Kommentar
Læsetid: 5 min.

Efter den dybt grænseoverskridende ’Våde veninder’ er det på tide, at DR giver de sårbare piger en pause

I sidste uge havde DR3 premiere på dokumentarserien ’Våde veninder’, der følger to unge kvinders hverdag som digitale sexarbejdere på OnlyFans. Det er ufokuseret og dybt grænseoverskridende tv, som ingen bliver klogere af. Og de tæsk, dokumentaren nu får, giver anledning til en tænkepause i DR
Dokumentarserien følger de to veninder Natascha og Sascha, begge i start-20’erne, der, med meget forskellig succes, forsøger at gøre porno til en levevej.

Dokumentarserien følger de to veninder Natascha og Sascha, begge i start-20’erne, der, med meget forskellig succes, forsøger at gøre porno til en levevej.

Danmarks Radio

Kultur
31. august 2021

Som seer må man forvente, at der er voksne mennesker til stede under optagelserne til en DR-dokumentar. Glipper det led, må man antage, at der så sidder nogle ansvarlige typer i klipperummet.

Og hvis dømmekraften også svigter der, så må man sætte sin lid til, at der i det mindste findes en ansvarshavende redaktør, der kan skride ind, før det hele vælter ud i offentligheden.

I tilfældet Våde veninder har alle led desværre svigtet. Dokumentarserien om veninderne Sascha og Natascha, der forsøger at skabe sig en karriere som pornoproducenter på indholdsabonnementstjenesten OnlyFans, kan man lige nu se på DR3. Eller man kan med fordel lade være.

For ikke alene er det vanskeligt at se, præcis hvad serien tilbyder af indsigt om den ellers højaktuelle og komplicerede problematik omkring den nye pornoindustri og dens arbejdere.

Jeg blev tilmed også, efter endt snagen i to rådvilde unge kvinders (under)liv, efterladt med en ubehagelig følelse af at have været medvirkende til at gøre nogen fortræd.

Grænseoverskridende

Dokumentarserien følger de to veninder Natascha og Sascha, begge i start-20’erne, der, med meget forskellig succes, forsøger at gøre porno til en levevej.

Man ser dem knipse nøgenbilleder af hinanden ved en sø, tage i sommerhus med en række andre Onlyfans »content providers« (og en bollemaskine), hente psykofarmaka på apoteket og reflektere til husbehov over det hele.

Men Våde veninder er ikke afsøgende og nysgerrigt fjernsyn. Det er unødigt grænseoverskridende tv, der ikke formår at passe på sine medvirkende.

Det ville være kritisabelt uanset emnets karakter, men det bliver kun mere problematisk af, at dokumentaren gentagne gange stiller spørgsmålet, om de unge kvinder formår at sætte grænser og holde fast i dem, når de deler intimt indhold på nettet.

Det er et godt spørgsmål, men tilsyneladende har producenterne hos Nordisk film og redaktørerne på DR ikke taget konsekvensen af den omsorg og derfor stillet det samme spørgsmål til sin egen produktion: Kender kvinderne deres egne grænser for, hvad de ønsker at dele med en betydelig del af den danske befolkning?

Hvis man formoder, at kvinderne har vanskeligt ved at holde fast i deres grænser, når de skubbes af brugerne på deres egne, lukkede betalingssider på OnlyFans, har de det så ikke også i relation til et professionelt filmhold, der er sendt i byen for at skabe den næste publikumsmæssige succes for DR3?

Venskabet

Særligt én scene sætter den problematik på spidsen. På et af journalistens spørgsmål om, hvor Sascha og Natascha sætter grænsen for, hvad de vil gøre i deres videoer, har de indledningsvist slået fast, at de under ingen omstændigheder vil have sex med hinanden. De har været nære veninder, siden de var helt unge og støttet hinanden i svære tider. Venskabet skal stå intakt.

I afsnit to boller de hinanden med strap-on-dildoer. Klipningen lader os forstå, at Sascha i stigende grad er frustreret over, at Natascha tjener meget mere end hende. Man fornemmer, at deres forhold knirker under uligheden. Det indikeres, at Natascha derfor vil hjælpe veninden. Og det var så den grænse. For rullende kameraer.

Filmholdet bliver i soveværelset, mens kvinderne boller for både deres egne mobilkameraer og for holdet. Og journalisterne har helt sikkert tænkt, at det var en fed scene, fordi den var så illustrativ for ’problematikken’. 

Men scenen er så eksplicit, at den bliver pornografisk. Minus liderlighed, men fuld af sorg og desperate forsøg på at fnise den væk og at lade den finde vej til den endelige dokumentar. Det er en helt unødig udlevering af to mennesker i en psykologisk set dybt kompliceret situation.

Det er jo ikke første gang, der er diskussioner om dokumentaristens ansvar, når man portrætterer sårbare liv. Jeg har som journalist som hovedregel holdt mig til, at hvis der er tale om voksne mennesker med en nogenlunde fri vilje, så har man ret til at fortælle sin egen historie – og det har man ikke i mindre grad, bare fordi man er stofbruger eller psykisk syg.

Sascha og Natascha fremstår begge som fint begavede kvinder, der, efter bedste evne og med den bagage, de nu har med sig, har truffet valg omkring de liv, de lever. Det er de i deres gode ret til at dele med verden.

Men de fremstår så også som usædvanligt sårbare og marginaliserede i enhver forstand, med svære opvækstvilkår, tunge psykiske diagnoser og et tyndt netværk.

Hjælp

Derfor må man så forvente, at et professionelt tv-produktionshold passer ekstra godt på dem. Det gør man både ved ikke at udlevere dem, men man gør det også ved at hjælpe dem med at formidle deres historie. Den hjælp får Sascha og Natascha ikke.

Af en eller anden grund har man valgt at lade det være nærmest en sidebemærkning et godt stykke henne i serien, at Natascha har været udsat for et seksuelt overgreb, mens Sascha har være offer for systematisk mobning af seksuel karakter.

I stedet fyger det rundt med haltende fjerdebølgefeministiske paroler og ikke så heldige forsøg på at sætte grænsen mellem at »rykke sine grænser« og »få overskredet sine grænser«.

Ej, der må være grænser. 

Af samme skuffe

Det har altså ikke skortet på dårlig dømmekraft i produktionen bag Våde veninder, hvilket anmeldelserne også har afspejlet.

Hos Berlingske mente kommentator Aminata Amanda Corr, at programmet ikke bidrager med andet end »det ene syn efter det andet af kvinder i starten af 20’erne, der spreder ballerne for at tage billeder op i hinandens underliv«.

Og i filmmagasinet Ekko kalder Kristian Ditlev Jensen serien for »regulær kommerciel udnyttelse af kvinder – faktisk ikke ulig den på OnlyFans« og et »friskfyragtigt slag for kvinders frigjorthed«.

Men måske er det et udtryk for mere end skidt dømmekraft. For på papiret er Våde veninder jo et greb i samme skuffe som en række af DR3’s andre dokumentarserier om unge kvinders livtag med seksualiteten – såsom det langt mere nænsomme psykologiske portræt i Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling (2017) og senest Skamløs (2021), der med færre nuancer, men dog med en klar præmis, portrætterede tre unge kvinder, der var selvudnævnte udfordrere af normerne for kvindelig seksualitet.

Våde veninder viser, at modellen måske skal tage sig en pause. For en for stor iver efter at presse mere ud af tuben med »Frigjorte kvinder eller ofre for mænd/internettet?«-konceptet kommer ikke til at gavne vores fælles erkendelser. De risikerer endda at gøre skade på dem, vi alle sammen er enige om, at vi skal passe mere på.

’Våde veninder’ kan ses på DR.dk/tv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Nielsen

For mis at se har DR leveret gratis reklame for et porno-site.
Meget pudsigt at serien havde præmiere tre dage efter at OnlyFans bebudede at de ikke længere ville have porno på deres site. (For så en uge senere at melde ud at de ikke mente alligevel...)

Michael Hullevad, David Wedege, Mireille Lacroix, Susanne Kaspersen, Hanne Ribens og Jacob O anbefalede denne kommentar
Mireille Lacroix

Præcis. Og nu har only fans flere fans en nogensinde og DR er nyttige idioter

Michael Hullevad, Christel Gruner-Olesen, Hanne Ribens, Søren Nielsen og David Wedege anbefalede denne kommentar

Prostituerede, inklusiv de unge prostituerede i pornofilm der tit er ned til 18 år, og nogle der er prostitueret gennem sugardating, er nok dem der har aller mest brug for noget hjælp fra me too bevægelsen. Ærgerligt nok har de prostituerede ikke fået ret meget opmærksomhed i me too bevægelsen, så vidt jeg ved. Jeg har læst nogle historier om unge prostituerede i pornofilm, som har oplevet forfærdelige overgreb.

Jacob Johansen, synes du stiller dig i en ret ansvarsfri position. Hvad med om du selv gjorde noget, i stedet for at forvente, at andre gør det for dig?

"Sårbare piger".

Den patroniserende betegnelse er sikkert velment, men hvad betyder "sårbar" egentlig, og hvordan kan andre vide, at disse kvinder passer på betydningen og er "sårbare"?

Er det andet end den polerede middelklasses sygeliggørelse af andre klassers livsformer?

David Wedege, porno er klassekamp?

Så har jeg set forargelsens program. To veninder, der snakker om og dyrker sex for åben skærm. Altid godt stof, en af vores basale drifter.
Sex pirrer og forarger alt efter behov, og det sexuelle aspekt af livet er altid blevet afbildet som i Venus fra Willendorf og stenalderfolkets stregtegninger, hvor manden markeres med en kæmpe erektion.
Kulturens moder, det gamle Grækenland har heller ikke været tilbageholdende med at afbilde sexuelle situationer og Pompeji, uha da for en ufokuseret og dybt grænseoverskridende gang historiesex.
Sex fascinerer, og så længe der er mennesker på jorden, vil sex være godt stof både for den intellektuelle sexolog og den liderlige almue, og hvor er det godt.
DRs Våde Veninder er en i rækken af tv's reality derivater. Men det kom i avisen, og så må man jo tage stilling.

At se serien (jeg har set de tre afsnit) er på mange måder en modsatrettet oplevelse – det er på samme tid ubehageligt og fascinerende.

Fascinerende, fordi det giver et kort indblik i en verden, man ikke kender.

Ubehageligt fordi hele baggrunden fremstår umådelig sørgelig, bl.a. fordi deltagerne ikke virker som om de hviler meget i sig selv – tværtimod er den ene en psykisk syg eneboer uden evne til at binde sig til andre end veninden, og den anden er tydeligvis frustreret over at hun i sin noget bedre foderstand ikke kan fremtrylle samme indtægt som veninden.

Trist, fordi man faktisk ikke kommer til at synes om hovedpersonerne – de fremstår ganske vist ynkværdige, men giver med deres kynisme samtidig ikke meget lyst til at holde af dem.

Serien er omtrent lige så erotisk som et klinkegulv – der er bestemt ikke noget glorificerende over tilværelsen som net-porno-leverandør, men tværtimod en meget tydelig udpensling af, at det eneste, der driver værket, er, hvad der kan sælges for penge. De, der måtte tro at produkterne i pornobranchen er leveret af lyst, vil sandsynligvis miste en del illusioner.

Er serien nødvendig? Næppe – men hvis alternativet er at lade sig underholde af 3 X Beliggenhed eller tilsvarende mainstream-programmer, giver serien dog anledning til en del flere refleksioner. Det er bare synd for hovedpersonerne, at de samtidig bliver udstillet så grundigt.

Det er ondt.

Er det ikke netop karakteristisk for den form for reality-TV, at de medvirkende ikke har begreb skabt om, hvad de medvirker i?

De er statister i et show, der åbenlyst spekulerer i vores fascination af det absurde, pinlige og grænseoverskridende.

Det er udnyttelse på et subtilt og aldeles ulækkert niveau.

Michael Hullevad, Christel Gruner-Olesen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar

@Rikke Nielsen. Nej.

Måske er det bare deres måde at leve på, og den synes de polerede middelklassefolk så er trist. Som i Kim Larsens sang om Nanna med den røde mund.

Rikke Nielsen - jeg kunne godt tænke mig at gøre mere. Jeg gør allerede det, at jeg har snakket med flere i min omgangskreds om min holdning til det, og jeg har deltaget lidt i debatter om det på nettet. Jeg har også har ydet en indsats for for at skrue ned for den mængde porno jeg ser, til tæt på 0.

Rikke Nielsen - og mit mål er 0%.

Jeg har foreløbig kun set halvandet afsnit af den serie, DR så usmageligt kalder "Våde veninder". Så kunne jeg ikke mere, da jeg blev både meget ked af det og meget vred over at se to psykisk svage kvinder blive udnyttet i den grad!! Den ene har sikkert fået sit selvværd slået itu af den mobning hun var udsat for.. Den anden var udsat for voldtægt (ret mig hvis jeg husker fejl) det kan også ødelægge et menneskes selvværd og psyke! Altså er det to svage mennesker man udstiller og udnytter! - i et medie, som gør det meget i underholdning. Ingen tvivl om at adskillige mænd har fundet det lige så underholdende som at se porno! Hvad den egentlige mening er med den serie står for mig hen i det uvisse, og også for de fleste anmeldere i den skrevne presse, heldigvis! Jeg synes det er en skandale fejl Danmarks Radio har begået.

Rikke Nielsen - må jeg spørge om du gør noget, hvis du synes der skal gøres en indsats på området? Jeg har den oplevelse, at ret få i Danmark går ind for et totalforbud mod prostitution og porno, hvilket jeg ikke forstår. Der har fx været flere undersøgelser som har sagt, at prostituerede får ptsd samt de nogle gange udsat for færdelige overgreb af kunder.

Michael Hullevad

At DR bruger penge på "reality serier" som våde piger finder jeg er langt ude over deres forpligtelse som public service institution. Især når man nu svigter den DAB baserede musik (15 mio/år kontra deres enorme 3,5 mia. budget).

Jacob Johansen, da jeg hverken er forbruger af porno eller prostitution, gør jeg vel noget - lader være med at forbruge. Og ellers håber jeg, at du forstår, hvorfor jeg skrev til dig, som jeg gjorde...

Rikke Nielsen - ok, jeg er enig i, at hvis man er utilfreds med noget, så giver det ikk nogen mening at sige det er forkert, hvis man ikke selv gør noget for t løse problemet.