Suzanne Brøgger: Hvis man har fået et talent, må man også vælge de mennesker fra, som truer det

Hvordan går det egentlig med litteraturen? Er den ved at blive kørt ud på et sidespor, eller er det sket for længst? For at få svar på mine spørgsmål om, hvordan det står til med litteraturen i Danmark, er jeg kørt ned til hele Danmarks vølve og selverklærede mosekone. En forfatter, som har været med rigtig længe og som med sit perspektiv måske kan være med til at gøre os alle sammen klogere.

Suzanne har inviteret mig hjem til sig selv, og jeg har ad små landlige veje foretaget skarpe sving både til højre og til venstre. Jeg har bremset med store, brede dæk i gruset foran den gamle skole, Suzanne har beboet i mange år. Jeg er ankommet lidt forsinket, men bliver dog alligevel budt indenfor til en god, stærk kop te i den gamle skolestue.

Suzanne har taget plads over for mig og budt på en chokoladekiks, men jeg har ikke tid til at spise kiks, jeg vil i gang med det samme.

– I ’Med egen hånd’ takker du for, at du har fået lov til at lave dine sår om til sange, og det flugter jo meget godt med psykoanalytikeren Hannah Segal, som siger, at det at skrive er en slags reparationsarbejde, en måde at komme overens med eller hele gamle sår. Føler du nu, efter at have skrevet et langt liv, at det hjælper, at du helbreder dig selv med skrift?

»Ha, ja, der vil jeg sige noget, som du har citeret mig for, Katrine: Man bliver ikke lykkelig, men man bliver ulykkelig på nye spændende måder. I det store hele er det jo et livslangt reparationsarbejde at skrive, men det er dybt tilfredsstillende.«

– Tilfredsstillende? Du tænker aldrig: Gid man dog var fri for den enorme følsomhed, der følger med?

»Nej, først og fremmest er det en stor gave. Bevares, det kan være til stor ulejlighed at have et sår, der bløder, men det er en stor gave at have talent.«

– Har du nogensinde overvejet, om du holder såret åbent med vilje?

»Det er jo en gammel diskussion, for eksempel også med Strindberg: Påførte han mon sig selv alle de her traumer med vilje, ødelagde han alle sine ægteskaber for at have noget at skrive om? Og det kan jo aldrig bevises, om man med vilje skader sig selv for at have noget at skrive om, men jeg tror, det er omvendt. Det er, fordi man er skadet, at man er nødt til at blive ved med at reparere. Jeg har aldrig tænkt: Åh, bare jeg ikke havde det sår. Men jeg har nogle gange tænkt, også lidt for sjov: Åh, hvor ville det være rart at skrive sådan nogle normale bøger, som ikke hele tiden henviste til mig selv. Krimier, for eksempel. Det ville have været en stor lettelse, hvis intet henviste til mig. Men det kan jeg ikke.«

Nyt ungdomsoprør

– Du fik jo en meget dramatisk debut. Det var næsten som en slags hævn på verden over nogle af de ting, du havde været ude for.

»Ja, og nu er det, som om det hele kommer igen med fornyet styrke. Det vi ser nu, opfatter jeg som et nyt ungdomsoprør, der er alle de samme temaer: Køn, klima, race og alt det, vi havde bildt os selv ind var normalt, kommer jo op nu, seksuelle krænkelser for eksempel. Nu diskuterer vi ikke bare nye sager, men også tyve år gamle sager. Unge kvinders vidnesbyrd får pludselig en betydning, de ikke havde før. De unge føler med god grund, at klodens fremtid er truet, og også alle de gamle autoriteter bliver der sat spørgsmålstegn ved, koloniherrer for eksempel. Tag bare Hans Egede, skulle hans statue væltes eller flyttes? I det hele taget flytter autoriteten så at sige, og de unge er så vidende om så mange ting, slaveri for eksempel, de ved alle sammen, at det er noget, vi også har i dag, og der er et oprør og bevidsthed om det, som der også var for 50 år siden, nu bare med endnu større kraft.«

– Og det er jo egentlig en vidunderlig ting.

»Ja, oprøret bliver ført videre.«

– Om to år har du været en del af den litterære offentlighed i 50 år. Du må have set mange modebølger komme og gå. Hvad er de egentlig et tegn på, disse modebølger? Hvilke spørgsmål prøver de at besvare? Og hvis vi tager autofiktion, hvad er den bølge så et svar på? Jeg kunne for eksempel forestille mig, at autofiktion kunne ses som et forsøg på at bevare sin integritet i en verden, som er så masseagtig. Jeg mener, når alle skal gå i det samme tøj og købe de samme ting og knap nok kan træffe nogen valg selv, kunne autofiktionen så ses som et rum, hvor man prøver at bevare den personlige historie, den personlige særlighed?

»Ja, er de bølger ikke også altid et svar på noget, der har været glemt eller fortrængt, og så melder det sig, nærmest som noget, der bobler op fra den fælles underbevidsthed, der siger: Hov, nu må I altså interessere jer mere for det historiske, eller nu må I skære alt ned til det minimale. Nye epoker vil hele tiden kræve nye svar på dét, der har været underbelyst. Og selvfølgelig går autofiktionen helt tilbage til Augustin, men det er blevet særlig akut nu, hvor der er en tendens til, at mennesker bliver til robotter. Selv om vi kalder vores tid for individets tidsalder, så tror jeg, at vores tid har en tendens til at standardisere mennesker.«

»Jeg tror også, at vi kommer til at tage en filosof som René Girard op igen. René Girard har skrevet om det mimetiske begær, og ifølge ham er mennesket grundlæggende ikke i stand til at ønske noget for sig selv, og mennesket lærer, hvad det ønsker sig, ved at kopiere, hvad andre ønsker sig. Og det har taget helt overhånd. For eksempel er det en reklame i sig selv, hvis mange har læst en bog eller set en film. Men hvorfor er det egentlig en reklame? Hvorfor skulle vi dog ønske os det samme? Det er jo latterligt, at det kvantitative skulle være en kvalitet! Men det er det jo blevet. Det personligt udviklede menneske er en truet dyreart, og der kunne man måske forestille sig, at autofiktion er et svar på, hvad et menneske kan være, og hvor udsat et menneske egentlig er, hvis man ikke bare gør som alle andre.«

Illustration: Mia Mottelson

– Men kan man ikke også risikere, at autofiktionen bliver en selvoptaget omgang, en full blown narcissistisk forstyrrelse camoufleret som roman? Hvor man er ude af stand til at tale ud over sig selv, ude af stand til at hæve sig op over sit eget liv?

»Men, så er det jo en dårlig bog. I øvrigt mener jeg selv ikke, at man kan skrive om sig selv, man etablerer nødvendigvis et alter ego, og for at dette væsen skal kunne leve, er man nødt til at inddrage omverdenen, præcis som i anden fiktion. Og fiktive karakterer gestalter jo i øvrigt ofte også sider af forfatteren, så ja ... Måske er det et falsk skel. Skellet går nok snarere mellem det, der er skønlitteratur og det, der ikke er.«

Er offentligheden en fare for forfatteren?

– Man lever jo næsten flere slags liv, når man er forfatter. Der er hulen derhjemme, og så er der offentligheden, hvor man enten bliver løftet op på en piedestal og fejret, eller man bliver nogle gange spyttet på. Og det liv der i offentligheden kan godt give et meget forstyrret selvbillede. Har du aldrig følt, at det kunne være til fare for det andet, livet i hulen? At berømmelsen truer kreativiteten?

»Jo, men jeg har ligesom været klar over det fra starten. At gebærde sig foran en mikrofon er jo bare det modsatte af at skrive, antitesen til vores egentlige arbejde.«

– Jeg får altid lidt ’noia’, når nogen vil fejre mig, for så snart man bliver løftet op, så ved man, hvad der venter ...

»Man skal bare lade være med at tage det så personligt. Man skal ikke begynde at bruge det som euforiserende middel, for så bliver man jo narkoman. Så vil man have mere og mere. Man er nødt til at tage en kold tyrker en gang imellem, ikke tage hverken ris eller ros så personligt, det må være mit råd.«

– Ja, Inger Christensen havde en sjov måde at sige det på, en sjov distance, når der var kommet brev til hende, sagde hun: Åh, der er kommet brev til forfatteren, hun er ikke hjemme lige nu.

(…)

– Men alligevel, jeg talte med en forlagsredaktør for nylig, som sagde, at alle forfattere altid er utilfredse. Men hvad er det dog, vi egentlig vil have, og kan vi få det?

»Altså en forfatter vil jo gerne elskes, og eftersom kærlighed fra offentligheden ikke er noget værd, så er det måske et regnestykke, der ikke kan gå op.«

– Ja, ’kærligheden fra mine læsere’ er jo overhovedet ikke kærlighed.

»Jeg tror måske også bare, at vi har et meget ensomt arbejde, og derfor bliver ønskerne om belønning og kompensation måske nogle gange helt urimelige. Men altså, hvis man skriver for at blive anerkendt, så har man altså valgt den forkerte branche. Det må altså ikke være selve motoren.«

– Motoren skal være lykken at skabe?

»Ja, og det er så stort et privilegium, så stor en gave, at jeg gladeligt betaler, hvad den koster.«

– Men hvad koster den gave så egentlig?

»Ja, den koster jo som regel mange menneskebrud. Ødelæggelsen af menneskelige relationer. Tab af venner og familie og sådan noget.«

– Fordi du har skrevet om dem?

»Ja, måske, det ved jeg ikke, men nogle gange er det bare det faktum, at man skriver.«

– Ja, hvorfor er det så svært at være venner med en forfatter?

»Jamen, det er det jo. Man har altid sagt: Stakkels den familie, hvor der fødes en forfatter, fordi en forfatter jo har fortolkningsprivilegiet, selve fortolkningskraften, og en forfatter kaster et lys på alt det ubevidste, alt det usagte.«

– Og det er der jo ingen, der kan lide.

»Nej, det er der da ikke.«

– Men hvorfor kan en forfatter så ikke have venner?

»Det kan man også.«

– Jeg føler faktisk tit, at folk ikke vil være venner med en forfatter, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er for mærkeligt, for specielt.

»Ja, det er en farlig person på en eller anden måde. Og hvis du ser på litteraturhistorien, tag Jane Austen eller Emily Dickenson, de er jo bare solitære væsener, ensomme skikkelser. De har levet gennem deres fantasi.«

– Ja, og kolleger kan det også være svært at være venner med, fordi der let opstår rivalisering.

»Sådan nogle relationer skal man jo ikke have. Man skal beskytte sit arbejde mod dårlige relationer. Hvis man har fået et talent, og hvis man har valgt, at man vil bruge sit liv på det, så må man også vælge de mennesker fra, som truer det. Men ofte er det jo en selv, der bliver valgt fra. Folk er ikke trygge ved en forfatter. Og vi kan jo heller ikke både ville være specielle, som en forfatter jo er, og så samtidig forlange at blive anerkendt som helt almindelige.«

Skal formen sprænges?

– Dit mellemværende med litteraturen har jo hele tiden både været meget personligt og meget politisk. Hvilke former befinder du dig bedst i?

»Jeg har jo nok fra starten ligesom lavet mit eget genrebrud og udgivet fortællinger og essays sammen, og dengang troede jeg, at jeg selv havde opfundet det, men så viser det sig, at det faktisk er en meget gammel japansk genre. Sådan gjorde de allerede for 1.000 år siden. I Japan!«

– Der er nogen, der i sig selv synes, det er en værdi at nedbryde genrer, ja der er ligefrem nogen, der mener, at selve det politiske oprør så at sige skal sprænge formerne indefra, at de to ting hænger sammen. Gør de det? Hvor længe kan vi blive ved med at ’make it new’? Hvornår bliver det kejserens nye klæder?

»Jamen, jeg har aldrig været interesseret i at nedbryde former. Eksperimenterne foregår vel nok mest i poesien, og der er jeg nok lidt omvendt, for jeg har skrevet sange, og der er man jo virkelig underlagt formen, rytme og rim, og jeg har lige fået tre sange med i Højskolesangbogen. Det er noget af det, jeg er stoltest af.«

– At komme ud og blive brugt?

»Ja, det giver mening for mig.«

– Ja, jeg er bare også meget skeptisk over for det her med, at alt kritikken af det ’bestående’, hvad det så end er, skal foregå ved at sprænge de etablerede former, altså at det nye så at sige skal komme indefra, inde fra sproget. Hvis man gerne vil skrive noget, der skal forandre verden, hvorfor så gøre det på en måde, kun 22 forstår?

»Men de unge, der sprænger formerne og udtrykker sig på nye måder, gør det jo heller ikke for at forandre verden som sådan, de gør det mere ud af en indre nødvendighed, og der kan det vise sig, at de er på forkant med samfundet på en måde, som ingen andre er. De unge debutanter er jo lige som kanariefuglen, man sender ned i kulminen, men det er jo ikke deres tekster i sig selv, som er samfundsforandrende, det tror jeg i øvrigt ikke, at der er nogen tekster, der er. Så er vi ude i noget mobiliseringslitteratur.«

Man savner en stork

– Du elsker jo også Blixen. I ’Kardinalens første fortælling’ beklager kardinalen sig over de nye romaner, der giver afkald på historien og i stedet lader os komme så tæt på personerne, at vi kan mærke deres legemsvarme, lugte deres sved. Jeg tænker tit på det citat, når folk i dag taler så begejstret om ’sansemættet’ prosa. Folk taler med begejstring om prosa, hvor man virkelig kan smage, lugte og føle, at man er til stede i en given scene. Men jeg ved ikke, jeg har bare ikke lyst til at læse den slags. Hvad tror du, Blixen ville synes om måden, vi fortæller romaner i dag? Er vi blevet dårligere til at forstå det symbolske?

»Jeg tror, at det hænger sammen med, at vi er kommet til at leve i en billedverden og dermed en bogstavelig verden. Vi har mistet evnen til at symbolisere og tænke abstrakt. Og se nogle strukturer og større linjer. For Blixen var fortællingens struktur det vigtigste. Du kender jo historien om storken, ikke? Jeg tror måske, hun ville mangle den stork i dag.«

I det store hele er det jo et livslangt reparationsarbejde at skrive, men det er dybt tilfredsstillende, fortæller Suzanne Brøgger.

Emilie Lærke Henriksen

– Ja, jeg har egentlig også mere lyst til at læse noget, der får mig til at tænke, mere end jeg har lyst til at smage på noget lækker litteratur.

»Jeg bryder mig slet ikke om det.«

– Det er sjovt, at det bliver brugt som reklame i dag, at man kan få lov til at komme helt ind i et andet menneske og sanse gennem det. Jeg mangler den bygning ovenover. Hvad var det, du ville sige, hvad var det, du ville fortælle mig, eller ville du bare lade mig løbe rundt i disse tunneller af krop. Man skal helt tæt på. Man må for Guds skyld ikke komme lidt væk, så man kan få et overblik.

»Men litteraturen har vel altid været brugt til at skabe et andet liv, et alternativt liv. I Viktoriatiden sad de jo også og drømte sig væk til et andet liv. Det er der jo ikke noget galt i. Men jeg er nok også mere til det abstrakte. Jeg vil hellere se storken.«

– Det vil jeg også.

»Det er vel smag og behag.«

— Men der er vel også konkurrerende litteratursyn, konkurrerende måder at skrive på, og der kan det jo nogle gange gå galt, hvis en anmelder lægger sine egne æstetiske kriterier ned over et værk, som har nogle helt andre. Hvis man nu bliver bedømt dårligt for ikke at opnå noget, man faktisk heller ikke stræber efter. Så kan man jo føle, at man er underlagt anmeldere, som man faktisk er meget uenig i.

»Men hvis man ikke er enig i dem, så er man vel heller ikke underlagt dem?«

– Jo, når man er en ung forfatter, som prøver at bygge en økonomi op, så er det jo vigtigt at sælge bare en smule, og så er man jo også afhængig af anmelderne. For mig har det været utrolig vigtigt at tjene nok til ikke at være afhængig af kunstfonden. Jeg hadede at være afhængig af kunstfonden, så er man afhængig af nogen, man muligvis slet ikke er enig med, og måske kan man ikke engang lide dem. Og hvem gider det. Så for mig har det altid været vigtigt at være uafhængig. Og det er jeg nu. Jeg har ikke søgt i mange år.

»Men det er jo en kæmpe bedrift. Tillykke.«

– Tak. Men du har aldrig følt, at du har været begrænset af hverken anmeldere eller af økonomi?

»Nej, og heller ikke af familie.«

– Så du har aldrig følt, at du er gået for tæt på din familie?

»Jeg fik faktisk et ubehageligt brev for nylig, hvor én skrev, at det da ikke kan være rigtigt, at den kunstneriske frihed sker på bekostning af almindelige menneskers ret til deres egen virkelighed.«

– Du har engang sagt, at man jo ikke ejer de fodaftryk, man sætter i andre, og det synes jeg egentlig var meget klogt sagt, for det er jo netop det, forfatteren gør, skriver om andre menneskers fodaftryk i forfatteren selv. Det betyder jo dybest set, at man skriver om sig selv og ikke om de andre. Så der er jo en forskel. Man er jo slet ikke ovre i de andre.

»Og alle har jo ret til deres egen historie.»

– Men du har aldrig fortrudt og tænkt, uha, nu kom jeg også for tæt på den og den?«

»Nej, og det er også, fordi jeg ikke tænker i de baner, jeg tænker på, hvad teksten vil, jeg tænker på storken, og jeg vil ikke give afkald på at skabe den struktur, den overordnede betydning, den stork, af hensyn til hverken mit eget eller andres privatliv.«