Lider dansk litteratur og kritik under en kvælende ensretning? Det vil vi undersøge!

I den sommerinterviewserie med forfattere og kritikere om litteraturens aktuelle tilstand, som forfatter Katrine Marie Guldager i dag afslutter med undertegnede, leverede kritikeren Nils Gunder Hansen for godt en uge siden en interessant kritik, som måske især martrer små sprogområder og litteraturmiljøer. Han sagde, at dansk litteratur i for høj grad i dag er blevet et afgrænset felt, noget som samler sig om et litterært miljø, i stedet for at den smelter sammen med den store, politiske og samfundsmæssige offentlighed.

Sådan var det ifølge ham tidligere, og sådan var det i hvert fald i hans ungdom i 1970’erne, hvor marxismen og ideologikritikken hærgede litteraturen.

Nils Gunder Hansen sagde videre, at han i dag oplever et stort sammenfald mellem aviskritik og akademia. Med det mener han, at aviskritikken er for præget af den litteraturopfattelse, man finder i universitetsverdenen, som han som litteraturanmelder for Kristeligt Dagblad og professor i tekst- og kulturanalyse ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet vel at mærke også selv tilhører.

Samtidig med det mener han, at kritikken igennem de senere årtier er blevet professionaliseret. Mange anmeldere kommer direkte fra litteraturvidenskab og skriver fagligt indforstået. Det har alt i alt ført til, som han udtrykker det, at »den litterære kritik i aviserne på en eller anden måde er smeltet sammen med litterær kritik fra Akademia«.

Og, fortsætter han: »Der sniger sig nogle æstetiske normer ind i anmeldelser, som jeg tænker ikke kan interessere almindelige læsere.«

Fordi, som han anfører, kritikken skrives ud fra en »underlæggende avantgardistisk norm, eller æstetisk norm, at litteraritet skal være på en særlig innovativ og grænsesprængende måde«.

Gunder Hansen savner det, man kunne kalde en anskuelsesmæssig frodighed. Han savner, at litteratur ikke kun handler om stil og form, men at anmelderne i deres praksis tør bekende kulør og også være ideologisk og politisk orienterede.

Der er flere ting ude at gå her, men samlet set er det en hård kritik, som Gunder Hansen leverer af et sammenspist og indadvendt dansk litteratur- og især kritikmiljø. Men er det også rigtigt, at dansk litteratur og kritik lider under en kvælende ensretning?

Jeg er oprigtigt i tvivl. Derfor vil vi i den kommende tid her på redaktionen og som optakt til den litterære efterårssæson på forskellige måder undersøge, hvorvidt det er rigtigt, og om det står så skidt til, som Kristeligt Dagblads litteraturlektor hævder.

Tankeeksperiment

Jeg kunne til en begyndelse foretage et lille tankeeksperiment for nu at gå videre ned ad den vej, som Gunder Hansen foreslår.

Hvordan ville eksempelvis alletiders største danske kritiker Georg Brandes, hvis vi kunne genoplive og give ham en platform, se på dagens litteraturmiljø? Ville han i lighed med sin berømte forelæsning for 150 år siden, ’Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur’, have kritiseret og forsøgt at udfordre den indelukkethed og ensporethed, som synes at herske i dansk litteratur?

Ville han kræve, at der bliver luftet ud i de småborgerlige andelsboliger, gøre op med det nationale snæversyn, selvoptagetheden og dyrkelsen af det helt kropsnære, autofiktionens selvforblændelse og i det hele taget en litteratur, som kun sjældent tager livtag med en verden, der brænder, hvorimod små elegante sproglige idyller fremhæves og af kritikken udråbes som mesterværker?

Eller ville han derimod synes, at det står ganske godt til i dansk litteratur her i 2021?

Den lader jeg stå et øjeblik, så man selv kan tænke tankeeksperimentet til ende.

I mellemtiden kan vi prøve at skelne mellem den litteratur, der skabes, og kritikken af den litteratur, der skrives – selv om også andre faktorer gør sig gældende i hele det litterære kredsløb bestående af eksempelvis skriveskoler, forlag og forlagsredaktørernes uddannelsesmæssige baggrund, der alt sammen kan forstærke en homogeniseringstendens.

Er der eksempelvis i forbindelse med litteraturen, sådan som Katrine Marie Guldager flere gange undervejs i sin interviewserie pointerer, som følge af Forfatterskolens grundlæggelse og succes et hierarki, hvor genrelitteratur bliver set som mindreværdigt til fordel for en bestemt forestilling om en forfatterskolelitteratur?

En slags hierarki, hvor lyrik bliver betragtet som mere litterært end prosa, og eksperimenterende prosa som mere litterært end traditionel prosa. I alle tilfælde vægtes den sproglige fornyelse højest, hvorfor den mere traditionelle prosa automatisk bliver problematiseret og fundet mindreværdig. Ligesom der findes et hierarki, der vægter form over indhold og budskab. I hvert fald ifølge den logik.

Det er lidt af en gammel traver i litteraturdebatten, som Katrine Marie Guldager her får lov at lufte i sin interviewserie, hvor hun fik helt frie hænder til at bestemme, hvem og hvilke emner hun ville tale om. Derfor er det også hendes dagsorden, der får lov at bestemme.

Om der som følge af det påståede hierarki findes et usundt kredsløb, der går fra de enkelte kreative skriveskoler som Testrup Højskole til Forfatterskolen i København videre til udgivelse på først og fremmest Gyldendal, hvor man privilegerer en bestemt type litteratur, der er fokuseret på den enkelte sætning og en bestemt sproglig kode eller vildskab.

Her kunne jeg også inddrage vores egen litteraturpris, Montanas Litteraturpris, som et muligt eksempel på den logik og hegemoni. Og i de danske indstillinger til Nordisk Råds Litteraturpris, som med Erik Skyum-Nielsens ord i hans interview med Katrine Marie Guldager i for høj grad er »avantgardistiske og forfatterskoleorienterede og uden hensyntagen til, at en eventuel vinder potentielt skal kunne læses af alle boginteresserede i Norden«.

Et lukket kredsløb

Det leder så helt naturligt over i kritikken. For er det så også kritikere, uddannet på de samme uddannelsesinstitutioner og opfostret med samme litterære syn og koder, der alle anmelder de bøger, der er blevet til i det kredsløb, og ud fra ens æstetiske kriterier?

Så enkelt er det dog ikke, at bare fordi kritikerne kommer fra det samme institut, så skriver og tænker de ens. De enkelte kritikere vil jo også altid vil være rundet af andre erfaringer og være selvstændigt tænkende.

Spørgsmålene hober sig op, men man kan i hvert fald godt spørge: Hvor er de litterære kritikere på de danske dagblade, som ikke er akademikere, eller som måske har læst antropologi, botanik eller lægevidenskab, for nu at tage nogle vilkårlige eksempler, frem for litteraturvidenskab på Københavns Universitet?

For nogle år siden lod Berlingske kulturpersonligheder og debattører anmelde nye litterære bøger som et forsøg på at modgå homogeniteten. Det var et radikalt eksperiment, og spørgsmålet er, om det ikke bare førte til en nedvurdering af litteraturen frem for en større mangfoldighed og bredere tilgang til, hvad der er litterær kvalitet.

Jeg stiller flere spørgsmål, end jeg besvarer. Sådan må det være, hvis vi skal gå uhildede til værks. Det vigtigste er i første omgang at erkende, at det til stadighed er en udfordring at rekruttere kritikere, som ser litteratur på forskellige måder.