Vi er vilde med …
Læsetid: 4 min.

Ugens anbefalinger: Afghansk talentshow, britisk komik og et litteraturprogram, der rent faktisk handler om at læse

Lad os tage et øjeblik og glæde os over, at kvinder for ikke så længe siden sang på afghansk tv. Og man kan stadig finde det på YouTube. Her kan man også stadig finde den nyligt afdøde britiske komiker Sean Lock
Programmet Afghan Star er lidt det samme som X Factor og alligevel slet ikke.

Programmet Afghan Star er lidt det samme som X Factor og alligevel slet ikke.

Anne Chaon

Kultur
27. august 2021

Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.
 

Sean Locks anarkistiske geni

Quizshow: ’8 Out of 10 Cats Does Countdown’. 21 sæsoner er tilgængelige på YouTube

Det er aldrig til at vide, hvad der kommer ud, når Sean Lock åbner munden. Den britiske komiker er en mester i at holde masken og har en sjældent skæv og anarkistisk sans for humor. Forleden døde Lock af kræft, blot 58 år gammel, og mindeordene væltede ind fra kolleger. De har også nydt hans uforudsigelighed og kringlede hjerne, som den især kan opleves i det brillante, mildest talt excentriske quizshow 8 Out of 10 Cats Does Countdown, der er et ’forbudt for børn’-mash-up af to andre populære quizformater. Jeg har selv lige med stor fornøjelse genset en række shows, hvor Lock er kaptajn på det ene hold og dyster på ord og regnestykker mod det andet hold med Jon Richardson i spidsen.

De to væsensforskellige komikere er et umage par, der sættes op imod hinanden af programmets ofte bundsjofle vært, Jimmy Carr. Og det er ikke mindst i de sammenstød, at Locks geni, også for improvisation, manifesterer sig: Hvad enten han taler om at vække nazitoppen til live, hvad der skal stå på hans gravsten eller præsenterer de såkaldte børnebøger og selvhjælpsbøger og samlinger af socialrealistiske limericks, han har skrevet. Alle 21 sæsoner af 8 Out of 10 Cats Does Countdown kan findes på YouTube, og der er utallige timers kostelig underholdning i dem.

Christian Monggaard
 

Det kan stadig være svært at springe ud

Ungdomsserie: ’Love, Victor’ kan streames på Disney+

Snart sagt alle ungdomsserier på de store streamingtjenester er i 2021 befolket med LGBT+-karakterer og flydende seksualiteter. Tag bare Netflix’ egenproduktioner som Atypical, Riverdale og Sex Education. Her kan serien Love, Victor måske virke mere gammeldags, men af samme grund er den noget særligt. For den tager ikke alle variationerne af seksualitet som en selvfølge. I stedet træder den i første sæson et skridt tilbage og fortæller den gode gamle historie om en ung fyr, Victor, der er nervøs for at springe ud. Sådan kan man stadig have det anno 2021.

I anden sæson, som netop er blevet tilgængelig på Disney+, følger vi hans ihærdige kamp for accept fra hans forældre, da han omsider springer ud. Serien tager en interessant drejning, da det er Victors mor Isabel med hendes katolske opvækst, som er intolerant over for sin søns homoseksualitet. Det bryder med den gængse fortælling om, at det altid er faren, som har svært ved at acceptere den homoseksuelle søn. Love, Victor stiller skarpt på coming out-fortællingen og modet til at forstå og stå ved sig selv – for det kan tage tid. Og det giver serien Victor og dermed også seeren.

Thomas Florin
 

Vestligt koncept i afghansk indpakning

Talentkonkurrence: ’Afghan Star’ kan ses på programmets youtubekanal.

Jeg er stødt på et stykke afghansk kultur, jeg ikke kan få nok af: Afghan Star. Et af de mest sete programmer i Afghanistan. Ligesom X Factor er det en sangkonkurrence, der starter med auditions, hvor de bedste avancerer. Dernæst ryger deltagerne videre til liveshows, hvor seerne kan stemme på deres favorit. Måske var det således mange afghaneres første møde med en demokratisk proces, da første sæson blev sendt i 2005. Sidst Taleban var ved magten, forbød bevægelsen sang i 1996. Og selv om forbuddet blev løftet med USA’s (midlertidige) sejr over Taleban i 2002, har det stadig været nødvendigt at beskytte især kvindelige deltagere fra fundamentalister gennem de 15 sæsoner, programmet har kørt.

Og det er med dét som bagtæppe, jeg vil anbefale at stryge ind på programmets youtubekanal og suge til sig. Ud over det åbenlyst modige i, at deltagerne stiller op, og det sørgelige ved, at programmet kan være fortid, er det fuldkommen underfuldt at se, hvordan man har taget et ellers vestligt koncept og tilføjet det traditionelle afghanske klæder, instrumenter, musik og sange. Man kan med fordel starte med Fahim Fana, der vandt seneste sæson med bangeren »Allah Hu« og ellers bare udvide sin musikalske horisont derfra.

Emil Høj
 

DR’s nye litteraturprogram handler heldigvis om at læse

Litteraturprogram: ’Fokusgruppen’ vises på DR2 mandage klokken 23.05 og kan streames på dr.dk

Nu står DR klar med et nyt bud på, hvordan man leverer god litteraturformidling gennem en fjernsynsskærm. Programmet hedder Fokusgruppen, og til forskel fra tidligere programmer som Øgendahl og de store forfattere handler det ikke om at dyrke en kanoniseret forfatter. Det adskiller sig også fra Bøger, der gør en forskel ved at skabe en anderledes åben analysesituation.

Fra DR

I hvert afsnit mødes en læsegruppe, der skal diskutere et nyt, dansk værk, mens forfatteren i al hemmelighed overværer og diskuterer samtalen sammen med vært Maria Månson. I første afsnit er det Thomas Rydahls roman Forførernes klub (2021), der skal vendes og drejes af gruppen, der i denne omgang består af blandt andre en softwarestuderende, en præst og en gymnasielærer. I kraft af deres forskellige udgangspunkter vender læsegruppen helt naturligt både den mandlige hovedperson, som især den nyskilte gymnasielærer kan spejle sig i, og værkets mange referencer til Kirkegaards Forførerens dagbog, der trækker samtalens indhold op.

Det er forfriskende, at DR lader forfatteren træde mere i baggrunden, for at læsernes værkanalyser kan styre dagsordenen. I Fokusgruppen lykkes det at bringe tekstens indhold i fokus og at inspirere seeren til at åbne en nuanceret samtale om litteratur.

Rebekka Bundgaard

Serie

Vi er vilde med ...

Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her