Interview
Læsetid: 14 min.

Suzanne Brøgger: Hvis man har fået et talent, må man også vælge de mennesker fra, som truer det

Ja, hvad koster den gave at være god til at skrive litteratur? Den koster mange menneskebrud, ødelæggelse af menneskelige relationer, tab af venner og familie. Men sådan må det være, siger Suzanne Brøgger i det første interview med Katrine Marie Guldager i en serie om litteraturens pris og konsekvens

Hvis man skriver for at blive anerkendt, så har man altså valgt den forkerte branche. Det må altså ikke være selve motoren, mener Suzanne Brøgger.

Emilie Lærke Henriksen

Kultur
23. juli 2021

Hvordan går det egentlig med litteraturen? Er den ved at blive kørt ud på et sidespor, eller er det sket for længst? For at få svar på mine spørgsmål om, hvordan det står til med litteraturen i Danmark, er jeg kørt ned til hele Danmarks vølve og selverklærede mosekone. En forfatter, som har været med rigtig længe og som med sit perspektiv måske kan være med til at gøre os alle sammen klogere.

Suzanne har inviteret mig hjem til sig selv, og jeg har ad små landlige veje foretaget skarpe sving både til højre og til venstre. Jeg har bremset med store, brede dæk i gruset foran den gamle skole, Suzanne har beboet i mange år. Jeg er ankommet lidt forsinket, men bliver dog alligevel budt indenfor til en god, stærk kop te i den gamle skolestue.

Suzanne har taget plads over for mig og budt på en chokoladekiks, men jeg har ikke tid til at spise kiks, jeg vil i gang med det samme.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Inger Pedersen

Undskyld mig, men er det - netop i dag - ikke lige præcis den samme tankegang, der førte til visse begivenheder i Norge?

Jeg har en særlig mission, og det giver mig rettigheder ud over det almene...

Søren Kristensen

Det er svært at have ondt af succesfulde kunstnere, for hvad med alle os som også betalte prisen for at danse med Apollo, men som ikke engang fik succes!!!

Annette Chronstedt

- dette virker i bedste fald mest som et trist skoleeksempel på hvordan en interviewers primære selvoptagethed formår at dræne enhver ansats til inspiration ud af sit 'offer'. Agurketid holdes sandelig i hævd.

Tonie Holmberg, Steen Obel, jens christian jacobsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

”Talent” er et forvirret begreb: noget ganske flygtigt.

Man bruger det i den sociale iscenesættelses navn som udtryk for dét at besidde en ’særlig egnethed’, ’særlig læringshastighed’, eller ’særlig mission’ (måske ligger talentet bare i éns enorme interesse for noget) – ofte med en konnotation af, at ’skæbnen’ eller ’livet før livet’ har banket på og skænket vedkommende en ’gave’ (som udtrykt i Informations rubrik!) eller et privilegium, de fleste andre ikke besidder.

Der findes også deterministiske perspektiver, såsom spekulation i den genetiske sammensætning hos sportsudøvere, som vinder medaljer på højt internationalt niveau, eller det intense studium af Albert Einsteins hjerne, som blev bevaret efter mandens død i 1955.

Andre anvendelser af begrebet afslører, hvordan opfattelsen er problematisk:

På den ene side vælger nogle at bruge ordet ”talentfuld” om en kreativ udøver, som om personens imponerende produkt bedst forklares med ’skæbnen’ eller ’gaven’ og ikke årtiers benhårdt arbejde. På den anden side kan man ”spilde sit talent”, som vel ikke er andet, end at vedkommende træffer nogle andre valg i tilværelsen end det, lokutøren selv mener, personen er ’udvalgt’ til at beskæftige sig med – eller hvad der ville være ’bedst’ for personen. Der er en uenighed i opfattelser af ’livets formål’, ’den bedste beskæftigelse’, og/eller ’den rette livsførelse’. Især karrieremæssigt.

Nyere tids undersøgelser af forholdet mellem ’talent’ og hårdt arbejde skildrer det førstnævnte som noget ekstra. Det er ikke en forudsætning for det imponerende produkt og har ikke en selvstændig drivkraft uden det hårde arbejde. På den anden side kan man sagtens nå langt, ekstremt langt, med det hårde arbejde – også uden opfattelsen af, at der besiddes noget ’talent’.

På nogle måder minder diskurserne om ’talent’ om den opfattelse af ’smag’, der udvikledes i løbet af 1700-tallet som reaktion mod æstetisk rationalisme. Den æstetiske rationalisme mente, at man kunne identificere objektive og videnskabeliggjorte ’æstetiske egenskaber’, således, at når bare et kunstnerisk objekt havde den egenskab, så ville alle synes bedre om det. Det afviste fortalerne for ’den æstetiske smag’, som mente, at den æstetiske dom ikke kom fra langtrukne teoretiske diskussioner, men den øjeblikkelige oplevelse. ’Smag’ er bare noget, man har, som fx når Jean-Baptiste Dubos sammenligner vurderingen af kunstneriske objekter med det at smage på en ragout: ”VI har en sans, som er givet os fra naturen, så vi kan afgøre, om kokken har handlet i henhold til hans fags regler.”

Filosofi omkring begrebet ‘det æstetiske’ er for længst kommet videre fra den tankegang. Forskningens stigende udfordring af populære forestillinger om et ‘talent’ peger i retning af et lignende opgør på dette område i dag.

Og heldigvis for det! Jeg tror faktisk slet ikke, at kunstnerne selv har gavn af ‘talentets’ forherligende effekt. Det er hverken sundt eller fordelagtigt.

I en reklame for en Masterclass sagde den amerikanske novelleforfatter Joyce Carol Oates for ikke så lang tid siden, at problemet med at skrive ikke så meget handler om at gøre det godt eller skidt, men simpelthen at undgå at blive forstyrret. Vil man beskæftige sig med noget på et bestemt niveau, så må man nogle gange vælge folk fra – men lad os nu ærligt erkende, at det sker i arbejdsroens navn – ikke ’talentets’.

Mon ikke opgøret med ’talentet’ også kunne skabe en grobund for en ny samtale, hvor kunstnere anerkendes for deres benhårde arbejde, i stedet for tanker om tilfældigt uddelte ’talenter’, ’gaver’, ’lodder i livet’ og underbetaling af nogen, som alligevel ser sig så udvalgte til det, de gør, at de vil gøre det under nærmest enhver omstændighed. Det er ’talentets’ skyld, at vi tager kunsten for givet. Kunstnerne har skudt sig selv i foden ved at skildre sig selv som andet og mere end specialiserede håndværkere.

Dennis Jørgensen, Søren Kristensen, Steffen Gliese, Frederik Nissen, Daniel Joelsen, Maj-Britt Kent Hansen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Netop, Carsten Nørgaard, og man kan vel simpelthen også fastslå, at det har meget med en livsinteresse at gøre - og en deraf afledt fordybelse.
I går stødte jeg et eller andet sted på en forargelse over, at en kunstner, nok en skuespiller, havde sagt, hvad alle egentlig burde vide: at der er så meget slid i det, som hvis man var jord- og betonarbejder.
Det er desværre i dag åbenbart blevet kontroversielt, men det gør det ikke mindre sandt.

Søren Kristensen

.... og hvad er det for noget, at man ikke må skriver på det brændstof der hedder anerkendelse. Anerkendelse er en universal drivkraft for alverdens præstationer og når det kommer til litteratur mv. som ikke udelukkende er henvendt til skrivebordskuffen, er der vel kun ét eneste kriterium der gælder og det er om andre gider læse det - og hvis du er professionel, om nogen vil betale for det. Det er de faktiske forhold i jernindustrien; at det så måske kan give større personlig tilfredsstillelse og måske også mere lødig litteratur at skrive frigjort fra forestillingen om anerkendelse, kan sagtens være. Det ene er bare ikke nødvendigvis bedre en det andet. Eksempelvis blev meget af Beatles musik skrevet under pres fra pladeselskab og manager og med et stort begær for anerkendelse, især i begyndelsen hvor det hanlede om smør på brødet. De fire gutter ville simpelthen så gerne være en succes at de lod sig iføre ens habitter -og det virkede! Havde det virket hvis de manglede arbejdsmoral, talent for at se godt ud og spille moderigtig musik. Næppe, men det game er jo ens for alle popmuskere. De knoklede sig til succes og især Paul McCartney holdt fanen højt på det parameter og selvfølgelig gav det pote. Han fik i det helt taget skrevet noget fremragende musik- og så blev han sir. Det bliver man ikke på talent alene.

Steffen Gliese

Men, Søren Kristensen, forskellen er jo bare, hvad det er for en anerkendelse, man søger - og dér søger jo de, der skriver den mere lødige litteratur, jo blot anerkendelsen fra en smallere kreds, der forstår sig på det, man har slidt frem.

Thomas Gitz-Johansen

Virkeligt spændende interview. Tak for det. Og herligt med de psykoanalytiske toner.

Thomas Gitz-Johansen

Og selvfølgelig eksisterer talent. Jeg spillede guitar i mange år og øvede og øvede, men efter et vist punkt, så blev jeg bare ikke bedre. Imens lærte venner, der ikke øvede sig mere end jeg, at spille meget bedre end jeg. De havde mere talent, og jeg havde nået mit "loft".