Interview
Læsetid: 7 min.

»Kritikkens individualisering kommer af, at anmelderen ikke længere skriver i en højere sags tjeneste«

Litteraturanmelderne skal ikke som tidligere kæmpe for en eller anden ’ismes’ sag, når de anmelder, og derfor kan de i dag uden videre skifte fra den ene avis til den anden. Anmelderen repræsenterer nemlig først og fremmest sig selv, mener litteraturforsker Lars Handesten
Kultur
27. august 2021
Litteraturforsker og lektor ved Syddansk Universitet Lars Handesten.

Litteraturforsker og lektor ved Syddansk Universitet Lars Handesten.

Karoline Bernild

I sidste uge bragte vi på baggrund af Katrine Marie Guldagers sommerinterviewrække med forfattere og kritikere en undersøgelse af 75 dagbladkritikeres uddannelse for at undersøge, om den danske litteraturkritik er blevet så ensrettet, som det har været formuleret i interviewserien.

Hvis der findes en person, der kan sætte sidste uges undersøgelse i historisk perspektiv, er det Lars Handesten, lektor i dansk på SDU og anmelder på Kristeligt Dagblad.

Han har gennem mange år forsket i det litterære felts forskellige aktører, og i 2018 udgav han værket Litteraturen rundt, hvori han blandt andet behandler litteraturkritikkens funktion og udvikling.

– Hvordan ser du kritikkens rolle i det litterære felt?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Interviewet med Handesten er sådan set en demonstration af det modsatte af det, som er rubrikkens udsagn. Kritikkens individualisering er netop et resultat af, at anmelderen skriver i ”en højere sags tjeneste”, nemlig en fortsat dyrkelse af et romantisk genibegreb på anmeldelsesniveau (modsat på videnskabsniveau), først og fremmest med henblik på kunstnerens og vedkommendes værk og dernæst med henblik på den litteraturuddannede anmelder og vedkommendes anmeldelse og smagsdom.

Det er forkert med Handesten alene at gøre anmelderens smagsdom afhængig af et litteratursyn, i betydningen afhængig af generationsforhold og skoling i forskellige teoridannelser. Det må også i høj grad afhænge af anmelderens og dagbladets syn på, hvad anmelderens opgave er i forhold til brugeren, og det vil i praksis sige, hvad den gode anmeldelse er, og i dette ligger der også implicit et bestemt kunstsyn.

Dagbladenes litteraturanmeldelser i relation til smagsdommen er her typisk udtryk for et romantisk kunstbegreb.

Er anmeldelses smagsdom orienteret mod anmelderens ”smag” på værket (jeg – orienteret, i betydningen af én af de litterært indviede, der har forstand på god smag), eller er den orienteret mod brugeren i betydningen, hvad læseren kan få ud af at læse dette værk? Som det fremgår af rubrikken, er Handesten tilhænger af førstnævnte.

Jeg er enig i, at man kan være fagkyndig inden for litteratur (litteraturvidenskab), men kan man også være fagkyndig i litterære smagsdomme? I givet fald i hvilken forstand? Vel ikke i betydningen god eller dårlig smag?

På den ene side har litteraturvidenskaben som videnskab været nødt til at opgive den æstetiske tradition fra romantikken, hvor det har været en selvfølgelig interesse for æstetikken også at skulle afgøre, om der var tale om gode eller mindre gode æstetiske kvaliteter i forbindelse med kunstværker.

På den anden side har man alligevel ønsket at fastholde den litteraturvidenskabeligt uddannede kritiker som én, hvis opgave det er at afsige æstetiske værdidomme ud fra en professionel position og på vegne af kunstsystemet som sådan.

Bjarne Toft Sørensen

Bortset fra min påpegning af en ”blind vinkel” hos Handesten, eller måske snarere i rubrikkens måde at fremhæve et bestemt synspunkt i fremstillingen på (?), er det på mange måder en rigtig god og oplysende artikel.

Jeg bruger selv anmeldelser til, efter at have læst bøgerne, at få andre og nye perspektiver på det, jeg har læst. Måske var der noget, jeg havde overset eller misforstået?

Undervejs i læsningen af artiklen kom jeg til at tænke på kapitlet ”Forfatterens død” i Poul Behrendts ”Fra skyggerne af det vi ved. Kunst som virkelighedsproduktion” (2019), hvor der i et afsnit, med titlen ”Dødens fravær på kulturredaktionerne” bl.a. står:

”Mens man på de gymnasiale uddannelser og højere læreanstalter således med stor passion fortsat dyrker tekster uden forfattere, så dyrkes det stik modsatte på avisernes kulturredaktioner og på tv – skærmene uden for universiteterne: forfattere uden tekster. Her udtaler forfattere sig gerne om alt det, der har været døden for dem på universiteterne – forfatteren taler om meningen med sin bog og om sin mening om andre forfattere, om sit privatliv, nationens tilstand eller om krigsindsatserne i Bosnien, Afghanistan, Libyen eller Syrien” (s. 23).

Min påstand er, at bestemte dele af institutionen kunst, i bred forstand, ser en økonomisk fordel i at fastholde og bekræfte et romantisk kunstbegreb (og litteraturbegreb) hos et ellers veluddannet middelklassepublikum, med den store kunstner (forfatter) i centrum ("universalgeniet"). Hvilket bl.a. afspejles i anmeldelses – systemet med kritikeren som "apostel" for den gode smag.

På den måde svigter dele af institutionen deres opgave med henblik på folkeoplysning.

For et par år siden oplevede jeg en kunstekspert holde et foredrag om bl.a. museernes udnyttelse af fascinationen af den store kunstner til alskens kommercielle formål, der ud fra et kunstfagligt perspektiv var helt uden relevans, og vedkommende nævnte en bestemt udstilling med Asger Jorn som eksempel.

Reaktionen blandt tilhørerne var voldsom, og vredt lød det nærmest i kor: ”Asger Jorn er en stor kunstner”. Kunsteksperten mødte en uigennemtrængelig ”mur”.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
" Jeg vil gerne læse en anmeldelse af en, der ved noget om litteratur, som kan give et perspektiv enten i forhold til det øvrige forfatterskab eller en trend i tiden og oprette en æstetisk målestok, jeg kan forholde mig til. Jeg vil gerne have en kvalificeret kritik, jeg kan være enig eller uenig i".

Hvad det første angår kan jeg kun være enig ("en, der ved noget om litteratur").

Jeg vil også gerne have "perspektiv i forhold til det øvrige forfatterskab eller en trend i tiden", men det må ikke blive alt for dominerende i forhold til det, der efter min mening bør have den centrale plads i anmeldelsen, nemlig det karakteriserende og elementært analyserende i forhold til værket.

Jeg vil også gerne have "en kvalificeret kritik, jeg kan være enig eller uenig i", MEN det må ikke blive på bekostning af et fokus på det anmeldte værk, hvor anmeldelsen i højere grad får karakter af at dreje sig om kritikerens personlige præferencer end om værkets styrker og svagheder.

For mig er en anmeldelse først og fremmest en brugstekst, ikke en æstetisk oplevelsestekst, selv om jeg da forventer, at den er godt skrevet.

Hvis vi ser på de nævnte anmeldelser af Lone Hørslevs "Halvt i himlen", så kommer det perspektiverende og vægten på egne præferencer til at fylde for meget i Lilian Munk Rösings anmeldelse i Politiken og Lars Bukdahls i Weekendavisen.

Den bedste anmeldelse, som anmeldelse betragtet, er i mit perspektiv Erik Skyum-Nielsens i Information.

https://www.information.dk/kultur/2021/08/fem-anmeldelser-lone-hoerslevs...