Ordrupgaard
Læsetid: 8 min.

Med genåbningen er Ordrupgaard blevet et af de vigtigste danske kunstmuseer

Med en tale om Freud, der blev Joy Mogensens sidste som kulturminister, åbnede Ordrupgaard fredag efter fire års lukning med en suveræn ny tilbygning, der igen gør det muligt at se kunstmuseets imponerende samling af fransk kunst fra det 19. århundrede
Ordrupgaard har fået en fantastisk ny tilbygning. Med den rykker museet flere pladser frem i hierarkiet og står nu som et af de absolut vigtigste danske kunstmuseer og som det med den mest spændende arkitektur, skriver Peter Nielsen i sin anmeldelse.

Ordrupgaard har fået en fantastisk ny tilbygning. Med den rykker museet flere pladser frem i hierarkiet og står nu som et af de absolut vigtigste danske kunstmuseer og som det med den mest spændende arkitektur, skriver Peter Nielsen i sin anmeldelse.

Laura Stamer

Kultur
17. august 2021

Berigtigelse: I en tidligere version af artiklen gættede skribenten på, at kulturminister Joy Mogensens tale til åbningen af det udvidede Ordrupgaard næppe var skrevet af hende selv, men af en taleskriver i ministeriet. Det er ikke korrekt. Joy Mogensen havde selv forfattet talen. Endvidere stod arkitekten Zaha Hadid omtalt som iraner. Hun er ganske rigtigt irakisk-brite. Vi beklager fejlene. Red.

Allerede på vej fra parkeringspladsen til Ordrupgaards indgangsparti bliver man som besøgende slået af en ny lav skulpturel stålkonstruktion i skarpskårne geometriske former, godt en meter i højden. Konstruktionen gennemskæres diagonalt af en slags gangbro, der fungerer som den nye vej hen til den indgang, som den irakiske stjernearkitekt Zaha Hadid skabte til museet i 2005.

Siden bliver det klart, at stålkonstruktionen i virkeligheden er taget på den nye underjordiske tilbygning – eller mere præcist markerer den over jorden omfanget af den største af de tre nye sale under jorden, hvor museets samling af fransk impressionistisk kunst nu omsider igen har fundet et hjem.

Det er med andre ord toppen af isbjerget, den besøgende ser, når man ankommer til Ordrupgaard. Tagkonstruktionens skulpturelle former og facetter bryder lyset og reflekterer himlen alt efter årstid og tid på dagen.

’Himmelhaven’ hedder udvidelsens nye ydre eller karnevalistiske hat. Dermed sender arkitektfirmaet en hilsen til den impressionistiske måde at fange lyset på og dets skiftende karakter, som fastholdes på lærredet i de udødelige værker under jorden.

De har været længe undervejs på Ordrupgaard. I fire år har kunstmuseet været lukket for publikum for at få den storstilede tilbygning på plads, hvilket omsider skal gøre det muligt at vise museets enestående samling af fransk impressionistisk kunst i sin helhed.

Snøhettas tilbygning

Det norske arkitektfirma Snøhetta, der især er kendt for Operaen i Oslo, Bibliotheca Alexandrina i Egypten og The National September 11 memorial Museum & Pavilion i New York, har med udvidelsen af Ordrupgaard for første gang fået en fod indenfor i Danmark. Og hvilken fod.

Der var derfor linet op til den store officielle åbning med deltagelse af kronprinsen og kulturministeren, og alt hvad der kan kravle og gå af den danske kulturelite. Museets direktør, Anne-Birgitte Fonsmark, bød velkommen, og kulturminister Joy Mogensen (S) holdt den egentlige åbningstale, som var overvældende og ganske usædvanlig kulturministeriel.

Den officielle genåbning af Ordrupgaard var med deltagelse af kronprinsen og kulturministeren, og alt hvad der kan kravle og gå af den danske kulturelite.

Den officielle genåbning af Ordrupgaard var med deltagelse af kronprinsen og kulturministeren, og alt hvad der kan kravle og gå af den danske kulturelite.

Keld Navntoft

Joy Mogensens fremførsel af talen var dygtigt og levende indstuderet. Hun må have moret sig, da hun skrev den, hvor hun havde grebet den oplagte kobling mellem museets nye underjordiske sale og menneskets underbevidshed.

Så vi fik lige en kulturministeriel lektion i Freud, sågar kombineret med myten om Orfeus og Eurydike – og det var så Joy Mogensens sidste gerning som kulturminister, inden hun søndag valgte at trække sig.

Derefter fik kronprinsen lov at klippe den røde snor over og erklære det nye udvidede Ordrupgaard for åbent.

Faktisk er det en fantastisk historie om Ordrupgaard, der blev til i 1918 som ramme om ægteparret Wilhelm og Henny Hansens hjem og private kunstsamling af fransk kunst fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede og dansk kunst fra samme periode.

Efter at den sidste af ægtefællerne, Henny Hansen, døde i 1951 testamenterede hun i overensstemmelse med manden samlingen, boligen og parken til den danske stat, og i 1953 åbnede Ordrupgaard som statsligt kunstmuseum med en af de største samlinger af fransk impressionistisk kunst i Nordeuropa.

Fra parkeringspladsen til Ordrupgaards indgangsparti møder man som besøgende en lav skulpturel stålkonstruktion i skarpskårne geometriske former, godt en meter i højden. Konstruktionen gennemskæres diagonalt af en slags gangbro, der fungerer som den nye vej hen til den indgang, som den iranske stjernearkitekt Zaha Hadid skabte til museet i 2005.

Fra parkeringspladsen til Ordrupgaards indgangsparti møder man som besøgende en lav skulpturel stålkonstruktion i skarpskårne geometriske former, godt en meter i højden. Konstruktionen gennemskæres diagonalt af en slags gangbro, der fungerer som den nye vej hen til den indgang, som den iranske stjernearkitekt Zaha Hadid skabte til museet i 2005.

Laura Stamer
I 2005 fik Ordrupgaard med Zaha Hadids dristige og mesterlige tilbygning fra 2005, der med sort lavebeton og kompromisløs råhed skød knaldhårdt modernistisk ind på den klassicistiske hovedgård.

At der selv efter udvidelsen i 2005 ikke var plads til at vise store dele af den imponerende samling, er den egentlige grund til den nye udvidelse, som samtidig skal danne bro fra Zaha Hadids radikale knopskydning tilbage til den oprindelige hovedbygning af Gotfred Tvede fra 1918.

Farlig arkitektur

Som presse var vi henvist til lange ventetider, ligesom vi ikke fik lov at se de nye rum og kunsten. Det gav undervejs sine små overraskelser.

Jeg underholdt en lille gruppe om den i mine øjne farefyldte stålkonstruktion ved indgangspartiet og forudså, at den snart måtte ændres, fordi gangbroen, der skærer sig gennem den, bliver glat ved regn og frost. Ligesom de små og ikke specielt synlige niveauforskelle i den let nedsænkede ’Himmelhavet’ vil føre til, at folk mister balancen, når de ankommer og forlader museet.

En af vagterne, der holdt øje med, at pressen ikke stak af fra vores små indhegninger, var forbavsende åbenmundet og bekræftede flere fald i de første dage. Jeg var selv vidne til, at en afdelingschef for Kulturministeriet skvattede på vej ind.

Hver gang nogen går hen over den nye gangbro, lyder det faktisk som en torden i det fjerne. »Bliver det uvejr,« hørte jeg flere spørge. En af vagterne sagde tørt: »Så skulle du bare høre det nede fra den store sal, hvor det lyder som en endnu voldsommere rumlen.«

En kvinde, fra Snøhetta viste det sig senere, blandede sig i vores lille gruppe og fortalte, at hun havde været med til at tegne den hældende tagkonstruktion på Operaen i Oslo, som er en del af bygningen, de besøgende kan besigtige. Også der er folk faldet som følge af den dristige arkitektur, kunne hun fortælle.

Unik grotte

Jeg kunne ikke komme til at se den nye tilbygning og nyophængning af den franske samling, før kronprinsen havde gjort sig færdig og forladt stedet. Det trak langt ud over den berammede tid, for kronprinsen besluttede spontant at hænge lidt ud med Tal R inde i hans nye særudstilling, der er en del af museet, mens hans chauffør trippede utålmodigt.

Men omsider blev det tid til at se det, jeg egentlig var kommet for. Da havde det meste af den øvrige presse fået deres billeder af kronprinsen i kassen og forladt stedet. De var mest til royalt lir, ligeglade med arkitekturen og kunsten.

Det er en unik grotte, de har bygget under Ordrupgaard. Over jorden forbinder den sig nærmest uden overgang med Zaha Hadids tilbygning. Når man når ned ad trapperne syv meter under jordens overflade, åbenbarer der sig tre store udstillingssale, der forbinder sig med hinanden i et zigzagforløb.

Salene er mere hilsner til de oprindelige udstillingsrum i den klassicistiske hovedbygning end Zaha Hadids modernistiske tilbygning. De tre sale, to ens rum først og sidst og med det største og højeste rum i midten, er alle lysende milde.

Gulve, vægge og loft er beklædt med lyst egetræ. Væggene er beklædt med ekstra svagt fremskudt væg i sartgrøn farve til ophængning af malerierne. Loftet består af en lang række kvadrater eller kassetter, der fungerer som en slags teatertragt for det nedsænkede spotlys, der er individualiseret i forhold til belysningen af hvert enkelt værk.

Det er fleksibelt og genialt løst. Det betyder, at man i den ene ende ikke kan se selve lyskilderne i den anden ende. Lyset er der bare, selv om intet naturligt lys trænger ned i grotten. Lyset føles på en og samme tid dæmpet og præcist på værkerne. Som om hvert værk står og lyser eller står i forbindelse med et lys, der kommer inde fra værket selv.

Det fornægter sig ikke, at Snøhetta er norsk. Det gælder valg af materialer, men også som en erfaring med at køre gennem tunneller i de norske fjelde med hurtige skift mellem lys og mørke. De nye sale er vildt smukke i sig selv og samtidig lidt som tunneller, den besøgende lige er kørt ind i. For enden af hver sal får man i kraft af ekstra brede og høje døråbninger og stærkt lys i mellemgangene fornemmelsen af lys fra enden af tunnellen.

Det er i sandhed lidt som at være på en fantastisk rejse at vandre gennem Ordrupgaards nye sale.

Og kunsten? Museets samling af fransk kunst har virkelig fundet et perfekt hjem. Det er en rystende god samling, museet besidder, og det bliver man i den grad mindet om: Eugène Delacroix, Alfred Sisley, Claude Monet, Pierre-Auguste Renoir, Berthe Morisot, Paul Gauguin, Henri Matisse, Edgar Degas, et helt vidunderligt nature morte af Odilon Redon, en imponerende samling af Camille Pissarro, Adolphe Monticelli, Charles-François Daubigny, Camille Corot.

Ordrupgaards nye sale indeholder en rystende god samling af fransk kunst.

Ordrupgaards nye sale indeholder en rystende god samling af fransk kunst.

Laura Stamer
Ja, jeg kunne blive ved. Alle de store mestre er der med store værker. Og ophængningen er suveræn, fordi den i så høj grad giver plads og ro til hvert enkelt værk.

Ordrupgaard må blive et tilløbsstykke af de helt store i den kommende tid.

Det gode er også, at museets leder, Anne-Birgitte Fonsmark, i dagens anledning også med bogen Fransk kunst på Ordrupgaard har skrevet en god introduktion til samlingen, hvor hun også fortæller den spændende historie om kunstsamleren Wilhelm Hansen.

Dansk udgang

For enden af de tre nye sale når man til et nyetableret trappehus, der fører en op til den oprindelige Ordrupgaard-villa. Overgangen føles naturlig. Heroppe har man samlet den ligeledes imponerende danske samling med vægt på Vilhelm Hammershøi, L. A. Ring, Christen Købke og fynboerne Johannes Larsen, Peter Hansen og Fritz Syberg.

Her blandt fynboerne løber jeg ind i den fynske maler Ulrik Møller, der lige nu er aktuel med en stor udstilling, Happy Together, på Faaborg Museum. Han ser Johannes Larsen som den store mester, samtidig med at Ulrik Møller selv intimt forbinder sig med de ovennævnte. Han er den naturlige forlængelse og fornyer af den tradition, der udgår fra både Hammershøi og fynbomalerne.

Også den danske samling kommer til sin fulde ret her i de gamle omgivelser.

Hvis jeg skal prøve at konkludere, har Ordrupgaard fået en fantastisk ny tilbygning. Med den rykker museet flere pladser frem i hierarkiet og står nu som et af de absolut vigtigste danske kunstmuseer og som det med den mest spændende arkitektur.

Samtidig er museet også blevet et kunstmuseum i en international liga. Og så har jeg slet ikke nævnt Finn Juhls Hus, de højt profilerede samtidskunstnere, der har lavet værker i museumsparken, selve Wilhelm og Henny Hansens privatbolig og særudstillingen Alene hjemme med Tal R. Ordrupgaard er et kunstnerisk paradis.

Ordrupgaard, Vilvordevej 110, 2920 Charlottenlund. Åbent tirsdag, torsdag og fredag 13-17, onsdag 13-21 og lørdag/søndag 11-17.

Anne-Birgitte Fonsmark: Frank kunst på Ordrupgaard. Strandberg Publishing. 200 sider. 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Det var i hvert fald en umådelig lang og også for lang tale med al for megen schwung, som ministeren holdt. Det var så svanesangen, hvad man ikke vidste, da man som tv-seer kæmpede med tålmodigheden.

Men anmeldelsen her giver da lyst til besøg - dog først, når det kan gennemføres uden fare for liv og lemmer. Giv en melding, når Arbejdstildsynet eller hvem det måtte være har aflagt besøg. og det bliver sikkert at færdes på Ordrupgård!

Ove Bech Holdensen

Zaha Hadi var fra IRAQ - ikke Iran

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
Maj-Britt Kent Hansen hørte du talen?

Jeg glæder mig til at se udstillingen og den nye tilbygning. Snøhetta er en af Nordens dygtigste arkitekter.

Mvh

Maj-Britt Kent Hansen

G. G.: Ja, jeg hørte talen på tv. Derfor min kommentar.

Ser også frem til at besøge museet, når det bliver forsvarligt, jf. Peter Nielsens omtale af fald m.m.

Torben Holleufer

Det kan jo smutte i billedteksterne, hvor journalistens tekst er overladt til redaktionssekretæren, og så kan Irak nemt blive til Iran. Den mesterlige arkitekt Dame Zaha Hadid var vist ret beset britisk statsborger gennem mange år og ligger begravet mellem sine forældre på en måde, som er æstetisk skønhed, der nærmest må være rejsen til Woking udenfor London værd. Jeg vil nu nøjes med at tage til Vilvordevej.

Kurt Lindy Hansen

Lige til det sidste må Joy Mogensen høre. Så er talen for lang, og så har hun ikke selv skrevet den. Ak ja.

Maj-Britt Kent Hansen

Ifølge Informations berigtigelse havde ministeren selv skrevet talen. Se ovenover artiklen.