»Kritikkens individualisering kommer af, at anmelderen ikke længere skriver i en højere sags tjeneste«

Litteraturanmelderne skal ikke som tidligere kæmpe for en eller anden ’ismes’ sag, når de anmelder, og derfor kan de i dag uden videre skifte fra den ene avis til den anden. Anmelderen repræsenterer nemlig først og fremmest sig selv, mener litteraturforsker Lars Handesten
Kultur
27. august 2021
Litteraturforsker og lektor ved Syddansk Universitet Lars Handesten.

Litteraturforsker og lektor ved Syddansk Universitet Lars Handesten.

Karoline Bernild

I sidste uge bragte vi på baggrund af Katrine Marie Guldagers sommerinterviewrække med forfattere og kritikere en undersøgelse af 75 dagbladkritikeres uddannelse for at undersøge, om den danske litteraturkritik er blevet så ensrettet, som det har været formuleret i interviewserien.

Hvis der findes en person, der kan sætte sidste uges undersøgelse i historisk perspektiv, er det Lars Handesten, lektor i dansk på SDU og anmelder på Kristeligt Dagblad.

Han har gennem mange år forsket i det litterære felts forskellige aktører, og i 2018 udgav han værket Litteraturen rundt, hvori han blandt andet behandler litteraturkritikkens funktion og udvikling.

– Hvordan ser du kritikkens rolle i det litterære felt?

»Det, som jeres egen undersøgelse også viser, er, at der er rigtig mange universitetsuddannede kritikere på dagbladene. De fleste har en akademisk uddannelse fra KU eller AU og gerne inden for litteratur. Men der har samtidig også været historisk tradition for, at visse genrer bliver anmeldt af andre grupper. I mange år er krimier ofte blevet anmeldt af journalister, der typisk har haft en særlig interesse for den slags.

Det andet er, at den litterære kritik deler stofområde med journalistiske genrer som interviewet og portrættet. Disse genrer fylder meget i aviserne og har en prominent plads. Det er for eksempel sjældent, at du finder en anmeldelse på forsiden af kultursektionen, hvorimod du ofte og gerne ser et kæmpestort interview med en forfatter på den placering. Det fortæller noget om, at kritikken og anmeldelsen i visse tilfælde har en sekundær plads i forhold til de andre teksttyper, der omhandler litteratur. Så kritikken har mistet noget fodfæste i forhold til den journalistiske omtale.«

– Kan du beskrive de vigtigste nedslag og vendinger i kritikkens udvikling?

»Noget af det væsentligste er, at antallet af anmeldere er blevet stærkt reduceret. Vi har før i tiden haft et avissystem med mange amtsaviser og lokalaviser, der har haft deres egne anmeldere, og efterhånden som de aviser er gået ned eller har mistet oplag, så er antallet af anmeldere skrumpet ind. Det betyder, at der er færre forskellige stemmer i koret af dagbladsanmeldere. Til gengæld er der kommet en masse anmeldere på de sociale medier. Så mens der et sted er blevet indskrænket i anmelderstanden, er den blevet udvidet andre steder. På trods af det ser man ikke, at denne nye gruppe anmeldere kommer med en anderledes baggrund. En norsk undersøgelse har vist, at der eksempelvis er mange bibliotekarer og lærere bag bogbloggene.«

– Hvornår blev det en profession at være kritiker?

»Hvis det skal forestille at være en profession, altså noget, man kan leve af, så er det kun en profession for meget få mennesker. I den forstand er det nærmere en nebengesjæft. Der findes en række professionelle kritikere, men det er netop i kraft af, at vi har en profession ved siden af, at vi kan være professionelle litteraturanmeldere. Til gengæld har feltet været professionaliseret i mange år. De store kritikere har været akademisk uddannede, man kan nævne navne som Torben Brostrøm og Tom Kristensen, så derfor tror jeg ikke, det er særligt nyt, at det forholder sig, som det gør.«

– Nils Gunder Hansen mener i Katrine Marie Guldagers interviewserie, at kritikken er blevet for professionaliseret, og at kritikerne skriver om fagspecifikke ting uden at tage hensyn til den almindelige læser. Hvad tænker du om den kritik?

»Det hænger mere sammen med den videnskabeliggørelse af litteraturstudierne, som har fundet sted de seneste tredive år, hvor de humanistiske fag har prøvet at gøre sig selv videnskabelige i en mere naturvidenskabelig og teoretisk forstand. Hvis vi går tilbage til 1960’erne, var det ikke teoretiske uddannelser, man fik, når man læste litteratur på universitetet. I det hele taget, at det skal hedde litteraturvidenskab, er forholdsvist nyt. Ideen om, at det skal være videnskab og være teoretiseret, gør, at kritikken er blevet akademiseret. Så i den forstand mener jeg ikke, der er belæg for, at kritikerstaben er blevet mere indspist, end den var før i tiden. Så hvis vi taler indspisthed, bør vi nærmere fokusere på, at nogle af Informations anmeldere for eksempel kommer fra litteraturvidenskab på KU og samtidig underviser på Testrup Højskole og sidder i Montanas Litteraturprisudvalg.«

– Har akademiseringen medført, at anmeldelsernes domme er blevet mere enslydende end før i tiden?

»Nej, det mener jeg ikke, for folk er blevet skolet i meget forskellige teoridannelser på litteraturstudierne. Der er også store forskelle mellem generationerne og i forhold til, om man er skolet i den ene eller den anden teoridannelse, der lægger bunden for ens litteratursyn. Så der kan være vældig stor forskel, alt efter hvornår man har gået på universiteterne, fordi teorierne skifter, som vinden blæser. Nej, det ligger nærmere i, at den akademiske tilgang kan være ens, og så kan det til gengæld være meget forskelligt, om man er psykoanalytisk funderet eller dekonstruktivist.«

– Hvis vi sammenligner kritikken i dag med den under Poul Borums tid, hvordan vil du så beskrive de væsentligste forskelle?

»For det første tegnede Poul Borum ikke hele billedet. Der var netop store forskelle, hvis man for eksempel sammenligner med, hvad John Christian Jørgensen dyrkede. Han sagde, at folk skulle se at komme ud til Ishøj, hvis de ville skrive noget interessant, i stedet for at glo i bøger. Men en af de store forskelle på de to perioder er domænetabet. Dengang havde vi store, toneangivende kritikernavne, og jeg har svært ved at se, at det sker på samme måde i dag. Det handler også om, at vi ser en større individualisering af kritikerstanden. Man skriver ud fra hver sin lille tangent. Før i tiden var der store skillelinjer mellem de litterære fronter. I 1970’erne var der for eksempel de kritikere, der repræsenterede realisterne, og de kritikere, der repræsenterede modernisterne, og på den måde var kritikeren repræsentant for en sag. I dag er det meget mere grødet og uklart at få øje på de linjer, der skaber de litterære fronter.«

– I interviewserien blev kritikerne også beskyldt for at være for forankret i et personligt ’jeg’. Oplever du, at dette ’jeg’ fylder mere?

»Ja, det kan man godt sige. Når de store fronter ikke findes mere, er der ikke andet for end at falde tilbage på sig selv som anmelder. Jeg skal ikke kæmpe for en eller anden ’ismes’ sag, når jeg anmelder, og derfor bliver det ’ad hoc-anmeldelser’. Det er blevet sværere at tegne et program i offentligheden, hvor man på den ene side promoverer sig selv og på den anden side er noget mere end sig selv. Derfor kan anmelderne også i dag hoppe fra den ene avis til den anden – jeg vil ikke sige, at aviserne er blevet holdningsløse, men der er ikke en stærkt profileret politisk holdning eller gruppe, du skal promovere gennem dit litteratursyn.«

– Er det problematisk?

»På den ene side mener jeg ikke, det er problematisk, at det er blevet professionaliseret. Jeg vil gerne læse en anmeldelse af en, der ved noget om litteratur, som kan give et perspektiv enten i forhold til det øvrige forfatterskab eller en trend i tiden og oprette en æstetisk målestok, jeg kan forholde mig til. Jeg vil gerne have en kvalificeret kritik, jeg kan være enig eller uenig i. På den måde er den akademiske kritik helt på sin plads. Derfor er jeg også delvist forarget over, at vi skal have litteratur- og kulturprogrammer på andre medier af folk, der ikke er specielt litterært vidende. Man sætter heller ikke en til at kommentere en fodboldkamp, der bare godt kan lide at se sport en gang imellem. Det kræver viden og indsigt.

Den dårlige side er, at der sker en opsplitning mellem det, der er akademisk interessant, og det, almindelige lystlærere interesserer sig for. Det kan være et problem for dagbladskritikken. Det betyder ikke, at den kritik ikke skal være der, men når man taler til et større publikum, så kan det være et problem, at man mister forbindelsen med sin læser, fordi man taler om problemstillinger, der rager dem en skid.«

– Hvad betyder anmelderiets udvikling for kritikkens position i det litterære felt?

»Hvis vi går ud fra, at kritikken allerede har mistet sit domæne, og at der er sket et identitetstab, kan man forestille sig, at det bliver endnu større, og at kritikerne og læserne går endnu mere i hver deres retning. Kritik skal for pokker også være læseværdigt, der skal være nogen, der synes, det er sjovt at læse de anmeldelser, ellers skal aviserne tids nok lukke ned for dem. Men indtil videre er der i hvert fald nogle aviser, hvor anmelderstof stadig er godt stof. På nogle kulturaviser har man udvidet litteraturstoffet, fordi man finder, at der er et publikum. Så det er ikke helt ad helvede til. Der er stadig et solidt publikum, men det er klart, at kritikken skal plejes, og at man skal kigge op fra bogen og se den læser, man skal skrive til.«

Dansk litteratur og kritik anno 2021

Lider dansk litteratur og kritik under en kvælende ensretning? Er den danske dagbladskritik blevet for professionel, subjektiv og indforstået? Eller står det i virkeligheden meget godt til? De spørgsmål forsøger vi i den kommende tid at belyse og få forskellige udlægninger af.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Interviewet med Handesten er sådan set en demonstration af det modsatte af det, som er rubrikkens udsagn. Kritikkens individualisering er netop et resultat af, at anmelderen skriver i ”en højere sags tjeneste”, nemlig en fortsat dyrkelse af et romantisk genibegreb på anmeldelsesniveau (modsat på videnskabsniveau), først og fremmest med henblik på kunstnerens og vedkommendes værk og dernæst med henblik på den litteraturuddannede anmelder og vedkommendes anmeldelse og smagsdom.

Det er forkert med Handesten alene at gøre anmelderens smagsdom afhængig af et litteratursyn, i betydningen afhængig af generationsforhold og skoling i forskellige teoridannelser. Det må også i høj grad afhænge af anmelderens og dagbladets syn på, hvad anmelderens opgave er i forhold til brugeren, og det vil i praksis sige, hvad den gode anmeldelse er, og i dette ligger der også implicit et bestemt kunstsyn.

Dagbladenes litteraturanmeldelser i relation til smagsdommen er her typisk udtryk for et romantisk kunstbegreb.

Er anmeldelses smagsdom orienteret mod anmelderens ”smag” på værket (jeg – orienteret, i betydningen af én af de litterært indviede, der har forstand på god smag), eller er den orienteret mod brugeren i betydningen, hvad læseren kan få ud af at læse dette værk? Som det fremgår af rubrikken, er Handesten tilhænger af førstnævnte.

Jeg er enig i, at man kan være fagkyndig inden for litteratur (litteraturvidenskab), men kan man også være fagkyndig i litterære smagsdomme? I givet fald i hvilken forstand? Vel ikke i betydningen god eller dårlig smag?

På den ene side har litteraturvidenskaben som videnskab været nødt til at opgive den æstetiske tradition fra romantikken, hvor det har været en selvfølgelig interesse for æstetikken også at skulle afgøre, om der var tale om gode eller mindre gode æstetiske kvaliteter i forbindelse med kunstværker.

På den anden side har man alligevel ønsket at fastholde den litteraturvidenskabeligt uddannede kritiker som én, hvis opgave det er at afsige æstetiske værdidomme ud fra en professionel position og på vegne af kunstsystemet som sådan.

Bjarne Toft Sørensen

Bortset fra min påpegning af en ”blind vinkel” hos Handesten, eller måske snarere i rubrikkens måde at fremhæve et bestemt synspunkt i fremstillingen på (?), er det på mange måder en rigtig god og oplysende artikel.

Jeg bruger selv anmeldelser til, efter at have læst bøgerne, at få andre og nye perspektiver på det, jeg har læst. Måske var der noget, jeg havde overset eller misforstået?

Undervejs i læsningen af artiklen kom jeg til at tænke på kapitlet ”Forfatterens død” i Poul Behrendts ”Fra skyggerne af det vi ved. Kunst som virkelighedsproduktion” (2019), hvor der i et afsnit, med titlen ”Dødens fravær på kulturredaktionerne” bl.a. står:

”Mens man på de gymnasiale uddannelser og højere læreanstalter således med stor passion fortsat dyrker tekster uden forfattere, så dyrkes det stik modsatte på avisernes kulturredaktioner og på tv – skærmene uden for universiteterne: forfattere uden tekster. Her udtaler forfattere sig gerne om alt det, der har været døden for dem på universiteterne – forfatteren taler om meningen med sin bog og om sin mening om andre forfattere, om sit privatliv, nationens tilstand eller om krigsindsatserne i Bosnien, Afghanistan, Libyen eller Syrien” (s. 23).

Min påstand er, at bestemte dele af institutionen kunst, i bred forstand, ser en økonomisk fordel i at fastholde og bekræfte et romantisk kunstbegreb (og litteraturbegreb) hos et ellers veluddannet middelklassepublikum, med den store kunstner (forfatter) i centrum ("universalgeniet"). Hvilket bl.a. afspejles i anmeldelses – systemet med kritikeren som "apostel" for den gode smag.

På den måde svigter dele af institutionen deres opgave med henblik på folkeoplysning.

For et par år siden oplevede jeg en kunstekspert holde et foredrag om bl.a. museernes udnyttelse af fascinationen af den store kunstner til alskens kommercielle formål, der ud fra et kunstfagligt perspektiv var helt uden relevans, og vedkommende nævnte en bestemt udstilling med Asger Jorn som eksempel.

Reaktionen blandt tilhørerne var voldsom, og vredt lød det nærmest i kor: ”Asger Jorn er en stor kunstner”. Kunsteksperten mødte en uigennemtrængelig ”mur”.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
" Jeg vil gerne læse en anmeldelse af en, der ved noget om litteratur, som kan give et perspektiv enten i forhold til det øvrige forfatterskab eller en trend i tiden og oprette en æstetisk målestok, jeg kan forholde mig til. Jeg vil gerne have en kvalificeret kritik, jeg kan være enig eller uenig i".

Hvad det første angår kan jeg kun være enig ("en, der ved noget om litteratur").

Jeg vil også gerne have "perspektiv i forhold til det øvrige forfatterskab eller en trend i tiden", men det må ikke blive alt for dominerende i forhold til det, der efter min mening bør have den centrale plads i anmeldelsen, nemlig det karakteriserende og elementært analyserende i forhold til værket.

Jeg vil også gerne have "en kvalificeret kritik, jeg kan være enig eller uenig i", MEN det må ikke blive på bekostning af et fokus på det anmeldte værk, hvor anmeldelsen i højere grad får karakter af at dreje sig om kritikerens personlige præferencer end om værkets styrker og svagheder.

For mig er en anmeldelse først og fremmest en brugstekst, ikke en æstetisk oplevelsestekst, selv om jeg da forventer, at den er godt skrevet.

Hvis vi ser på de nævnte anmeldelser af Lone Hørslevs "Halvt i himlen", så kommer det perspektiverende og vægten på egne præferencer til at fylde for meget i Lilian Munk Rösings anmeldelse i Politiken og Lars Bukdahls i Weekendavisen.

Den bedste anmeldelse, som anmeldelse betragtet, er i mit perspektiv Erik Skyum-Nielsens i Information.

https://www.information.dk/kultur/2021/08/fem-anmeldelser-lone-hoerslevs...