Litteraturkritiker: Der er gået journalisme, show og formidling og selviscenesættelse i hele lortet

Min aftale med Erik Skyum-Nielsen er blevet rykket et par gange, og således også mine forberedelser, jeg kan nemlig bedst lide at lave mine spørgsmål, lige før jeg skal bruge dem. Derfor bliver jeg i nogen grad taget på sengen, da Informations mangeårige litteraturkritiker og lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, ringer og spørger, om vi kan rykke vores interview frem til cirka nu. Om jeg kan hente ham på stationen om cirka et kvarter? Udsigten til, at interviewet ellers skal rykkes flere dage, gør, at jeg straks slår til, men så når jeg ikke at købe kage, siger jeg. Erik Skyum-Nielsen tilbyder at tage en håndfuld ingefærkiks med, og vi bliver enige om, at vi kan klare os med det.

Heldigvis har jeg en god fornemmelse af, hvad jeg gerne vil ind på her i min fjerde samtale med forfattere og kritikere om litteraturens tilstand. Så snart vi er placeret i min stue, beder jeg Skyum beskrive udviklingen i den litterære offentlighed, fra han stiftede bekendtskab med den og til nu. Lidt af et spørgsmål, så vi begynder fra begyndelsen.

»Jeg begyndte på universitetet i 1970, men jeg har været sådan en læsende person, siden jeg var 13 eller deromkring. Jeg læste også anmeldelser og var konstant opmærksom på nye ting, også før jeg begyndte at studere litteratur. På universitetet kom jeg under ret heftig indflydelse af Aage Henriksen (professor i nordisk litteratur, red.), og det gjorde, at jeg lærte at læse efter det åndelige, det erotiske og det etiske. For så vidt var det en meget antimodernistisk tilgang, der stred mod min egen smag, som ellers gik mere i retning af det avantgardistiske og eksperimentelle og var meget modernistisk. Oven i det blev jeg lektor i fire år i Island, og dér skulle jeg jo være en slags ambassadør for dansk litteratur og kunne egentlig ikke tillade mig at have nogen særlig smag. Det skulle være meget bredt.«

– Så du lærte meget tidligt, at formidling er en vigtig del af jobbet ...

»Ja, og siden kom jeg ind på Information, og dér lærte jeg meget hurtigt, at hele det litterære område var præget af interesser. Også politiske interesser.«

– Og det er vel nærmest ude nu?

»Ikke helt. Omkring årtusindskiftet var der vel et slags forsøg på at genoplive den engagerede og den engagerende litteratur.«

– Ja, det kan jeg godt huske. Og allerede her vil jeg gerne skyde et spørgsmål ind. For hvordan forener man egentlig ønsket om at være politisk med en idé om, at revolutionen så at sige skal komme gennem sproget, at sproget skal sprænges indefra, at det er de nye former, der er revolutionerende? Hvis man gerne vil revolutionere verden, hvorfor så gøre det i et sprog ingen forstår?

»Ja, der har du en klar modsætning. Men uanset hvad, så tror jeg bare ikke, at man kommer uden om det nye som æstetisk grundparadigme, altså det at skabe noget, der ikke har været skabt før. Det at åbne læsernes øjne ved hjælp af nye former, det har alle dage været grundlæggende. Men måske kan vi nærme os det på en anden måde. I Romantikken var man ikke i tvivl om, at værket skulle repræsentere en skønhed, der aldrig havde været i verden før. Men i 1800-tallets danske guldalderkultur, der opererede man jo med treenigheden af det gode, det sande og det skønne. Og det gode var det opbyggelige, det sande var det, der åbnede vores øjne, og det skønne var det æstetisk ophøjede. Og hvis der er noget, der er blevet brudt, så er det jo dét ideal.

I dag taler vi mere om det spændende, det nuttede, det gakkede og det autentiske. Og det sjove er jo, at denne stræben efter det autentiske kommer samtidig med, at vi lever i en kultur, som er stadig mere iscenesat. Også inden for litteraturen ser man disse kunstteknikker, hvor det der skal fremstå autentisk, er stadig mere iscenesat og metaforiseret og komponeret og arrangeret. Når noget virker autentisk, så må man spørge: I kraft af hvilke virkemidler? Og nogle gange omvendt: Hvilke virkemidler skulle være brugt her, hvis det skulle have virket autentisk? Dér vil jeg insistere på at gå på to ben.«

– Men hvorfor er det egentlig, at vi ikke kommer uden om, at alting skal være nyt?

»Jamen, det er en grundværdi i kunsten, at folk laver de kunstværker, de synes, verden mangler. Elias Canetti sagde det på en måde meget fint. Litteratur er jo på en måde en kritik af tungen, af kodificerede og konventionelle, ja, slidte erkendelsesformer. Billedkunsten er en kritik af øjet, hvor man vil lære at se på en anden måde, og måske er modernistisk musik en kritik af øret. Af former, som har sat sig som vaner. Og derfor tror jeg ikke, at jeg kommer væk fra det med, at det skal være nyt.«

Mia Mottelson

Når det smalle bliver for smalt

– Egentlig kan man jo også sige, at alt er nyt, for en forfatter kan jo ikke skrive en første linje i en roman, uden at det på en måde er et nyt møde mellem den præcise bog, den præcise forfatter og verden på det givne tidspunkt. Men jeg kan også spørge på en anden måde: Synes du, det er rigtigt, at vi i lang tid har haft en kritik, som har vægtet det nye og det eksperimenterende over det eksistentielle og fortællende?

»Afgjort. Og Lars Handesten (lektor ved Syddansk Universitet fra 2000 og litteraturanmelder ved Berlingske Tidende, red.) skrev jo en artikel i tidsskriftet Spring i 2015, som satte fingeren på det: At den litterære kritik i overvejende grad interesserede sig for, plat sagt, forfatterskolelitteratur. Eller mere abstrakt sagt: for eksperimentel, formfornyende litteratur.«

– Er det et problem?

»Ja, Handestens pointe var jo netop, at det er et problem, fordi folk i bred almindelighed læser genrelitteratur. Og det, han slog til lyd for, var så en kritik, der opsøgte de potentialer, der var i denne genrelitteratur. Ikke at man nødvendigvis skulle lave dybdeanalyser af Jussi Adler-Olsens værker. Det tror jeg ikke, der kommer noget ud af.«

– Er du enig med Handesten? Er det et problem, når for eksempel nomineringerne til Nordisk Råds Litteraturpris udelukkende går til de formfornyende forfattere? Er det et problem, hvis de indstillede kandidater sælger maksimalt 1.200 eksemplarer i deres hjemland, fordi resten ikke forstår det? Eller er det fint nok, at der er forskellige kredsløb til forskellige slags litteratur?

»Hvis vi skal se helt firkantet og sociologisk på det, kan vi trække en gammel krikke af stalden, nemlig Pierre Bourdieu (fransk sociolog og antropolog, red.): Med basis i empiri siger han jo, at fra og med kunstens varegørelse og markedets sejr over det skønne, hvilket også sker der i midten af 1800-tallet, står der en kamp mellem to regioner af feltet for kulturel produktion. På den ene side det, Bourdieu kalder masseproduktionens felt, som har høj økonomisk kapital og lav kulturel kapital, og som aldrig får tildelt symbolsk kapital i form af medlemskab af Det Franske Akademi, mindesten og så videre. På den anden side nicheproduktionens delfelt, hvor den økonomiske kapital er forsvindende lav, men hvor den kulturelle kapital er høj, og hvor den symbolske kapital vælter ind i form af priser. Det er forfattere, som få læser, men som til gengæld har bugen behængt med medaljer. Og der har du den. Den konflikt mellem disse felter kan du se gentaget helt op til nu.«

– Måske er det kun godt, der er disse felter, eller hvad? Kan systemet komme ud af balance?

»Ja, heldigvis er der jo også forfattere, der vandrer fra det ene felt til det andet. Jeg kunne for eksempel godt komme i tanke om en forfatter, der debuterede i midten af 90’erne med en digtsamling, og som på et tidspunkt lige efter årtusindskiftet lagde sin stil om og skrev et langdigt, der hed Ankomst, Husumgade, der handlede om at finde sin plads i verden som et ansvarligt, etisk og politisk subjekt.«

– Nu har jeg gættet, at det er mig.

»Ja, og sidenhen drog du vel også konsekvenser af den digtsamling ved at vende tilbage til din ungdoms samfundsengagement og skrive romaner om den nyere samtidshistorie. Så værre er det vel ikke? En forfatter som Hanne-Vibeke Holst hadede at været klassificeret som massesælgende. Så hun gik den anden vej.«

– Ja, jeg må nok indrømme, at jeg føler mig splittet mellem de to felter, som du siger. Jeg får åndenød af det ene felt og føler mig ikke rigtig hjemme i det andet. I øvrigt kunne man sige, at markedets sejr over det skønne er noget, man oplever hver gang man afleverer en bog. For man afleverer på en måde sit hjerte, toppen af hvad man kan præstere udtrykt som bog, og så bliver den bog lagt på et samlebånd og får et prismærke på, den bliver varegjort, og jeg har svært ved at snuppe hele det forløb.

Den almindelige læser og superindividet

– Findes den almindelige læser overhovedet?

»Jeg forstår godt forestillingen om den almindelige læser, men jeg kan ikke bruge den til noget, for jeg kan kun læse som mig. Jeg kan ikke regne ud, hvordan en enlig mor i Ishøj, for nu at bruge superklicheen, vil modtage en given bog.«

– Men hvordan skal du så formidle litteratur til andre mennesker?

»Jamen, jeg må prøve at finde en middelvej mellem den, jeg selv er, og den, jeg tror, de andre er.«

– Nej, der er selvfølgelig heller ikke én almindelig læser, ligesom der ikke er ét gennemsnitsmenneske, men samtidig så er der jo fællesnævnere for, hvad folk kan finde ud af at læse, og hvad folk interesserer sig for, vi er jo trods alt ikke fem millioner superindivider. Men jeg kan også spørge, om du overhovedet opfatter dig som litteraturformidler?

»Jeg opfatter mig selv som en førstelæser, der har det uendeligt store privilegium at være en af de tidligste til at give et bud på, om noget er værd at læse. Og så opfatter jeg mig som en repræsentant for litteraturen som sådan, ikke kun forfatteren. Men hvis vi vender tilbage til Nordisk Råds Litteraturpris, så havde vi jo et eksempel for nogle år siden med Josefine Klougart, der blev indstillet til prisen for sin debutbog. Det var et klokkerent eksempel på, at det kan blive for smalt og for småt.«

– Men det er jo ikke, fordi stilen er blevet lavet om siden? Måske er det ikke debutanter, der bliver indstillet, men det er stadig ret smalt, ikke?

»Jeg synes, at den samlede priskomité i Nordisk Råd som regel ender med nogle gode bud, men det er rigtigt, at de danske indstillinger er avantgardistiske og forfatterskoleorienterede og uden hensyntagen til, at en eventuel vinder potentielt skal kunne læses af alle boginteresserede i Norden. Den forpligtelse på spredning eller folkelighed synes jeg ikke, at de danske rådsmedlemmer varetager. Og der har du så eksemplet på, at den ene pol, eller det ene delfelt i Bourdieus system, overtager det andet.«

Hvordan går det med kritikken i dag?

– Igen vil jeg gerne have dig op i helikopteren, og jeg ved godt, at det er nogle meget store spørgsmål, jeg stiller, og at virkeligheden som regel er et kludetæppe af modsatrettede tendenser, men jeg vil alligevel gerne spørge dig: Hvad kendetegner litteraturkritikken i dag?

»Jamen, der føler jeg mig meget godt opdateret, for jeg har lige holdt et kursus om det, og derfor har jeg arbejdet med anmeldelser fra 2020 og 2021. Her er det min oplevelse, at den æstetisk bevidste og sprogligt sensitive kritik er trængt af en subjektiv, jeg-orienteret kritik, som interesserer sig alt for meget for situationen, kritikken skrives i. For eksempel: ’Jeg læste denne bog i toget på vej til Aarhus.’«

– Eller: ’Jeg græd, jeg grinede, jeg oplevede en helt masse …’

»Ja, og man siger jo, at de litterære blogs opstår som en slags modsvar til den gammeldags autoritative litteraturkritiker, og at det er godt, at kritikken bliver hevet ned fra piedestalen og møder et demokratisk modsvar i ’almindelige’ læsere. Men lige nu er det, som om litteraturkritikerne selv springer ned fra piedestalen, fordi de ikke tror på sig selv, hverken som smagsdommere eller formidlere. Og så får vi altså nogle anmeldelser, som hverken kan det ene eller det andet, og som mimer værket i stedet for at give det kritisk modspil.

Men hvis du spørger, hvordan kritikken har ændret sig, så kan du tælle op på pronominer: ’Man’ er afløst af ’vi’, som igen er afløst af ’jeg’. Hvor ’man’ er den litterære offentligheds repræsentant, der ytrer sig i et håb om, at der findes en eller anden fælles norm, en fælles kulturel bevidsthed, ja, at der et eller andet sted derude findes nogle læsere, som er enige med kritikeren i, at litteratur måske ikke ligefrem som i gamle dage skal fremstille det gode, det sande og det skønne, men dog kan bringe os noget nyt, noget virkeligt, noget spændende, noget autentisk, og noget vi kan snakke om.«

»’Man’ og ’vi’-subjektet kunne bilde sig ind, at de talte på vegne af tusinder og atter tusinder sognepræster og seminarielærere og gymnasielærere. Og den forestilling, ja, den oplever jeg som borte. Jeg oplever også litteraturkritikere, som skriver med en konstant frygt for, hvad deres universitetskolleger kan finde på at mene eller selv skrive. Tænk nu, hvis værket, der anmeldes, ikke er avanceret nok!

Henrik Dahl og kravet om autenticitet

–Det talte jeg faktisk med Nils Gunder Hansen (litteraturkritiker ved Kristeligt Dagblad, red.) om i forrige interview. Han synes jo, at der er et lidt for stort sammenfald mellem aviskritikken og akademia, altså at aviskritikken er for præget af den litteraturopfattelse, man finder i universitetsverdenen. I det hele taget burde der jo være forskel på det, man diskuterer på Forfatterskolen, det man diskuterer på universitetet, og det man diskuterer i offentligheden. Men det er, som om det flyder sammen, og der er mange personsammenfald. I det hele taget kan man spørge, om ikke det litterære miljø efterhånden er meget indspist. Det synes jeg selv, jeg har oplevet.

»Måske du så er enig med Henrik Dahl i den sociologiske kortlægning af det litterære miljø, han engang lavede, hvor det blev helt tydeligt, hvordan man fører hinanden frem.«

–Ja, der var da noget om det. Desværre havde han ikke været grundig nok med sin research.

»Mig havde han plottet ind som forfatterskolemand, fordi jeg havde deltaget i et panel en enkelt aften.«

– Han havde også lavet fejl med flere andre.

»Men bortset fra det havde manden da ret i, at der findes nogle interessesammenfald og nogle klikedannelser, som er et problem. Og når han kunne vise det på den måde, godt nok med fejl, så burde vi nok også have været bedre til at gribe i egen barm. Vi kunne måske have lært noget.«

»For et års tid siden var der faktisk en gammel studiekammerat, der sagde til mig, at hun var så glad for, at jeg var begyndt at lægge mere vægt på den eksistentielle og moralske og etiske side af den litteratur, jeg læste, og det hænger også sammen med noget, forfatter Peter Seeberg sagde til mig for mange år siden. Han sagde nemlig, at han havde lagt mærke til, at jeg var begyndt at markere et mere tydeligt kristent synspunkt, i hvert fald nogle gange, og så sagde han: Jeg bryder mig ikke om det, men du skal endelig blive ved! Og der var jeg glad for, at han kunne se, at jeg prøvede at skrive som mig, at jeg bevægede mig lidt væk fra en eksperimentel æstetik.«

– Og måske var han ikke bare glad for, at du skrev som dig, men også for, at du repræsenterede en ny vinkel. Jeg synes, det ville være fedt, hvis kritikken repræsenterede en større mangfoldighed, også med hensyn til livsanskuelser. For vi er jo meget uenige om, hvad der er godt. Og hvad der er vigtigt.

»Ja, men hvis vi så lige vender tilbage til kritikken, så har den vel ydermere fået det problem, at forfatternes produkter er blevet mere subjektive. For eksempel i autofiktion, hvor forfatteren blotter sig, giver noget af sig selv, åbner sig. Det gør det måske også vanskeligt for kritikeren at forblive i en slags professionel anonymitet. Så træder mange kritikere af i dag også frem på scenen og siger: ’Ja, jeg bliver berørt, jeg er også kun et menneske.’«

– Ja, så noget af det er en måde at følge med ind i værket, en måde at være autentisk på samme måde som værket forsøger at være det. Men er det så os forfattere, der har trukket jer ned i sølet?

»Det ved jeg ikke. Men jeg tror, det er en glidebane. Fordi det, som det kommer til at gå ud over, er den journalistiske side, som er den, der vender ud mod læserne, og så kommer det til at gå ud over den litteraturfaglige side, som er den, der handler om at bruge det, man ved om litteratur, og så kommer det måske også til at gå ud over den mere æstetiske side, som handler om, at hvis en anmeldelse skal være et svar på noget, der handler om sproglig kvalitet, så skal den også selv have sproglig kvalitet. Ellers bliver det utroværdigt.«

– Så man risikerer at miste distancen?

»Ja, det har vi jo også set i forskellige anmeldelser af autofiktion. Såkaldte kritikere, der tror de skal have en mening om, hvad en hovedperson skulle have gjort og ikke gjort. Inde i et værk! Komplet mangel på litteraturfaglighed, hvis du spørger mig.«

»Jeg kunne ikke være mere enig. Men hvis vi lige holder fast i min tanke fra før, at det måske er os forfattere, der trækker jer ned i sølet, hvordan kan det så egentlig være, at forfattere er blevet så dårlige til at tale om andet end sig selv? Altså, når jeg tænker på, hvorfor jeg meldte mig ind i litteraturens fællesskab, så var det jo, fordi man kunne bearbejde så mange store samfundsspørgsmål og erfaringer, det var som et kæmpestort rum, hvor man kunne stille de store spørgsmål sammen: Hvad laver vi egentlig her? Og hvor skal vi hen? Men sideløbende med det, sideløbende med, at jeg gik i gang, så synes jeg, der har været en tendens til, at rummet omkring os forfattere er blevet mindre og mindre og mindre, forfattere tør jo nærmest ikke sige noget mere, heller ikke i en interviewserie som denne, hvor alt bliver anonymiseret. Folk vil gerne være fornemme og ophøjede, men de vil helst ikke sige noget.

»Der er jo milevidt fra litteraturens skåltaler til virkeligheden. Altså hvis skåltalerne handler om den store, fælles samtale, hvor vi udfordrer hinandens synspunkter og bliver klogere på hinanden, så er det forholdsvis nemt at konstatere, at, jamen, det foregår jo slet ikke. Der er ikke de fora. Der er gået journalisme, show og formidling og selviscenesættelse i hele lortet.«

– Men det er jo virkelig sørgeligt.

»Ja, det må vi jo bare prøve at udvikle hver vores strategi over for. Min er, at jeg prøver at fastholde noget af alt det, kritikken kan, og også noget af det, der kun får plads i en avis som Information.«