Når man har brugt en betydelig mængde tid på at krænge sit indre ud i et digt, må det være særligt ømt at skulle fravælge tekster til en endelig digtsamling. Og endnu sværere, når det er redaktøren, der er ude med saksen.
Men det er bare min formodning, og den skal Anna Juul hjælpe med at af- eller bekræfte. Under alter egoet Veronika Katinka Martzen udgav hun i 2019 digtromanen Jeg bruger min krop som et møbel, der forvirrede anmelderne med den ironiske/ikke ironiske og satiriske/ikke satiriske tilgang til det at skrive. Ud over digtromanen har Anna Juul – og Veronika Katinka – været manuskriptforfatter på Den Korte Radioavis på det hedengangne Radio24syv og står bag komedieserien Min kamp på DR3.
I processen med bogen har hun været redaktør for sit alter ego, mens der også har siddet en rigtig redaktør hos forlaget Gladiator, Jakob Sandvad, som er kommet med indvendinger. For at blive klogere på alt det besøger jeg hende, Anna Juul, i hendes toetagers lejlighed i et byhus på Frederiksberg.
»Vi sad seriøst til sidst og pillede ord ud af bogen,« fortæller Anna Juul fra køkkenalrummets vindueskarm, mens hun ryger på en Camel-cigaret.
Skam og kapitalisme
Digtsamlingen er egentlig en coming of age-fortælling om en ung pige, Veronika Katinka, der har det svært, og som lærer at leve med, at hun har det svært, forklarer Anna Juul. Undervejs i bogen møder man som læser mange forskellige formater såsom en spydig konfirmationstale, dialog med tv-tilrettelæggere, breve, tweets og – selvfølgelig – digte. Flere af teksterne drejer sig om psykisk sygdom, og Juul har forsøgt at befinde sig i krydsfeltet mellem ironi og ærlighed.
»Det er et spændende sted at lægge sig – dér, hvor man som læser kan komme til at skamme sig over, at man har grinet ad noget, fordi det så viste sig lige bagefter at være noget, man ikke skulle grine ad. Jeg synes godt, man må grine, og man skal ikke skamme sig.«
Da bogen lå færdig med sine 236 sider, var der i alt udeladt 40 siders materiale. Dem har Anna Juul gemt på sin computer. Af de mange passager og ord, der er skåret fra i tilblivelsen af Jeg bruger min krop som et møbel, synes hun, vi skal tale om digtet »Nydkorea«, fordi det eksemplificerer mange af de 40 sider.
”NYDKOREA” – DIN NYE LANDEVEN
(ET EUROFOISK DYSTOPISK DIGT OM FREMTIDEN)
Go morgen Danmark my name is Intet
havde sat 17 alarmer dengang jeg sku nå et fly til Sydkorea
jeg 1 klovn jeg kommer altid for sent
nå men jeg nåede mit fly
der går 12 timer…
Hello og fandme velkommen til Sydkorea
der ifølge wikipedia betragtes
”som et af de mest etnisk homogene samfund i verden”
tak for info og tillykke med den præstation wow
jegets nemme plan var jo at tage til Korea
for bare at være lidt
ahhhhhhhhh
det er så dejligt bare at være
det var det jeget tænkte da det tog på ferie til Korea
med hele bagpacken fuld af ny personlighed og take på tilværelsen (positiv)
ahhhhhhhhh
nu skal jeg bare være
ahhhhhhhhh
bare være
selvfølgelig lidt dumt så
at tage til et land hvor ingen nogensinde smiler
som jeget kan konstatere første gang det går på gaden
smil til Korea :)
så smiler Korea fandme ikke til dig
gir selvfølgelig mening når man har
at man ikke går og griner hele vejen ned i graven
men hvorfor har man egentlig det
spørger jeget
når man også har
hva?
det handler jo bare om at få en god uddannelse
så man kan få et godt job hos en fx techgigant såsom fx Samsung
både fordi det gir et goth liv
men også fordi man ellers bliver set som andenrangsborger
nej, smil er kun noget for de dumme og de kreative
så måske
de ville i hvert fald ikke blive chokerede over mængden af art pop her
den er næsten ikke-eksisterende
folk ligner Europa
jeget er umiddelbart ret skuffet
må jeget bare være ærlig og sige
jeget havde lissom forestillet sig noget mere
måske noget mere ligesom Tokyo
ja det var det jeget kom efter
men det er mere bare en meget stor udgave af fx Herning
Herning med marginalt mere neon godt nok
men stadig Herning
fx er der McDonalds über alles
lokaliseringstjenester more like globaliseringstjenester
men altså mer globalisering til mig tak
én af dem fra Asien tak
jeget får lyst til at embrace det brutalt
men jeget fatter faktisk ikke hvorfor man ik bare dropper nord og syd
til fordel for nyd (det bedste i verden)
så mød Nydkorea din nye landeven
Nul kommunisme masser fascisme
og kapitalisme en yndlings-isme
bare sån
og nu handler det først og fremmest om bare at være ikke
træt fx
det ku man være
eller den fedeste ved poolen fx
det ku man være
en stor fed hval
mens man ville ønske at man var stærk nok til at embrace det
man her handler det ikke så meget om at embrace
men mere om at change
det er meget nemmere
så måske jeget sku ændre sin personlighed igen ?
Digtet blev til, fordi Anna Juul dengang syntes, det kunne være »grineren«, hvis Veronika Katinka smed om sig med kapitalismekritik uden at have sat sig ind i, hvordan samfundet skulle fungere uden en kapitalistisk struktur.
»Det kunne være sjovt, hvis hun påstod at være virkelig antikapitalistisk, når hun jo er fra Gentofte og ligger sygt meget under for storkapitalen. Hendes far er reklamemand, som er det mest storkapitalagtige, man overhovedet kan være – ud over oliemand. Men så skulle hele bogen have handlet om det, synes jeg. Det var for stort et emne at smide ind i én sætning uden at følge op på det.«
Dertil bar digtet præg af skriveprocessen fra det første udkast, fordi bogen oprindeligt var tænkt til at være en ikke helt dårlig, forsøgt sjov, parodi på forfattere i den danske litteratur anno 2019. Det samme gælder mange af de 40 siders overskydende materiale. Men det viste sig undervejs, at Anna Juul ville noget mere med bogen end blot at skyde til højre og venstre med halvgode imitationer.
Tankeprutter og forfængelighed
Bogen blev til på opfordring fra forlaget Gladiator, der henvendte sig til Anna Juul med ønsket om en digtsamling fra Veronika Katinka, som hun tidligere havde optrådt som. Det kunne være blevet en parodi på andre litterære værker fra blandt andre Caspar Eric og Olga Ravn. Men det kunne hun, trods det distancerende alter ego, ikke stå inde for, fordi hun, Anna, jo egentlig er tosset med Caspar Eric og generelt synes, der bliver skabt vidunderlig litteratur i Danmark.
»Og så tror jeg, det i virkeligheden handler om, at Jakob og jeg på et tidspunkt i processen får blod på tanden og lyst til at skrive en bog, der får fem hjerter i Politiken (bogen endte med at få fire, red.), i stedet for en ligegyldig parodidigtroman, som ender med at ligge i Netto eller Føtex. Ligesom min anden bog Det har jeg altid sagt gør, selv om den faktisk er meget sjov, og flere burde købe den.«
Derfor blev mange af passagerne fra det oprindelige udkast skåret fra. Egentlig kan de fravalgte passager deles op i to kategorier ud fra bogens dogme om at befinde sig i krydsfeltet mellem ironi og ærlighed. Det, der blev for følelsesladet – for »patosladet« – måtte ryge ud, og det, der blev rendyrket ironi, måtte samme vej. »Nydkorea« er et eksempel på det sidste.
Samarbejdet digter og redaktør imellem fungerede således, at Anna Juul konsekvent skrev af sted på tastaturet fra klokken otte til 16 hver dag, indtil der var nok materiale og dermed et skelet, som redaktøren hos Gladiator, Jakob Sandvad, kunne få lov at pille ved.
»Jeg forsøger at sprøjte et første udkast ud så hurtigt som muligt, bestående af tankeprutter, så jeg har en sikkerhed i, at nu ligger der noget lort, der kun kan blive bedre. Jeg er – måske, det har jeg ikke fundet ud af endnu – en dygtig forfatter. Jeg er ikke nødvendigvis en dygtig redaktør. For mig giver det mening at lytte til nogen, der har brugt tid på at blive gode til deres arbejdsfunktion.«
– Er det ømt?
»Det er da selvfølgelig mærkeligt, hvis jeg har skrevet noget, jeg selv føler, var nice, og en anden så kigger på det og siger, at det er det ikke. Men jeg tror, det er sundt som kunstner nogle gange at fralægge sig forfængeligheden. Jeg tror, der findes nogle, der synes, at alt, de skriver, er genialt. Jeg er bare ikke en af dem. Og bare fordi jeg har skrevet noget rigtig godt, betyder det ikke, at det er rigtigt for projektet som helhed.«
Veronika Katinka Martzen: ’Jeg bruger min krop som et møbel’. Forlaget Gladiator.
Hvad udelader kunstnerne?
Når galleriudstillinger skal opsættes, teaterforestillinger sammenstykkes og digte samles, vil der i sagens natur være noget, der ender med at blive udeladt. Værker, passager eller karakterer, der aldrig ser dagens lys, fordi det ikke passede ind i sammenhængen. Men hvad er kunstnernes egne tanker bag fravalgene? Det undersøger Information i denne serie.
Seneste artikler
Farshad Farzankia kan ikke forklare, hvorfor nogle værker ikke kommer med på udstillingen
2. august 2021Hvordan udvælger og fravælger man værker til en udstilling? Billedkunstner Farshad Farzankia tog flere malerier med, end der var plads til på ARKEN og måtte fravælge på stedet. Serien om, hvad man må udelade for at skabe god kunst, er nået til billedkunstenPoetiske mytologiske tekster blev til en stemning, da Kirsten Dehlholm oversatte Voetmann til scenekunst
29. juli 2021Det handler for Kirsten Dehlholm om at have respekt for værket, når man benytter sig af andres kunst. Hun lånte fortællingen om den egyptiske underverden fra Harald Voetmanns langdigt og udelod sanselige og mærkelige passager i forestillingen ’Amduat. En iltmaskine.’ Serien om kunstneriske fravalg tager en tur i teateretWhen Saints Go Machine udelader numre fra deres albummer for at skabe rene og ærlige værker
24. juli 2021Hvad ryger ud, når et album kommer til verden? Og hvorfor? Bandet When Saints Go Machine efterlod omtrent 20 skitser på deres seneste plade. For at skabe et varmt og nært udtryk måtte eksempelvis et nummer, der var for blåt og nordisk, lade livet. Vi er i serien om kunstens udeladelser nået til musikken
Det handler jo ikke om, hvorvidt noget er 'genialt', men om det er genuint, og om det er bragt tættere på forfatterens intention i et intimt samarbejde med en konsulent.
Ellers er det jo bare produktion.
Er Anna Juul ironisk i sin Metallica-shirt?
Med sin smøg?
Who knows, hvad ironien består af.
Den består vel mest, imo, i at stille sig tilfreds med at lave ironisk shit, som man så - efter forgodtbefindende - kan affærdige som enten ironisk eller dybfølt, i takt med hvordan det opfattes af dem, man i første omgang søgte at please ved at være ironisk (eller måske ikke, tihi).