Kryptokunst
Læsetid: 9 min.

De er uhåndgribelige og nogle sælges for millioner: Unikke digitale filer er kommet for at blive

For fire måneder siden var NFT’er det nye sort, og et rent digitalt kunstværk blev solgt for 430 millioner kroner. Siden har kryptomarkedet taget store slag. Men nu vil en række anerkendte kunstnere og multinationale selskaber være med, og NFT’erne synes at være kommet for at blive. Vi har talt med to forskere og giver dig et overblik over udviklingen
Stillbillede fra videoen ’Year 1, Age 14 ? It Hurts To Hide’ af kunstneren FEWOCiOUS, der for nylig er solgt som NFT i det prestigefyldte, amerikanske auktionshus Christie’s.

Stillbillede fra videoen ’Year 1, Age 14 ? It Hurts To Hide’ af kunstneren FEWOCiOUS, der for nylig er solgt som NFT i det prestigefyldte, amerikanske auktionshus Christie’s.

FEWOCIOUS/Reuters/Ritzau Scanpix

Kultur
3. august 2021

Chancen for, at du i begyndelsen af marts aldrig havde hørt om NFT’er, er nok ret stor. Måske du stadig ikke har. De tre bogstaver står for non-fungible token eller ’ikke udbyttelig mønt’. Der er ikke tale om mønter som ude i virkeligheden, men om mønter i kryptovalutaer, som for eksempel bitcoin – digitale penge, der ligesom virkelige’ penge kan bruges til at købe ting og ydelser, og som i de senere år er steget drastisk i værdi.

I princippet kan en NFT være alt mellem himmel og jord, eller rettere sagt, alt, hvad du kan finde på nettet: en sang, en video, et billede, et tweet eller et meme kan mintes – som skabelsen af en NFT hedder i fagsprog – og laves til en digital mønt.

I bund og grund er en NFT bare en unik digital fil, der gemmes på den såkaldte blockchain. Blockchain-teknologien giver en på internettet hidtil uset sikkerhed, fordi filerne ikke blot gemmes ét sted, men i tusindvis af ’blokke’ samtidig. Forestil dig tusindvis af bankbokse, hvor din fil er opbevaret på samme tid, og hvor en digital tyv altid kan spores.

Da NFT’er i marts blev det store nye på internettet, var det, fordi den amerikanske digitalkunstner Beeple solgte sit værk Everydays: The First 5000 days, en kollage af 5.000 3D-billeder, for 430 millioner danske kroner.

Som vi skrev her i avisen, var salget historisk af flere årsager. For det første var det med længder det dyrest solgte rent digitale værk nogensinde, men prisen sendte også Beeple op som den kunstner, der har solgt for det tredjehøjeste beløb i hele kunsthistorien inkluderet den fysiske verden. For det andet skete salget hos det prestigefyldte, amerikanske auktionshus Christie’s. Dermed fik fænomenet, der før havde bevæget sig i rent digitale kredse, en helt ny valorisering og anseelse.

Køberen af værket var den unge indiske kryptomilliardær Metakovan. For ham symboliserede købet et brud med den traditionelle kunstverden, hvor ældre hvide investorer regerer. Ligeledes fremførte han argumenter for, at det var en bevægelse mod et mere demokratisk kunstmarked, hvor flere og nye grupper af mennesker kunne tage del og få ejerskab.

Cryptocrash

Da Beeple solgte sit værk for 430 millioner i marts, var kryptomarkedet på sit højeste. I dagene omkring salget kunne én bitcoin erhverves for cirka 380.000 danske kroner. Først i april nåede bitcoin op over 400.000 danske kroner, og så gik det ellers ned ad bakke. Siden er priserne raslet ned, og en mønt kan i dag erhverves for lige knap 250.000 kroner.

Bag det drastiske fald i bitcoins værdi ligger en række faktorer. Skal man tro eksperterne, så er de to mest tungtvejende årsager Elon Musk og Teslas salg af deres store poster i valutaen samt en række kinesiske restriktioner af landets kryptomarked.

Ligesom det generelle kryptomarked har taget sig en tur sydpå, er aktiviteten i salget af NFT’er også faldet drastisk. Som det digitale finansmedie Bloomberg for nylig skrev på baggrund af tal fra ’datafirmaet’ nonfungible.com, steg antallet af brugere med digitale punge, der gør det muligt at købe NFT’er, markant fra januar og frem til dagene efter Beeples salg. Herefter faldt antallet af aktive med godt 58 procent.

I samme artikel fra Bloomberg kunne man læse, at salget af NFT’er, hvis man ser bort fra de store auktionshuses salg, allerede nåede sit klimaks i februar. Her blev der den 1. februar solgt for syv millioner dollar, mens tallet den 30. juni lød på en million dollar.

Tweet solgt som NFT

Det betyder imidlertid ikke, at NFT’erne allerede er passé. De seneste uger har budt på en lang række prestigeprojekter fra store, internationale firmaer, der begynder at gøre deres entré på markedet. Projekter, der på forskellige måder blåstempler NFT-bølgen. Samtidig er en række indflydelsesrige kunstnere, der før har gjort sig i den ’fysiske’ verden – med Damien Hirst som den mest prominente – begyndt at arbejde med de digitale filer. Mere om Hirst senere.

Lad os tage de store internationale firmaer først. Allerede tidligere på året solgte Twitter-grundlæggeren Jack Dorsey sit første tweet som en NFT. Pris: cirka 18 millioner dollar. I sidste uge gik Dorsey og hans firma skridtet videre. Her blev hele Twitters eget feed på platformen lavet om til en gavebutik, hvor brugerne kunne kommentere og give deres bud på, hvorfor det var lige netop dem, der skulle vinde én ud af 140 originale Twitter-NFT’er. Sidste skud på stammen er Coca-Cola, der i forrige uge annoncerede, at de ville sælge NFT’er og give overskuddet til velgørenhed

Spørger man Bjarki Valtysson, leder af forskningsgruppen digital kultur og lektor i moderne kultur på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, er udviklingen superinteressant:

»Det er, som om der bliver lukket en cirkel. I internettets tidlige dage snakkede vi meget om det demokratiske potentiale og muligheden for at have emancipatoriske (frigørende, red.) offentligheder. Man talte om copy paste-kultur og remix. Man lavede creative commons og begyndte at snakke om proces frem for endepunkter.«

Da internettet begyndte at vinde frem i 90’erne, fortæller han, talte man om fælles ejerskab og om filer, der kunne genbruges og derfor aldrig rigtig var færdige, men i et uendeligt ’flow’. Det har vi vendt på hovedet i dag. Hvis internettet fra dets begyndelse var præget af en ideologi om at gøre alt offentligt tilgængeligt og frit, så har det i praksis altid bevæget sig mod en højere grad af kommercialisering.

»Det, vi har set fra internettets tidlige dage til i dag, hvor vi snakker om ’platformiseringen’ af internettet, er en kommercialisering. Det er ikke et chok, men ideologien fra det gamle ’sharing is caring’ og ’open source’, er helt væk i de projekter, vi ser nu.«

Når Valtysson siger ’platformisering’, henviser han til, hvordan internettet i stadig større grad er centreret omkring markante platforme. Platforme som for eksempel Twitter og Facebook. Ifølge Valtysson er det selve det teknologiske fremskridt, som blockchain-teknologien repræsenterer, der skubber til udviklingen mod en større kommercialisering:

»Nu har vi blockchain-teknologien, der gør det muligt at registrere og tracke filernes ejerskab. Nu handler det faktisk om ejerskab igen.«

Varer ud af den digitale strøm

Spørger man Torsten Arni Caleb Andreasen, som er kulturforsker med ph.d fra Københavns Universitet og har forsket i finanskultur samt digitale arkiver og interfaces (brugerflader, red.), så giver Twitters ankomst på NFT-markedet perfekt mening.

»Twitter har altid kæmpet for at blive profitable. De har en platform, en frygtelig masse aktivitet og en masse brugere, men hvordan monetariserer de det? De har forsøgt sig med reklamer, men de har aldrig været den store pengemaskine ligesom Facebook og Google.«

Samtidig påpeger Andreasen, at internettet generelt er karakteriseret ved en strøm af indhold, der på den ene side kan nå utrolig mange mennesker, men som også er flygtigt.

»Twitters platform er en strøm af begivenheder, udsagn og memes, der let får en cirkulerende karakter. Retweetet er en måde at cirkulere et udsagn på, og hvis et tweet bliver retweetet fire millioner gange, så vil det i sig selv gøre NFT-udgaven af det værdifuldt. Men jeg tror, der er et aspekt af at holde fast i noget flygtigt.«

Som Andreasen ser det, har internettet altid været en markedsplads. Vores cookies og data bliver for eksempel solgt, om man er sig det bevidst eller ej. Med NFT’er bliver der »tryllet varer ud af den digitale strøm«. Og ofte behøver firmaerne ikke lave mere arbejde. NFT-løsningen er bare et teknologisk lag, der bliver lagt oven på noget allerede eksisterende.

»Det, der før bare var noget, vi retweetede, har vi nu som en unik fil, og så er den pludselig værdifuld. Hvis virksomhederne ser, at der er en mulighed for at høste penge på den her måde, fordi det bare er et teknologisk lag oven på det, de allerede laver, og som ikke kræver yderligere indholdsproduktion, ville det næsten være fjollet at lade være. Det virker både helt naturligt og enormt skræmmende, fordi internettet i endnu mere eksplicit grad bliver gjort til en markedsplads.«

Som sagt er det ikke kun Twitter, der i de seneste uger har bevæget sig ind i NFT-verdenen. I USA har både basketballligaen, NBA, og baseballligaen, MLB, taget NFT’erne til sig og gjort dem til en fast del af kontakten til deres fans. Her er NFT-kort, ligesom klassiske fodbold- eller baseballkort, et kæmpe hit. Da den nye Space Jam-film for nylig fik premiere, blev der ved åbningen samtidig afsløret 91.000 unikke NFT’er, der knytter sig til filmens univers.

Også de europæiske og sydamerikanske sportsstjerner har fået øjnene op for markedet. Da de sydamerikanske fodboldmesterskaber for nylig blev vundet af Argentina, kunne fans købe en NFT-udgave af trofæet, og da den italienske forsvarsspiller Giorgio Chiellini blev EM-mester i juli, udgav han prompte en samling NFT’er med billeder af sig selv.

Ikoniske øjeblikke og medieøkologi

Et andet højdepunkt i den nyere NFT-historie er firmaet WENEW. Et firma, der vil sælge ikoniske øjeblikke i den nyere kulturhistorie. Bag virksomheden står Beeple, kunstneren, der for et par måneder siden solgte den dyreste NFT i historien, sammen med de verdensomspændende medievirksomheder TIME, IMG, Universal Music Group, Warner Music Group og tennisturneringen Wimbledon. Første ikoniske øjeblik, som de potentielle købere kan erhverve sig, er da også en video af tennisspilleren Andy Murrays sejr ved Wimbledon i 2013.

Det karakteristiske for WENEW er, at de har legacy media i ryggen, som Bjarki Valtysson med et engelsk fagudtryk kalder det. Det er gamle hæderkronede medievirksomheder med store netværk og store brugerflader, der eksisterede lang tid før de nye platforme. De gamle medier har brug for nye brugere.

»Legacy-medier er dybt afhængige af alt det, der sker online, og tilfører selvfølgelig værdi, når de tager dem op. Men grunden til, at tingene har en værdi, er, at de allerede er værdifulde, og de sociale agenter har givet dem en ekstra værdi på nettet.«

Valtysson beskriver det som en medieøkologi: De store firmaer skubber til udviklingen, som kun er mulig på grund af brugerne.

Men som Andreasen påpeger, skal de store aktørers indtog måske også ses i et andet lys.

»Det er et udtryk for, at der findes store mængder investeringsberedt kapital, der har svært ved at finde et godt investeringsobjekt. Kunstmarkedet er blevet et finansobjekt i løbet af de seneste årtier. Kapitalen vil selvfølgelig helst investere i regeringsstøttede, langvarige infrastrukturprojekter. Dem er der bare ikke så mange af, og der er heller ikke er så meget produktionsøkonomi, der kan give et ordentligt afkast på lang sigt. Derfor leder man efter andre steder at placere pengene,« siger han.

Og her kan NFT’erne være et kærkomment nyt marked: »Det mener jeg helt sikkert, at NFT’er er en del af. Det er et forsøg på at finde ud af, hvor pokker man skal anbringe alle de her penge, som der skal skabes en eller anden form for afkast på.«

Demokratisk kunst?

Men lad os vende tilbage til NFT-kunsten, som startede bølgen. Som Andersen ser det, følger NFT’erne nemlig en bevægelse, der er sket på det generelle kunstmarked, og som kunsthistorikeren Noah Horowitz har beskrevet i bogen Art of the Deal: Contemporary Art in a Global Financial Market.

En bevægelse, hvor kunstværker og samlinger i stigende grad ses som investeringsobjekter fra det øjeblik, de bliver skabt. Et af Horowitz’ eksempler er den britiske kunstner Damien Hirst, der i sidste uge gjorde sit indtog på NFT-markedet med projektet The Currency.

Her har Hirst lavet 10.000 NFT’er og 10.000 fysiske prikmalerier, som snart vil blive sat til salg til 2.000 dollar stykket. En uhørt lav pris for et originalt Hirst-værk, demokratisk kunne man måske endda kalde den, men også en pris, der ved videresalg må forventes at stige drastisk.

Generelt giver Andreasen ikke meget for ideen om NFT’ernes demokratiske potentiale.

»Hvorfor etablere nye ejerskabsmodeller, hvis det, man vil, er at kritisere ejerskabsforhold?« som han spørger.

Alligevel påpeger både han og Valtysson, at det endog er meget svært at se NFT’erne som investeringsobjekt alene.

Der er også tale om en følelsesmæssig eller affektiv tilknytning til de digitale filer og øjeblikke hos brugerne. Som Valtysson siger, skal man »ikke underkende, at de her memes og værker betyder noget for folk. Der er masser af følelser og affekt bundet i de visuelle repræsentationer«.

Ifølge Andreasen handler det for mange brugere også om »at insistere på, at begivenheden eller objektet i mediestrømmen har en varighed hinsides strømmen. At insistere på, at det her meme, som jeg har købt, var stort og også vil være interessant om 20 år«.

Én ting er sikker. De store spillere i medie- og kunstverdenen dypper tæerne i NFT-havet, og vi har ikke hørt det sidste til de uhåndgribelige, digitale værker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver og ikke ikke Stella.

Arkitekter, grafikere, spilskabere og tegnefilmsskabere har brugt computere og 3D programmer for at lave digitale illustrationer og produktdesign, de sidste 20-30 år. Rumlige billeder eller perspektiver, som vi kalder det, laves i forskellige digitale programmer. 3D tegningen bliver så renderet (sætte materialer og lys på mm. på) og der arbejdes ofte videre med disse "billeder" eller skildringer i Photoshop (Adobeprogram) for at gøre billederne mere virkelighedsnære, hvis det er formålet.

Mange arkitekter/kunstnere har også arbejdet med digitale billeder. Ikke fotografier, men har skabt billeder med digitale medier. Man kan sågar tegne med musen eller en musepen for at lave grafik, som man nu gør med en blyant eller pen. Vi laver også collager, som disse digitale billeder sådan set bare er.

Der findes et hav af store og små tegneprogrammer. AutoCad, Revit, diverse renderingsprogrammer, Paint, Rembrandt, hele Adobepakken, som reklamefolk og grafikeren og mange andre bruger.

Jeg har brugt disse digitale midler for at lave billeder siden i 90 erne. Jeg er bare en af tusindvis af andre, der bruger digitale medier til at lave billeder, som muligvis er eller bliver kunst i nogle tilfælde. Det er i hvert fald en måde at bruge digitale medier rent kreativt.

Forskellen på det, der laves nu og tidligere, er den måde man gemmer det digitale materialet på og nu har mammon også bevæget sig ind på feltet.

400 millioner er en slat.

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
PS
Designere skal selvfølgeligt også nævnes med i denne sammenhæng.

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.

Jeg ville aldrig investere i digital kunst, som siges, at være gemt og ikke ville kunne reproduceres. Der er altid en bagdør i digitale medier, der kan åbnes.

Kunsten har måske ikke fundet sin form endnu, men de billeder er ikke mere interessante, end hvilke som helst andre billeder, lavet for langt færre penge. Nu kommer vi til kernen, som i kunstverdenen altid har været penge

Hvis menigmand kunne leje disse billeder direkte fra kunstneren, indtil man ikke gider have dem stående længere, så kunne kunstneren leve af sin billedkunst som en musiker kan.

Det vi ser nu er, at en digital "kunstner", som sælger til den højest bydende, et "enkeltstående" værk . Denne person kan så enten gemme kunsten på en ekstern harddisk eller andet medie og så senere selv tjene på det.

Billederne kan også printes ud og signereres analogt. Er de så mindre vværd end grafik, som trykkes i et vist antal kopier?

Har kunsten kun en værdi i kraft af prisen, eller er det selve værket, der bjergtager os. I mit hjem havde vi en kopi af Solsikken af Vincent var Gogh. Det billede holdt mine forældre meget, selv om det bare var en kopi. Vi havde også malerier på lærred.

Så er det man må spørge sig selv, er dette på nogen måde anderledes end den pengegrisk kunstverden, hvor kunstneren ofte bliver efterladt som taberen.

Skal vi også bruge mere CO2.

Interessant artikel. Kunsten er måske mindre interessant.

Christian Mondrup

I artiklen kunne man få det indtryk, at kommercielle interesser i dag dominerer digital kulturproduktion. Jeg betvivler ikke, og sympatiserer heller ikke det fjerneste med NFT fænomenet i billedkunst. Men jeg kan bevidne, at der kan indgå masser af open source i produktionen af andre kulturudtryk. Såsom noder til fremførelse af kompositionsmusik. Blandt de største internationale projekter er sitet "Petrucci Music Library" (IMSLP) https://imslp.org/. Alt nodemateriale er publiceret på Creative Commons vilkår. Og mange af de nyproducerede noder er fremstillet med open source programmer. Det gælder f.eks. mine egne småkompositioner og mine udgivelser af ældre dansk musik.