Det er ikke en vanskelig opgave at tegne arketypen af den danske litteraturanmelder: Han/hun er akademiker og har studeret litteraturvidenskab eller dansk, og er formodentlig uddannet fra Københavns Universitet. Det viser de oplysninger om danske skønlitterære anmelderes uddannelsesmæssige baggrund, Information har indhentet fra de aviser, hvor litteraturkritikken jævnligt spiller en væsentlig rolle.
Det gælder foruden os selv dagbladene Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad og ugeavisen Weekendavisen. Af de i alt 75 danske litteraturkritikere, der er med i undersøgelsen, fremgår det, at hele 28 har en baggrund i litteraturvidenskab eller litteraturhistorie, mens 21 har en baggrund i faget Dansk eller Nordisk Litteratur. Omregnet i procent svarer det til, at godt 65 procent af landets litterære anmeldere kommer fra enten litteratur- eller danskstudiet.
De resterende 26 er fordelt på 15 uddannelser, der spænder fra kun at have studentereksamen, være uddannet folkeskolelærer til at have læst til læge, studeret antropologi, et sprogfag, samfundsfag eller teologi.
Man kan på den baggrund konkludere, at den danske anmelderskare samlet set spreder sig ud over mange forskellige uddannelser, hele 17 (og endnu flere, hvis vi skelner mellem uddannelsesinstitutionerne), mens det samtidig, på grund af den store andel fra samme fag, efterlader os med et homogent billede af, hvem der fører kritikerpennen i landets aviser.
Undersøgelsen blev iværksat for at teste påstanden om, hvorvidt den danske litteraturkritik er ensrettet og indspist, sådan som det fremgik af den interviewrække, Katrine Marie Guldager hen over sommeren lavede med fem forfattere og kritikere. Især kritikeren Nils Gunder Hansen formulerede en kras kritik og sagde, at han til forskel fra tidligere oplever et stort sammenfald mellem aviskritik og akademia. Han mente, at aviskritikken er for præget af den litteraturopfattelse, man finder i universitetsverdenen, samtidig med at han mente, at kritikken igennem de senere årtier er blevet professionaliseret. Mange anmeldere har læst på de samme studier og er derfor rundet af det samme miljø og skriver fagligt indforstået. Så vidt påstanden.
Hvorvidt anmelderne skriver ens og fagligt indforstået, kan man af gode grunde ikke udlede af denne undersøgelse. Den kan udelukkende vise, hvilken uddannelsesmæssig baggrund de danske litteraturanmeldere har. For at afgrænse undersøgelsen har vi henvendt os til de største landsdækkende dagblade og ugeaviser, der bringer anmeldelser af skønlitteratur for voksne og bedt dem sende os en liste med de kritikere, der anmelder ny, dansk skønlitteratur. Ud fra disse lister har vi indhentet deres uddannelsesoplysninger: Hvad har de studeret, på hvilken uddannelsesinstitution har de taget deres uddannelse, og i hvilket år blev de færdiguddannet.
Tallene får i første omgang lov til at stå for sig selv som en konstatering af, at der måske er noget om snakken om en enshed i den danske anmelderskare.
Dansk litteratur og kritik anno 2021
Lider dansk litteratur og kritik under en kvælende ensretning? Er den danske dagbladskritik blevet for professionel, subjektiv og indforstået? Eller står det i virkeligheden meget godt til? De spørgsmål forsøger vi i den kommende tid at belyse og få forskellige udlægninger af.
Seneste artikler
Måske er kulturkritikken i dagbladene og i spidsborgerlige ugeaviser ikke længere så relevant
3. september 2021Lad kritikken være kritik, og lad den blive skrevet af de klogeste, mest vidende og engagerede mennesker. Men efterlad ikke litteraturen der. Chefredaktøren for litteraturmagasinet ATLAS Kristoffer Granov blander sig i debatten om tilstanden i den danske litteraturkritik»Kritikkens individualisering kommer af, at anmelderen ikke længere skriver i en højere sags tjeneste«
27. august 2021Litteraturanmelderne skal ikke som tidligere kæmpe for en eller anden ’ismes’ sag, når de anmelder, og derfor kan de i dag uden videre skifte fra den ene avis til den anden. Anmelderen repræsenterer nemlig først og fremmest sig selv, mener litteraturforsker Lars HandestenFem anmeldelser af Lone Hørslevs nye roman, fem vidt forskellige domme
20. august 2021Er ens uddannelsesbaggrund også lig med ensrettede anmeldelser? Trods ens udgangspunkt i uddannelse er der langt fra enighed hos anmelderne, om hvorvidt Lone Hørslevs nye roman ’Halvt i himlen’ er en vellykket historisk skildring eller kunstnerisk uambitiøs
Hvad med kunstanmelderne? Altså billedkunst?
Det er forkert primært at rette blikket mod kritikernes uddannelsesbaggrund. Det drejer sig snarere om et problem, der har at gøre med præmisserne for den måde, som skønlitteratur anmeldes på, nemlig DEN STORE KUNST præmisser.
Med en stigende grad af markedsstyring på litteraturens område og påvirkning fra en række nye medier, er det forkerte præmisser at anvende som ALMENE præmisser ved anmeldelse af skønlitteratur.
Når det f.eks. drejer sig om børne - og ungdomslitteratur, er anmelderne jo godt klar over, at det også i høj grad er nogle helt andre præmisser, der skal tages i brug. F.eks om det FUNGERER i forhold til målgrupperne, børn og unge.
Filmkritikere anvender jo heller ikke de samme præmisser for vurdering ved anmeldelse af f.eks. Fast & Furious nr. x og Dancer in the Dark.
Ved vurdering af arkitekturen ved familiehuse kan en vurdering af kvalitet jo heller ikke alene dreje sig om det æstetiske helhedsindtryk, men må også tage hensyn til funktionalitet i forhold til de mennesker, der skal bebo husene.
En del af en anmelders opgave må være at danne sig en hypotese om, hvem det anmeldtes værks implicitte læser, model -læser eller ideal - læser er (begreber, der i store træk dækker det samme) og foretage sine vurderinger af værket i det perspektiv, i stedet for f.eks. at anvende en række absolutte æstetiske kriterier for, hvad god litteratur er, i sine vurderinger af værket.
Det må kunne gøres på en måde, der på den ene side er ærlig, også i forhold til en angivelse af det niveau, som ideal - læseren måtte befinde sig på (f.eks. såvel alment forståelsesmæssigt som æstetisk, ud fra en kunstfaglig - litteraturfaglig vurdering), og på den anden side er så nænsom, at det f.eks. ikke opleves direkte nedladende og hånende over for potentielle læsere af værket.
Når Lars Bukdahl i en anmeldelse formulerer sig på følgende måde om et værk, er det for mig at se at gå over stregen med hensyn til det nedladende og hånende:
»Hvordan kan det være, at det efter 16 år og otte yderligere bøger er blevet lige meget at skrive godt og sjovt og sært og vildt og karakterfuldt? Er det virkelig prisen for at blive lanceret som kulørt hardback-bestseller på Politikens Forlag? Sikke dog en traurig djævlekontrakt!«
https://www.information.dk/kultur/2021/08/fem-anmeldelser-lone-hoerslevs...
Hvad er idealet for en anmelderstab? Skal elektrikere anmelde litteratur og akademiske litterater installere elektricitet? Nej!
Jeg foretrækker anmeldelser, der er baseret på en solid faglig baggrund, og hvor denne er synlig i en analyse og vurdering. Samtidig skal den subjektive synsvinkel fremgå eksplicit.
Faglig kompetence kan udmærket stamme fra et universitetsstudium uden at kandidaternes anmeldelser bliver ens. (Se blot anmeldelsen af Lone Hørslevs bog).
Selvfølgelig kan anmeldere også have kvalificeret sig på anden vis, men der skal meget til, og i så fald må det gerne fremgå i præsentation af anmelderen.
Det kan være relevant med et særligt perspektiv på et værk. Fx en danser anmelder en bog om en dansers liv eller en pædagog udtaler sig om kvaliteten af en børnebog udefra sine erfaringer med målgruppen.
Hvad er meningen med anmeldelser? Hvorfor læse dem?
Jeg vil læse anmeldelser, som inspirerer mig til at læse en bestemt bog eller lade være. Når jeg har læst en bog og læser anmeldelser, kan de bidrage til at belyse og evt. åbne værket på en måde, som jeg ikke selv har eller kunne have fået øje på. Ofte gør læsning af anmeldelser mig klogere. Jeg kan godt lide at kende nogle anmeldere, som jeg ved, hvad står for. Men det kan også være interessant at blive udfordret af at læse nogen med andre tilgange end jeg selv.
@Lise Zeuthen
"Jeg foretrækker anmeldelser, der er baseret på en solid faglig baggrund, og hvor denne er synlig i en analyse og vurdering. Samtidig skal den subjektive synsvinkel fremgå eksplicit".
Selv om den faglige baggrund er synlig ved den litterære vurdering i en anmeldelse, så vil vurderingen stadig være subjektiv, når det drejer sig om en vurdering af det anmeldte værks litterære kvalitet, og selv fagfolk på skønlitteraturens område vil ofte have svært ved at redegøre for deres subjektivitet, ligesom de vil have svært ved at redegøre for deres fortrængninger.
Sagt lidt mere teoretisk har æstetisk teori ikke noget værdisættende privilegium.
Det er filosoffer, der har gjort subjektivisme til et næsten uovervindeligt problem, og som endegyldigt bevis for anmelderes uduelighed gælder i den (udbredte) overfladiske betragtning receptionsomsvinget.
Men læren af receptionsomsvinget for fx. Johann Sebastian Bach er ikke, at anmeldere vilkårligt skifter den ene subjektivisme ud med en anden, men derimod at det krævede nogle ret dybe ændringer i betragtningsmåden (receptionen) for at tilvejebringe en så radikal ændring i synet på en kunstner. Især skulle Bachs musik gøres til et mønstereksempel for autonom musik.
De fleste mennesker kan nøjes med at anlægge et nyttighedssyn på anmeldelser. Undtagelsen gælder for de anmeldte, og der var Bach i øvrigt ikke nogen undtagelse.
@Jørgen Mathiasen
"De fleste mennesker kan nøjes med at anlægge et nyttighedssyn på anmeldelser."
Helt enig.
Pyha, der er åbenbart ingen ende på konsekvenserne af den foghske mistænkeliggørelse af eksperter.
@Bjarne Jørgensen
"mistænkeliggørelse af eksperter".
Akademisk uddannende kritikere demonstrerer som regel på udmærket vis deres store faglige viden i anmeldelser, f.eks. i forbindelse med en karakteristik af de anmeldte værker.
Når det kommer til kvalitetsvurdering af værkerne, er de ofte præget af personlige præferencer og et særligt perspektiv, der får karakter af begrænsende snæversynethed (ofte påvirket af den tid, anmeldelserne foregår i).
Det værste i denne sammenhæng er, at de fleste akademisk uddannede litteraturkritikere i deres anmeldelser typisk bekræfter læserne i et litteratursyn, hvor kritikere også er eksperter i litterær vurdering i betydningen, hvad der har litterær kvalitet, og hvad der ikke har, ofte ned i mindste detalje.
Til sammenligning: En person, der sad i et af Statens Kunstfonds støtteudvalg, forklarede spørgsmålet om kvalitetsvurdering langt mere nøgternt. Som regel kunne de i udvalget blive enige om hvilke 30% af ansøgerne, der skulle sorteres fra i første omgang, og som ikke kunne opnå støtte.
For de sidste 70% af ansøgernes vedkommende var det i høj grad personlige præferencer hos udvalget medlemmer, der blev afgørende for, om ansøgerne opnåede støtte eller ej, i og med at der langt fra var midler til at lade alle 70% opnå støtte.
@Bjarne Toft Sørensen
Og alligevel nedsætter man et "støtteudvalg" med medlemmer man har udvalgt, fordi man tror at deres viden vil blive brugt objektivt, og at deres subjektive holdninger ikke vil få nogen indflydelse på deres valg. Helt sikkert! Jeg stillede mig selv kritisk overfor lige præcis den mekanisme, da jeg for år siden dristede mig til at stille spørgsmålet om objektiv skønhed vitterlig fandtes. Spørgsmålet kan virke absurd, men der findes mange mennesker i de kreative verdener som mener at skønhed er faktuel.
Langt de fleste filmanmeldelser beskæftiger sig f.eks. ikke med filmens håndværksmæssige kvaliteter, og nogle gange kan selv håndværket være svære at bedømme objektivt. F.eks. kan en fotograf have en præference ift. at gå meget tæt på ansigter med kameraet, og det er der nogen mennesker som ikke kan lide, fordi de finder det grænseoverskridende. Dygtige skuespillere kan ikke gøre for at deres replikker står i et hjælpeløst manuskript. Nogle klippere foretrækker at klippe hurtigt som i en musikvideo, mens andre foretrækker meget lange klip.
At sige at det ene er bedre end det andet er svært. Hvis målet er at fortælle en historie, kan man vurdere, hvor godt det lykkes, men om man bryder sig om historien i sig selv, er lidt at sidesætte med om man bedst kan lide rød eller grøn. De fleste mennesker kan iøvrigt bedst lide blå, men det er der formentlig en evolutionspsykologisk forklaring på, og ligeså formentlig har den forklaring absolut ingen interesse for anmeldere.
@Bjarne Toft Sørensen
En kvalitetsvurdering vil altid være relativ. Men jo flere værker, man har læst, og jo mere uddannet man er i at læse dem, jo mere kvalificeret vil ens vurdering dog være.
Og påstanden om "personlige præferencer" og at akademikere ikke har andet grundlag for at udtale sig end deres personlige smag, er netop en tydelig fortsættelse af Foghs mistænkeliggørelse af eksperter.
@Bjarne Jørgensen
Du har misforstået, hvad jeg har skrevet. Jeg mener også, at dagbladene skal fastholde deres princip om at have veluddannede anmeldere inden for litteratur og kunst.
Som jeg gjorde opmærksom på 20/8 15:42, er problemet ikke, at de er veluddannede, men de præmisser, som de anmelder på, og som stadig er almindeligt accepterede og derfor svære at ændre på.
De bliver nødt til at acceptere, at brugere af litteratur har forskellige interesser og behov og også forskellige forudsætninger for at forstå det læste, og det må de også tage hensyn til i anmeldelserne.
Kvalitet er ikke en form for guddommelig målestok, som kun de allerbedst uddannede inden for kunst og litteratur kan opnå adgang til og indsigt i, og som de derefter skal "forkynde" til resten af menneskeheden.
Jeg ved af erfaring, at mange yngre voksne læsere vil kunne få en hel del ud af at læse digtsamlinger af f.eks. Vita Andersen og Tove Ditlevsen, og derfor må der være nogle kvaliteter ved disse værker, mens de bliver rådvilde ("hvad er det her dog for noget?") og blokerer, hvis de bliver præsenteret for digtsamlinger af Ursula Andkjær Olsen og Lars Skinnebach.
Sidstnævnte digtere er nogle, som jeg holder meget af at læse, og som giver mig et passende modspil på et intellektuelt og æstetisk niveau, så de må indeholde nogle kvaliteter for sådan én som mig.
Det viser sig desuden, at disse meget veluddannede kritikere heller ikke kan blive enige om, hvad den "guddommelige" eller "elitære" målestok for vurdering af skønlitteratur skal være.
Se f.eks. ved anmeldelserne af Josefine Klougart "New Forest" og Lone Hørslev "Halvt i himlen".
https://bog.nu/titler/new-forest-josefine-klougart
https://www.information.dk/kultur/2021/08/fem-anmeldelser-lone-hoerslevs...
Jeg har i en tidligere kommentar meget hypotetisk (kvalificeret gæt) prøvet at opstille nogle forskellige og typiske præferencerammer for dagbladsanmeldere af skønlitteratur i dag:
Det sansebetonede, følsomme, impressionistisk - æstetiske og fænomenologiske
Det a - politisk avantgardistiske, konceptuelle og eksperimenterende
Det traditionelt modernistiske
Det kritisk ideologiske og socialt orienterede
@Bjarne Jørgensen
"En kvalitetsvurdering vil altid være relativ. Men jo flere værker, man har læst, og jo mere uddannet man er i at læse dem, jo mere kvalificeret vil ens vurdering dog være."
Vil de nødvendigvis det? I videnskab bygger alting på aksiomer. F.eks. at a+b=b+a. På aksiomerne bygger man logiske argumenter såsom 2*3=2+2+2. Når man siger at atomer består af protoner, neutroner og elektroner, og når man er sikker på at det er sandt, så bygger det på en lang række af relativt solide logiske argumenter.
En vurdering vil ikke kun være relativ. Med mindre den bygger på en "lang række af relativt solide logiske argumenter", så er den også subjektiv og ikke objektiv. Hvis man vitterlig kunne vurdere f.eks. litteratur objektivt ville man kunne måle eller regne sig frem til værdier. Det kan man ikke. Dermed er vurderingen blot et udtryk for anmelderens subjektive synspunkt. Dette kan være nok så interessant, men det har ikke nødvendigvis noget at gøre med sandhed.
"Og påstanden om "personlige præferencer" og at akademikere ikke har andet grundlag for at udtale sig end deres personlige smag, er netop en tydelig fortsættelse af Foghs mistænkeliggørelse af eksperter."
Pas på med at blive så fokuseret på Fogh, at du ikke vil forholde dig til fakta. Selvom du ikke kan lide Fogh, så kan han stadig godt sige noget som er sandt. Det er ikke ensbetydende med at alt hvad han siger er sandt, men heller ikke at alt hvad han siger er usandt. Hvis Fogh provokerer dig, og det kan jeg godt forstå, så søg din viden andetsteds. Der er mange andre end Fogh som har været kritisk omkring ekspertbegrebet.
Findes der så ikke eksperter? Jo, det gør der i høj grad, men det er ikke alle dem som kaldes eksperter, som reelt er det. Derudover kan man være ekspert i mange ting, og ikke alle er lige faktuelle.
@Bjarne Jørgensen @Morten Balling
Med hensyn til spørgsmålet om æstetik som videnskab er jeg meget enig med Morten Kyndrup: "Den æstetiske relation. Sanseoplevelsen mellem kunst, videnskab og filosofi" (2008):
"I den kontinentale æstetiske tradition fra romantikken og frem har det været en indfældet og selvfølgelig del af selve bevægelsesinteressen for "æstetikken" også at skulle afgøre om der nu var tale om gode eller mindre gode æstetiske kvaliteter, ofte knyttet til artefakternes beskaffenhed (hvad der i denne tradition næsten udelukkende har villet sige kunst og kunstværker)", s. 139
"En æstetik som videnskab vil sigte mod at etablere viden om de æstetiske værdidannelsesprocesser og deres mulighedsbetingelser - altså om de processer hvori æstetisk værdi bliver til. Den sigter ikke selv mod at frembringe eller promovere bestemte æstetiske værdier", s. 144
Når Bjarne Jørgensen skriver følgende, vil jeg lige gøre opmærksom på Morten Kyndrups baggrund:
"Men jo flere værker, man har læst, og jo mere uddannet man er i at læse dem, jo mere kvalificeret vil ens vurdering dog være".
https://www.ny-carlsbergfondet.dk/da/morten-kyndrup
@Bjarne Toft Sørensen
Den dialektiske tilgang til vurdering af æstetik er et spørgsmål om netværk og ferniseringer. Mit yndlings eksempel var da Hirst besluttede sig for at klare sig uden Saatchi og en masse anmeldere som havde faldet i svime over Hirst, nu pludselig kunne gennemskue at Hirst var varm luft på pose.
Hvis man vitterlig ønskede en form for objektiv måling af æstetikken, kunne man starte med at studere neuroæstetik, men det er ikke mit indtryk at denne videnskab er vundet voldsomt frem de steder hvor man underviser i æstetik.
https://en.wikipedia.org/wiki/Neuroesthetics
Den forklarer ellers, hvorfor nogen synes at noget er "pænt". Til gengæld ville den være dræbende for en stor del af kunstverdenen, så modstanden imod den er måske ikke så mystisk.
@Morten Balling
Der er en række andre fagområder end dem, der befinder sig på kunst - og kultur institutterne på universiteterne, der også burde være i gang med forskning i æstetik, ikke mindst i æstetik med tilknytning til kunst.
Ligesom ved psykologi kunne det f.eks. være fag som filosofi, sociologi og antropologi.
https://www.indput.dk/artikler-blog/instituttets-forskning-om-projektet-...
Det er lykkedes for kunst - og kulturinstitutterne på universiteterne at overbevise de store fonde om, at de også sagtens kan finde ud af at forske psykologisk, filosofisk, sociologisk og antropologisk.
Nogle gange går det fint, og i mange tilfælde gør det ikke, fordi man på "kunst og kultur" mangler de faglige traditioner, erfaringerne og den "dybe" viden i kraft af mange års forskning hos forskere, der er knyttet til fag som psykologi, filosofi, sociologi og antropologi.
Set i et teori - og metode perspektiv får den slags forskning (f.eks. på ph.d niveau) ofte, på grund af sine mangler, karakter af noget, der i højere grad burde høre hjemme under det, der kaldes kunstnerisk forskning (kunstnerisk udviklingsvirksomhed) på kunstuddannelserne (hvor der ikke stilles videnskabelige teori - metode krav).
Så burde det vel have været der, at den pågældende forskning foregik, når det nu ikke var psykologi, sociologi, filosofi og antropologi, der fik de pågældende forskningsmidler til forskning i æstetik og kunst.
Se f.eks. følgende artikel af Morten Kyndrup:
http://arkitekturforskning.net/na/article/view/254