Dante er hverken forbudt læsning eller i landflygtighed længere

Det er 700 år siden, at Dante, en af grundlæggerne af moderne italiensk og italiensk litteratur, døde. Italienerne fejrer, og Adda Djørup overvejer, om Jeff Bezos egentlig kunne høre til i tyvenes afdeling af Dantes helvede
Dante og den romerske digter Virgil i helvede – maleri fra 1822 af Eugène Delacroix.

Dante og den romerske digter Virgil i helvede – maleri fra 1822 af Eugène Delacroix.

Granger/Shutterstock

Kultur
13. august 2021

Hver uge bringer forfatter Adda Djørup dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland, faglitteratur såvel som skønlitteratur.

700-ÅRET FOR DANTES DØD

Sommerferien er slut, og vi lægger ud med en tur til Italien og en let forudsigelig ’nyhed’: 2021 er 700-året for Dante Alighieris død.

Dante var ikke bare forfatter til den europæiske litteraturhistories sværvægter, Den guddommelige komedie, han var også med sine værker en af grundlæggerne af moderne italiensk og italiensk litteratur. Han blev født i bystaten Firenze i 1265 som søn af en pengeudlåner, fik en humanistisk uddannelse og en politisk karriere, der imidlertid sluttede brat, da han under politiske stridigheder som hovedfigur for det tabende parti blev dømt til forvisning og senere, in absentia, til døden. De sidste små tyve år af sit liv levede han i landflygtighed rundt omkring i Italien. Han blev syg af malaria efter et ophold i Venedig og døde 14. september 1321 i Ravenna. Året markeres i Italien ved et hav af events og udgivelser. Her et par af de mere kuriøse historier fra Dante-året:

EN POLITISK FLYGTNING VENDER HJEM, SÅDAN DA

Dantes forfatterskab talte blandt andet også De Monarchia, en afhandling om forholdet mellem verdslig og religiøs magt, der naturligvis røg på den katolske kirkes indeks over forbudte bøger og først, i anledning af 600-året for hans død, blev fjernet derfra. Her hundrede år senere har byen Firenze ladet sig inspirere og afholdt en konference, hvori jurister har fastslået, at Dantes dom efter nutidig lovgivning var ulovlig og kan erklæres tamquam non esset – som om den ikke eksisterede. Dante er nu altså hverken forbudt læsning eller i landflygtighed længere. Han er dog stadig begravet i Ravenna, der ad flere omgange, i løbet af flere århundreder, har nægtet at udlevere hans jordiske rester til fremmede magter (herunder Firenze, der i 1500-tallet med pavelige velsignelse brød gravfreden og forsøgte at bortføre dem) og endog i lange perioder holdt dem skjult.

FRA POETENS EGEN HÅND

Om det er ved tilfældets eller forsynets mellemkomst, så har Julia Bolton Holloway, Firenzebaseret forfatter, middelalderhistoriker og nonne, netop fundet et bundt håndskrevne manuskripter i henholdsvis Firenzes og Vatikanets bibliotek fra selveste Dantes hånd – og dermed de første kendte eksempler på hans håndskrift. Bolton ledte efter manuskripter af elever af Brunetto Latini, filosof, politiker, oratoriker, som også var én af Dantes lærere – én af dem, Dante tydeligvis ikke brød sig om, for Latini henslæber i Den guddommelige komedie evigheden i helvedes afdeling for sodomitter.

Der er tale om en ung students noter vedrørende kunsten at regere etisk, skrevet på dannet toskansk i cancellare-skrift. På to af manuskripterne er tegnet en firkant, der vikler sig om en cirkel; et koncept Dante senere brugte til at beskrive sin vision af Gud i Den guddommelige komedie. Prøv i øvrigt at google Julia Bolton Holloway. Der er stof til mange romaner i den dames lange liv.

TAG PÅ VIRTUEL DANTE-TUR I UFFIZIERNE

Uffizierne, Firenzes mageløse kunstmuseum, er helt umuligt at blive færdig med, hvis man har bare en snert af interesse for italiensk renæssancekunst. De har også en glimrende hjemmeside med virtuelle ture gennem museet og dets mange samlinger, heriblandt et par, der tager udgangspunkt i Dante; hans liv, tid og den litteratur, så mange kunstnere gennem tiden har illustreret. Turene hedder A riveder le stelle og Non per foco ma per divin’arte. Museets hjemmeside hedder uffizi.it.

GODT NYT FRA UTOPIA (PSST, DET ER FIKTION)

Jeff Bezos er ikke bare verdens rigeste boghandler, han er også ét af verdens p.t. rigeste mennesker. Ifølge Forbes’ estimat har han endog indtil for nylig også haft førstepladsen som verdenshistoriens hidtil rigeste privatperson. Mens de fattige i løbet af pandemien over hele verden er blevet flere og fattigere, er han, ligesom de fleste andre superrige, blevet rigere. Han skammer sig tydeligvis ikke, og nu spekulerer Dante-forskere på om Dante, der i Den guddommelige komedie hudfletter et væld af genkendelige historiske personer og gerne lægger sine karakterer profetier i munden, rent faktisk selv har profeteret, og om Bezos og hans nylige rumfærd kan forklare de hidtil uforklarede og aparte linjer i værkets Sang XXV, hvor vi befinder os i tyvenes afdeling af helvede:

I ingen af de mørke helvedskredse

så jeg en ånd der trodsed Gud så skamløst

som den blege, grinende røver der lige

så rig på mammon som fattig på hår og dyd

som en idiotisk Ikaros ville erobre

himlene på en ildhalet fallos

Bognyt fra resten af verden

Hver uge bringer forfatter Adda Djørup dig bognyheder og litterær sladder fra det store udland – faglitteratur såvel som skønlitteratur. 

Det er verdenslitteraturen vendt på hovedet. Perspektiver, du ikke vidste, du manglede.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her