Vita Andersen er død, og et rigt og skelsættende forfatterskab er afsluttet

I 2017 udsendte Vita Andersen (1942-2021) det, der skulle blive hendes sidste bog, romanen Indigo. Hermed sluttede hun cirklen, da hun som 75-årig nåede tilbage til den tidlige barndom, der formede hendes liv og forfatterskab – og som hjemsøgte hende gennem hele livet.

Nu er hun død, 78 år, og et skelsættende forfatterskab er afsluttet. Uden Vita Andersen ville ordet ’tryghedsnarkoman’ næppe stå i Den Danske Ordbog (ordnet.dk), for Tryghedsnarkomaner var netop titlen på hendes sensationelle debutdigtsamling fra 1977, der solgte over 100.000 eksemplarer – foreløbig kun overgået af Yahya Hassans debutdigtsamling fra 2013, også han var en social komet.

Ramte de rå nerver

Tryghedsnarkomaner ramte en nerve i 1970’erne, ja nærmest alle de nerver, som tidsånden havde blotlagt: Det sociale engagement, den ubekvemme viden om barndommens uigentagelighed, de ’nye’ kærlighedsforhandlinger mellem kønnene, der opstod med kvinders øgede selvstændighed, og oveni kvindernes egne tunge kufferter af skønhedsdyrkelse, behagesyge og offermentalitet.

Mellem de to bøger, debutdigtsamlingen og barndomsromanen fra 2017, der bar spor af at have været undervejs i mange år, udspandt sig et fremragende, ofte humoristisk forfatterskab, en del desuden skrevet for børn. Vita Andersen var en sjældent skrivende forfatter, kun 15 værker efterlader hun sig, og i de senere år udkom bøgerne med stadig længere mellemrum.

Men sikken betydning, de har og har haft. Sammen med H.C. Andersen, Tove Ditlevsen og Yahya Hassan udgør Vita Andersens forfatterskab en slags ’underklassespor’ i dansk litteratur, der ofte er gået klokkeklart ind hos læserne med ramme barndomsskildringer og præcise psykologiske skildringer af de dynamikker, der også senere i livet gør den sociale taber til taber – på trods af dyrere tøj og flere penge.

Som det hedder i digtet »Hun ser godt ud« fra Tryghedsnarkomaner:

»Jeg bliver inviteret ud til middag af en fyr
jeg smører ruller pudrer sprayer min tiltrækningskraft på
bagefter vælger jeg omhyggeligt
et par bukser og en sweater
bukserne købt til lejligheden (kontokort Magasin)
det nye tøjs trylleri
det skal helst se ud som om jeg lige er faldet i det
du henter mig klokken seks«

Daten går ikke fantastisk, det lave selvværd sidder med til bords. Selv ikke den attraktive mand, der også socialt er attråværdig, kan ikke råde bod på hullet indeni eller lænken om halsen:

»han er en af dem der bestemmer
ikke bare over mig
men også i samfundet
han er en mand
et væsen fra en anden klode
måske prinsen på den hvide hest
der er kommet for at redde mig
give mig en identitet
jeg er jo noget i mig selv
hvorfor prøver jeg så at lave mig om
som han gerne vil have det
der er en lænke om min hals
og jeg vrider mig i den
fyldes af lede, vrede, ydmygelse
raseri over jeg ikke kan undslippe«

Som det hedder i digtet »Hvad tror du jeg tror«, også fra Tryghedsnarkomaner.

Identitet, rollespil og masker samt forbrug som led i kærlighedens mønstre er også vigtige faktorer i novellesamlingen Hold kæft og vær smuk (1978), digtsamlingen Næste kærlighed (1978) og skuespillet Elsk Mig (1980). Endda bulimi antydes, som en af de dysfunktionelle kvindelige overlevelsesstrategier, der siden er blevet bedre kendt.

Den fremragende roman Hva’ for en hånd vil du ha’ (1987) baner en ny vej og koncentrerer sig om forholdet mellem mor og barn. I romanen formår den umodne Melissa – selv smadret af sin barndom – ikke at være mor for sin datter.

I den lille Annas bestræbelser for at få kontakt med og passe på sin mor får man fornemmelsen af en negativ social spiral, der kan fortsætte i det uendelige.

Børnebogen Petruskas laksko (1989) anslår en lysere tone. Bogen foregår i en forholdsvis normal middelklassefamilie, hvor fortælleren identificerer sig med det barnlige begær hos to små søstre, Petruska og Marie, der begge ønsker sig laksko.

Foruroligende moderne familiemønster

Man fornemmer dog både her og i flere senere bøger en foruroligende grænseløshed i den moderne familie, som Vita Andersen skildrer den, hvor forældrene virker leddeløst eftergivende over for børnenes ønsker.

Dette mønster rendyrker Vita Andersen i romanen Get a Life (2003), hvor hun vistnok for første gang i litteraturen afslører en ny mekanisme; det umodne forældrepars rivalisering om børnene.

I Get a Life lader en overskudsagtig, ’afslappet’, moderne far sig omsværme af sine egne døtre i små-incestuøst flirtende mønstre. Gradvist afmonterer dansen om fars gunst morens rolle i familien. Moren – der har en mere problematisk barndom uden rollemodeller – føler ikke, at hun har ret til at blande sig og lader sig skubbe ud, til skade for sig selv og børnene.

Endnu mere rå er romanen Sig det ikke til nogen (2012), der beskriver to genboers liv, der krydser hinanden, den voldsramte kok Laura og fotografen Claire.

De to kvindeliv er fulde af vaskeægte andersensk smerte og selvoptagethed. Begge kvinder er besat af drømmen om social tryghed og sluger mange ydmygelser for den helt rigtige espressomaskine og en sexet mandlig beskytter, fordi de i bund og grund er usikre på de sociale spilleregler. Som Laura på et tidspunkt tænker om sine kolleger:

»Laura havde det som hun førte en samtale med en sko, en opvaskemaskine, et køleskab. De havde ikke noget fælles sprog.«

Humoren er der, den er bare kulsort.

»Man kan ikke skaffe sig af med en ulykkelig barndom«

Med Indigo, der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris – ligesom i øvrigt Hva’ for en hånd vil du ha’ (1987) – kom Vita Andersen tilbage på sit hovedspor, den ulykkelige barndom og fornemmelsen af at være et menneske, der aldrig har været ønsket noget sted for sin egen skyld. Som det lyder i Indigo:

»Man kan ikke skaffe sig af med en ulykkelig barndom. Den bliver ved med at være der. Ved at skrive om den troede jeg, at såret ville heles. Mens jeg skriver om min mor, ser jeg hende tydeligt, hendes krop, hendes hår, men hun er altid ansigtsløs.«

I Indigo rekonstruerer forfatteren sin turbulente barndom i et københavnsk slumkvarter med en psykisk syg mor og en far, der sjældent kom på besøg, kun ved hjælp af aktindsigter og få, håndgribelige genstande, håndsyet dukketøj, nogle få fotografier. Det blev en barndom med mange såkaldte ’anbringelser’, lykkelige og frygtelige, men altid ustabile, og den angst, der fulgte med:

»Da vi nåede Trianglen, vidste jeg, jeg kom på børnehjem. Og jeg holdt op med at tro på Gud.«

Sådan slutter bogen, med én af de frækkeste cliffhangere i en dansk romanafslutning.

Nu får Indigo aldrig en efterfølger, og cliffhangeren får lov at hænge.

Men forfatterskabet i sin helhed vidner om, hvad der siden skete, nemlig at et begavet og følsomt barn måtte vokse op i utrygge rammer, men alligevel blev forfatter, politikerhustru (Vita Andersen var i en årrække gift med Mogens Camre (1936-2016), der sad i Folketinget for både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti), og mor til tre nu voksne børn.

Knækprosa og menstruationslyrik

Mange vil forbinde Vita Andersen med den ulykkelighed og givetvis også angst, der fulgte hende. Hendes smukke, alvorlige ansigt ligner tragediens maske, munden er som en flænge. Når Vita Andersen læste op – fra 1970’erne og frem lanceredes mange forfattere som de moderne entertainere, vi kender fra nutiden – rokkede hendes hoved taktfast fra side til side som en metronom.

Sådan holdt hun sin indre rytme, for den holdt ikke sig selv som hos mere socialt selvsikre forfattere, der kunne lade formen flyde og holde fast i sig selv samtidig.

Vita Andersens og ligesindedes lyrikform fik øgenavnet ’knækprosa’, fordi den i sin letlæsthed kunne ligne prosa, der blot var brudt op og stillet på linjer i lodrette søjler, i kontrast til både klassiske rimede digte og til modernismens tætte, metaforrige betydningsuniverser.

Denne avis’ store litteraturkritiker Torben Brostrøm var ophavsmand til betegnelsen knækprosa, som næppe var helt venligt ment. Værre var dog Dan Turélls udtryk ’menstruationslyrik’ for samme litteraturtype, datidens aktuelle litteratur skrevet af kvinder. Måske spillede misundelse ind, for med 100.000 solgte eksemplarer alene af Vita Andersens debutdigtsamling sejrede hun big time hos læserne. Tilsyneladende tiltrak bøgerne også et publikum, der ellers ikke læste mange bøger, men hos Vita Andersen følte sig mødt og set.

Betegnelserne var ikke kun nedladende, og for den enes vedkommende endda sexistisk, men også uretfærdige.

Vita Andersens lyrik havde og har sin egen umiskendelige rytme, stil og tone med sikre, retoriske greb, der udtrykker stærke følelser, rummer nuancerede personportrætter og sætter billeder og tanker på et moderne hverdagsliv.

Dengang i 1970’erne var det ikke mindst forfattere som hende, der satte ord på nye forbrugsmønstre, moderne storbyliv og datingkulturens møder mellem fremmede mennesker, der længtes efter kærlighed. Også i 1977 – før Facebook og Instagram – forsøgte folk at vise sig fra deres bedste side og var derfor tit fulde af varm luft og dyre mærkevarer.

I forfatterskabets kerneværker er Vita Andersens hovedpersoner ofte ofre – for deres barndom, for uforstående mænd og meget andet. Man bør dog ikke overse hendes mod, vrede og frækhed, også i de stilsikre og psykologisk raffinerede romaner, der udkom i de senere år.

Det er ærgerligt, at hun nu aldrig får Nordisk Råds Litteraturpris, som hun som nævnt var nomineret til ikke mindre end to gange, men man kan glæde sig over, at hun fik De Gyldne Laurbær i 1979, Kritikerprisen i 1987, LO’s kulturpris i 1989, Søren Gyldendal Prisen i 1991, samme år, som hun kom på Statens Kunstfonds Livsvarige Ydelse, Tagea Brandts Rejselegat i 1993 og BMF’s Børnebogspris 1997.

Vita Andersen blev en sjælden og uundværlig stemme i dansk litteratur. I 1970’erne blev hun sammenlignet med Tove Ditlevsen, og i nyere tid har Yahya Hassan fået den samme betydning.

Alle tre forfattere viser de blodige spor af ren, menneskelig overlevelse, om nødvendigt på andres bekostning. I særklasse afslørede Vita Andersen på eminent vis middelklassens blide værdier som et overskudsfænomen, mange ønsker sig, men ikke alle har råd til.