Interview
Læsetid: 13 min.

»Jeg talte engang med en anmelder, som sagde, at en realistisk roman aldrig kunne få mere end fire stjerner«

Anmelderstanden har oplevet et magttab, mener Kristeligt Dagblads mangeårige kritiker Nils Gunder Hansen, som opponerer mod et litteratursyn, der ikke er indholdsorienteret. Han er tredje gæst i forfatter Katrine Marie Guldagers samtaleserie om litteraturens og kritikkens tilstand
Som anmelder er man jo i offentlighedens tjeneste, så der skal være en dimension af formidling og karakterisering, før man overfalder en bog ud fra subjektive eller æstetiske kriterier, siger litteraturkritiker Nils Gunder Hansen.

Som anmelder er man jo i offentlighedens tjeneste, så der skal være en dimension af formidling og karakterisering, før man overfalder en bog ud fra subjektive eller æstetiske kriterier, siger litteraturkritiker Nils Gunder Hansen.

Kultur
4. august 2021

Kort før jeg skal have besøg af Nils Gunder Hansen, mangeårig kritiker ved Kristeligt Dagblad, beslutter jeg mig for, at jeg vil servere chokoladekiks. Og kaffe. Og vand. Og mens jeg går op til Brugsen, ærgrer jeg mig i telefonen over endnu én, der ikke har lyst til at medvirke i min interviewserie.

Folk er bange for at få noget i klemme, og jeg forstår dem godt. De få gange, hvor jeg er kommet til at sige noget kritisk om et eller andet i den litterære verden, har jeg selv fået ørerne i maskinen. Engang fik jeg ligefrem at vide, at det vel nok var ærgerligt, at jeg havde »meldt mig ud«.

Mens jeg går, tænker jeg på alt det, jeg vil spørge Nils Gunder om. Er det litterære miljø en klub, man kan melde sig ind og ud af? Er de æstetiske kriterier for, hvad vi opfatter som god litteratur blevet for snævre? Kan vi blive ved med at »make it new«? Er det med at bruge 17 skrifttyper ikke allerede en kliché? Gjorde Forfatterskolens fremkomst noget godt for litteraturen?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Om det nu gælder litteratur eller film, så ved man jo nogenlunde, hvilke anmeldere man deler smag med og hvilke man ikke gør det med.

Og er begejstringen stor i Politiken, er den det omvendte i Information.

Og vice versa.

Bjarne Toft Sørensen

Der påpeges i artiklen en række tendenser, som er blevet forstærket i dagbladskritikken inden for de sidste 20 år, men uddybning og forklaring på tendenserne havde været at foretrække i stedet for "brokkeri" over tingenes tilstand.

"De få gange, hvor jeg er kommet til at sige noget kritisk om et eller andet i den litterære verden, har jeg selv fået ørerne i maskinen".

Mange siger nedladende om bestemte indvandrermiljøer, at de i høj grad er styret af social kontrol, men det er store dele af kunstverdenen og den litterære verden også i den grad, hvor det står værst til inden for førstnævnte.

Det interessante bør ikke være, at der er tale om en udvikling af sådanne tendenser, men hvorfor det i den grad har udviklet sig på denne måde? Hvad er det for mekanismer, der mere præcist er på spil, og hvorfor?

Hvad er det for forskydninger, der har fundet sted, i den litterære institutions måde at fungere på? Ikke mindst i samspillet mellem forfatternes, forlagenes, universiteternes og mediernes (især de sociale mediers) måde at fungere på.

I den sammenhæng må det være vigtigt at påpege, at især yngre og ikke fastansatte anmeldere (kritikere) (og dem bliver der stadig flere af) er udsatte i forhold til de forskellige dele af den litterære institutions dom over deres anmeldelser?

En dom, der ikke kun, som berettiget, har noget med kvaliteten af deres anmeldelser at gøre, men også i høj grad beror på, om deres præferencer af litterær karakter og deres særlige hensyntagen til bestemte toneangivende forfattere og deres cirkler, ligger inden for eller uden for det acceptable.

Dagbladsanmeldere skriver, generelt set, ikke kun med henblik på, som der står: "Mit eget ideal for en anmeldelse er, at folk kan se, om det er noget for dem, også selv om jeg ikke kan lide bogen", selv om det vel burde være sådan.

De skriver med henblik på, ud over at opnå anerkendelse fra kulturredaktionen på deres avis, også at opnå anerkendelse for deres præferencer og vurderinger i anmeldelserne fra bestemte litterære kredse - og det værste er, at de to hensyn ofte spiller sammen på mere subtile måder.

For kulturredaktionen på avisen og bestemte litterære kredse skal jo også vise hensyn i forhold til det at fremme hinandens anseelse og økonomi.

Når der står: " ---der er blevet skabt en masse hype, hvor man som anmelder føler, at man kommer lidt på bagkant af det hele, og desuden: Har man lyst til at ødelægge den fest, der allerede er i gang?", så er det jo udtryk for, at forlagenes interesse for at styre og kontrollere anmeldelserne af "deres" værker i langt højere grad er blevet professionaliseret. En interesse, der er rettet mod såvel de enkelte dagblade som deres anmeldere.

Groft sagt kan man vel sige, at samtidig med at den professionelle anmelderstands status er blevet forringet, er den blevet mødt med nogle forventninger om også at skulle fungere som markedsførings - agent for forlagene. Det kommer bl.a. til udtryk i den udbredte "efterplapren" hos anmelderne af det, der står om værket i det stadig mere omfattende materiale fra forlaget.

Selvfølgelig er der et præferenceorienteret samspil mellem, hvad der foregår på litteraturstudierne på universiteterne, og så det der sker på den litterære scene, og vel i særlig grad i forhold til det, der sker på Forfatterskolen.

Artiklens kritik bliver for mig at se alt for skæv. Guldager har i for høj grad kritikken rettet mod universitetsuddannede anmelderne og mod den undervisning, der finder sted på universiteterne, uden at jeg helt vil underkende de tendenser, der påpeges.

Når man f.eks. har ansat de undervisere i anmelderi og litterær kritik, som man har på litteraturvidenskab på KU, er det også i høj grad noget, der er bestemt af markedet, og det vil, groft sagt, sige præferencer fra toneangivende forlags og forfatteres side, og det har jo noget med status og i sidste ende økonomi at gøre.

Erik Fuglsang og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg er trænet i, fra teatret, at indhold dikterer form, og derfor har jeg altid haft meget svært ved værker, der ikke formmæssigt fornyer en kunstform eller genre, når den fortæller, hvad der jo gennemgående er variationer over de fem grundfortællinger, der rådes over.

What you pay is what you get.
Aviser betaler så lidt pr anmeldelse at det er svært at fastholde grundige og dygtige anmeldere

Maj-Britt Kent Hansen

Tom Kristensen foretrak at være anmelder frem for kritiker. Han skal have været en venlig anmelder.

Er der behov for venlige anmeldere? Eller skal de snarere være slagtere fra Pilestræde? Evt. være Erik Skyum?

Det kan blive kedeligt med de venlige anmeldelser. Forudsigeligt. Øjnene søger mod afslutningen af anmeldelsen. For dog at finde noget bid i konklusionen. Men det var så det: Forlagets anprisning pakket ind i anmeldelsen.

Selvfølgelig er det at generalisere ift. anmeldelser.

Men en kritisk anmeldelse er nu at foretrække.

Erik Fuglsang og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Næsten hver gang, der har været rettet berettiget kritik mod præferencer og ensidighed i bl.a. dagbladenes anmeldelser, har det resulteret i voldsomme modreaktioner og "mudderkastning". Ofte har det også noget at gøre med, at den rettede kritik selv i for høj grad har været upræcis, tendentiøs og unødvendigt hård mod bestemte grupper af forfatteres selvforståelse og identitet.

Her er tre eksempler på debatter, som jeg fandt/finder relevante, selv om den rejste kritik, som nævnt, havde en tilbøjelighed til at blive for upræcis og tendentiøs.

https://bogmarkedet.dk/artikel/10-vinkler-p%C3%A5-mette-h%C3%B8eg-debatten
https://www.information.dk/kultur/2019/11/litteratur-forvandling#comment...
https://politiken.dk/kultur/boger/art8179783/Det-er-ikke-nogen-nem-disku...

Erik Fuglsang og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar

Hvor er det trist at det vi kalder "en bog" helt har mistet sin oprindelige funktion, et kommunikationsmiddel. Kierkegaard udgav bøger som debatindlæg, med tanke på ganske få modtagere, som vi i dag lægger bemærkninger ind på en kommentarspalte.

Kundera, som nævnes, "tilkendte litteraturen en erkendende funktion." Er det ikke det, litteratur skal? Må romaner ikke være meningsbærende, skal de kun præsentere sproglige fornyelser af indholdsmæssige ligegyldigheder? Lyrik er en måde at fremkalde refleksion til og med erkendelse ved hjælp af leg med sproglige paradokser, metonymier og til nød metaforer, men når en lyriker tager disse redskaber med ind i en prosatekst, kan det gå galt. Så bliver den slags til forhindringer, snublesten til at falde over og bryde rytmen, og det som var deres formål i lyrikken bliver til grus i en glidende formulering af indhold og mening.
"Budskabet er æstetik, æstetikken er budskab" siger Einar Mâr Gudmundsson, i en tekst med budskabstyngde, nemlig "Bankstræde nummer nul", fortsættelsen af hans "Hvidbogen" om den islandske finansskandale.
Det må jeg give ham ret i, jeg går med Gudmundsson og Kundera.

Problemet er at bogen, udgivelsen, romanen, digtsamlingen osv. gøres til "produkt", og at det produkt skal kunne sælges. Så lider det al markedsførings skavanker, målrettethed mod målgrupper, segmenter, aldersgrupper og hvad der er. "Min første prioritet er læseren" siger forfatteren, som også er forretningsmand. Proust påstod at hans bøger blev til i dialog mellem dens figurer, og lidt med ham selv. Om det passer eller ej, så rummer det udsagn mere respekt for opgaven.

Markedsføringen, kommercialiseringen, og hele den buket af brancher og virksomheder der tager næring af det innovative arbejde, det gælder ikke kun bøger men al kreativ virksomhed på alle medieplatforme, er den tungeste dødvægt på fremkomsten af alt nyt indenfor udsagn, budskaber, synsvinkler, paradokser, provokationer, alt det der er nødvendigt i en kultur som vores, der står i fare for at kvæles i markedslogik, indbildt selvtilstrækkelighed, og blindhed for kommende, selvskabte katastrofer.

Mvh

David Zennaro

Det er et interessant spørgsmål de her tager op om værdien af bøger stammer fra sproget eller handlingen. Vi har for lidt tid siden haft den diskussion her i kommentarerne. Jeg synes helt klart, at jeg ikke gider læse en bog uden handling, men det er gået op for mig, at jeg heller ikke gider læse den, hvis sproget er for dårligt. Men jeg er egentlig ikke interesseret i at sproget skal være nyskabende. Faktisk foretrækker jeg det konkret og præcist. Derfor er der heller ikke meget fra denne avis' litteraturredaktion, som interesserer mig, fordi de lægger så stor vægt på det nyskabende sprog. Jeg kan sagtens se, at det har sin berettigelse - jeg ønsker bestemt ikke at censurere det - men for mig er det uinteressant.

Maj-Britt Kent Hansen

Lidt spredt fægtning:

Davis Zennaro - jeg vil mene, at sprog/form og indhold/handling kan sameksistere. Helle Helle er vel et sådant eksempel. James Joyce et andet. I Ulysses og Finnegans Wake. Gid der var mere af den slags!

Hvad derimod fylder rigeligt er sorg- og sygdomslitteraturen - herunder udleveringen af det familiære ophav. Krimiens konkurrent.

Bjarne Toft Sørensen - gode henvisninger. Bogmarkedets oversigt kendte jeg ikke.

Jeg blev dermed mindet om Mette Høeg. Det forekommer mig, at der har været stille længe, men jeg har dog bemærket, at hun nu skulle skrive i Frihedsbrevet (Mads Brüggers nye "avis"). Så googlede jeg hende og fandt dels en gammel Bent Vinn-klumme fra Information og endvidere omtale af, at hun for nogle år siden gik til filmen.

https://www.information.dk/kultur/2015/05/naar-pigerne-slaas?lst_tag#com...
https://pov.international/12-tals-kandidaten-mette-hoeg-giver-bar-rov-ti...
http://senustigersolen.dk/

Ete Forchhammer

Maj-Britt Kent Hansen, en kritisk anmelder? Som læser måske underholdende, men også nødvendigvis oplysende? Mit forbehold over for anmeldere/kritikere, kald dem hvad du vil, deres skriverier får samme plads i aviserne, stammer fra 30 aktive år som orkestermusiker. Velunderbygget kritik var/er velkommen. Problemet er at ikke alle der får spalteplads, har viden og sans nok til at kunne skrive velunderbygget. Fx: anmeldere kunne gladeligt i en koncertanmeldelse også anmelde prøveforløbet forinden. Men jeg så ALDRIG en anmelder overvære en prøve; derfor ramte de oftest ved siden af i deres "analyser", uanset hvor velformulerede de var.

Steffen Gliese, Erik Fuglsang, David Zennaro og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Jeg har flere gange forsøgt at læse Joyce, men har måttet opgive og erkende, at det går hen over mit hovede. Det er ok, der er masser af gode bøger, så man behøver ikke spilde dem på nogen, man ikke kan lide. Og jeg må indrømme, at hvis en bog ikke fænger i løbet af de første sider, ja så lægger jeg den fra mig.

På den anden side, så har jeg oplevet, at min smag har ændret sig: hvor jeg som ung læste masser af krimier, så gider jeg ikke det mere. Med mindre det er samfundskritik forklædt som krimi. Men det skal godt nok være godt skrevet.

Jeg læser af og til anmeldelser her i avisen, men anmelderne har ofte en helt anden smag end mig, så jeg er sjældent enige med dem. Men det er fint nok, det gælder om at holde et åbent sind.

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, der er det, man bliver færdig med.

Joyce kræver i den grad dialog med andre læsere. Sådan fik jeg bugt med ham.

Læser selv mere fag- end skønlitteratur. Der må ledes længe efter højdepunkter i det skønlitterære univers. Meget af det er bare mere af det samme. Som B-film.

Bjarne Toft Sørensen

En lille anekdote fra musikkens område, der kan sætte nogle af artiklens problemstillinger i perspektiv.

For en del år siden blev der udgivet en indspilning af Strauss "Vier letzte Lieder" med Jessye Norman. Den blev af DR2s lyttere kåret til årets bedste udgivelse inden for sit område.

Året efter skulle et ekspertpanel i en udsendelse på DR2, uden forudgående viden om de pågældende indspilninger, vurdere 7 forskellige udgaver af "Vier letze lieder".

Dommen var hård over den nævnte indspilning. Stemmen lød i flere passager meget klemt, skinger og anstrengt. Hvordan kunne man dog vælge en mezzosopran til en indspilning, der så oplagt krævede en sopran, der var god i det høje register?

Steffen Gliese, Maj-Britt Kent Hansen og Katrine Marie Christiani anbefalede denne kommentar