Ugens anbefalinger: Svampens fantastiske verden, den anden dancebølge og kunsten at snyde i sport

Der findes så mange spændende kulturoplevelser derude. Hver uge anbefaler Informations kulturskribenter noget af det, som de synes, flere burde kende til.

Alt det du ikke vidste om svampe

Dokumentarfilm: ’Fantastiske svampe’ kan ses på Netflix.

Af Netflix-dokumentaren Fantastiske svampe har jeg lært utroligt meget om svampe. For eksempel at svampens »kongerige« er underbelyst i kulturen, når man tager i betragtning, hvor meget de over 1,5 millioner forskellige arter fylder i klodens økosystem.

Den autodidakte svampeekspert Paul Stamets fortæller med iver om svampenes potentiale, mens en speakerstemme løbende agerer talerør for svampene selv. Der er finurlige timelapses og animationer af voksende svampe, sporer og celler, der får selv en mugningsproces til at se appetitlig ud.

Og undervejs lærer man blandt andet, hvordan svampe kan være med til at løse klimakrisen, agerer kommunikationsnetværk for skovens træer og kan have været medvirkende til, at menneskehjernen voksede hastigt for millioner af år siden.

Sådan flyver de første 30 minutter af sted. De resterende 50 minutter bruges derimod på at dykke ned i svampens psykedeliske potentiale.

Her advokerer Stamets og et forskerteam fra John Hopkins University, der forsker i svampes positive virkninger, for, at svampe kan kurere alkoholisme, depression og kræft, og man savner en enkelt kritisk røst. Netflix starter da også showet ud med en disclaimer om, at dokumentaren ikke kan bruges som medicinsk rådgivning.

Den er designet til at »underholde og informere,« må man forstå på disclaimeren. Og uanset min frygt for inhabilitetsproblemer blandt eksperterne lykkes den gennem visuelle virkemidler og et for mig ukendt emne umådeligt godt med førstnævnte.

Emil Høj

Et mindesmærke i papir

Kunst: ’Mindesmærke for de 743 fanger på Livø fra 1911-1961’, gratis avis lanceret for eksempel i Aalborg.

Billedkunstner Jakob Jakobsens nye mindesmærke over de tidligere fanger på Livø er hverken skabt i sten eller bronze, men i ganske simpelt papir i form af en avis. Og det er absolut én af de mest rørende oplevelser, jeg længe har haft, at bladre og læse mig igennem dette skrøbelige mindesmærke, der fremhæver én af vores velfærdsstats mest brutale skyggesider: deporteringen af samfundets ildesete til øde øer.

Jakobsen, der har mærket på egen krop, hvordan det er at være indlagt i den danske psykiatri, kalder konsekvent de 743 personer, der i perioden 1911-1961 blev sendt ud på den øde ø Livø på ubestemt tid, for »fanger«, og tydeliggør dermed en væsentlig dimension:

Disse personer havde ikke nødvendigvis begået store ulovligheder, men var udstødte på grund af deres mentale evner. »Åndssvage« blev de kaldt, og man ønskede dybest set ikke, at de var i kontakt med samfundet, af fare for at de ville reproducere deres »dårlige« gener.

Mindesmærket fungerer både som en avis – med vigtige og vildt bevægende interview, essays, poesi og fotografier – og som 18 selvstændige plakater, som man kan tage ud og sætte op. Den er i parentes bemærket designet af Informations art director Jesse Jacob i samarbejde med kunstneren.

At anbringe samfundets uønskede på en øde ø er en velkendt effektiv og symbolsk strategi til at isolere specifikke borgere, som man stadig hører i den aktuelle politiske debat om afviste asylansøgere. Jo, ekkoet runger endnu.

Maria Kjær Themsen

Genial historieformidling af den anden dancebølge

Musikdokumentar: ’Vild med Dance – lyden af 90’erne’. Alle seks afsnit kan streames på dr.dk.

Hvis man er født i en forstad til en større jysk provinsby i slut-80’erne og således var barn i 90’erne og teenager i start-00’erne, så har man et specielt forhold til knallerter, halballer, afbleget strithår og dancemusik. Især den såkaldte anden eurodancebølge var voldsom.

Unge danske musikere stod i kø for at overgå hinanden i at minde mest om Aqua, have de mest seksualiserede albumcovere og sangtekster (»blow my whistle, baby«) og lave de mest fængende dansemelodier tilsat umtji-umtji-rytme.

Danmark var storeksportør af eurodance, og af en eller anden grund er historien ikke blevet fortalt sådan rigtigt før nu. DRTV’s Vild med Dance er et fremragende doku-portræt i seks afsnit af en ubekymret tid i danmarkshistorien og en helt særlig lomme i den danske musikhistorie, hvor den – ifølge dokumentaren – edderkoppeagtige godfather Kenneth Bager havde en finger med i det ene hitorkester efter det andet.

DR’s ferme tilrettelæggere har fået ham og medlemmer fra Me & My, S.O.A.P., Sound of Seduction, Cut’n’Move, Dr. Baker, Barcode Brothers, Infernal og who not til at fortælle anekdoterne – også de mere følsomme historier, som blandt andet flygtningebørnene Al Agami og DJ Aligator fortæller.

Det viser sig rørende nok, at de begge i den på overfladen tyggegummi-platte musik kunne finde en slags eskapisme fra mørke tanker. Det er musik-, historie- og eksistensformidling på højt niveau.

Rasmus Elmelund

Der er forskel på snyd

Essay: ’How bad can it be? John Lanchester on cheating in sport’, London Review of Books. Kan læses på lrb.co.uk.

Jeg var rasende, da Raheem Sterling filmede sig til et straffespark i EM-semifinalen mod Danmark. Det er jeg faktisk stadig lidt, men jeg begynder at få den tanke, at mængden af vrede, man kan opretholde efter at have været vidne til snyd mod det hold, man holder med, hænger sammen med, hvor sjældent man egentlig ser fodbold.

Ikke mindst efter at have læst forfatter og journalist John Lanchesters underholdende essay i London Review of Books om snyd i sport oven på Raheem Sterlings ’dive’.

På tidsskriftets forside lanceres det med overskriften: Getting away with it. Og allerede heri ligger der jo et signal om, at det at lykkes med at snyde faktisk kan være en del af sporten.

Hvis man kan slippe af sted med det, så er det måske nok noget, som modstanderne bestyrtes over, men tilhængerne griner blot lidt i skægget.

Alle ved, at i næste uge kan rollerne være byttet om. Som Lanchester skriver i teksten How bad can it be: »Simulation and shithousery are against the rules but the question of whether they are within the ethos of the game is more complicated.«

Han nævner en masse eksempler på, hvornår snyd er acceptabelt, og hvornår det ikke er: Hvorfor er det for eksempel sjovt at høre historier om cykelryttere, der får indarbejdet små motorer i cyklerne, mens doping er noget af det mest usjove, der findes?

Denne sommer har været fyldt med kloge tekster om sport, og selv om jeg holder af at se fodbold, så kommer jeg næsten til at savne dem mere end kampene.

Anita Brask Rasmussen