Shakespeare har skabt det ultimative fjendebillede af den magtfulde kvinde: Lady Macbeth

Hun er en af de største kvindefigurer i vores kultur, hun er fjendebilledet af den kvinde, som har gjort sig fri af sin tilbøjelighed til omsorg og medlidenhed for at komme frem i verden, og som ydmyger sin mand, fordi han er for slap og svag: Hun er Lady Macbeth.

I William Shakespeares tragedie Macbeth, der blev spillet første gang i 1606, anråber hun ånderne og beder dem udrydde hendes samvittighed og gøre hende brutal, så hun kan hjælpe sin mand til magten:

»Gør mit køn til intet her! Og fyld mig helt
med hærdet grusomhed fra fod til isse
gør blodet tykt, så ingen hjerteanger
og ingen medynk flyder i dets bane.«

Macbeth er en skotsk general, der sammen med sin ven Banquo har været i krig og knust en opstand mod kongen. Han betragter kong Duncan som sin herre og lydighed som sin dyd.

Men på vej hjem frem gennem slagmarken møder han tre hekse, som forudsiger, at han skal blive konge. Det er ikke noget, han har drømt om, men forudsigelsen hjemsøger ham. Den gør ham bange, og den foruroliger ham. Så han skriver om heksenes spådom til sin kone, Lady Macbeth, der omgående gør forudsigelsen til deres bestemmelse.

Men hun er bekymret for, om hendes mand har nerverne og viljen til at blive konge:

»Din natur
den ængster mig: den er for mæt og fyldt
af menneskelig ømheds mælk, der hindrer
dig i at gribe til.«

Hun overtaler ham til at planlægge et attentat og slå kongen ihjel. Men han tvivler igen og trækker sig: »Vi må la disse planer hvile, hvor de er,« siger han. Hun kalder ham »fej« og en »kryster« og siger, at han er som den kat, der gerne vil have fisk, men ikke våde poter.

»Ti nu stille,« replicerer Macbeth: »jeg tør alt, hvad der sømmer sig for en mand«.

Men det afviser Lady Macbeth:

»Da du turde
var du en mand; og bliver du endnu mere
end du var før, er du des mere mandig.«

Macbeth realiserer den plan, hans kone har lagt, og slår Duncan ihjel. Han bliver konge og Lady Macbeth dronning. Men derfra går det helt galt. Han bliver besat af frygten for at blive opdaget og slår også sin gode ven Banquo ihjel, fordi han føler sig truet af alle, der kunne hævne mordet på kongen. Alle bliver hans potentielle fjender. Macbeth bliver aldrig hverken afsløret eller anklaget, men eskalerer sit paranoide selvforsvar til en voldscyklus, der ender med at tage livet af ham.

Den irriterende kvinde

Lady Macbeth er ifølge Emma Smith, som er professor ved Oxford University og forelæser i Shakespeare, en af de figurer hos Shakespeare, der er blevet et ikon i vores kultur:

»Så godt som hver eneste magtfulde kvinde, fra Hillary Clinton til alle mulige andre, er blevet kaldt for en Lady Macbeth-skikkelse,« forklarer Smith:

»Det er åbenlyst en karakter, som vi har et kulturelt behov for. Hun inkarnerer rollen som den irriterende kvinde, som spørger til sin mands mandighed og truer hans maskulinitet.«

Det er en almindelig øvelse for jurastuderende på Oxford at afholde processer over fiktive skikkelser, fortæller Smith. Ofte bliver en jurist således udpeget til at forsvare Macbeth mod anklagen for kongemord:

»Der er to strategier for at få Macbeth frikendt,« forklarer hun. »Den ene er, at man henviser til en slags posttraumatisk choktilstand, et veteransyndrom. Den anden er, hvad vi kunne kalde ’den irriterende kvinde’-syndromet. At han blev ødelagt på en måde af denne her kvinde, som konstant var efter ham.«

– Macbeth er et stykke, som handler meget om kønsidentitet – der er mange replikker, som handler om at være mand, leve op til mandighed eller ikke at være mand. Hvordan skal vi forstå det?

»Du har ret i, at der bliver talt virkelig meget om det med at være mand, men det er mere kompliceret, end man umiddelbart tror. Hvis vi undersøger, hvad der er det modsatte af at være ’mand’ i stykket, er det ofte ’bæst’ (’mand’ hedder ’man’ på engelsk, hvilket også kan betyde menneske, red.). Så nogle gange betyder ’mand’ det modsatte af dyr, mens det andre gange er det modsatte af kvindelig eller feminiseret.«

Men heller ikke mandigheden er entydig i Macbeth, fortsætter Smith. Der er en anden mandlig karakter i stykket, som hedder Macduff. Hans kone og børn bliver bestialsk slagtet i en chokerende blodig scene, hvor Macbeths vanvid kulminerer:

»Da Macduff begynder at græde, siger en af de andre karakterer til ham: ’tag det som en mand’. Og han svarer, at han også må føle det som en mand. Der er to versioner af mandighed hér: en moderne mand, som siger, at jeg ikke ville være menneske, hvis jeg ikke reagerede på det her. Og en gammeldags mand, som kendetegnes ved, at ’mænd græder ikke’ og man skal ’bide tænderne sammen’.«

Det, der lignede en bekræftelse af klassiske fjendebilleder af onde ukvindelige kvinder og foragtelige umandige mænd, viser sig at være anderledes åbent, hvis man nærlæser Macbeth.

»Shakespeare er i det her stykke meget interesseret i de momenter, hvor karakterens køn ikke passer til kønnets normale karakteristik,« forklarer Smith:

»Gråd, der ellers som regel knyttes til kvinder, bliver forbundet med en mand, hvorimod mangel på tilgivelse, der normal associeres med mænd, knyttes til Lady Macbeth. Grænserne mellem kønnene bliver overskredet og sat på spil i Macbeth.«

Den gode kvinde

Det er klart, at stykket rejser spørgsmålet om, hvem der er den gode mand. Men gennem modstillingen mellem Lady Macduff, som Macbeth altså myrder, og Lady Macbeth tematiserer det også spørgsmålet om den gode kvinde.

»Det er indlysende, at Lady Macbeth på mange måder ikke er en god kvinde. Men der er en måde, hvorpå hun faktisk er det. Hun støtter sin mand ubetinget, hun nævner aldrig noget om, at hun selv glæder sig til at blive dronning, få smykker og tjenere. Det er ikke hendes egne ambitioner. Og hun er i modsætning til mange andre hos Shakespeare heller ikke sin mand utro seksuelt. Hun er den perfekte kone, kan man sige, på en helt forfærdelig måde.«

Lady Macbeth er den perfekte kone på en helt irriterende måde, siger Emma Smith.

Emily Macinnes

Lady Macduff er en anderledes karakter, som umiddelbart forekommer Lady Macbeth moralsk overlegen. Men i de få linjer, hun siger i stykket, klager hun over sin egen mand og når at fortælle sine børn, at han er en forræder:

»Mange af de etiske kategorier bliver vendt på hovedet i løbet af stykket, det er for mig noget af det mest fascinerende ved Macbeth.«

Noget andet er, at det heller ikke lykkes Lady Macbeth at frigøre sig fra sin samvittighed. I stykkets sidste akt går og taler hun i søvne. Vanvittig af skyldfølelse kommer hun til at afsløre mordet på Kong Duncan og bliver ved med at vaske sine hænder, fordi hun ser blodet på dem som syner: »Væk, forbandede plet! Væk, siger jeg!« siger hun, mens hun prøver at fjerne sin skyld. Til sidst begår hun selvmord.

– De tre hekse i starten af stykket, som Macbeth i øvrigt vender tilbage til i fjerde akt, er gådefulde figurer i stykket. Skal vi bare forstå dem psykologisk?

»Godt spørgsmål. Der er ideen om, at Shakespeare eksperimenterer med forskellige måder at forstå og skildre psyken, den indre psyke, på. En form for eksperiment er gennem enetalen, monologen, den tale, hvor tanker bliver født og gennemarbejdet. Det er virkelig et gennemgående træk ved Macbeth. Vi får ikke monologer som Hamlets, hvor de er mere åbne og poetiske, i stedet får vi de her svære, overtænkte, ubeslutsomme taler fra Macbeth, som lader til at udtrykke hans indre tanker. Det kan være en måde at vise, hvad der foregår indeni, på.«

Men der er mere i den menneskelige psyke end det, som kommer til udtryk gennem monologerne. Heksene kan forstås som djævelske aspirationer, der dukker op i hovedet på Macbeth, uden han selv har ønsket det. Den slags fristelser, vi ikke selv bestiller, men opleves, som om de melder sig af sig selv i vores bevidsthed. Igen er det tankevækkende, at heksene viser sig for Macbeth og ikke for hans kone. Lady Macbeth kommer altså ikke og påtvinger sin mand nogen ambitioner, men skubber til ham for, at han skal overskride den frygt, som begrænser ham, og realisere sig selv:

»Det kan være hjælpsomt for os i moderne tid at tænke på de tre hekse som karakterer, der befinder sig uden for psyken, men som i virkeligheden skal forstås som indre. For billedet af tre hekse omkring en gryde er blevet en kliché, som overhovedet ikke skræmmer os længere. Mange moderne opførelser af Macbeth forsøger at genskabe denne her uhygge og fremmedartethed ved at caste heksene som børn – for at trække på en horrorfilmæstetik, hvor delvist uskyldige og delvist bevidste børn, der chanter, fremstår som væsener på tærsklen mellem vores verden og en anden verden.«

Hver generation sin Shakespeare

– Hvis man ser på den overleverede forståelse af Lady Macbeth som den irriterende kvindefigur og de mange mandlige helte hos Shakespeare, kunne man tro, at hans værk ville blive kritiseret af den generation, som gør op med den hvide mands kanon på universitetet. Men det er hverken sket i England eller USA. Skyldes det, at der netop er en åbenhed i spillet som den, du fremhæver, og et potentiale i hans værk, som gør, at hver generation kan genopdage deres egne kampe hos ham?

»Det er fuldstændigt rigtigt, potentiale er en præcis betegnelse. Det, vi ser nu, har været tilfældet med Shakespeare i mere end 300 år. Forskellige epoker og forskellige verdenssyn finder noget i Shakespeare, som klinger med dem, og som de kan arbejde med.«

Smith henviser til en bog fra 1990’erne, der hed Hamlet versus Lear. Den beskrev, hvorfor Hamlet var elsket i det 19. århundrede, mens Lear blev dyrket i det 20.:

»Hamlet er denne her melankolske, reflekterende mand, som tænker over sin plads i verden. Det passede til tiden, hvor der blev gjort op med religionernes forklaring på verden, og hvor Darwin blev det nye grundlag for forståelsen af historien. Så kom det 20. århundrede, hvor vi udviklede forfærdelige våben og demonstrerede vores evne til frygtelige handlinger. King Lear blev den periodes stykke, fordi det handler om den menneskelige ondskab.« 

– Hvad er vor tids Shakespeare-drama?

 »Jeg tænker, at Othello bliver det 21. århundredes stykke, fordi det handler om en slags imperium, og multikulturalisme, og hvordan mennesker kan og ikke kan leve sammen, kampen mellem kristendom og islam i Middelhavsområdet. Det er aktuelt på samme måde i dag, som de andre tragedier var i deres perioder.«

Ud af elfenbenstårnet

Det var netop det, at folk uden for universitetet havde brug for Shakespeare, der gjorde Emma Smith til forsker. Hun var som alle andre britiske elever tvunget til at læse Shakespeare i skolen, men det sagde hende ikke noget:

»Vi læste Helligtrekongersaften højt, som er et stykke, jeg nu elsker, på runde i klassen med Mr. Taylor, vores lærer. Ingen af os forstod rigtig noget af det, vi forstod i den grad ikke vittighederne, det tog en evighed. Det var meget kedeligt,« erindrer Smith.

Senere blev hun klar over, at hun gerne ville være akademiker, men hun var frastødt af afstanden mellem universitetet og omverdenen:

»Du kender udtrykket med elfenbenstårnet, det har hjemsøgt mig gennem hele min karriere. Jeg vil ikke være en isoleret specialist, og Shakespeare tiltrak mig, fordi han har en fod uden for det akademiske liv – på teatret og generelt i kulturlivet.«

Det var sjovt nok sådan, jeg selv stødte på Emma Smith. Jeg læste de forskellige stykker, efterhånden, som de udkom i dansk oversættelse, og ledte efter opsætninger af dem på streamingtjenesterne, så jeg ikke måtte nøjes med det, Hamlet kalder »words, words, words«. Men det var svært at finde.

I stedet søgte jeg efter forelæsninger på nettet, som nærlæste de enkelte skuespil, og fandt frem til en fantastisk forelæsningsrække fra Oxford University, hvor en inspireret og indsigtsfuld professor åbnede hvert enkelt stykke med sjove fortolkninger. Professoren var Emma Smith, som på den måde har ledsaget mig de sidste par år, fordi det blev et ritual at lytte til hendes læsning, når jeg selv havde læst et stykke.

– Hvordan har dit syn på hans værker forandret sig gennem årene, efterhånden som du er blevet mere og mere engageret, har genlæst stykkerne, set dem igen?

»Jeg er blevet mindre bekymret for spørgsmålet om, hvad det hele nu skal betyde. Jeg har givet slip på troen på, at man skal lede efter nøglen til det hele. Jeg tænker nogle gange nu, at noget af Shakespeares sprog i sin tid nok appellerede til teatergængerne lidt som musik snarere end som sikkerhedsinformationer i et fly. Med det mener jeg, at det ikke skal udtrykke information, men mere udtrykke en stemning eller give dig plads til at tænke dine egne tanker. Det har været ret frigørende.«

– Hvordan har dine studerendes forhold til Shakespeare ændret sig med årene?

»De er blevet mere optaget af værkernes efterliv og effekter. Fordi stykkerne har sådan en rig og bred virkningshistorie. Du kan skrive om tegneserier eller operaer eller postkolonialisme eller feminisme, alle mulige ting, gennem Shakespeare som prisme. Shakespeare er blevet en slags værktøj, man kan gentænke andre ting med. Og det, tror jeg, er noget, de finder meget givende.«

Englands digter

– Vi har i denne her serie talt om, hvordan det både var arbejderklasse og overklasse, som kom til Shakespeares forestillinger på The Globe. Det skaber sådan en romantik om denne her meget kloge dramatiker, som samtidig er folkets digter. Holder det i dag?

»Generelt tænker jeg, at Shakespeare er fantastisk velkendt og ikke særlig læst i Storbritannien. Han bliver set som en stor britisk figur, en slags nationalt symbol, som de fleste har et billede af. Men ligesom teater generelt er det noget, som primært akademikere, kulturfolk og de intellektuelle i byerne går rigtig meget op i.«

 »Der er nogle fantastiske optagelser efter Englands kamp mod Skotland ved EM i London, hvor skotske fodboldfans råber ad en statue af Shakespeare og siger, at han bare er en dårlig udgave af Robert Burns, deres nationalpoet. Det elsker jeg, og det var så dejligt at se noget, der ikke var beundring.«

– Jeg har tidligere i denne her serie talt med James Shapiro, som fortalte, at Shakespeare i USA er noget af det eneste, de konservative og de liberale deler. Er det også sådan i Storbritannien i dag, at der både er en progressiv og en konservativ forståelse af Shakespeare?

»I forhold til det spørgsmål venter vi alle spændt på premiereministerens bog om Shakespeare. Boris Johnson har haft en kontrakt om at skrive om Shakespeare i flere år nu, og den bliver ved med at blive udsat, efterhånden som forskellige kriser dukker op,« forklarer Smith med et grin. Og siger, at det er svært at finde ud af, om man skal ærgre sig eller glæde sig over udskydelserne. Men bogen bliver under alle omstændigheder interessant, anfører Smith, fordi den vil blive set som premierministerens bud på, hvad nutidens konservative bør se i nationaldigteren:

»Det kan godt være en hilsen til de konservative om Shakespeare. Den akademiske verden, teaterverdenen er helt overvejende liberal, og de fleste moderne læsere af Shakespeare kommer fra venstrefløjen frem for højrefløjen. Men der er stadig en konservative grundforestilling om, at Shakespeare står på en piedestal og viser, hvad det vil sige at være brite og have en britisk identitet.«

– Jeg vil til sidst bede dig fremhæve et enkelt citat fra ’Macbeth’?

»Det er næsten en umulig opgave, fordi der er så mange gode linjer. Men der er Lady Macbeths opfordring til, at hendes mand skal tage sig sammen, som er stærk: ’But screw your courage to the sticking place, and we’ll not fail.’ Og så er der Macbeths linje til allersidst: ’Tomorrow, and tomorrow, and tomorrow / creeps in this petty pace from day to day.’ Denne her følelse af nyttesløshed kommer virkelig frem ved stykkets slutning.«

– Jeg elsker citatet fra slutningen på stykket, som reflekterer over hele Macbeth-tragedien: 'It is a tale told by an idiot, full of sound and fury, signifying nothing.' Hvordan skal den linje forstås?

»Det er et fantastisk øjeblik, er det ikke? Dramatikeren har skabt denne her figur, som til sidst på sin resje fortæller os sin tragedie, at alt har været nyttesløst som et skuespil. Der er en slags dobbelthed her. For når man ser stykket i teatret, er det jo ikke oplevelsen, at man ikke siger noget som helst, når man siger det gennem en tragedie. Men når Macbeth siger det, bliver metaforen pludselig konkret. Det er et meget shakespearsk træk, vil jeg mene, at karaktererne bruger en metafor, men oppe på scenen bliver det faktisk til virkelighed.«

Emma Smiths forelæsninger over Shakespeares stykker kan findes på: https://podcasts.ox.ac.uk/people/emma-smith