!«

For slagtøjet er for Marilyn Mazur meget mere end et trommesæt. Hun har udutrommer i lertøj, indonesiske træfrøer og norske skibsklokker, og hver har sin egen klang. Her er en hel verden af musik, og det er den, vi skal tale om.

Jazzfestivalen i København er netop løbet af stablen, og over den seneste lille måned har vi på kulturredaktionen forsøgt at blive klogere på jazzens historie, genrer og instrumenter.

Vi har bedt en række af Danmarks største jazzmusikere føre os ind i musikken helt forfra. Saxofonist Lotte Anker har fortalt om improvisationsmusikkens helt særlige nu, pianist Kathrine Windfeld har forklaret, at det at skrive jazzmusik ikke minder så lidt om at skrive en krimi. Bassist Justo Gambula har fortalt om at fjerne én streng på bassen for at finde ud af, hvor meget begrænsninger kan åbne ens ører, og trompetist Palle Mikkelborg har fortalt os historien om dengang, han indspillede et album med Miles Davis.

Det album var Marilyn Mazur i øvrigt også med på. Hun er en internationalt feteret slagtøjsspiller, og det er hende, der skal føre mig ind i magien bag det instrument, der er jazzmusikkens rytmiske rygrad: trommerne. 

Men først vil jeg gerne høre, hvad Marilyn Mazur egentlig tænker om at bruge afrikanske lertrommer og pakistanske bjælder, helt som hun vil, i en tid, hvor der er et stort fokus på ikke at gøre vold på andres kulturarv?

»Jeg har mødt en del amerikanske, sorte jazzmusikere, som synes, at andre har stjålet en del af deres musik. Og det er selvfølgelig rigtigt, historisk set,« siger hun med henvisning til, at det vrimler med gamle, hvide mænd i jazzverdenen. 

»Men man kan ikke længere sige, at jazzmusik kommer fra Amerika. I de her globale tider er alting blandet sammen. Der er forskellige jazzudtryk over hele Europa, og her i Norden har vi vores eget. Og jazzen selv kommer delvist ud af den klassiske musik.«

»For mig er det et spørgsmål om, at man gør det med kærlighed.«

Det har en helt konkret betydning. På et tidspunkt fik Marilyn Mazur nogle balafoner, et afrikansk instrument, der minder om en marimba. Med balafonen fulgte noget kul, som det var meningen, at man skulle brænde over instrumentet som et indvielsesritual, hver gang man krydsede en flod. 

»Jeg har været nødt til at være bevidst om, at når jeg spiller på afrikanske instrumenter, for eksempel de her balafoner, så har jeg også taget et element ud af dets sammenhæng,« siger hun.

Men at stå og brænde kul af, hver gang hun hiver balafonen frem, vil virke lidt kunstigt. 

»I stedet har jeg så lavet mine egne små ritualer, så jeg får en følelse af, at nu indvier jeg balafonen og respekterer, at det er en anerkendt afrikansk instrumentbygger, der har lavet den. Jeg siger til den: Hvad er din sang – spil den for mig, kom ud af balafonen. Så sætter jeg mig til at spille lidt og føler, at balafonen kommer med sin egen sang. Jeg prøver at lade den tale gennem mig.«

Trance til ’Le Sacre’

Dette er sidste afsnit af Informations Jazzskole, men vi kunne have interviewet jazzmusikere i en uendelighed. I hvert fald hvis man spørger Marilyn Mazur. For hende er det smukke ved jazz nemlig, at den rummer så mange forskellige udtryk. 

»Særligt i jazz har folk det med særligt godt at kunne lide den stemme eller det band, fordi det taler lige præcis til det menneskes behov. Nogle kan godt lide noget vildt og voldsomt, mens andre synes, at det er ren støj og foretrækker musikken mere stille.«

At den, der spiller, lægger sin individualitet i musikken, er helt afgørende for jazzen. Der skal være et »stærkt element af noget, der kommer indefra«, som hun formulerer det.

Marilyn Mazur er født i New York i 1955, men hendes forældre flyttede til Danmark, da hun var seks år gammel. Hun har en baggrund som balletdanser og er også komponist – og lige nu sidder hun og skriver på noget kammermusik.

Hvilket ikke er så underligt, for Marilyn Mazur begyndte i den klassiske musik. Hun var ved at uddanne sig til pianist, da det gik op for hende, at der var enormt mange regler: akkorder, harmonier og fingerstillinger, som man skulle følge til punkt og prikke. Samtidig var hun begyndt at lytte til jazz.

Frygtløst sadlede hun om og valgte slagtøjet som sit hovedinstrument, da hun blev optaget på Det Rytmiske Musikkonservatorium: »Jeg så dengang, at der ikke var andre kvinder, der gjorde det. Og tænkte, at den lyd måtte jeg bare udforske.«

Marilyn Mazur har altid søgt mod det ukendte. Hendes første store musikoplevelse var, da hun som syvårig hørte den russiske komponist Igor Stravinskijs koncert Le Sacre du Printemps, et heftigt og voldsomt værk. »Jeg havde jo nærmest en flirt med det stykke. Jeg dansede til det i et væk.«

»Nogle vil måske sige, at det ikke er musik for børn – men for mig var det altså. Mozart har aldrig rigtig tiltalt mig. Jeg kan godt lide det melodiske og klangbare, men det skal ikke blive for tonalt og pænt. Der skal være noget krydderi i det!«

Hendes første møde med jazzen står lige så klart i hukommelsen. Hun var 14-15 år gammel, da hun hørte Miles Davis-pladen Bitches Brew for første gang. 

»Jeg kom nærmest i trance af at høre den musik, og jeg anede ikke, hvad det var. Bagefter kiggede jeg på omslaget, og så viste det alle de billeder, jeg havde haft inde i hovedet – det var jo ren magi.«

»Måske er det stadig den musik, jeg føler mig allermest hjemme i – og som har ført til, at jeg tænker musik, som jeg gør. Både Le Sacre og Bitches Brew har det rituelle og det voldsomme i sig, og de elementer er knyttet sammen af et stærkt rytmisk nærvær, som altid har fascineret mig.«

Den melodiske tromme

Sidenhen skulle hun selv komme til at spille med Miles Davis, som bad hende være en del af sit band på flere verdensturneer i 1980’erne.

Marilyn Mazur er selv lidt som et stykke musik at tale med, hendes kadence er rytmisk, og pauserne veldoserede. 

Hun hiver hele tiden nye instrumenter frem og kan få klangflader ud af det meste – faktisk var nogle af hendes klokker oprindeligt metaltoppe, som var beregnet til at sætte oven på havestakitter. Men de havde altså også en virkelig god lyd. 

Jeg spørger hende, hvordan hun får sine rytmer og lyde til at blive så bløde og melodiske. For mig er trommer umiddelbart forbundet med metallyde og hårde sammenstød mellem trommestikker og bækkener.

»Jeg synes også, at det kan være svært at lytte til en lang og larmende trommesolo,« medgiver hun.

»Men over årene har jeg opdaget, at mange rytmer jo faktisk er melodier. Hvis du bare synger en række toner, hver for sig, uden andet end tonerne, så siger det ikke særlig meget.«

Hun illustrerer det ved at synge et par ’la la la’er lidt tilfældigt ud i luften. Så stopper hun op, bestemmer en afstand mellem tonerne og giver dem forskellige forløb: De kan bygge op og gå ’la-la-LAAA’, eller hurtigt og sige ’lala-lala’.

»Du har simpelthen brug for rytmen for at kunne høre en melodi. Formerne spiller sammen; der er ingen melodi uden rytme. Jeg tror, at det at jeg kommer fra klaveret og den klassiske musik gør, at jeg hører musikken som en helhed. Jeg hører ikke kun musikken nede fra rytmegruppen.«

Hun slår ud med armene i musikskatkammeret: »Som du kan se, har jeg rigtig mange lyde. Flere lyde gør automatisk musikken mere melodisk. Så desto flere trommer du har, des mere melodi kan du faktisk spille.«

Du kan ikke høre kønnet

Ud over at have spillet med verdensnavne som Miles Davis, Wayne Shorter, Gil Evans og Jan Garbarek er Marilyn Mazur også kendt for at have startet flere orkestre udelukkende bestående af kvinder.

Det første startede hun i 1979. Bandet gik under navnet Primi Band og talte blandt andre Lotte Anker, som har lært os om sin saxofon her i jazzskolen, og pianist Irene Becker. I Marilyn Mazurs nuværende band, Shamania, er der også kun kvinder med.

Den særlige stemning, som har fået de kvindelige musikere til at finde sammen, har ifølge Marilyn Mazur nok noget at gøre med, at der generelt er færre kvinder end mænd i jazzbranchen og musikbranchen generelt. »Så vi kvindelige musikere føler automatisk, at vi bonder. Når vi træffer hinanden, har vi oplevelsen af alle sammen at være outsidere, der pludselig har fundet hinanden,« griner hun.

»Men i virkeligheden har det ikke så meget med musikken at gøre. Det er mere en social følelse. For du vil ikke kunne høre, at det er kvinder, der spiller sammen. Altså, du kan ikke høre køn.«

For Marilyn Mazur er det ikke nødvendigvis vigtigt, at der er præcis lige mange mænd og kvinder i musikbranchen. Men det er vigtigt, at kvinderne er der. 

»Langt hen ad vejen er det mændene, der har opfundet instrumenterne. Det er mænd, der har fundet på at samle trommesæt af forskellige elementer, det er en mand, der har opfundet saxofonen, og selve jazzen er startet af mænd.«

Kvinder har tidligere mest været med i jazzbands som sangere, og i krigstid har kvinderne kunnet overtage et par instrumenter, men så er mændene vendt hjem og har taget over igen, siger hun. 

»Det er vigtigt, at kvinderne også er med til at skabe det musikalske sprog. Skal det handle om, at man kan spille højest eller hurtigst? Hvis kvinderne er med, kan det være, at der kommer mere poesi ind i musikken, og at der bliver bedre plads til det fælleskabsagtige og det omsorgsfulde. Altså, nu er vi ude i klicheerne, der er jo også poetiske mænd og vilde kvinder. Men analogien holder til et vist niveau.«

Hun tænker sig lidt om og opsummerer det så på en anden måde: »Det handler om at få så mange farver som muligt frem i verden gennem musikken. Det er ligesom billedkunst: Det er jo dødssygt, hvis det alt sammen er én farve.«

Orkestrets dynamolygte

At jazzen kan rumme uendeligt mange måder at være menneske på er helt centralt i Marilyn Mazurs musikforståelse. At man måske endda kan komme andre mennesker nærmere, er en anden hjørnesten:

»Jeg kan spille med musikere fra hele verden, uden at vi taler det samme sprog. At spille med en indisk tablaspiller, som har så meget finkultur, som jeg ikke kender til, vil selvfølgelig være svært. Men vi kan nok godt finde en fælles flade, hvor der er musik alligevel.«

Mazur spiller mest fusionsjazz, men hun er ret imponeret over, hvordan man i bebopjazzen over hele verden kan de samme standarder.

»Musikere kan mødes, og så kan de kommunikere, uden at de behøver sige eller forstå et ord,« siger hun.

Er det ikke lidt kedeligt, at de spiller den samme gamle sang om igen, spørger jeg. 

»Nej, for når de har samme udgangspunkt, kan de improvisere ud fra det og få nye stemmer ind. Så musikerne kommer stadig med deres individuelle input – og det synes jeg er fantastisk.«

Jeg prøver at få hende til at forklare mig, hvordan man lærer at elske rytmegruppen, hvis man ellers er vant til at fokusere på solisterne og de bærende melodier. Hvad man skal høre efter for at udvide sit lytterrepertoire.

»Trommeslageren i de fleste jazzorkestre er energien – eller dynamoen eller batteriet, simpelthen.«

Det er kommunikationen mellem musikerne snarere end selve rytmegruppen, man skal prøve at fokusere på.

»Som lytter tror jeg, at man fokuserer meget på solisten. Men det skel bliver først rigtig spændende, når det bliver udvisket – og når alle er med til at skabe musikken. Solisten er ikke spændende, hvis der ikke er krop og energi bag.«

»Så prøv at lytte efter energien og samarbejdet. Hvor tæt spiller de sammen i ensemblet, følges de ad, har de fundet ud af, hvor de vil hen. En solist lyder bedst, når der er andre, der fyrer op under kedlen.«