Feature
Læsetid: 9 min.

Den transkønnede OL-atlet Laurel Hubbard åbner en svær diskussion om lighed og inklusion

Sport sætter principielle diskussioner på spidsen, og ved årets OL rokker en newzealandsk transkvinde ved vores ideer om lighed, fairness og inklusion. Forskning på området er mangelfuld, siger eksperter. Debatten kan skræmme transpersoner væk fra idræt, mener dansk transkvinde og volleyballspiller
Laurel Hubbard sprang ud som kvinde i 2017. Mandag i denne uge stod Hubbard så på den helt store scene ved De Olympiske Lege i Tokyo International Forum. Hendes deltagelse har startet en stor debat om transpersoner i idræt.

Laurel Hubbard sprang ud som kvinde i 2017. Mandag i denne uge stod Hubbard så på den helt store scene ved De Olympiske Lege i Tokyo International Forum. Hendes deltagelse har startet en stor debat om transpersoner i idræt.

Skalij Wally

Kultur
6. august 2021

Siden hun var barn, har Laurel Hubbard drømt om at deltage i De Olympiske Leges konkurrence i vægtløftning. Hun blev født i 1979, og da hun var 20 år, satte Hubbard national juniorrekord i herrernes +105-vægtklasse i sit hjemland, New Zealand. Men allerede som 23-årig i 2002 holdt hun op med at løfte jern.

I 2007 sprang hun ud som kvinde, og fem år senere vendte hun tilbage til sporten. Hele tre titler vandt hun i 2017, blandt andet en sølvmedalje ved verdensmesterskabet, og med det samme var transpersoner i eliteidræt et brandvarmt – og svært – debatemne på sociale medier. På den ene side skal vi sikre, at transpersoner føler sig inkluderet i alle dele af samfundet. På den anden side skal vi bevare et fair udgangspunkt i konkurrencen for ciskvinder i forhold til de fysiske fordele, transkvinder kan tænkes at have. Og derudover skal idrætten kunne udøves sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Mandag i denne uge stod Hubbard så på den helt store scene ved De Olympiske Lege i Tokyo International Forum, hvis pressetribune ifølge The New York Times havde fået dobbelt så mange anmodninger om akkreditering, som den havde sæder.

​Hendes løft blev også transmitteret ud til millioner af fjernsynsskærme, og en af dem tilhørte den 36-årige danske transkvinde Nadia Jacobsen. Hun har spillet volleyball, siden hun gik i 7. klasse, og i dag er hun aktiv i Pan Idræt i København. Nadia Jacobsen har ikke kun fulgt Hubbards bestræbelser på at vinde metal i Tokyo, men også den debat om transpersoner i idræt, som atletens deltagelse har afstedkommet.

»Jeg synes, hele debatten er blæst totalt ud af proportioner,« starter hun med at sige i telefonen. »På verdensplan er der måske otte transkvinder i idræt, der konkurrerer på relativt højt niveau. Laurel Hubbard er den første atlet, der har kvalificeret sig i de 17 år, det har været muligt for transpersoner.«

Sammen med den store medieopmærksomhed har Laurel Hubbard mødt stor modstand på sociale medier, og efter sin exit har hun udtalt, at hun egentlig bare gerne vil være i fred nu.

»Det er rigtig godt for transpersoner at have én, vi kan spejle os i,« siger Nadia Jacobsen. »Men det er også noget af en shitstorm, hun har været i – og hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg faktisk snarere, at en sag som denne får flere transkvinder til at afholde sig fra at konkurrere i sport end til at deltage. Desværre.« 

Usikkerhed om fordele

I mange år var kvinder ikke rigtig en del af elitesport, men i nyere tid er sporten blevet opfattet som et meget binært foretagende, delt op mellem mænd og kvinder med henblik på at udjævne de fysiske fordele, som mænd biologisk set har over for kvinder i form af højere styrke og bedre udholdenhed.

Transpersoner blev tilladt at deltage til OL i 2004, men dengang skulle man som transperson have gennemgået en kønskorrigerende operation, have gennemført hormonel behandling og ændret sin juridiske kønsstatus. I 2015 justerede Den Internationale Olympiske Komité (IOC) reglerne, så atleter nu alene skal have erklæret, at deres kønsidentitet er kvinde – »uden mulighed for at ændre det med henblik på sport i fire år«, og derudover skal transkvinder sænke deres testosteronniveau til højst ti nanomol pr. liter i mindst 12 måneder for at kunne deltage. 

Og det er særligt hos transkvinderne, de store dilemmaer opstår. For hvor mange biologiske fordele forbliver i kroppen efter hormonbehandling, kønskorrigerende operation eller sænkning af testosteronniveau? 

Der er udsigter til forskellige regler for forskellige grene af idrætten. Medicinsk og videnskabelig direktør i IOC, Richard Budgett, oplyste for nylig til The Guardian, at komiteen vil udgive nye retningslinjer for transkønnede atleter inden for de næste to måneder. Han understregede over for den britiske avis, at inklusion forblev et vigtigt parameter, og at det ville være op til hver enkelt sportsgren at finde the sweet spot mellem sikkerhed, fairness og inklusion.

Begrænset viden

Og problematikken er ikke nem, mener Michael Kjær, der forsker i idrætsmedicin og er institutleder på Institut for Idrætsmedicin ved Bispebjerg Hospital.

»Der er virkelig ganske begrænset viden om det.«

Alle idrætsgrene er i princippet en blanding af tre store grundsten, forklarer han. Det drejer sig om styrke, udholdenhed og koordination, herunder bevægelighed og smidighed. Hvad angår styrken, er der ifølge Michael Kjær ikke så meget at diskutere.

»Der er forskellen på mænd og kvinders muskelmasse stor, og det har meget at gøre med testosteronniveauet. Det kvindelige kønshormon østrogen har også en anabol, altså en muskelopbyggende, effekt. Men testosteron vejer 20 gange tungere i den sammenhæng.«

Som mand har man også en fordel, når det kommer til udholdenhed, forklarer han. Det bunder blandt andet i, at mænd har større lunger og et større hjerte. Mændenes fortrin på den konto er ganske vist mindre end ved styrken, forklarer Kjær, men det gør mænd mindre modtagelige over for blandt andet træthedsbrud og skader.

Den tredje grundsten, koordinationen, er til gengæld en anden sag. Hvis man er meget stærk, er man også alt andet lige mindre smidig, og dermed mener Michael Kjær, at man må formode, at transkvinder vil have en decideret ulempe i nogle idrætsgrene.

Men der, hvor problematikken bliver besværlig, mener Kjær, er, når man skal se på, hvilken carryover-effekt, der er i en kønskorrigering. Altså hvor mange af fordelene fra det køn, man blev tildelt ved fødslen, man som transkvinde ‘beholder’ efter behandling eller indgreb.

Opbygningen og modningen af muskler, som en biologisk født dreng opnår gennem puberteten, bærer man med sig, selv om man får foretaget en kønskorrigering, forklarer Kjær, og det vil give en fordel på styrken.

»​​Men jeg tror, debatten er præget af, at nogle forestiller sig, at nu er man blevet stor som mand, og så bliver det ved med at være sådan, når man springer ud som kvinde. Og det er jo ikke rigtigt. Vi ved for eksempel, at hvis man laver forsøg, hvor man blokerer testosteron, så taber man muskler ganske hurtigt,« siger han.

»Men det er rigtigt, at man bliver større bygget. Og den dag, du bliver behandlet, forsvinder dine muskler ikke omgående som dug fra solen. Men vi ved ikke nok om, hvor meget det er. Der er nogle, der har forsket i personer, der har fået lavet kønskorrigering – men der er stort set ingen, der har kigget på dem i idrætssammenhæng.«

Transforbilleder

LGBT+ Danmark er åben over for eventuelle differentierede regler inden for idrætten, siger sekretariatschef Susanne Branner Jespersen. Men det er vigtigt, at man vægter inklusionen højt, understreger hun.

»Vi ved, at det at være fysisk aktiv har en enorm betydning for ens mentale og fysiske velvære, så det er meget vigtigt at skabe nogle sportsfællesskaber, hvor transkønnede også kan deltage,« siger hun og henviser til en rapport fra Kulturministeriet fra 2020, der undersøger udfordringer for LGBTI+-personer i idrætsforeninger. Rapporten, der dog baserer sig på et spørgeskema blandt et lille udsnit på 850 LGBTI+-personer, viser blandt andet, at transpersoner og nonbinære personer skiller sig ud ved, at omkring hver tredje i lav grad eller slet ikke føler sig inkluderet.

»Man ser op til dem, der er bedst inden for en given sportsgren. Man finder sportsstjerner, man kan spejle sig i, og derfor er det vigtigt, at vi finder en måde, hvorpå de transpersoner, der er gode til en sport, kan deltage på eliteplan – hvis de har ambitioner om det,« mener Susanne Branner Jespersen.

Det understøttes af rapporten fra Kulturministeriet, der peger på, at det er lettere for LGBTI+-personer at tale åbent om kønsidentitet eller seksualitet, hvis der er andre ligesindede på holdet, eller hvis der er LGBTI+-forbilleder inden for den sportsgren, man dyrker.

Debatten, der i øjeblikket kører, er »giftig«, mener Susanne Branner Jespersen. Hun formoder, at mange transkønnede, der følger debatten, sidder tilbage og tænker, at det er ubehageligt at lytte til.

Dertil peger hun på, at man i Danmark i 2017 gjorde det muligt for unge under 18 år at få hormonel behandling. En lignende tendens foregår i udlandet. Derfor, siger hun, vil vi om nogle år se en stigning af transkønnede, der har fået en relevant behandling, inden de går i uønsket pubertet. Og det vil udjævne eventuelle fordele for transkvinder.

Ligesom volleyballspilleren Nadia Jacobsen mener Susanne Branner Jespersen generelt, at det er, som om vi blæser problemet ud af dimensioner.

Betydelige præstationsforskelle

Det er lektor og idrætsforsker ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet Ask Vest Christiansen uenig i. For som han siger: Hvis han selv deltog i Tour de France med en motor på sin cykel, ville han komme sidst i klassementet – men han ville stadig have haft en urimelig fordel.

»Dopingproblemet angår jo også kun en lille procentdel atleter, men det er ikke desto mindre et problem. Sporten sætter nogle centrale diskussioner på spidsen, og vi er nødt til at diskutere, hvad det er for nogle grundlæggende principper, sporten hviler på,« siger han.

Lektoren understreger, at foreningssportsspørgsmålet er et helt andet end diskussionen om elitesport. Når det gælder amatører, er udfordringerne mere praktiske, og her handler det om at få tingene til at glide, siger han.

»Men hvad angår elitesporten, er man nødt til at stå fast på, at der er biologiske forskelle, der har betydning for, hvad atleter kan præstere, og at de forskelle primært stammer fra testosteron. Det giver mænd stærkere knogler og en anden skeletstruktur. Mænd har større hjerter, større lunger, større og stærkere muskler,« siger han og tilføjer, at alle de ting tilsammen resulterer i præstationsforskelle mellem mænd og kvinder på 10-15 procent i sportsgrene som svømning, cykling og løb, 30-50 procent i styrkediscipliner og helt op mod 260 procent i slagsstyrke.

»De her præstationsforskelle betyder, at vi bliver nødt til at have en kategori beskyttet for kvinder, hvis vi ønsker, at der skal være kvindelige eliteatleter.«

Flere transpersoner taler om ikke at føle sig velkomne i samfundet – kan transpersoner i elitesport ikke modvirke tabu og stigmatisering?

»Jeg er ikke i tvivl om, at Laurel Hubbard og andre transpersoner har en verden af problemer at slås med. Og der er al mulig grund til, at vi i vestlige samfund gør alt for at anerkende deres kamp. Men lige nøjagtig i sporten kolliderer den kamp med kvinders rettigheder til at have en kategori, hvor de ikke konkurrerer mod mandlig biologi.«

Kjole og paryk

Det er stadig den manglende forskning på området, der er transidrættens store udfordring. Ifølge Ask Vest Christiansen findes der kun et par håndfulde studier med meget små populationer og dermed ingen metastudier. Den kritik tilslutter Nadia Jacobsen sig:

»Men hvis det var sandt, at vi transkvinder havde den her kæmpestore forskel – hvorfor har vi så ikke set andre end Hubbard på eliteniveau? Vi mangler vitterligt nogle flere og mere seriøse studier,« siger hun.

Det, der frustrerer hende mest ved debatten, er den måde, hvorpå kritikere får det til at lyde, som om »man bare kan tage en kjole og en paryk på og sige, at nu er man kvinde, og så kan man stille op«.

»Mange tror, at der ikke sker noget som helst med vores kroppe, når vi får hormonbehandling. Men de testoronblokkere, vi får, fjerner stort set al testosteron i vores krop. Og det gør bare en kæmpe forskel, at man så også får østrogen oveni.«

Desuden – siger hun – er det ikke sådan, at man bare får hormoner. I Danmark tager godkendelsesprocessen hos Sexologisk Klinik minimum et år, og herefter skal man i et år tage hormoner. Undervejs oplever mange transkønnede at miste selvbestemmelsen over deres krop til sundhedsvæsenet, fordi psykologer skal vurdere, om de er transkønnede, og om de er transkønnede nok til at få hormoner. Efterfølgende overgår de til gynækologer, som suverænt bestemmer, hvor stor en dosis hormoner de kan få.

»Alligevel kan man læse artikler om, at »mand stiller op til OL i kvinderækken«, og man kan høre det her argument om, at mænd transitionerer for at vinde medaljer,« siger hun.

»Jeg spiller jo volley og havde egentlig overvejet, om jeg skulle prøve at spille på et højere niveau. Men efter det her tænker jeg: Hvad hvis jeg kommer til at opleve de samme ting, som Hubbard gjorde?«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Det er altså lidt vildt at se hvor meget folk bekymrer sig over at transkvinder vil drive ciskvinder ud af al elitesport på baggrund af en historie om en transkvinde, der i denne omgang slet ikke har vundet noget som helst. I den sammenhæng må jeg komplimentere Information for at have begået en nogenlunde ædruelig artikel.

Allan Stampe Kristiansen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Dennis Jørgensen, Christine Michelsen og Klaus Lundahl Engelholt anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Drop kønsopdelingen helt i sport. Det næste kunne være at droppe konkurrenceelementet. Tab og vind med samme sind.

erik pedersen, Halfdan Illum, Rolf Andersen, Frank Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

" rokker en newzealandsk transkvinde ved vores ideer om lighed, fairness og inklusion"

Ja den rokker ved dem, der er på den dybe ideologiske venstrefløj… for de ved ikke, hvordan de helt skal forholde sig til dette og de problemstillinger, som dette medføre over for nogle af deres andre ideologiske påfund.

For når man ikke vil anerkende de biologiske tilbøjeligheder og forskellen forbundet med ens køn, så skal man heller ikke forholde sig til mange af de andre ideologisk påfund, som man har opfundet, for fakta og biologi skal ikke stå i vejen for følelser.

og så er der os andre dumme mennesker, der VED, at der eksisterer biologi og biologiske drifter

Har faktisk essentielt ikke problemer med at transkønnede konkurrerer….
Mmmmeeeeennnn…. Nogle har fået livstidskarantæne ved steroidforbrug, og forskning tyder også på at en gangs forbrug af steroid vil give en livstid virkning.
Og transkvinder har per biologisk gennemsnit været “badet” i steroider (testosteron) i forhold til cis kvinder.

Tydeligvis gælder reglerne kun for nogle, men ikke andre. Så hvor er retfærdigheden? Ligestillingen?

Allan Nørgaard Andersen

Jeg er er ikke særlig sportsinteresseret, men jeg har da forstået så meget at man fx kan slå en tidligere verdensrekord i løb pga. at baneunderlaget befordrer præstationen; noget skinnebenstape kan sikre de mikrosekunder der skal bruges for at slå modparten i cykling; nyopfundet udstyr, som er bedre end konkurrenternes, kan være udslagsgivende for sejren. Man hylder således jævnligt vindere, hvis præstation skyldes "udvendige" forhold.
Såvidt jeg kan se er der næsten aldrig fair og lige betingelser, fx spiller det også ofte en udslagsgivende rolle hvor stærk en økonomi sportsudøveren har i ryggen.
Det er jo noget sludder at mænd har fx større muskelmasse end kvinder. Nogle mænd har større muskelmasse end nogle kvinder og omvendt. Så hvis der skulle være lige betingelser, burde der vel kun dystes mellem biologisk og mentalt set jævnbyrdige personer, uanset kønsidentitet og -historik.
Det må da også være sket før at en vægtløfter har vundet over en anden pga. hans/hendes medfødte fysiske fortrin mht. styrke. Og det plejer vel ikke være diskvalificerende for en løber at have længere ben med en anden senestruktur mv.?

Bjarne Toft Sørensen, Rolf Andersen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Det siger sig selv, at der er en kvinder derud i verden, der overgå en svag mand.
Men der er forskel mellem mulighed for at en kvinde er stærkere, og sandsynlighed for hun er det.

Lidt forskellige fakta, men ellers prøve at slå forskellige verdens rekorder op og se forskel mellem køn.

Do males have more muscle mass than females?
It's already known that males' upper bodies, on average, have 75% more muscle mass and 90% more strength than females

he heart length, width, and thickness are 12 cm, 8.5 cm, and 6 cm, respectively. In addition, the mean weight of the heart is 280-340 g in males and 230-280 g in females

males continue to have larger lungs than females. Further, the conducting airways of adult males are larger than those of adult females, even when lung or body sizes are equivalent

Men and women have different mean haemoglobin levels in health in venous blood—women have mean levelsapproximately 12% lower than men

Ulla Willumsen, Jacob Mathiasen, Mette Eskelund og Kim Larsen anbefalede denne kommentar

@Allan Nørgaard Andersen

"Det er jo noget sludder at mænd har fx større muskelmasse end kvinder. Nogle mænd har større muskelmasse end nogle kvinder og omvendt."

Ok, kan du så ikke lige underbygge den påstand? Det er sgu snart som om Biologien er blevet et 'blasfemisk Fy' ord på vensterfløjen. Når nu naturlovene bare er en social konstruktion, kan vi så ikke lige få vand til at løbe op ad bakke mens vi er igang? Jeg mener når nu Newton var en Hvid mand, så kan vi vel bare ignorere hans teorier.

Selvfølgelig findes der nogle kvinder, der har størrer muslker end nogle mænd (og disse mænd dyrker så sjældent elitesport), men lige så selvfølgeligt er det, at mænds muskelmasse generelt er størrer end kvinders.

Der findes biologiske forskelle, accepter det dog.

Jeg tror heller ikke at elite kvinderne ligefrem ville være begejstrede over at droppe kønsopdelingen i sport.

Asiya Andersen, Ole Arne Sejersen, Peter Hertz og Jens Jensen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

En af grundene til at debatten om emnet her nogle gange virker lettere absurd er at den ikke er opstået i Danmark, men primært i engelsktalene kredse, herunder internettet.

På dansk har vi ét ord, "køn", men på engelsk har man to ord, "gender" og "sex". De to ord har en markant forskellig betydning. "Sex" relaterer til det biologiske køn, og her er der ikke så meget at diskutere, hvis man ellers tror på biologien, og det bør man gøre.

"Gender" er derimod en social konstruktion, og dermed havner alle de begreber man diskuterer såsom kønsroller, kønsidentitet mm. i denne kategori.

Jeg er ikke i tvivl om at det kun er kvinder som kan få menstruation, eller føde børn. Det kan biologien forklare udførligt. Til gengæld føler jeg mig ligeså overbevist om at ethvert menneske bør have ret til at identificere sig som de vil, og det har jeg valgt at respektere. Det gælder iøvrigt ikke kun kønsidentitet.

Ift. den ligegyldige sport, så er det det biologiske køn som er kernen i "twisten". Her kommer jeg til at tænke på Andy Kaufman, da han kaldte sig selv "Inter-Gender Wrestling Champion of the World". Kaufman var som sædvanlig lysår forud for hans tid.

Allan Stampe Kristiansen, erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Nicolaj Ottsen

Problemet med transkvinder i elitesport, hvis det eksistere, er, at finde i Bell kurvens mysterier. Intet enkelttilfælde, uanset hvor symbolsk det måtte være, uanset hvor politisk potent det måtte være, skal ligge til grund for hvad vi gør generelt.

Elite sports udøvere befinder sig ikke i de normale områder af kurven, men i yderpositionerne, elitesport er som flere indlæg også har været inde på en kamp om marginalerne. Tiden vil vise om transkvinder har en marginal fordel, når/hvis flere af dem søger imod elitesporten. Ender de op med at dominere har de, gør de ikke har de ikke. Jeg syntes ikke vi skal ligge os fast på nogen position, før vi har alle fakta på bordet. Men hvis det viser sig, at transkvinder udkonkurrerer cis-kvinder fra elitesport, syntes jeg vi har et problem, som trumfer inklusivitet, diversitet osv. Time will tell.

Jeppe Bundgaard

"Striden mellem kønnene har været fremme flere gange. John McEnroe gjorde sig i 2000 upopulær med et udfald mod kvindetennis i interview med The New Yorker, og Williams-søstrene erklærede i 1998, at de kunne slå enhver mand, der var parat til at stille op.

Det gjorde tyske Karsten Braasch, der på det tidspunkt var 203 i verden og på vej ud af tennis-eliten. Han vandt 6-1 over Serena og fulgte op med 6-2 over Venus. De to søstre har siden holdt sig langt væk fra diskussionen om kønnenes kamp."
-Fra EB.

Jan Fritsbøger, Ole Arne Sejersen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Jeppe Bundgaard

Nu er EB ikke det man sædvanligvis ville kalde en "pålidelig kilde", men i dette tilfælde lader det til at historien var sand:

https://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_the_Sexes_(tennis)#1998:_Karsten_Braasch_vs._the_Williams_sisters

Spøjs historie.

Jeppe Bundgaard

@Morten B.
Pålidelig eller ej, når nu historien er sand, er det vel lige meget, at jeg citere EB? Blind høne... Du ved;)

Her noget af ny forskning (2021) gældende "Transgender Women in the Female Category of Sport: Perspectives on Testosterone Suppression and Performance Advantage". https://www.researchgate.net/publication/346774077_Transgender_Women_in_...
Jeg kan også anbefale kapitlet om transkønnede i sport i den nye bog "Trans - When Reality meets Ideologi", skrevet af den britiske journalist Helen Joyce. Nogle vil måske fravælge at læse bogen, da forfatteren er "gender critical", men vil man orientere sig også vedrørende fakta og holdninger, der præsenteres fra den side, er det et godt værk, der kommer vidt omkring.