Litteraturredaktøren: Det er en løbende udfordring at rekruttere kritikere, som ser litteratur på forskellige måder

Et af de spørgsmål, jeg har stillet i denne sommerinterviewserie om litteraturens og kritikkens tilstand, har handlet om, hvordan den litterære offentlighed har ændret sig. Og selv om udviklingen måske er styret af samfundsbevægelser, der er større end den enkelte, så er der jo også nogle i dette land, der sidder og har direkte indflydelse på, hvordan kritikken udfolder sig.

Derfor har jeg fundet det logisk at afslutte min sommerserie med et interview med tårnhøje Peter Nielsen, Informations mangeårige litteraturredaktør. Som med mine andre interviewofre tilbyder jeg at hente ham ved metroen i min hvide Dacia Duster med sorte tagbærere, og Peter Nielsen ankommer ikke bare til tiden, men ligefrem før.

Så snart han træder ind i mit hjem, går han i gang med at afkode udsmykningen, han siger noget om et maleri af min oldemor, ingen har omtalt sådan før. Men før han kommer for godt i gang, placerer jeg ham ved spisebordet over for mig, og jeg lægger ud med et spørgsmål af de helt store.

– Nu har du været litteraturredaktør på Information siden 2004, hvad har ændret sig i de snart 20 år?

»På nogle måder synes jeg faktisk ikke, at der er så meget, der har ændret sig. Jeg tror nok, at de store, vigtige, afgørende skift sker før 2004. Vi er så at sige i den samme epoke, som vi var i i 2004.

Der kan være noget med, hvor mange litteraturtillæg der er, der kan være noget med, hvilken placering litteraturen har i aviserne. Og der er nok i den periode kommet flere særtillæg, hvor litteraturen får sit eget rum. Det har nok forstærket den udvikling, der allerede var i gang, nemlig at litteraturen var begyndt at blive en subkultur.

Vi har jo en forestilling om, at litteraturen, måske frem til 1980’erne, er en mere naturlig del af den offentlige samtale. Jeg er faktisk ikke sikker på, at det er helt rigtigt, men det er jo meget sådan, vi fortæller historien. Og så sker der så en udvikling hen imod, at litteraturen bliver en subkultur.«

– En klub?

»Ja, det er jo hårdt sagt. Men jo, omstændighederne omkring litteraturen forandrer sig. Særtillæggene er også et billede på, at litteraturen kommer hen et sted, hvor den er til på sine egne præmisser, og ja, så bliver den lidt mindre en del af den offentlige samtale. Det største skift har dog nok ligget i, hvad der bliver skrevet, altså skiftet hen mod autofiktion, eller performativ biografisme, som det også kaldes. Det er den største forandring, hvis jeg ser tilbage.«

– Men hvilke overordnede faktorer vil du pege på, når du skal forklare, hvorfor litteraturen blev en subkultur?

»Den ene ting er professionaliseringen af litteraturen, og det sker jo blandt andet, fordi Forfatterskolen opstår i 1987. Det var jo en meget stor diskussion dengang, om man overhovedet skulle lære at skrive. Hvis man havde talent, så behøvede man ikke at gå på en skole, vel? I kølvandet på sådan en skole opstår der selvfølgelig klubber og kliker og miljøer omkring det.«

»En anden ting er hele markedsgørelsen af litteraturen, de frie bogpriser, der skaber bestsellerismen, hvor bøger sælges i paller. Bogen bliver i endnu højere grad en vare, du køber i et supermarked og derefter konsumerer. Og så er der konkurrencen fra spil, film, tv-serier. Det, man kunne kalde den seriøse litteratur, bliver skubbet i baggrunden, og det forstærker tendensen til, at litteraturen føles som en subkultur.

Men nu sætter jeg det også op, som om der er en modsætning mellem bestsellerismen og den seriøse kultur. I virkeligheden er der jo mange forfattere, der pendler frem og tilbage, og nogle gange er seriøse forfattere bestsellere og så videre. Så det er ikke så enkelt at gøre det op på den måde. Men der er helt klart et hierarki, der bliver nedbrudt.«

– Og hvilket hierarki tænker du på her?

»Ja, jeg tænker på, at genrelitteratur som for eksempel krimier og historiske romaner blander sig med almindelig skønlitteratur, digte og noveller, og forfatterne pendler som sagt frem og tilbage. Hvis du tager en bestsellerliste i dag, er den jo utrolig blandet. Du kan ikke sige, at bare fordi det sælger godt, så er det underlødigt, og du kan heller ikke sige, at bare fordi det er underholdning, så er det dårligt. Så de hierarkier er blevet nedbrudt. Også svære ting sælger pludselig godt. Der sker også en udveksling mellem genrerne, som er frugtbar, en udveksling mellem skønlitteratur og nonfiktion og tilblivelse af nye genrer i det grænseland.«

»I øvrigt tror jeg, at der bliver læst meget mere i dag, end der er blevet tidligere. Der er selvfølgelig litteratur, der har virkelig svære vilkår, og jeg kan godt blive bekymret for, hvor meget de unge læser i konkurrence med andre medier, men samlet set tror jeg, der bliver læst mere i dag, det er bare spredt over flere titler. Samtidig udkommer der jo bare mange flere bøger end tidligere. Og alt for mange efter min mening.«

Lede ved fiktion

– Hvorfor tror du, autofiktionen kom til at fylde så meget i denne epoke? Er det, som Suzanne Brøgger sagde i mit interview med hende måske i virkeligheden en slags forsvar mod massekulturen, en længsel efter det autentiske liv?

»Ja, jeg tror, at autofiktionens succes også skyldes et kapløb om det autentiske. Det skal ses i sammenhæng med, at vi overalt er omgivet af fiktioner, fortællinger, også fra virksomheder, fra reklamer og brandingkampagner. Alt skal være en fortælling her.

Jeg tror måske, der er opstået en lede ved alle de her dårlige fortællinger, som er skåret over de samme skabeloner, de samme klicheer. Og der er autofiktionen måske et forsøg på at komme bag om alle de her skabelonagtige fortællinger. At autofiktion så også er en fiktion er en anden sag. Men ja, autofiktionen kan også ses som et forsøg på at komme bag om det store ’vi’. ’Vi danskere’, siger vi, men hvem er ’vi’ egentlig? Er ’vi’ denne nation, denne by, denne arbejdsplads? Autofiktionen er på en måde også et opgør med fortællingen om dette ’vi’.«

»Men jeg tror også, man skal se det på baggrund af en historisk udvikling, en større bevægelse, litteraturen er jo hele tiden kendetegnet af bevægelse og modbevægelse.

Hvis vi går tilbage til Murens fald i 1989 og krigen på Balkan i de følgende år, så blev virkeligheden pludselig meget påtrængende. Også dengang var der store diskussioner, om hvorvidt litteraturen skulle bære et samfundsansvar, om man som forfatter bare kunne sidde og skrive sine bøger uafhængigt af samfundsudviklingen, når der var krig i Europa, og i et vist omfang blev litteraturen både engageret og engagerende.

Samtidig var der den holdning, at litteraturen slet ikke skal være forpligtet på andet end sig selv. Og efter det, ja, så kommer der på et eller andet tidspunkt en bevægelse tilbage, hvor man vender tilbage til jeget, til selvundersøgelsen.«

– Så du ser ikke autofiktion som en sygelig selvoptagethed?

»Jo, hvis den er dårligt udført. Men generelt synes jeg, at fiktion, og herunder autofiktion, er et værn mod selvoptagethed, det er jo derfor, man skriver fiktion, skriver om andre, andre verdener, udspiller hypotetiske scenarier i hypotetiske universer. Det gør man jo netop for at komme ud over sig selv. Den aktuelle exofiktion, hvor man skriver fiktion med udgangspunkt i en historisk person, kan man også se som en reaktion på autofiktionens indadvendthed og søgen andre steder hen.«

Mia Mottelson

Kritikerens smag

– En anden ting, man kan sige om autofiktionens rum, er vel, at det er meget småt. Fordi man jo skriver tæt op ad sig selv, så kan man ikke komme på afstand af tingene og derfor ikke skabe noget særlig stort rum. Tag Jan Guillou, der skriver det 20. århundredes historie, det rum findes jo ikke i autofiktionen. Spørgsmålet er selvfølgelig så, hvad det gør ved kritikken. Har det gjort kritikken mere subjektiv?

»Hvis vi igen ser det i en historisk sammenhæng, så er kritikken blevet mere professionaliseret. Ikke at der findes regulære kritikerskoler, men mange danske kritikere kommer jo fra de samme steder, mange udgår fra Dansk eller Litteraturvidenskab. Og dermed vil der være visse fællestræk i den måde, litteraturen vurderes og bedømmes på. Det er noget, jeg tænker på som redaktør, at vores kritikere på Information skal være forskellige.

Det er en løbende udfordring at rekruttere folk, som ser litteratur på andre måder, har andre synsvinkler og andre erfaringer. Det er helt klart et ideal for mig. At vores hold af kritikere repræsenterer forskellige livsanskuelser. Men samtidig skal vi have fat i de bedste kritikere. Vi skal anmelde de bedste, og de skal anmeldes af de bedste. Jeg ser litteratur, som jeg ser sport og går efter det bedste. Det er som elitesport, og vi går efter de ypperste præstationer.«

– Men er det ikke et problem, hvis for eksempel tre kritikere, der anmelder den samme bog i tre forskellige landsdækkende dagblade, også tilfældigvis er kolleger eller studiekammerater fra litteraturvidenskab?

»Jo, nu er de jo også indbyrdes forskellige, men der er helt klart en homogeniseringsfare. Og jeg anerkender, at det er et løbende problem.«

– Måske især hvis de har det samme hierarki i hovedet: Dét som Nils Gunder Hansen skitserede i et forudgående interview, nemlig, at eksperimenterende kortprosa kommer i toppen, mens realistisk, fortællende prosa kommer i bunden, måske et lille stykke over genrelitteratur.

»Men hvis man har det hierarki i sit hoved, så er man også en dårlig kritiker. Man skal kunne se ud over det hierarki, ud over sin egen smag, ellers læser man ikke bogen. Det var Politikens negative anmeldelse af Mikael Josephsens roman de andre for nylig et eksempel på. Og det var derfor jeg reagerede på en anden avis’ anmeldelse, hvilket jeg ellers aldrig gør.

Josephsens roman handler om en gruppe hjemløse i og omkring Svendborg og er skrevet i et meget ligefremt og enkelt sprog. Politikens anmelder, Mikkel Krause Frantzen, dømte bogen ude, fordi han syntes, der var for meget kedeligt sprog, der mest bare skulle tjene til at bære handlingen videre. Det synes jeg var en helt forkert læsning. Dels er der ikke dårligt sprog i romanen, dels er der netop en pointe i, at romanen er skrevet i en ligefrem og enkel stil, fordi det meget præcist understøtter det miljø, de personer, som romanen skildrer.«

Emilie Lærke Henriksen

– Det er jo en skidegod bog. Jeg er lige gået i gang med den. Den har nerve, stil, spænding, og så handler den om noget virkelig vigtigt. Jeg er suget ind i den.

»Og der har du problemet. Hvis du som kritiker ikke er i stand til at sætte dig ud over din egen personlige smag og formidle bogen for andre, så er du ikke god nok. Det er min mening. Og jeg ved da heller ikke, om de andre falder inden for min personlige smag, men jeg kan da se, hvad forfatteren vil, og hvad der lykkes for ham, og sproget, det er jo helt nyt. Jeg mindes ikke, at jeg har læst sådan en bog før.«

– Det er vel også unfair, at Politikens anmelder nærmest klandrer Josephsen for, at han ikke skriver mere som en anden forfatter. Hvorfor skulle han dog det? Han skal jo skrive med hele sin egen særlighed. Jeg har også selv prøvet, at en kritiker lidt arrogant klandrede mig for ikke at skrive mere som andre forfattere, han bedre kunne lide. Men hvorfor skulle jeg dog have våde drømme om at være en anden! Det er jo gak.

»Men tilbage til det, du spurgte om. For kritikerrollen har ændret sig. Der er kommet flere kritikere med en mere subjektiv, personlig tilgang. Og nogle af dem kan godt inddrage deres omgivelser, mens de læser. Det er det, vi kalder at situere sin anmeldelse, skrive ud fra den situation, anmeldelsen er skrevet i, og det kan fungere godt. Men du skal bruge det jeg, som indgår i anmeldelsen, til noget.

Du kan ikke komme væk fra, at anmelderen er et subjekt, så selvfølgelig kan du bruge det, men du skal bruge det til at åbne bogen for andre læsere. Du læser jo på vegne af andre. Så hvis du skal gøre det, skal det være i bogens tjeneste. Ellers er det lige meget. Man kan sige, at det skal være et essayistisk jeg, ikke et privat-jeg, kritikeren betjener sig af.«

– Ja, nu siger du, at man læser på vegne af andre. Men der findes jo kritikere, som mener, at de kun læser på vegne af sig selv, altså at de har opgivet enhver form for autoritet. Men hvis man ikke har nogen autoritet, eller forsøger at have det, hvis ikke man læser på vegne af i det mindste en forestilling om en litterær offentlighed, hvorfor skal man så have plads i avisen? Hvad angår andre menneskers private læsninger mig?

»Jo, selvfølgelig skal man som anmelder tilstræbe en form for objektivitet, og selvfølgelig læser man på vegne af andre. Men man skal også huske, at en litterær dom i sidste ende er subjektiv og ikke skal regnes for mere end det.«

Autofiktionens blindgyde?

– Hvor ser du litteraturen bevæge sig hen herfra? Jeg spørger, fordi du lige har skrevet en bog om den europæiske roman fra 1945 til i dag. Vi har talt om, hvordan autofiktionen kom ind i billedet, og om hvordan den nu ser ud til at blive afløst af eksofiktion.

»Ja, der ser det jo ud til, at autofiktionen og fiktionslitteraturen i det hele taget har en tendens til at ende i jegets blindgyde. Tag for eksempel Karl Ove Knausgård eller den i øvrigt mesterlige Michel Houellebecq, som skriver nogle meget dystopiske romaner, hvor alt i det liberalkapitalistiske samfund er blevet gjort til varer. Oplysningsprojektet er aflyst, jeget er ikke længere frit, men er blevet forbruger, og der er ingen glæde mere, og sjælen, hvad er det? Det er noget, du køber. Hans romaner handler om degenereringen af hele det vestlige civilisatoriske projekt, og hvor fælleskabet er afviklet.

I min bog prøver jeg at pege på nogle andre romaner, der kommer ud af blindgyden, ud af autofiktionens og fiktionslitteraturens selvcentrering, og her nævner jeg for eksempel Rachel Cusk – en forfatter, som netop har gjort op med autofiktionen og fortæller fra synsvinklen af de andre personer, som hendes romans hovedperson møder. Hun vil væk fra jeget, fra den narcissistiske måde at være i verden på.

Et andet eksempel, som i virkeligheden går længere tilbage, er Svetlana Aleksijevitj, som blandt andet har skrevet den dokumentariske roman Bøn for Tjernobyl. En bog, hun først skriver mange år efter Tjernobylulykken i 1986, men som er meget vigtig i forhold til det med at bevæge sig ud over jeget og integrere en masse andre erfaringer og stemmer uden for dig selv i romanform.«

– Det er meget sjovt, for jeg har selv her de seneste måneder følt, at autofiktionen var en blindgyde, at der ikke rigtig var nogen vej videre herfra.

»Ja, men det er også vigtigt at sige, at autofiktionen altid har været der, også længe før det hed ’autofiktion’, og altid vil være der, for forfattere har jo altid skrevet om eller ud fra sig selv. Forvandlet det private stof inde i troldmandens værksted. Men det har helt klart domineret i denne periode.«

– Er det så, fordi vi er blevet dårligere til at se os selv udefra?

»Fiktion er jo et forsøg på at se sig selv udefra.«

– Men måske er vi blevet dårligere til dét? Og hvad med den ’skikkelsesdannede evne’, kan forfattere ikke skabe levende, fiktive karakterer mere? Siden vi nu igen skal snylte på egne eller andres levende liv?

»Der ser jeg nok bare tingene som bevægelser og modbevægelser, reaktioner og modreaktioner. Så det kommer igen.«

Litteraturen er unik

– Det er også interessant, hvor tæt forbindelse, man tror der er mellem samfundets bevægelser og litteraturen. For når der sker noget stort i verden, som nu senest coronakrisen, så er der nogle, der tror, at vi så er en masse forfattere, der sætter os ned og ’bearbejder’ denne omvæltning. Men så direkte er det jo ikke. Det går jo ikke sådan fra a til b. Vejen går over h og æ og d og s.

»Jeg bryder mig ikke om, at man bruger litteraturen sådan 1:1, når man partout vil have den til at være samfundsvendt. Litteraturen er noget unikt, som kan noget helt særligt. Jeg er ikke tilhænger af kunst for kunstens skyld, men samtidig anerkender jeg, at kunsten og litteraturen er sit eget, og hver gang der kommer nogen og siger, at litteraturen skal noget bestemt, så går jeg i baglås og mener det modsatte. Jeg kan ikke holde ud, når der kommer forbud mod, hvad man må.

Kunsten skal have frihed. Og man kan kritisere kunsten, men man må aldrig give køb på kunstnernes frihed til at skrive hvad som helst, for kunsten er det eneste sted, hvor du helt frit kan tænke over, hvem vi er, og hvad vores samfund er. Det er jo i øvrigt også det, min egen bog handler om, om hvordan litteraturen kan beskrive alle de menneskelige erfaringsrum og erkendelser, som man ikke kan finde i historiebøgerne. Men det er ikke 1:1.«

»I øvrigt vil jeg også gerne sige, fordi du i tidligere interview har været skeptisk over for, at alt skal være ’nyt’, at det nye jo findes på mange niveauer. Det behøver jo ikke bare at være fornyelse i hver enkelt sætning, eller sådan en snæver formel forståelse heraf.

Det kan jo også være nyt at beskrive erfaringer, der ikke er beskrevet før, eller som nu med Mikael Josephsens de andre, hvor man kan høre det nye og anderledes i det sprog, de hjemløse taler. Det nye behøver heller ikke at være svært eller uforståeligt. Det kan være nyt på mange måder. Det nye er også nogle gange bare det uvante. Hvis man mener, at litteraturen betyder noget helt grundlæggende for vores måde at forstå os selv og verden på, så kan du ikke komme uden om fornyelsen som en helt afgørende æstetisk grundpræmis.«

»Uden fornyelsen som den grundlæggende præmis ville det også være umuligt at vurdere storheden af dit eget forfatterskab, Katrine, og de vilde formmæssige fornyelser, du med bøger som Ankomst, Husumgade, Lysgrænsen og senest Det samme og noget helt andet – alene titlen på den bog siger det – flere gange undervejs har foretaget. Det er jo gennem fornyelsen, vi bryder med vores egne fordomme og forudindtagede meninger. Så det er meget bredere end bare det strengt formelle.«

– Meget mere end bare at bruge 17 skrifttyper og lave eksperimenterende, collageagtige kludetæppetekster, der er flerstemmige på den flerstemmige måde? Nu er jeg fræk.

»Ja, sådan går det jo nogle gange, når man vil lave en skole omkring det nye, så tror man, at man kan sætte det nye på formel. Men det kan man heldigvis ikke.«