At være i Cannes i år føles som en postapokalyptisk film, hvor verden nu skal genopbygges

Det er ikke for meget at sige, at årets filmfestival i Cannes står i coronaens tegn. Sidste år blev festivalen aflyst på grund af pandemien, og i år var der nærmest indtil det sidste tvivl om, hvorvidt festivalen overhovedet ville blive afholdt. Frankrig og ikke mindst Cannes by har været hårdt ramt af corona og nedlukning, og de sidste restriktioner i forhold til restaurationer, cafeer og biografer er først lige blevet løftet.

Men tirsdag kunne festivalen så begynde, og lettelsen var stor – både hos os tilrejsende journalister, kritikere og filmfolk og hos festivalen selv. Sjældent har jeg set kunstnerisk leder Theirry Frémaux stråle så meget, når han byder velkommen til de forskellige visninger.

Dermed ikke være sagt, at alt er, som det plejer at være på årets festival. Her er langtfra lige så mange mennesker, som der plejer: Der er 35 procent færre pressefolk, ikke så mange store stjerner på den røde løber, kun få asiater og sydamerikanere blandt journalisterne og filmskaberne, og går man ned i kælderen under festivalpalæet, hvor alle filmkøbmændene holder til, ligner det en spøgelsesby og ikke den myldrende filmmetropol, man er vant til. 

Det er lidt som at være med i en film, hvor apokalypsen nærmer sig med hastige skridt – eller måske snarere hvor den har ramt, og verden nu er ved at genopbygge sig selv.

Spytte i et reagensglas

Frygten for, at corona får tag i filmfestivalen i Cannes og lægger den og byen ned – og sikkert også et vink med en vognstang fra de franske myndigheder – har fået festivalen til at indføre forskellige, ganske givet fornuftige, men også besværlige tiltag.

I den milde ende hører, at man skal have mundbind på både inde i festivalpalæet og biograferne, også når man sidder ned – man bliver dog noget døsig af at indånde sin egen CO2, mens man ser en tre timer lang fransk film, ligesom ens ånde med jævne mellemrum minder én om, hvad man har fået at spise i løbet af dagen.

I den noget mere bureaukratiske og potentielt frustrerende ende hører, at man skal kunne dokumentere, at man enten er færdigvaccineret for mindst to uger siden eller har fået foretaget en negativ test inden for de seneste 48 timer.

Det giver problemer for de amerikanere, canadiere og asiater, der er kommet til Cannes, fordi deres vaccinationsbeviser ikke er kompatible med de europæiske. Og derfor skal de alle testes hver anden dag, som var de slet ikke vaccinerede.

Det skaber køer ved festivalens teststed, hvor man skal spytte i et reagensglas for at blive testet. Det skrev Danmarks Radios Per Juul Carlsen forleden en meget malerisk artikel om:

»Hvor lang tid tager det at levere én milliliter spyt, hvis det er 27-28 grader, og du er tør som ørkensand i munden? Længere, end du tror. Formentlig fire til fem minutter fordelt over 25-30 små og ynkelige spytklatter. Jeg ved det, og jeg kommer til at få det bekræftet hen over årets filmfestival i Cannes.«

Ro og orden genoprettet

Heldigvis er Informations udsendte medarbejder forlængst færdigvaccineret, og jeg har derfor ikke problemer med den del af systemet. Det afføder dog både køer og ventetid, at coronapas og testresultater skal tjekkes, når man ankommer til festivalpalæet. Det er ikke alle, der har lige godt styr på dokumentationen – heller ikke festivalens eget personale.

Mærkeligt nok skal man ikke vise coronapas, når man skal ind i festivalens to store biografer, Lumière og Debussy – sikkert fordi man får adgang til dem udefra. Men her skal man så til gengæld vise et andet af festivalens nyskabelser: En e-billet, som kun er gyldig sammen med ens festivalbadge. Og de billetter får man adgang til via et nyt onlinebilletsystem, som især i de første dage hernede var så overbelastet, at det hele tiden gik ned.

Det, at man kun skal bruge en billet for at komme ind i festivalens store biografer, kan undre lidt – i teorien kan man have corona og alligevel få lov til at se alle filmene, som en festivalgænger sagde til IndieWires Eric Kohn. Jeg mødte selv en canadisk kollega, som var ganske forfærdet over, at man ikke skulle vise test eller coronapas. Han var så også i forvejen pikeret over, at han selv som færdigvaccineret skal testes hver 48. time.

Vi er alle ’fucked’

»Vi får corona,« sagde han med et på én gang konstaterende og opgivende udtryk i ansigtet.

Men vi er jo vaccinerede, prøvede jeg at indvende, men lige meget hjalp det på hans fatalistiske tankegang, og han fortsatte: »Det kan godt være, at vi ikke bliver syge, men vi får alle corona. Vi er alle fucked. Hav en god festival.«

Hans ord gjorde et vist indtryk – måske fordi han var så nøgtern – men egentlig er jeg ikke så bekymret, netop fordi jeg er færdigvaccineret. Og lige som Thierry Frémaux vanvittigt glad for overhovedet at være i Cannes og få lov til at svælge i ny filmkunst fra hele verden – jeg har savnet festivalen, og jeg bilder mig ind, at den også har savnet mig.

Men jeg tror også, at min – for mig ukarakteristiske ro – skyldes måden, hvorpå nogle af verdens voldsomme begivenheder gennem årene har spejlet sig i festivalen.

Terrorfrygt og SARS

Da jeg første gang var til filmfestival i Cannes i 1998 – hvor både Thomas Vinterberg og Lars von Trier var udvalgt til hovedkonkurrencen – var der problemer med, at fulde festivalgæster på vej tilbage til deres hoteller blev rullet af lokale småforbrydere. Det fik byen til i de kommende år at øge politiets tilstedeværelse  – det går jo ikke, at de mennesker, som byen lever af, ikke tør bevæge sig ud.

Efter den 11. september 2001 ramte terrorfrygten også Cannes, og der kom svært bevæbnet militær på gaderne, ligesom der blev placeret snigskytter på taget af festivalpalæet til at holde øje med den røde løber til de store gallapremierer. Metaldetektorer som dem, man ser i lufthavne, blev stillet op ved indgangen til biograferne og festivalpalæet.

De er her stadig, og det samme er militæret, hvilket blandt andet hænger sammen med den tragiske dag i juli 2016, hvor en tonstung lastbil blev brugt som våben ved at køre ind i mennesker forsamlet til en fejring af Bastilledagen i Nice. 87 mennesker døde, og året efter var sikkerheden i Cannes kun skærpet yderligere.

Corona er heller ikke den første virus, der har hængt som en skygge over Cannes. I 2002-03 udbrød der en SARS-pandemi – SARS er beslægtet med COVID-19 – og da epicentret for virussen var Asien, kom der ikke ret mange japanere eller kinesere til Cannes i 2003. Det var noget, man talte om hernede, men ikke noget, man var så bange for, eller som nåede så vidt omkring, at verden måtte lukke.

Da festivalen i Cannes sidste år måtte aflyses på grund af corona, var det første gang i festivalens historie, at den ikke kunne afholdes på grund af ydre omstændigheder. Det gør kun årets udgave endnu vigtigere, og efter de første dage, hvor corona har fyldt så meget i alles hoveder, er det på tide for alvor at vende sig mod det, vi er her for: filmene.

Og der har allerede i løbet af de første dage været flere af den slags oplevelser, som giver én troen på filmkunsten tilbage – skulle man altså have mistet den – ikke mindst Leos Carax’ vilde operamusical Annette og François Ozons anderledes afdæmpede, men også mere gribende familiedrama Tout s’est bien passé (’alt er gået som planlagt’ på dansk).

I de kommende dage skal jeg se norske Joachim Triers nye film, Verdens værste menneske, Andrea Arnoldss eksperimenterende Cow og Paul Verhoevens nonnedrama Benedette, og i næste uge gælder det en af mine favoritinstruktører Wes Andersons The French Dispatch. Verden er begyndt at give mening igen, og jeg kan næsten ikke vente.

Mere på www.festival-cannes.fr og her i avisen.