Kommentar
Læsetid: 5 min.

Lider dansk litteratur og kritik under en kvælende ensretning? Det vil vi undersøge!

Okay, vi tager udfordringen op og sætter gang i en undersøgelse af, om det danske litteraturmiljø virkelig er præget af hegemoni, som det atter kritiseres for
I en sommerserie har forfatter Katrine Marie Guldager interviewet forfattere og kritikere om litteraturens aktuelle tilstand. Flere gange er der blevet rejst kritik af, at dansk litteratur og danske kritikere er styret af en for snæver litteraturopfattelse. Det vil vi her på Information undersøge nærmere i efteråret.

I en sommerserie har forfatter Katrine Marie Guldager interviewet forfattere og kritikere om litteraturens aktuelle tilstand. Flere gange er der blevet rejst kritik af, at dansk litteratur og danske kritikere er styret af en for snæver litteraturopfattelse. Det vil vi her på Information undersøge nærmere i efteråret.

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Kultur
13. august 2021

I den sommerinterviewserie med forfattere og kritikere om litteraturens aktuelle tilstand, som forfatter Katrine Marie Guldager i dag afslutter med undertegnede, leverede kritikeren Nils Gunder Hansen for godt en uge siden en interessant kritik, som måske især martrer små sprogområder og litteraturmiljøer. Han sagde, at dansk litteratur i for høj grad i dag er blevet et afgrænset felt, noget som samler sig om et litterært miljø, i stedet for at den smelter sammen med den store, politiske og samfundsmæssige offentlighed.

Sådan var det ifølge ham tidligere, og sådan var det i hvert fald i hans ungdom i 1970’erne, hvor marxismen og ideologikritikken hærgede litteraturen.

Nils Gunder Hansen sagde videre, at han i dag oplever et stort sammenfald mellem aviskritik og akademia. Med det mener han, at aviskritikken er for præget af den litteraturopfattelse, man finder i universitetsverdenen, som han som litteraturanmelder for Kristeligt Dagblad og professor i tekst- og kulturanalyse ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet vel at mærke også selv tilhører.

Samtidig med det mener han, at kritikken igennem de senere årtier er blevet professionaliseret. Mange anmeldere kommer direkte fra litteraturvidenskab og skriver fagligt indforstået. Det har alt i alt ført til, som han udtrykker det, at »den litterære kritik i aviserne på en eller anden måde er smeltet sammen med litterær kritik fra Akademia«.

Og, fortsætter han: »Der sniger sig nogle æstetiske normer ind i anmeldelser, som jeg tænker ikke kan interessere almindelige læsere.«

Fordi, som han anfører, kritikken skrives ud fra en »underlæggende avantgardistisk norm, eller æstetisk norm, at litteraritet skal være på en særlig innovativ og grænsesprængende måde«.

Gunder Hansen savner det, man kunne kalde en anskuelsesmæssig frodighed. Han savner, at litteratur ikke kun handler om stil og form, men at anmelderne i deres praksis tør bekende kulør og også være ideologisk og politisk orienterede.

Der er flere ting ude at gå her, men samlet set er det en hård kritik, som Gunder Hansen leverer af et sammenspist og indadvendt dansk litteratur- og især kritikmiljø. Men er det også rigtigt, at dansk litteratur og kritik lider under en kvælende ensretning?

Jeg er oprigtigt i tvivl. Derfor vil vi i den kommende tid her på redaktionen og som optakt til den litterære efterårssæson på forskellige måder undersøge, hvorvidt det er rigtigt, og om det står så skidt til, som Kristeligt Dagblads litteraturlektor hævder.

Tankeeksperiment

Jeg kunne til en begyndelse foretage et lille tankeeksperiment for nu at gå videre ned ad den vej, som Gunder Hansen foreslår.

Hvordan ville eksempelvis alletiders største danske kritiker Georg Brandes, hvis vi kunne genoplive og give ham en platform, se på dagens litteraturmiljø? Ville han i lighed med sin berømte forelæsning for 150 år siden, ’Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur’, have kritiseret og forsøgt at udfordre den indelukkethed og ensporethed, som synes at herske i dansk litteratur?

Ville han kræve, at der bliver luftet ud i de småborgerlige andelsboliger, gøre op med det nationale snæversyn, selvoptagetheden og dyrkelsen af det helt kropsnære, autofiktionens selvforblændelse og i det hele taget en litteratur, som kun sjældent tager livtag med en verden, der brænder, hvorimod små elegante sproglige idyller fremhæves og af kritikken udråbes som mesterværker?

Eller ville han derimod synes, at det står ganske godt til i dansk litteratur her i 2021?

Den lader jeg stå et øjeblik, så man selv kan tænke tankeeksperimentet til ende.

I mellemtiden kan vi prøve at skelne mellem den litteratur, der skabes, og kritikken af den litteratur, der skrives – selv om også andre faktorer gør sig gældende i hele det litterære kredsløb bestående af eksempelvis skriveskoler, forlag og forlagsredaktørernes uddannelsesmæssige baggrund, der alt sammen kan forstærke en homogeniseringstendens.

Er der eksempelvis i forbindelse med litteraturen, sådan som Katrine Marie Guldager flere gange undervejs i sin interviewserie pointerer, som følge af Forfatterskolens grundlæggelse og succes et hierarki, hvor genrelitteratur bliver set som mindreværdigt til fordel for en bestemt forestilling om en forfatterskolelitteratur?

En slags hierarki, hvor lyrik bliver betragtet som mere litterært end prosa, og eksperimenterende prosa som mere litterært end traditionel prosa. I alle tilfælde vægtes den sproglige fornyelse højest, hvorfor den mere traditionelle prosa automatisk bliver problematiseret og fundet mindreværdig. Ligesom der findes et hierarki, der vægter form over indhold og budskab. I hvert fald ifølge den logik.

Det er lidt af en gammel traver i litteraturdebatten, som Katrine Marie Guldager her får lov at lufte i sin interviewserie, hvor hun fik helt frie hænder til at bestemme, hvem og hvilke emner hun ville tale om. Derfor er det også hendes dagsorden, der får lov at bestemme.

Om der som følge af det påståede hierarki findes et usundt kredsløb, der går fra de enkelte kreative skriveskoler som Testrup Højskole til Forfatterskolen i København videre til udgivelse på først og fremmest Gyldendal, hvor man privilegerer en bestemt type litteratur, der er fokuseret på den enkelte sætning og en bestemt sproglig kode eller vildskab.

Her kunne jeg også inddrage vores egen litteraturpris, Montanas Litteraturpris, som et muligt eksempel på den logik og hegemoni. Og i de danske indstillinger til Nordisk Råds Litteraturpris, som med Erik Skyum-Nielsens ord i hans interview med Katrine Marie Guldager i for høj grad er »avantgardistiske og forfatterskoleorienterede og uden hensyntagen til, at en eventuel vinder potentielt skal kunne læses af alle boginteresserede i Norden«.

Et lukket kredsløb

Det leder så helt naturligt over i kritikken. For er det så også kritikere, uddannet på de samme uddannelsesinstitutioner og opfostret med samme litterære syn og koder, der alle anmelder de bøger, der er blevet til i det kredsløb, og ud fra ens æstetiske kriterier?

Så enkelt er det dog ikke, at bare fordi kritikerne kommer fra det samme institut, så skriver og tænker de ens. De enkelte kritikere vil jo også altid vil være rundet af andre erfaringer og være selvstændigt tænkende.

Spørgsmålene hober sig op, men man kan i hvert fald godt spørge: Hvor er de litterære kritikere på de danske dagblade, som ikke er akademikere, eller som måske har læst antropologi, botanik eller lægevidenskab, for nu at tage nogle vilkårlige eksempler, frem for litteraturvidenskab på Københavns Universitet?

For nogle år siden lod Berlingske kulturpersonligheder og debattører anmelde nye litterære bøger som et forsøg på at modgå homogeniteten. Det var et radikalt eksperiment, og spørgsmålet er, om det ikke bare førte til en nedvurdering af litteraturen frem for en større mangfoldighed og bredere tilgang til, hvad der er litterær kvalitet.

Jeg stiller flere spørgsmål, end jeg besvarer. Sådan må det være, hvis vi skal gå uhildede til værks. Det vigtigste er i første omgang at erkende, at det til stadighed er en udfordring at rekruttere kritikere, som ser litteratur på forskellige måder.

Serie

Dansk litteratur og kritik anno 2021

Lider dansk litteratur og kritik under en kvælende ensretning? Er den danske dagbladskritik blevet for professionel, subjektiv og indforstået? Eller står det i virkeligheden meget godt til? De spørgsmål forsøger vi i den kommende tid at belyse og få forskellige udlægninger af.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Så "ensrettede" er dagbladsanmelderne altså heller ikke!

Som paradigmer kan man skelne mellem de præferencer, der især får lov at dominere hos bestemte og ret forskellige anmeldere, og det paradigme, der især dominerer hos de fleste yngre universitetsuddannede dagbladsanmeldere, er nok det førstnævnte:

Det sansebetonede, følsomme, impressionistisk - æstetiske og fænomenologiske

Det a - politisk avantgardistiske, konceptuelle og eksperimenterende

Det traditionelt modernistiske

Det kritisk ideologiske og socialt orienterede

Jeg tænkte her på anmeldere som Lilian Munk Rösing, Lars Bukdahl, Erik Skyum - Nielsen og Nicklas Freisleben Lund.

Er der nogle væsentlige "ensrettede" tendenser, der går igen hos de nævnte anmeldere? Er der en for mig usynlig "elefant" til stede i rummet, som jeg af gode grunde overser?

Hvad skete der f.eks. ved anmeldelserne af Josefine Klougart: "New Forest"?
Der var anmelderne mildest talt uenige.

https://bog.nu/titler/new-forest-josefine-klougart

Christian de Thurah

Det er lidt mærkeligt, at Georg Brandes skal hives frem som en slags facitliste.
Hvad Georg Brandes mente om dansk litteratur omkring 1870, er selvfølgelig litteraturhistorisk interessant, men næppe relevant i dag. I øvrigt mente han noget helt andet omkring 1890.

Michael Slotsted

Det største problem med litteraturkritik er, at man ikke kan bedrive den uden at blive ringeagtet. Hermed forstået kritik af litteratur generelt.

Hvem er det egentlig, der har fortalt nogen, at litteratur er bedre end reality-tv?

Hvem har fortalt dig, at de ord, der ytres af Shakespeare, vejer tungere end det, Amalie eller Türker siger på Paradise Hotel?

Kort sagt: Kritik af litteraturkritik er STADIG en lille bobbel, hvor litterater kritiserer litteratur og hinanden.

Der bør være flere, der kritiserer litteraturens position. Det er DEM vi mangler.

Bjarne Toft Sørensen

@Michael Slotsted
Litteratur er selvfølgelig ikke bedre end reality - TV, hvis den fungerer som reality - TV. Hvis den blot bliver en del af den almindelige oplevelsesøkonomi, svarende til det at spise en lækker is - "ih, hvor smager det godt!"

Det er f.eks. den måde, jeg i læseklubber har oplevet, at mange læser Virginia Woolf og lignende litteratur på, og det er også den måde, det fungerer på ved mange litterære arragementer rundt om i landet. En god oplevelse i nuet, der er glemt dagen efter, og som intet har forandret hos den, der har deltaget i arrangementet.

Og i Statens Kunstfond jubler man - folk fik en god oplevelse, og det er det vigtigste. Hvis det er præmissen, så kunne man lige så godt have brugt pengene på f.eks. tivolibesøg.

Kenneth Krabat og Katrine Marie Christiani anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Formodningen om, at dansk litteratur og danske kritikere er styret af en for snæver litteraturopfattelse, som det fremgår af artiklen, giver da anledning til en nærmere undersøgelse.

Men hvis de, som skal føre pennen, ikke fatter sig i korthed og med præcision, vil artiklerne med større sandsynlighed forblive ulæste såvel som ukommenterede.

Generelt er Informations boganmeldelser alt for lange - og i mange tilfælde udgøres de af fyldstof, som kun kan interessere Akademia. Og ift. information.dk er anmeldelserne placeret for usynligt og for langt nede på siden. Det samme gælder resten af kulturstoffet.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Generelt er Informations boganmeldelser alt for lange - og i mange tilfælde udgøres de af fyldstof, som kun kan interessere Akademia".

Jeg er helt uenig. Uden Informations og Weekendavisens anmeldelser ville der opstå et tomrum mellem de kortere "brugsorienterede" anmeldelser i dagbladene, der vel også betragtes som fagligt utilfredsstillende lønarbejde af de fleste professionelle kritikere, og så de egentlige litterære tidsskrifter med anmeldelser.

Dem er der efterhånden ikke mange tilbage af, og de finder ikke erstatning på et passende niveau gennem de netudgaver af tidsskrifter, der er opstået, f.eks. Litteraturnu.dk .

På skønlitteraturens område savner jeg net - tidsskrifter med anmeldelser på niveau med f.eks. Kunsten.nu og Kunstkritikk.dk på billedkunstens område.

Så længe de ikke findes, finder jeg erstatning i bl.a. Informations anmeldelser af litteratur.