Når Veronika Katinkas digte blev enten for ironiske eller følelsesladede, skar Anna Juul dem fra

Når man har brugt en betydelig mængde tid på at krænge sit indre ud i et digt, må det være særligt ømt at skulle fravælge tekster til en endelig digtsamling. Og endnu sværere, når det er redaktøren, der er ude med saksen.

Men det er bare min formodning, og den skal Anna Juul hjælpe med at af- eller bekræfte. Under alter egoet Veronika Katinka Martzen udgav hun i 2019 digtromanen Jeg bruger min krop som et møbel, der forvirrede anmelderne med den ironiske/ikke ironiske og satiriske/ikke satiriske tilgang til det at skrive. Ud over digtromanen har Anna Juul – og Veronika Katinka – været manuskriptforfatter på Den Korte Radioavis på det hedengangne Radio24syv og står bag komedieserien Min kamp på DR3.

I processen med bogen har hun været redaktør for sit alter ego, mens der også har siddet en rigtig redaktør hos forlaget Gladiator, Jakob Sandvad, som er kommet med indvendinger. For at blive klogere på alt det besøger jeg hende, Anna Juul, i hendes toetagers lejlighed i et byhus på Frederiksberg.

»Vi sad seriøst til sidst og pillede ord ud af bogen,« fortæller Anna Juul fra køkkenalrummets vindueskarm, mens hun ryger på en Camel-cigaret.

Skam og kapitalisme

Digtsamlingen er egentlig en coming of age-fortælling om en ung pige, Veronika Katinka, der har det svært, og som lærer at leve med, at hun har det svært, forklarer Anna Juul. Undervejs i bogen møder man som læser mange forskellige formater såsom en spydig konfirmationstale, dialog med tv-tilrettelæggere, breve, tweets og – selvfølgelig – digte. Flere af teksterne drejer sig om psykisk sygdom, og Juul har forsøgt at befinde sig i krydsfeltet mellem ironi og ærlighed.

»Det er et spændende sted at lægge sig – dér, hvor man som læser kan komme til at skamme sig over, at man har grinet ad noget, fordi det så viste sig lige bagefter at være noget, man ikke skulle grine ad. Jeg synes godt, man må grine, og man skal ikke skamme sig.«

Da bogen lå færdig med sine 236 sider, var der i alt udeladt 40 siders materiale. Dem har Anna Juul gemt på sin computer. Af de mange passager og ord, der er skåret fra i tilblivelsen af Jeg bruger min krop som et møbel, synes hun, vi skal tale om digtet »Nydkorea«, fordi det eksemplificerer mange af de 40 sider.

Digtet blev til, fordi Anna Juul dengang syntes, det kunne være »grineren«, hvis Veronika Katinka smed om sig med kapitalismekritik uden at have sat sig ind i, hvordan samfundet skulle fungere uden en kapitalistisk struktur.

»Det kunne være sjovt, hvis hun påstod at være virkelig antikapitalistisk, når hun jo er fra Gentofte og ligger sygt meget under for storkapitalen. Hendes far er reklamemand, som er det mest storkapitalagtige, man overhovedet kan være – ud over oliemand. Men så skulle hele bogen have handlet om det, synes jeg. Det var for stort et emne at smide ind i én sætning uden at følge op på det.«

Dertil bar digtet præg af skriveprocessen fra det første udkast, fordi bogen oprindeligt var tænkt til at være en ikke helt dårlig, forsøgt sjov, parodi på forfattere i den danske litteratur anno 2019. Det samme gælder mange af de 40 siders overskydende materiale. Men det viste sig undervejs, at Anna Juul ville noget mere med bogen end blot at skyde til højre og venstre med halvgode imitationer.

Tankeprutter og forfængelighed

Bogen blev til på opfordring fra forlaget Gladiator, der henvendte sig til Anna Juul med ønsket om en digtsamling fra Veronika Katinka, som hun tidligere havde optrådt som. Det kunne være blevet en parodi på andre litterære værker fra blandt andre Caspar Eric og Olga Ravn. Men det kunne hun, trods det distancerende alter ego, ikke stå inde for, fordi hun, Anna, jo egentlig er tosset med Caspar Eric og generelt synes, der bliver skabt vidunderlig litteratur i Danmark.

»Og så tror jeg, det i virkeligheden handler om, at Jakob og jeg på et tidspunkt i processen får blod på tanden og lyst til at skrive en bog, der får fem hjerter i Politiken (bogen endte med at få fire, red.), i stedet for en ligegyldig parodidigtroman, som ender med at ligge i Netto eller Føtex. Ligesom min anden bog Det har jeg altid sagt gør, selv om den faktisk er meget sjov, og flere burde købe den.«

Derfor blev mange af passagerne fra det oprindelige udkast skåret fra. Egentlig kan de fravalgte passager deles op i to kategorier ud fra bogens dogme om at befinde sig i krydsfeltet mellem ironi og ærlighed. Det, der blev for følelsesladet – for »patosladet« – måtte ryge ud, og det, der blev rendyrket ironi, måtte samme vej. »Nydkorea« er et eksempel på det sidste.

Samarbejdet digter og redaktør imellem fungerede således, at Anna Juul konsekvent skrev af sted på tastaturet fra klokken otte til 16 hver dag, indtil der var nok materiale og dermed et skelet, som redaktøren hos Gladiator, Jakob Sandvad, kunne få lov at pille ved.

»Jeg forsøger at sprøjte et første udkast ud så hurtigt som muligt, bestående af tankeprutter, så jeg har en sikkerhed i, at nu ligger der noget lort, der kun kan blive bedre. Jeg er – måske, det har jeg ikke fundet ud af endnu – en dygtig forfatter. Jeg er ikke nødvendigvis en dygtig redaktør. For mig giver det mening at lytte til nogen, der har brugt tid på at blive gode til deres arbejdsfunktion.«

– Er det ømt?

»Det er da selvfølgelig mærkeligt, hvis jeg har skrevet noget, jeg selv føler, var nice, og en anden så kigger på det og siger, at det er det ikke. Men jeg tror, det er sundt som kunstner nogle gange at fralægge sig forfængeligheden. Jeg tror, der findes nogle, der synes, at alt, de skriver, er genialt. Jeg er bare ikke en af dem. Og bare fordi jeg har skrevet noget rigtig godt, betyder det ikke, at det er rigtigt for projektet som helhed.«

Veronika Katinka Martzen: ’Jeg bruger min krop som et møbel’. Forlaget Gladiator.