Farshad Farzankia kan ikke forklare, hvorfor nogle værker ikke kommer med på udstillingen

Det er et stort ansvar som kunstner at udvælge de værker, der skal på soloudstilling. Selvsagt må det lette processen, hvis man har skabt alle sine værker med netop denne udstilling for øje. Men nogle udstillinger består af et udvalg af kunstnerens værker, der er blevet til uden tanke for, at de skal på museumsudstilling. Og så må man til- og fravælge, så der opstår et slægtskab mellem det endelige udvalg af værker i rummet. 

Billedkunstner Farshad Farzankia har for nylig oplevet denne form for valg for første gang. Hvis jeg står, som hans udstilling på ARKEN hedder, indeholder både værker lavet for flere år tilbage, og værker, der er skabt i perioden op til udstillingen.

Til Informations sommerserie om at måtte udelade og fravælge som en del af en kunstnerisk proces besøger jeg Farshad Farzankia på museet i Ishøj en sommerdag i juni, mens han endnu er i færd med at udvælge de værker, der skal pryde museets vægge, for at forstå netop denne proces. 

Dagbog

Egentlig er 41-årige Farshad Farzankia uddannet grafisk designer, men i 2016 skiftede han kurs for at forfølge billedkunsten. Han er kendt for simple og farverige motiver med menneskelignende figurer, obskur symbolik og fugle.

De første værker, han solgte, var i 2017 til den japanske milliardær og kunstsamler Yusaku Maezawa, der havde opdaget Farzankia på Instagram. Maezawa er blandt andet kendt for at have indkøbt to Jean-Michel Basquiat-værker for lidt over en milliard kroner.

Værkerne til Farzankias første soloudstilling i 2018 hos galleriet Andersen’s Contemporary i København blev udsolgt, før udstillingen åbnede. Samme år blev alle de værker, han havde med på Untitled Art Fair i Miami, USA, udsolgt omgående, og anerkendelsen fra både ind- og udland er skyllet ind siden. 

I et hjørne af ARKEN for bunden af en trappe ligger et rum, der med sine gråhvide vægge ligner indersiden af en lys betonklods. Omtrent 20 malerier læner sig op ad rummets fire vægge klar til at blive hængt op. På mange af værkerne er fugle- og menneskelignende figurer afbildet i samspil med sprudlende farver, hvor særligt rød, gul og blå går igen. Ofte omgivet af sort.

Tre fritstående betonmure med flere værker hæver sig fra gulvet. En af dem er dedikeret til en mosaik af mindre malerier, tegninger og skitser. Foran den står Farshad Farzankia og kigger skiftevis op på den halvfærdige ophængning på væggen og ned på gulvet, hvor hans værker ligger spredt ud.

De fravalgte malerier placerer museets ansatte løbende ved indgangen til rummet – lige ved trappens top i en lidt mørkere afkrog. Af de malerier, som ikke kommer med på udstillingen, synes Farshad Farzankia, vi skal tale om et maleri, han begyndte på i 2018 og færdiggjorde i løbet af 2020 og 2021. Han tænker på det som en gammel dagbog.

»Det var et meget farverigt billede, før jeg malede det over. Det sorte kom på under coronatiden og Black Lives Matter-bevægelsen. Hele det år var tungt. Så fik det et andet udtryk lige pludselig.«

Han beskriver det nøgternt som et maleri med menneskelignende figurer, som kigger i forskellige retninger. En figur i midten holder en fugl i hånden, mens andre fugle sværmer omkring.

Gule, røde, grønne, blå og brune farver pryder forskellige felter og bliver tåget ind i en sort farve, som figurerne kæmper med. Egentlig minder det i sin symbolik og sit farvevalg lidt om nogle af de udvalgte malerier.

– Hvorfor kommer maleriet ikke med på udstillingen?

»Det kan jeg ikke forklare. Det er bare en tilfældighed. Eller det er noget, man beslutter sig for, men det er lige så meget en tilfældighed. Det er en sansning.«

Lynch og Bowie

Men maleriet blev ikke udeladt, fordi det ikke hænger sammen med de andre, forklarer Farzankia. Faktisk hænger alle hans værker sammen.

»Jeg synes, at de alle sammen er det samme billede. Jeg tror på, at man som menneske, der sætter ting i verden, skaber, kreerer, eller hvad fanden man kalder det, laver stort set det samme igen og igen. De får bare et nyt skind, en ny årstid eller farve.«

»Ligesom hvis du ser en David Lynch-film fra starten og slutningen af hans karriere. Der er nogle tråde, der forbinder dem, fordi det er den samme mand. Ikke fordi han nødvendigvis er god eller dårlig, men man kan ligesom ikke løbe fra det. Også med Bowie, der hele tiden skifter scene, musik og genre – du kan stadig høre, det er Bowie.«

I lang tid op til udstillingen forsøgte han at skabe en form for skabelon over, hvordan værkerne skulle placeres i rummet. Men det fungerede ikke. Derfor hev han en masse malerier ind – flere end der var plads til – og har sammen med seniorkurator Dorthe Juul Rugaard arrangeret dem på stedet, alene ud fra hvad der skabte den bedste visuelle rytme. Altså var det mere et spørgsmål om, at de udvalgte malerier fungerede bedre i dette rum, end de udeladte gjorde. Og igen er det ud fra en sansning.

»Udstillingen får lov til at gøre det, den gerne vil. Det kræver bare, at jeg er åben over for det, og at jeg mere er et instrument end et klogt overvejende menneske, der hele tiden skal reflektere over det. Den bedste situation er, at man ikke tænker. Ideelt set vil jeg også male, uden at vide hvad det skal bruges til.«

Det at have et museumslokale som en klar ramme har ikke været en begrænsning for ham. Tværtimod har lokalet til debutsoloudstillingen »åbnet sig mere op«, end han har været vant til.

»Jeg er taknemmelig for det her rum. Der er aldrig så højt til loftet hos gallerier. Mine malerier skal have masser af luft omkring sig.«

Og alle de værker, som ikke kommer med på udstillingen, »fik deres chance«, siger han. Derfor var det – trods minderne, der knytter sig til malerierne – ikke synderligt svært at skære fra til udstillingen.

»Malerierne, der bliver valgt fra, får jo bare et liv et andet sted – hvorfor skulle man ellers lave det?«

Farshad Farzankia: ’Hvis jeg står’, ARKEN, Ishøj. Indtil den 27. februar 2022.