Fem anmeldelser af Lone Hørslevs nye roman, fem vidt forskellige domme

Er ens uddannelsesbaggrund også lig med ensrettede anmeldelser? Trods ens udgangspunkt i uddannelse er der langt fra enighed hos anmelderne, om hvorvidt Lone Hørslevs nye roman ’Halvt i himlen’ er en vellykket historisk skildring eller kunstnerisk uambitiøs
Er ens uddannelsesbaggrund også lig med ensrettede anmeldelser? Trods ens udgangspunkt i uddannelse er der langt fra enighed hos anmelderne, om hvorvidt Lone Hørslevs nye roman ’Halvt i himlen’ er en vellykket historisk skildring eller kunstnerisk uambitiøs

Torben Huss

Kultur
20. august 2021

I sin nye historiske roman Halvt i himlen skildrer Lone Hørslev 1920’ernes København gennem sin egen slægtshistorie. I romanen følger man to søstre, Ellen og Dagmar, i en krydsfortælling om kærlighed, kvindevilkår og arbejderklassen.

Fem aviser har anmeldt bogen, der udkom for godt en uge siden. De fem anmeldere, tre mænd og to kvinder, er alle akademikere fra enten litteraturstudiet eller nordisk sprog. Trods ens udgangspunkt i uddannelse er der store forskelle i vurderingen og i vægtningen af forholdet mellem romanens indhold og sprog.

Berlingske giver fire stjerner

I Berlingske er anmelder Anne Sophia Hermansen især optaget af romanens skildring af datidens kvindevilkår og uddeler fire stjerner. Hermansen roser bogen for dens gribende fremstilling af den historiske periode: »Er man lidt nørdet anlagt, er her viden at hente om København for 100 år siden, og er man til en velfortalt historie, er det en roman, man inhalerer.«

Hermansen beskæftiger sig ikke med romanens sprog, men lader fortællingen være anmeldelsens fokus. Hermansen er ganske personlig i sin anmeldelse og ikke ked af at inddrage sit eget jeg: »Jeg læste den selv i et stræk – og savnede bagefter de to søstres selskab.« Hun konkluderer, at »alle familier er hjemsøgt af hemmeligheder og løgne. Nogle af dem er så store og kulørte, at de kan omgøres til laber litteratur. Det har Lone Hørslev gjort med Halvt i himlen og tak for det«.

Kristeligt Dagblad giver tre stjerner

Kristeligt Dagblads Rasmus Vangshardt uddeler tre stjerner og er mindre entusiastisk over romanens historiske skildring, som ifølge ham savner enhver kunstnerisk ambition.

Ifølge Vangshardt er romanen »båret af kærlighedsfortællingen og kvindernes seksuelle frigørelse på godt og ondt«, men han kritiserer romanen for dens »overeksplicitering på læserens vegne« og dens »karikerede forudsigelighed i karaktertegningen«, der bevirker, at de »engang levende personer dør i romanen«.

Derudover er Vangshardt optaget af, at romanens breve, der er »forsøgt holdt i datidens stil« ikke er udført ordentligt og på den måde fejler som autentisk skildring af en historisk epoke: »Ubegribeligt, at det kan ske, men det er også sigende for bogens generelle historiske anliggende: Hvor virkelige disse personer end har været, taber de både form og indhold i litteraturen.«

Information er ovenud begejstret

Lige modsat forholder det sig hos Informations Erik Skyum-Nielsen. Her i avisen uddeler vi ikke hjerter eller stjerner, men Skyum-Nielsen er ovenud begejstret for romanen. Han er optaget af romanens indhold og mener, at fortællingen »emmer af lokal- og tidskolorit«. Anmelderen kortlægger de to søstres familieforhold og beskriver deres romancer og gør i det hele taget en del ud af at referere bogen. Han dvæler dog også ved sproget, da han analyserer en passage, der beskriver søstrenes mor. Passagen er »på den ene side en klasse- og miljøforankret karakteristik af kvindekår i København anno 1924, men på den anden side virker den også typisk Hørslev ved sit raske tempo«.

Afslutningsvist tilslutter Skyum-Nielsen sig den ene søster, Ellens, ord: »Jeg elsker historier, hvor jeg kan få lov at leve mig rigtigt ind i personerne. Så bliver jeg de personer.« Det, man tager med sig fra anmeldelsen, er anmelderens begejstring for den vellykkede historieskildring og de formfuldendte karakterer.

Politiken giver fire hjerter

Også i Politiken er Lilian Munk Rösing gennemgående begejstret for Hørslevs feministiske historieskildring og giver bogen fire hjerter. Hun spår, at bogen bliver forfatterens folkelige gennembrud. I sin gennemgang af romanen lægger Munk Rösing især vægt på romanens skildring af kvindeligt begær. Hun skriver, at »Hørslev skriver godt og sanseligt. Fra Tivolis berusende duft af ’sukkeræbler, krudt og limonade’ til den klumre lille bille-invaderede lejlighed, hvor søstrene bor med deres mor og bror, og hvor luften er tyk af råd og muselugt og naboernes støn og skænderier og barnegråd og bælteslag.«

Munk Rösing har i begyndelsen af romanen forbehold over for fortællingen, som hun syntes var »en kende for triviel«, men ikke helt atypisk for anmelderen skriver hun: »Men så kom der en scene, som slog benene væk under mig« og refererer til en specifik scene, hvor manden, her den korpulente kunstmaler Kai Nielsen, mod forventning hos læseren bliver objekt for kvindens nydende blik, her den ene søster, den kække Dagmar. Anmelderen anskuer scenen som et nik til #MeToo og beskriver romanen som »en slags retrospektiv litterær godtgørelse«.

For Munk Rösing handler Hørslevs roman først og fremmest om kvindekamp, men hun kommenterer også sproget, og konkluderer at »Hørslev skriver godt og sanseligt«, selv om »aforistiske fortællerkommentarer« forstyrrer hendes læseoplevelse og kan virke forstyrrende: »Som et forhus kan skjule et baghus, kan også en følelse stå i vejen for en anden.«

Weekendavisen er decideret ubejestret

Den anmeldelse, der skiller sig mest ud, er Lars Bukdahl i Weekendavisen, som er decideret ubegejstret. Til forskel fra de øvrige anmeldere bruger han ikke meget plads på at gengive bogens projekt for læseren, men sætter sit eget jeg i front. Han bruger tilmed sin egen anmeldelse af Hørslevs debutroman som hele sin anmeldelses afsæt: »Jeg fortryder, at jeg i sin tid brugte kræfter på at være kritisk i min anmeldelse af Lone Hørslevs debutroman, Fjerne galakser er kedelige, 2005, i stedet for bare at være taknemlig for den livfuldhed, hvormed skriften kriblede og krablede.«

Denne indignation danner grundlaget for resten af anmeldelsen. Mens de andre anmeldere har lagt mest vægt på romanens indhold, er Bukdahl mest optaget af sproget, som ifølge ham er »grusomt gumpetungt« Han skriver: »Hvordan kan det være, at det efter 16 år og otte yderligere bøger er blevet lige meget at skrive godt og sjovt og sært og vildt og karakterfuldt? Er det virkelig prisen for at blive lanceret som kulørt hardback-bestseller på Politikens Forlag? Sikke dog en traurig djævlekontrakt!«.

Han konkluderer, at plottet er banalt, men at enkelte scener næsten formår at vække sproget: »et ydmygende #metoo-overgreb på restauranten og den pludselige, højdramatiske forvikling under en society-fest, forlenes med en vis intensitet, der momentant vækker det slumrende sprog til funktionel, dynamisk dåd, men det er forbandet ensomme undtagelser.« Et snævert fokus på sproget, og hvad han personligt hellere vil have, er det, der styrer hans anmeldelse. Læseren bliver mindre klog på, hvad det er for en bog, Hørslev har skrevet.

Dansk litteratur og kritik anno 2021

Lider dansk litteratur og kritik under en kvælende ensretning? Er den danske dagbladskritik blevet for professionel, subjektiv og indforstået? Eller står det i virkeligheden meget godt til? De spørgsmål forsøger vi i den kommende tid at belyse og få forskellige udlægninger af.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Interessante læsninger og sammenligninger af anmeldelser fra artiklens forfatter.

Når der står: "---store forskelle i vurderingen og i vægtningen af forholdet mellem romanens indhold og sprog", må det også være vigtigt at inddrage hvilken type roman, der er tale om, hvor det vel ved en roman som denne, til en vis grad, vil være mere centralt at prioritere det indholdsmæssige højt.

Med hensyn til det sproglige må det også være væsentligt at skelne mellem, hvad det er, der prioriteres højt ved vurderingen. Når Lars Bukdahl savner en skrift, domineret af noget "godt og sjovt og sært og vildt og karakterfuldt", så er det næppe en impressionisme som Josefine Klougarts, han savner.

Kritikeres tilgang i anmeldelser kan såvel være præget af deres: 1) litteratursyn 2) særlige præferencer og holdninger i retning af graden af brug af sådanne præferencer 3) mere generelt nogle idealer med henblik på, hvad der kendetegner den gode anmeldelse 4) de muligheder og grænser, der gives på det enkelte dagblad, når det drejer sig om litteraturanmeldelser.

Som ved de olympiske ringe er der tale om forhold, der i praksis ikke klart kan adskilles, og som i den givne anmeldelse spiller sammen på forskellige måder.

Jørgen Mathiasen

Det er en gevaldig interesse for anmelderi. Man fristes til at gøre opmærksom på, at der findes et udvalg af tekster om reception, receptionsteoriers udviklere og andre tekster om litteraturvidenskabelige metoder. Hvis man interesserer sig for den slags, er der rigeligt at gå i gang med.

Det (meget) læsende menneske står over for en syndflod af tekster. For mit eget vedkommende satser jeg stærkt på intertekstualitet i en bred forstand, som også omfatter personnetværk. Det er klart, at anmelderes vurderinger dermed rykker lidt i baggrunden.

Som et aktuelt eksempel havde Die Zeit i sidste uge en anmeldelse af en 720 siders fremstilling af intertekstualiteten mellem Marx, Richard Wagner og Nietzsche. Det var en nyttig anmeldelse, som rykkede bogen en klasse ned i prioritet. Fuldstændig uden indvirkning fra anmeldere var til gengæld anskaffelsen af en ret ny Hitler-biografi af Brendan Simms. Gennem præsentationen af bogens grundtese på omslaget så den ud til at være uundværlig. Det har vist sig at være sandt.