Baggrund
Læsetid: 11 min.

Efter to års pause er Cannes-festivalen tilbage og filmens Mekka genindtaget. Vi bringer dig et historisk overblik

Filmfestivalen i Cannes er filmkunstens Mekka, men det er en position, som den skal kæmpe for. I dag begynder den 74. udgave efter sidste års coronarelaterede aflysning. Informations filmredaktør er på pletten i det sydfranske og ser på festivalens historie og vigtighed
Den legendariske skuespiller, instruktør og producer Kirk Douglas med den amerikanske skuespillerinde Jo Ann Pflug til en fest in Cannes i 1970.

Den legendariske skuespiller, instruktør og producer Kirk Douglas med den amerikanske skuespillerinde Jo Ann Pflug til en fest in Cannes i 1970.

AP Photo

Kultur
6. juli 2021

Det var en tydeligt lettet og glad Thierry Frémaux, den kunstneriske leder af filmfestivalen i Cannes, der sammen med festivalens præsident, Pierre Lescure, den 27. maj i år på det traditionelle pressemøde i Paris kunne løfte sløret for det overflødighedshorn af film, som udgør festivalens officielle program i 2021.

Festivalen måtte i 2020 aflyses på grund af pandemien, og Frémaux og hans hold af programlæggere havde skullet forholde sig til mere end halvandet års filmproduktion, da de påbegyndte deres arbejde med 2021-udgaven af festivalen. Der var nærmest sket en eksplosion af produktioner rundt om i verden, da det igen blev muligt at lave film, og da filmbranchen fandt ud af at lave film på trods af de forhindringer, som pandemien stillede i vejen, sagde Lescure.

Frémaux fortalte, at de var blevet præsenteret for mere end 2.000 film, og at pandemien i øvrigt ikke kun havde påvirket kvantiteten, men også kvaliteten. De restriktive forhold, filmene blev skrevet, optaget og klippet under, havde efter hans mening kun skærpet kunsten. Det lover godt for den 74. udgave af filmfestivalen i Cannes, der begynder tirsdag. Om 12 dage ved vi, om Frémaux tog munden for fuld, eller om pandemien rent faktisk også er resulteret i stor filmkunst.

Afgørende udstillingsvindue

Under alle omstændigheder har det været essentielt for filmfestivalen i Cannes – ja, og for verdensfilmen – at afholde årets festival, som af samme grund er blevet flyttet fra maj til juli. Festivalen har brug for at være til stede og synlig i en tid, hvor filmkunsten i forvejen er under pres fra streamingtjenester og et veritabelt boom af tv-serier. Og filmene har brug for festivalen, så de kan blive vist frem for verden. Nogle filmskabere, hvis film var i spil til sidste års aflyste festival, har endda valgt at vente på at kunne deltage i dette års festival – så vigtig er Cannes for dem.

Det skyldes selvfølgelig, at filmkunsten trods al glitter og glamour er omdrejningspunktet i Cannes. Festivalens raison d’être er de smalle, udfordrende, nyskabende film fra både velkendte og mere eksotiske egne af verden, som i modsætning til mainstreamfilmene, især de engelsksprogede, ikke kan klare sig på markedets vilkår.

Det er de film, som udvikler filmsproget og de levende billeder, og som andre filmskabere og også moderne tv-serier lader sig inspirere af visuelt og fortællemæssigt.

Stærk filmkultur

Filmfestivalen i Cannes er en farvestrålende blanding af cirkus, kræmmermarked og kunstudstilling, og det har den været næsten siden begyndelsen. Festivalen, der i dag er verdens største og vigtigste, blev etableret i 1939 som et modsvar til den filmfestival i Venedig, som Mussolini stod bag.

Det var dog først efter Anden Verdenskrig, at festivalen kunne afvikles, og i slutningen af 1940’erne blev den første Guldpalme uddelt. Den gik til britiske Carol Reeds noir-agtige, desillusionerede efterkrigsfortælling, Den tredje mand (1949).

Franskmændene, ikke mindst filmbrødrene Auguste og Louis Lumière, regnes for at være blandt filmmediets opfindere og pionerer. Filmkultur og filmkunst har altid haft et stærkt tag i dem – og med tiden også gode vilkår takket være en kulturprotektionistisk regering – så selvfølgelig skulle landet have sin egen prestigefyldte filmfestival. Man valgte den fashionable badeby Cannes, der lå på rivieraen og bød på store, fornemme hoteller, flotte strande og masser af de palmer, som endda kom til at optræde i festivalens logo og gav form og navn til hovedprisen.

Alvorlig tone

Krigen satte i de første år sine spor på festivalens tone og udvalget af film – det var vigtige og alvorlige sager som Strindberg-filmatiseringen Frøken Julie, Clouzots Frygtens pris og Orson Welles udgave af Macbeth – og enkelte år blev den slet ikke afholdt på grund af økonomiske problemer. Op gennem 1950’erne blev festivalen dog mere og mere løssluppen og interessant for formiddagspressen, i hvert fald udadtil, og i takt med at efterkrigsårenes mådehold blev afløst af en ny tids optimisme.

Den amerikanske skuespiller Burt Lancaster og den italienske skuespillerinde Claudia Cardinale i Cannes med en leopard i snor i 1963.

Den amerikanske skuespiller Burt Lancaster og den italienske skuespillerinde Claudia Cardinale i Cannes med en leopard i snor i 1963.

Ritzau/Scanpix

Filmstjerner og letpåklædte starletter med filmdrømme – blandt andre en 18-årig Brigitte Bardot – mængede sig med hinanden på de solbeskinnede strande og byen Cannes’ store strandpromenade, Croisetten. Det var guf for fotograferne og journalisterne – ikke mindst dem fra tv og de kulørte ugeblade – som for eksempel i 1954, da skuespilleren Simone Silva smed toppen foran en flok ivrige fotografer, hvilket resulterede i flere brækkede ben. Eller da Federico Fellinis Det søde liv, der handler om den romerske overklasses uhæmmede hedonisme, i 1960 vandt Guldpalmen og havde held med at fornærme den katolske kirke.

Op gennem 1960’erne og 1970’erne blev der på festivalen taget mange økonomiske og politiske hensyn i valget af film og vindere. Dengang holdt festivalledelsen sig heller ikke for god til at fortælle juryen, hvem der burde vinde. I maj 1968 fik en gruppe unge franske filminstruktører, deriblandt François Truffaut, Jean-Luc Godard og Louis Malle, nok af fransk films kedelige mainstream og festivalens knæfald for samme og krævede Cannes aflyst – aktionen var også i solidaritet med de demonstrerende studenter i Paris.

Filmkunst er ikke nok

I 1977 blev en ung journalist og cineast, Gilles Jacob, udpeget til ny kunstnerisk leder på festivalen, og i løbet af de næste små 30 år sørgede han for at dyrke filmkunsten og finde den helt rigtige balance mellem bredt og smalt.

Som Morten Piil i 2009 skrev i en anmeldelse af Gilles Jacobs erindringsbog med den engelske titel Citizen Cannes: »Han fascineres af de store gamle instruktører og har samtidig følt det som sin fornemste opgave at opdage nye talenter ved at promovere det nybrydende og præsentere instruktører fra fjerne verdensdele, ellers ukendte for europæerne. Og når Jacobs regnebræt gøres op, er det denne konsekvente cinéphile-holdning, der – parret med diplomatisk sans og fornemmelse for showbusiness trods alt – har båret ham igennem tre årtiers Cannes-festivaler.«

Thierry Frémaux, der i 2004 tog over efter Gilles Jacob, har fortsat den filmkunstneriske linje, samtidig med at han har plejet de kommercielle interesser, som i sidste ende sørger for de penge og den opmærksomhed, som festivalen lever af. Filmkunst er ikke nok. Ofte er der således verdenspremiere på store amerikanske blockbusters på festivalen, og med dem følger nogle af de største filmstjerner i verden.

Jagten på nye filmstemmer

Det er dog i hovedkonkurrencen og sidekonkurrencerne – Un Certain Regard og de uafhængige Quinzaine des Réalisateurs og Semaine de la Critique – at de mest spændende og nyskabende film gemmer sig. Det er her, man kan finde værker, som skubber til grænserne for, hvad man kan gøre med og på de levende billeder, og det er her, at fremtidens filmskabere – dem, der er med til at forandre filmmediet – manifesterer sig.

Danskere som Lars von Trier og Thomas Vinterberg fandt for alvor deres verdenspublikum efter at være blevet udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes. Der er nærmest en naturlov, som dikterer, at enhver ny Trier-film skal til Cannes, og i 2000 vandt han da også Guldpalmen med musicalen Dancer in the Dark.

I dag regnes moderne mestre som François Ozon, Jim Jarmusch, Ruben Östlund, Andrea Arnold, Jane Campion, Naomi Kawase, Aki Kaurismäki, David Lynch, David Cronenberg, Lynne Ramsay, Pedro Almodóvar, Alice Rohrwacher, Bong Joon-ho, Ken Loach, Apichatpong Weerasethakul, Michael Haneke, Jessica Hausner og mange andre som festivalveteraner – dem, der altid bliver udtaget til festivalen, når de har lavet en ny film.

Men engang var også de unge, ukendte filmskabere, der for første gang fik plads i festivalens eftertragtede, officielle program og på den måde blev opdaget. Når man som kritiker i Cannes ser en ny film af en instruktør, man ikke kender, er håbet altid, at man er vidne til noget bemærkelsesværdigt – at en ny, unik filmstemme lader høre fra sig og kræver ens opmærksomhed.

Franske Brigitte Bardot fanget i en hær af pressefotografer under Cannes Film Festival i 1967.

Franske Brigitte Bardot fanget i en hær af pressefotografer under Cannes Film Festival i 1967.

Ritzau/Scanpix

Festivalens folkelige karakter

Filmfestivalen i Cannes er på ingen måder en publikumsfestival, men en festival for filmfolk og journalister og kritikere. Alligevel flokkes menige franskmænd hvert år til byen og bruger deres ferie på at opleve al den virak, festivalen afstedkommer. Og var det ikke for alle dem, der hver dag og aften står for foden af den trappe og røde løber, som fører ind i det imposante festivalpalæs største sal, Grand Théâtre Lumière – gæt, hvem den er opkaldt efter – og råber efter deres yndlingsstjerner, der iført deres bedste skrud er på vej til gallapremiere, ja, så ville Cannes slet ikke være så livlig, som den er.

Som Danmarks Radios mangeårige, nu afdøde filmkritiker, Ole Michelsen, skriver i erindringsbogen Film skal ses i biografen: »Dog burde man hylde og pleje disse mennesker, som er med til at understrege festivalens folkelige, festlige karakter. Uden dem ville det være et underligt tomt foretagende – som en computermesse i Bella Centret.«

Dette gigantiske globryllup, der altså finder sted flere gange hver dag, understreger også hierarkiet på filmfestivalen i Cannes: Først kommer stjernerne, så kommer producenterne, filmkøbmændene og journalisterne, og til sidst kommer menigmand, der stort set ingen muligheder har for at se film på festivalen.

Vulgært og nødvendigt

Men alle har de – vi – en vigtig rolle at spille i denne filmburleske. Stjernerne sikrer glitter, glamour og opmærksomhed hos pressen og dermed lyttere, seere og læsere verden over. Journalisterne skriver om festivalen – om hvordan verdensfilmen har det, og hvad der er sket af skandaler, gør den synlig og understreger dens vigtighed, også kunstnerisk.

Det hjælper for eksempel på opmærksomheden, når David Cronenbergs Crash, der handler om mennesker med en seksuel fetich for biler og voldsomme biluheld, får medlemmer af publikum til at udvandre. Når Vincent Gallos Brown Bunny buhes og grines ad til den første pressekørsel for at være ulideligt selvhøjtidelig, og de tilstedeværende kritikere nærmest er ved at komme op at slås. Og når Lars von Trier bliver erklæret persona non grata af festivalledelsen, fordi han i sjov kalder sig selv nazist, og samtlige journalister vælger at misforstå ham for at piske en stemning op – og festivalens hovedsponsor er en rig, jødisk familievirksomhed.

Producenterne, distributørerne, instruktørerne, manuskriptforfatterne og filmkøbmændene mødes på cafeer, restauranter og hotelværelser for at diskutere nye projekter og underskrive aftaler om køb af allerede færdigproducerede film. Det er ikke så få penge, der skifter hænder i løbet af sådan en festival, og mødet mellem kunst og købmandskab er meget tydeligt, når man bevæger sig rundt i Cannes, hvor utallige plakater, bannere og kæmpe installationsagtige reklamer for kommende film skyder op overalt i løbet af festivalen.

Det kan virke overvældende, nogle gange endda temmelig vulgært, men det er også underholdende og som sagt en nødvendig del af det økonomiske maskineri, som får det hele til at løbe rundt.

Slanger i filmparadis

I år begynder filmfestivalen i Cannes med en ny film af den franske filmskaber Leos Carax, musicalen Annette. Musikken er skrevet af amerikanske Sparks, hovedrollerne spilles af Marion Cotillard og Adam Driver, og det skal nok blive en spændende oplevelse. Carax, der begyndte at lave film i 1980’erne, har altid været noget for sig selv. I 2012 deltog han i festivalen med den helt igennem vidunderlige Holy Motors, et bizart, vildtvoksende eventyr for voksne, som er umuligt at beskrive, men simpelthen bør opleves. Med den film in mente er det svært ikke at glæde sig til Annette.

Men selv om filmfestivalen i Cannes nu er tilbage efter en ufrivillig pause, og selv om der er store forventninger til både åbningsfilm og det øvrige program, som er spækket med potentielle mesterværker af nye og gamle navne, er der alligevel slanger i filmparadis.

I 2013 skrev Morten Piil her i avisen, at »sikkert er det, at den tid, hvor en guldpalmevinder var en film, alle bare skulle se, for længst er forbi«.

Hans pointe var ikke, at filmene var blevet dårligere, men at den status, som filmmediet og filmkunsten havde nydt i 1960’erne og 1970’erne, hvor alle biografgængere, også i Danmark, nærmest var på fornavn med guldpalmevinderne, var blevet undermineret af video, dvd, utallige tv-kanaler og internettet.

Film skal ikke længere ses i biografen

Filmfestivalen i Cannes kæmper for biografoplevelsen og filmkunsten, men hvor det indtil for ikke så længe siden var givet, at enhver ny film skulle ses i en biograf, har de seneste ti års teknologiske udvikling vendt det dogme på hovedet. Og coronapandemien har ikke hjulpet på situationen.

Den offentlige diskussion om, hvad filmmediet og biografoplevelsen kan, er i vid udstrækning blevet afløst af en diskussion om streaming og tv-serier, ligesom man tilsyneladende er holdt op med at skelne mellem film og tv. Det hele er blevet reduceret til såkaldt ’indhold’, hvilket blandt andre instruktøren Martin Scorsese har besværet sig over.

Filmmediet og filmkunsten betyder ikke længere lige så meget for almindelige mennesker, som det gjorde engang, og det rammer også en filmfestival som Cannes. Thierry Frémaux har de seneste år været fanget mellem streamingtjenester som Netflix, der gerne vil have deres film med i hovedkonkurrencen, og franske filmdistributører og biografejere, som på ingen måder kan acceptere, at film, der produceres af streamingtjenesterne og derfor ikke får rigtig biografpremiere, skal have lov til at konkurrere på lige fod med alle andre film i Cannes.

Filmfestivalens identitetskrise

»Vi i Cannes er templets vogtere, men vi er åbne for alle andre trosretninger også. Vi er åbne over for fremtiden. Vores rolle er at beskytte auteuren og en gang om året få verden til at fokusere på ordet ’film’. Verdensfilmen, ikke verdens-tv-serien,« sagde Thierry Frémaux, da jeg i 2017 talte med ham. Han var i København for at tale om Lumière-brødrene. Frémaux er nemlig også, meget passende en festivalchef, direktør på Institut Lumière i Lyon, der arbejder for at bevare og promovere de to brødres filmiske arv.

»Vi bruger stadigvæk biograferne. De er en del af vores liv. Godard sagde engang, at film skaber minder, og tv skaber glemsel, og det er på en måde sandt. Man husker det, når man har set en film i biografen.«

Det har han ret i, men man kan godt sige, at filmfestivalen i Cannes befinder sig i en art identitetskrise. Ligesom resten af verdens filmindustrier, der skal indrette sig efter nye tider, hvor deres magt over, hvad publikum kan se hvor og hvornår, skrumper ind. Cannes er stadig filmkunstens Mekka, men det er en position, som festivalen i højere grad end nogensinde før skal kæmpe for, ikke mindst her i pandemiens kølvand, hvor afstanden mellem publikum og biograferne og filmkunsten kun synes at være blevet større.

Filmfestivalen i Cannes begynder i dag, og priserne uddeles lørdag den 17. maj. Mere på festival-cannes.fr og i avisen og på hjemmesiden i løbet af festivalen.

Serie

Cannes Film Festival 2021

François Ozon, Wes Anderson, Paul Verhoeven, Nanni Moretti, Andrea Arnold, Catherine Corsini, Jacques Audiard, Asghar Farhadi. Der er mange af de garvede instruktørveteraner på programmet på filmfestivalen i Cannes i år. Men der er også blevet plads til en række andre, yngre talenter, inklusive en række af de kvinder, som festivalen så ofte kritiseres for ikke at prioritere. Filmredaktør Christian Monggaard rapporterer for 22. gang fra filmfestivalen, der er tilbage efter et års ufrivillig pause, og hvis 74. udgave finder sted to måneder senere end normalt, nemlig den 6.-17. juli.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her