»Det er fint at indsamle data, men det er også vigtigt at anerkende kultur og dannelse som noget, der ikke kan måles og vejes,« siger den nye kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på Folkescenen på Kulturmødet på Mors. Debatten går på forslaget fra Danske Kulturbestyrelser, KL, Dansk Erhverv, Center for Kulturevaluering ved Aarhus Universitet og Augustinus Fonden om at oprette et uafhængigt analyseinstitut på kulturområdet, der skal kortlægge kulturens betydning på både individ- og samfundsniveau.
Halsboe-Jørgensen er optaget af, at kulturområdet ikke reduceres til data, men at vi fastholder, at kulturen har en værdi i sig selv. Det udløser et stort bifald fra publikum.
Torsdag eftermiddag, blot tre dage efter, at hun har overtaget kulturministerposten fra Joy Mogensen, deltager Ane Halsboe-Jørgensen i en debat om kulturens værdi sammen med repræsentanter fra erhvervslivet, det politiske liv og uddannelsesinstitutionerne.