Interview
Læsetid: 7 min.

Bogaktuelle Siri Ranva Hjelm Jacobsen: »Klimaudfordringen er blevet en generel erfaring i dansk litteratur«

I sin nye roman ’Dafnesyndromet’ bruger Siri Ranva Hjelm Jacobsen myten om nymfen Dafne som figur til at skrive om individer og natur i forvandling. Der er et kæmpe tænknings- og fantasiarbejde foran os, siger forfatteren om den danske klimakriselitteratur
»Vi har fået samfundsmæssiggjort den kendsgerning, at vi befinder os i en verden, som er under hastig og voldsom forandring, og at noget må gøres. Men hvad må gøres?« spørger bogaktuelle Siri Ranva Hjelm Jacobsen.

»Vi har fået samfundsmæssiggjort den kendsgerning, at vi befinder os i en verden, som er under hastig og voldsom forandring, og at noget må gøres. Men hvad må gøres?« spørger bogaktuelle Siri Ranva Hjelm Jacobsen.

Sigrid Nygard

Kultur
27. august 2021

Nymfen Dafnes historie er fortællingen om en forvandling.

Hun blev forfulgt af den forelskede gud Apollon, og undervejs i flugten forvandledes hun delvist til et laurbærtræ: som halvt træ, halv nymfe stod hun naglet til jorden. I sorg over tabet af Dafne lavede Apollon sig en krans af det laurbærtræ, hun var blevet forvandlet til.

Siden antikken er der blevet skabt utallige fortolkninger af den smukke, vildtvoksende Dafne, kunsthistoriske såvel som litterære. Hun er kendt som en poetisk figur, som i kulturhistorisk forstand blev brugt til at forklare laurbærtræets betydning for Apollon-kulten.

I sin nye roman Dafnesyndromet kaster forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsen et både kritisk og genfortolkende blik på myten. Hun opfatter Dafnes skæbne som »enormt brutal«. Det fortæller hun mig, da jeg besøger hende i hendes hjem på indre Nørrebro i København kort før udgivelsen:

»I alle de skildringer, der findes af Dafne, er hun halvt forvandlet. Hos Ovid står der specifikt, at hendes hjerte banker bag barken, altså at træet stadigvæk har en nymfet bevidsthed. Det har altid fascineret mig meget, at hendes historie stopper der. At der ikke er nogen, der siden har tænkt over: Hvad skete der med hende? For hun står der jo endnu. Mytologien stopper, og hun får lov til at stå der, frosset i sit fangenskab.«

I denne undren og anfægtelse lå kimen til Dafnesyndromet, Siri Ranva Hjelm Jacobsens tredje bog, der udkommer i næste uge. I romanens tredje del undersøger forfatteren i poetisk form, hvad der siden skete med Dafne, eller rettere: Hvad Dafne ville have lyst at fortælle os i dag, 4.000 år senere, hvis hun stod der endnu, fæstnet til jorden, halvt nymfe, halvt træ.

Sådan her opsummerer Dafne eksempelvis Apollons gestus – eller overgreb – i Dafnesyndromet: »du skar dig en krone af mit kød/ bandt dig en krans af mit hår.«

Et spejlkabinet af Dafner

Siri Ranva Hjelm Jacobsen er cand.mag. i litteraturvidenskab og har arbejdet som kritiker i mange år. Når hun fortæller om Dafne og den græske mytologi, kan man mærke, at hun kender sin litteratur- og kulturhistorie godt.

Det er heller ikke uvant for hende at arbejde skønlitterært med mytestof. Hendes debutbog, slægtsromanen Ø fra 2016, var skrevet op imod Odyseen, og i hendes anden roman Havbrevene fra 2018 spillede den græske sagnfigur Ikaros og især hans far Daidalos vigtige roller.

»Når jeg bliver ved med at arbejde med mytologi, er det, fordi det er mellemkulturelt og mellemmenneskeligt,« fortæller Siri Ranva Hjelm Jacobsen. »Vi har alle sammen mytologi; vi har nogle grundfigurer jorden rundt, som spejler hinanden. Så for mig er det en meget basisdemokratisk fortælleform. Som kan føre en samtale på tværs af tid og kultur.«

Sigrid Nygaard

I Dafnesyndromet får man som læser intet mindre end tre forskellige genskrivninger af Dafne-mytologien. Bogens første og længste del, »Et hjerte i skoven«, foregår i 1990’erne og er en slags gotisk efterskolenovella, hvor hovedpersonen Miki forelsker sig dybt og fatalt i pigen Laura. Uden helt at afsløre slutningen kan man kalde teksten for en slags omvending af kønsrollerne i Dafnemyten. Miki er også Dafne, Laura også Apollon.

Bogens anden og mest syrede del foregår i år 2132. Her møder vi Mikis selvoptagede mor Vibeke, som er i gang med at forvandle sig fra menneske til nymfe – dog ikke det mytiske væsen, men udviklingsstadiet for insekter. Hun har, som del i et stort selvrealiseringsprojekt, udviklet et eksoskelet.

Vibeke interviewes af to forskere, og i dialogformen antydes konturerne af det, som Siri Ranva Hjelm Jacobsen kalder »et økofascistisk samfund«; et samfund, hvor den økologiske krises imperativer misbruges til at begrænse borgernes frihed og undertrykke det liv, der står uden for samfundet.

I bogens tredje del får nymfen Dafne lov til på poetisk vis at spy både vrede, sorg, håb og længsel ud over siderne.

Dafnesyndromet er med andre ord et spejlkabinet af Dafner, et udvalg af besværlige naturtilstande og karakterer i forvandling: Miki forvandles af Laura, Vibeke forvandler sig selv, og Dafne er groet fast i sin forvandling, men er ved at finde et nyt fællesskab i skoven.

Forvandlingen er ikke ligefrem et ideal for bogen, forklarer Siri Ranva Hjelm Jacobsen, men det er en grundpræmis for den, at mennesket ikke er statisk eller fast afgrænset, sådan som oplysningstidens forestilling om det rationelle og afgrænsede individ ellers har lært os. Denne erkendelse måtte romanens form derfor gerne afspejle:

»Dafnesyndromet er en forvandlingsbog, så derfor syntes jeg, det var et rimeligt krav at stille til bogen, at den også selv walked the walk og forvandlede sig. Så det har den fået lov at gøre,« fortæller hun med henvisning til bogens hybride form: Den består af både prosa, dialogform og, til slut, Dafnes digte.

Klimakrise-erfaringer

Siri Ranva Hjelm Jacobsens forfatterskab har altid haft et mellemværende med naturen, med menneskets både intime og destruktive forhold til sin omverden.

I Ø spillede landskabet en vigtig rolle, og i Havbrevene førte de to verdenshave, Atlanterhavet og Middelhavet, en poetisk brevkorrespondance, blandt andet om alt det menneskeskabte skrald, de er fulde af. Og i Dafnesyndromet endevendes forholdet mellem menneske og natur blandt andet gennem forholdet mellem Apollon og Dafne.

Dafne, som var nymfe, var et naturvæsen, der stammer fra en tidlig og stedbunden naturreligion. Det var først senere, at Apollon og Olympens krigeriske og ekspansive guder trådte ind på scenen. I Dafnesyndromet bliver Dafne og Apollon billeder på flere forskellige tilgange til naturen.

Sigrid Nygaard

Det er fristende at kalde ikke bare Dafnesyndromet, men hele Siri Ranva Hjelm Jacobsens forfatterskab for klimakriselitteratur. Selv har hun det dog ambivalent med begrebet:

»Som forfatter har jeg det svært med den slags genrebetegnelser. Men som kritiker forstår jeg godt, at vi også er nødt til at bruge dem som redskaber. Fordi vi skal beskrive noget, som er under udvikling. I modsætning til klassiske litterater, der ser tilbage på noget, der har ordnet sig over tid, står vi i nuets kaos, og så bliver man nødt til at gribe fat i de begreber,« forklarer hun og går straks til et eksempel:

»En tendens, jeg ser i dansk litteratur lige nu, er, at klimaudfordringerne og erfaringen af at leve i en klimaforandret verden er blevet indoptaget i en sådan grad, at den er blevet en del af repertoiret i bøger, der ellers ikke handler om klima. Man kan se på skønlitteraturen, hvad der bliver samfundsmæssiggjort, og det er den erfaring blevet. Og det, synes jeg, er en virkelig fin ting.«

– Og der begynder begrebet klimakriselitteratur måske at gå lidt i opløsning?

»Ja, og heldigvis. Men der er jo stadig behov for den – der er et kæmpe tænkningsarbejde og fantasiarbejde foran os. For, fint, så har vi fået samfundsmæssiggjort den kendsgerning, at vi befinder os i en verden, som er under hastig og voldsom forandring, og at noget må gøres. Men hvad må gøres? Og hvordan ser den verden, vi er nødt til at skabe og forvandle os henimod, ud? Og der har vi jo et job tilbage. Og de bøger – de bliver jo skrevet nu. Men de bliver også skrevet famlende og tøvende og tvivlende. De tilnærmer sig noget.«

– Er det bestemte værker, du tænker på?

»Nej, det er en generel betragtning om litteratur, der prøver at handle om fremtiden og en verden, som vi endnu ikke kan se. Og der kan man jo lave et utal af forskellige systemer til at have den tænkning i. Men vi har garanteret begge to læst The Dispossessed (roman af den amerikanske sci-fi-forfatter Ursula K. Le Guin, red.), hvor den politiske ideologi bliver det system, man kan have sin fremtidstænkning i.«

Sigrid Nygaard

Korets kraft

I Dafnesyndromet har Siri Ranva Hjelm Jacobsen brugt nymfen Dafne som strukturerende motiv for værkets mange facetter. Det, hun godt kunne lide ved at skrive om Dafne, var blandt andet, at hun opfatter nymfen som en tærskelfigur.

»Nymfefiguren er en form for hybrid. Hun er både menneskelig og uden for det menneskelige. De tre hovedpersoner (Miki, Vibeke og Dafne, red.) er jo alle tre nymfer på forskellige måder. Jeg tænker på nymfen som et væsen, der evner at stå i alle forbindelser og kommunikere i flere retninger. Eller, for at citere bogen: et væsen, som indgår i konspiration.«

Med begrebet konspiration mener Siri Ranva Hjelm Jacobsen noget lidt andet, end man måske kunne forestille sig. Hun henviser til ordets etymologiske betydning, det latinske con-spirare, der betyder ’at ånde sammen’. Hun forbinder konspirationen med det at synge i kor.

I slutningen af Dafnesyndromet begynder naturen i den skov, hvor Dafne står i sin halve forvandling, at synge. Og Dafne fortæller sådan her:

»jeg tager en rosa pastelsporesvamp
med i min sang

fintstribet sumpløber, perlebi
gran-nonne
duehøg, skygge-pletlav

jeg synger koralrod med

skinnende dronningemos
synger mig med

guldsjakal, brændende mælkehat
lyssky orangelav
sværtende gråblad

bliver et kor
altså: en konspiration«

Korsang har altid betydet meget for Siri Ranva Hjelm Jacobsen, der sang i kor som barn. Hun er fascineret af den enorme kraft, der ligger i at trække vejret sammen:

»For mig bliver koret en model, et ideal. Dem har jeg ellers gjort meget for ikke at have, men for mig bliver det et ideal for, hvad vi kan. Fordi man i korsangen suspenderer og overskrider sit individ, men man opgiver det ikke. Man mister ikke sig selv, men man slipper sig selv i noget stort og fælles, som skaber noget, man aldrig ville kunne skabe alene.«

– Ordet konspiration har jo en lidt anden konnotation, noget mere dunkelt og kampberedt?

»Ja, helt klart. Men den konnotation har den også her, for det er jo et kampfællesskab. De, der synger til sidst i bogen, er et kampfællesskab. De skal kæmpe en kamp og vinde den, for ellers går de til grunde.«
 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Jeg har ikke fulgt meget med i debatten om litteraturens indspisthed, men hvis man læser artiklen her, burde man være helt up to date, hvad det angår.

Derudover: I har valgt at leve i ordenes verden, både dig Mathilde og dig Siri. En markant del af ordene i denne artikel virker som om de er valgt for at imponere mere end for at kommunikere. Hvorfor det? Er det fordi et sprog alle forstår er for tæt på den primitive pøbel? Hvem kommunikerer i til? Hinanden?

Misforstå mig ret. Det er ikke fordi jeg personligt ikke forstår jeres ordflom, selvom jeg ind imellem lige må stoppe op og tænke "basisdemokratisk" eller "samfundsmæssiggjort"?

Frem for alt: Man løser ikke klimaet eller den manglende bæredygtighed med ord, eller ved at danse rundt i skoven med blomster i håret, mens man synger om poesi i kor, men det lærer man formentlig ikke ret meget om på litteraturvidenskab. Så hvad lærer man egentlig?

Maj-Britt Kent Hansen og Tonny Helleskov anbefalede denne kommentar