KUNST OG KRIG
Læsetid: 19 min.

I 20 års dansk kultur om krigen i Afghanistan går soldatens skæbnefortælling igen. Og igen

Danske kunst- og kulturudtryk om Afghanistankrigen er gennemsyret af soldaterfiguren og dennes traume, mener flere eksperter. Og derved kan man miste blik for krigens hverdag og den politiske analyse. Kunstnerne selv, heriblandt Dy Plambeck og John Kørner, mener ikke, at det ene udelukker det andet. Hvis bare man tager et nærmere kig
John Kørner har malet en serie af malerier navngivet efter danske soldater, der er blevet dræbt i Afghanistan. Her er det billedet ’Anders ved floden’, opkaldt efter Anders Bjørn Storgaard, der mistede livet i Afghanistan 26. marts 2008.

John Kørner har malet en serie af malerier navngivet efter danske soldater, der er blevet dræbt i Afghanistan. Her er det billedet ’Anders ved floden’, opkaldt efter Anders Bjørn Storgaard, der mistede livet i Afghanistan 26. marts 2008.

Tobias Selnæs Markussen

Kultur
3. september 2021

En ung soldat får taget et billede med statsminister Birgitte Nyborg (spillet af Sidse Babett Knudsen) på en ørkenbase i Afghanistan, inden han skal ud på patrulje. »Det er ikke hver dag, der er lækre damer,« griner han. Kort efter holder Nyborg en tale for tropperne. Hun vil trække de danske styrker tilbage og takker for den »store og vigtige indsats«. Straks efter meldes der, at den netop udsendte patrulje er under kraftig beskydning, sårede er på vej tilbage. En af dem er den kække soldat, vi i næste klip ser i blodsølet camouflagebeklædning gispe efter vejret på en båre. Han dør.

I afsnittet »89.000 børn« fra Adam Prices DR-dramaserie Borgen fra 2011 udforsker Price og manuskriptforfatter Tobias Lindholm det politiske spil om en eventuel tilbagetrækning fra Afghanistan og de presseetiske overvejelser om at dække en soldats død. Det ender med, at Nyborg beslutter at lade tropperne blive i Afghanistan, blandt andet overbevist af den døde soldats pacifistiske far, der fremviser sønnens afskedsbrev, som fortæller, »at der overlever 89.000 flere afghanske børn om året, siden Taleban blev smidt på porten«.

Adskillige afsnit af Borgen slog seerrekorder og blev en bragende succes i udlandet også. På den måde er afsnittet måske det stykke dansk kunst om krigen i Afghanistan, der er nået allerbredest ud til danskerne.

Det er godt 20 år siden, at Danmark i 2002 sendte tropper ind i Afghanistan. Den politiske beslutning har været genstand for kontinuerlig debat, og danske billedkunstnere, filmmagere, teaterfolk og forfattere har parallelt givet deres bud på krigens afsmitning på os alle.

Allerede i 2004 udkom filmen Brødre af instruktør Susanne Bier. Filmen handler om majoren Michael (Ulrich Thomsen), der tilfangetages af terrorister og tvinges til at slå sin kompagnon ihjel. Han bliver reddet og skal traumatiseret og aggressiv forsøge at genoptage sit familieliv derhjemme, hvor Michaels kone har fået et lidt for tæt forhold til hans bror. Senere, i 2010, malede billedkunstner Simone Aaberg Kærn på bestilling et portræt af den afgående statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvor han er malet nærmest som en tegneseriefigur med en dansk bøg over sin ene skulder og et bombefly over et ørkenlandskab over den anden.

I 2015 udgav Carsten Jensen, der adskillige gange i den offentlige debat har fordømt krigen, thrillerromanen Den første sten, der følger en deling danske soldater, fanget i et limbo mellem tårnhøjt stressniveau og hverdagens kedsomhed. Blandt seneste eksempler hører den Reumert-vindende teaterforestilling My Deer Hunter (2020) fra teaterkompagniet Fix & Foxy. Her fortæller fire virkelige krigsveteraner egne historier om tiden før, under og efter udsendelsen. Og om traumerne, der fulgte med.

Trods forskellene i motiv og tematik virker de personlige konsekvenser for soldaten, som man særligt ser det i Brødre og My Deer Hunter, til at gå igen i den danske kulturelle bearbejdning af krigsdeltagelsen. Og netop denne figur har da også generelt været dominerende, mener en række af de forskere og kritikere, vi har talt med. Flere kunstnere, derimod, er uenige i den entydige dom.

Tue Bierings reumertvindende forestilling ’My Deer Hunter’ kan opleves på Teater V i Valby i september

Tue Bierings reumertvindende forestilling ’My Deer Hunter’ kan opleves på Teater V i Valby i september

Søren Meisner

Soldaterberetninger

I 2014 satte Klaus Rothstein, litteraturkritiker hos Weekendavisen, sig for at undersøge Afghanistankrigen i dansk kultur, hvilket blev til bogen Soldatens år, der udkom i 2015. Efter at have læst, set og lyttet til et hav af danske værker, med et hovedfokus på litteraturen, var hans primære konklusion i bogen, at soldaten var vejen til at skildre krigen. Til trods for at seks år er gået siden bogens udgivelse, mener Rothstein ikke, at det billede har ændret sig synderligt.

»Jeg tør godt sige, at i litteraturen og i kunsten i øvrigt har traumet været et hovedtema. Man interesserede sig for den enkelte soldats vanskelige hjemkomst som et symbol på det traumatiserede samfund og det meningsløse, det retningsforvirrede, det uklare,« siger han.

Solveig Gade, der er dramaturg og lektor på teater- og performancestudier på Københavns Universitet, hvor hun forsker i kunst og krig, genkender til dels konklusionen, når det kommer til teater- og scenekunsten. Der har været en del såkaldt virkelighedsteater, fortæller hun, hvor veteraner har været på scenen. For eksempel som i My Deer Hunter eller Hjemvendt (2015) af instruktør Petrea Søe, hvor fem aktører med krigserfaring, tre veteraner, en nødhjælpsarbejder og en feltpræst, fortæller personlige beretninger under forestillingen.

Men også dramatik uden veteraner, baseret på samtaler med soldater eller pårørende, som man så det med Teaterkorpsets produktion I Afghanistan skyder man med vandpistoler fra 2014, der bygger på faktiske hændelser og erfaringer fra kærester og koner til soldater i krig, og derved viser krigen fra hjemmefronten.

»Fælles for dem er, at de personlige førstehåndsberetninger står meget stærkt i fortællingerne,« siger hun.

I dansk film og tv går fortællinger om soldaten igen, ofte sammenholdt med en skildring af dennes forhold til hjemmet, mener Ib Bondebjerg, der er professor emeritus i film- og medievidenskab ved Københavns Universitet.

»Man kunne godt kalde det et fokus på det menneskelige i krigen. Mennesket i krigen og mennesket derhjemme. Det er ret dominerende i dansk fiktionsfilm og -tv,« siger han og henviser til Biers Brødre. Han fremhæver samtidig Borgen-afsnittet som en langt mere kompleks fremstilling af Afghanistankrigen, da den meget direkte viser det politiske spil, pressens rolle, soldaterne og de pårørendes perspektiv samt afghanernes version repræsenteret via en ngo.

Men i dokumentarisme, siger Ib Bondebjerg, ser man film og serier i flere tilfælde udmærke sig ved også at fortælle mere nuancerede historier dels fra soldaternes hverdag og dels fra afghanernes perspektiv.

Som eksempel henviser Ib Bondebjerg blandt andre til Den hemmelige krig (2006) af instruktør Christoffer Guldbrandsen, der undersøger, om danske specialstyrker i Afghanistan udleverede tilfangetagne afghanere til USA – vel vidende, at amerikanerne ikke nødvendigvis overholdt Genévekonventionen. Og så peger Bondebjerg på journalist og dokumentarist Nagieb Khajas Mit Afghanistan (2012), hvor Khaja medbragte 30 mobilkameraer til Afghanistan og bad civile afghanere filme sig selv og deres hverdag i krigens skygge.

»Begge er eksempler på film og tendenser i dansk dokumentarisme, der bidrager til et mere nuanceret billede af krigen. Den hemmelige krig handler om soldater, der måske ikke har overholdt krigens spilleregler og et politisk system, der forsøger at mørklægge det. Og Mit Afghanistan skildrer afghanernes hverdag i stedet for de danske soldaters.«

Han nævner også instruktør Janus Metz’ Armadillo (2010), der er en af de mest sete danske krigsdokumentarfilm og vinder af både kritikerpris i Cannes og en Robert. Dokumentaren skildrer soldaternes hverdag op til og under krigen, og giver en stærkt realistisk skildring af krigens brutalitet. Men den rummer også nuancerede portrætter af »mandetyper«, siger Bondebjerg, heriblandt gennem både »den tøvende og den udfarende soldat«, og af forholdet til dem derhjemme. Samtidig inddrages det komplicerede forhold til afghanerne omkring basen i Helmand-provinsen.

Også i udlandet gør tendensen med soldaterfokusset sig gældende, fortæller ph.d. i litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet Christine Strandmose Toft, der med sin afhandling fra 2021 undersøgte krigen som begreb, primært gennem amerikansk og europæisk skønlitteratur, men også i film, tv og teater.

»Den traumatiserede soldat fylder meget. Ikke bare i Danmark, men også i Norge, Sverige, USA og Tyskland. Det er virkelig den dominerende figur i europæisk og amerikansk fiktion.«

Mental krigstilstand

Det mest prototypiske eksempel på tendensen er, ifølge Klaus Rothstein, Lars Husums roman Jeg er en hær (2010). Gennem en introspektiv fortælling følger man premierløjtnanten Jakob, der finder sig bedst til rette som soldat i krigen, mens han som civil i Danmark kæmper med at finde meningen med det hele.

Romanen, fortæller Rothstein, tegner et portræt af soldatens permanente mentale krigstilstand. Krisen – og diagnosen PTSD – flytter med hjem, og krigen med sin struktur og mening og sit formål står i stærk kontrast til det nu meningsløse ’hjemme’. Historien ender med, at vi efterlades midt i Jakobs selvmord, hængende i luften efter et spring fra Øresundsbroen.

Ifølge Rothsteins bog har dansk kultur i langt overvejende grad anlagt et enslignende perspektiv på krigen i løbet af dens første 13 år. Men bogen skal ikke forstås som en kritik af de enkelte værker, påpeger han.

»Jeg synes jo, det er interessant, logisk og positivt, at kunstnere reagerer med en stærk empati for de folk, der sætter livet på spil, når de møder verdens tragedier. Men jeg savner, at man ikke bare er bevidst om krigen som krise for soldaten og familien. Jeg savner en litteratur, der foregår på Christiansborg, som foregår i militærindustrien og -strategien – i de besluttende organer. Det manglede og kom aldrig.«

I dag efterlyser han stadig, at kulturprodukterne løfter sig fra det personlige niveau og også beskæftiger sig med den politiske stillingstagen og mere globalpolitiske perspektiver. Det finder man i afsnittet om Afghanistan fra Borgen. Men afsnittet er imidlertid ikke med i Soldatens år, fordi tv-dramatik har været »i udkanten af«, hvad han har fulgt mest med i, siger Rothstein. Ifølge kunstredaktør på Information Maria Kjær Themsen kan tendensen heller ikke spores lige så stærkt i billed- og installationskunsten. 

Afghanistan 5012 km

For man skal ikke kigge meget længere end ud på gaden, på museerne eller i gallerierne, hvis man vil se kunst, der ikke har den traumatiserede soldat som hovedtema, mener Maria Kjær Themsen. Hun peger blandt andre på kunstneren HuskMitNavns gadekunst, hvor han med en opklæbning på en væg viste en figur, der bar en T-shirt, der siger »Sig nej til krig«. Ud af figurens mund sniger der sig en talebobbel med et forsigtigt »Ja«. Også konceptkunstner Jens Haanings installationskunst, hvor han fik placeret et vejskilt lidt uden for Utrecht i Holland, henviser Themsen til. »Afghanistan 5012 km« stod der på den som huskekage.

Husk Mit Navn-plakat fotograferet på Nørrebro i 2203

Husk Mit Navn-plakat fotograferet på Nørrebro i 2203

Carl Redhead

»I billedkunsten giver det ikke mening at lave den analyse, for der er det jo meget sjældent et narrativ med en hovedperson, man følger. Det er rigtigt, der er få værker, hvor soldaten er i centrum. Og man kan vælge at se det konkrete, og sige, at det handler om den enkelte soldat. Men man kan jo også vælge at se det på et symbolsk plan,« siger hun og henviser til John Kørners maleriserier. 

I 2008 udstillede han med 16 Dead Danish Problems in Afghanistan og igen i 2009 med War Problems serier af malerier, hvorpå scener fra Afghanistan var gengivet. Hvert maleri var navngivet efter virkelige danske soldater, som var faldet i Afghanistankrigen. I 2009 var der 21 værker.

Ved at John Kørner giver malerierne konkrete navne, bliver det ifølge Themsen meget konkret, at en person er faldet i krigen. Men samtidigt »handler værkerne også om krigen som sådan og det skånseløse ved, at konkrete personer taber livet i en kamp, vi ikke rigtigt kender omfanget af«, siger hun. 

Jens Haanings skilt i Holland kan på samme måde også ses som et skilt alene med en kilometerangivelse. Men det handler ifølge kunstredaktøren netop også om storpolitik.

»Vejskiltet midt i Europa markerer, at det er et område, vi er en del af, og viser samtidigt, hvor langt der er. Det bliver følbart, fordi det er ret langt væk og ret tæt på på samme tid,« siger hun.

»Fælles for værkerne er, at de lader beskueren føle, hvad det vil sige at være en del af en krig, så vi som almindelige borgere får en følelse af, at det ikke er noget, der er langt væk fra os. Det bliver en del af vores erfaringsverden og en del af vores globale virkelighed.«

Omend Themsen siger, at de er i undertal inden for billed- og installationskunsten, findes der ikke desto mindre kunstnere, særligt inden for andre kunstarter, der har skildret krigen fra eller om soldatens perspektiv. Og hvilket motiv ligger så til grund for det?

Samfundsanalyse

I Soldatens år konkluderer Klaus Rothstein med en tese om, at når kulturen i hans optik entydigt rettes mod soldatens personlige skæbnefortælling, er det sandsynligvis i en slags afmagt over for krigens politiske uigennemskuelighed.

»Var det en retfærdig idé at gå i krig? Har det reduceret risikoen for international terrorisme? Har det fremmet frihed og ligestilling i Afghanistan? Spørgsmålene er svære at besvare. Portrættet af den traumatiserede og måske suicidale soldat rummer derimod en god historie og en personlig sandhed,« som det lyder mod bogens slutning.

Spørgsmålet om, hvorvidt det var en god løsning at sende de danske tropper til Afghanistan, har da også delt den danske befolkning gennem de godt 20 år, krigen har varet. I 2008 mente 48 procent, at det var en rigtig beslutning, mens 40 procent mente det modsatte. I 2009 var niveauet stort set det samme, og i 2013 var 45 procent for og 36 procent imod. Men kan man i det lys forvente, at kunsten skal ’hæve sig’ over befolkningen og analysere, eller endda fælde dom?

»Det er et stort krav at stille til kunstnere,« siger Rothstein. »De er ganske almindelige mennesker, som har et æstetisk talent. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man kan gennemskue politiske strukturer på et højere niveau. Men vi forventer, at kunstnerne bruger deres samfundsinteresse til også at lave værker, der kommenterer eller analyserer komplekse og etiske problemer og dilemmaer.«

10 danske værker om krigen i Afghanistan

Krigen har smittet af på flere hundrede danske værker. Vi har valgt ti, der viser alsidigheden i det kunstneriske udtryk.

  • 2006: Billedkunstner Simone Aaberg Kærn er også pilot, og i hendes dokumentarfilm ’Smiling in a Warzone’ tager hun til Kabul for at møde – og flyve en tur med – en ung afghansk pige, som ønsker mere end noget andet at blive pilot.
  • 2007: Danmarks udenrigsminister Lars-Ole Ravn får i forfatter Morten Hesseldahls politiske thrillerroman ’Drager over Kabul’ besøg af den afghanske præsident og en islamkritiker. Samtidig planlægger en islamistisk terrorcelle et angreb på arrangementet.
  • 2008: I forfatter og digter Ursula Andkjær Olsens digtsamling ’Havet er en scene’ finder man digte og strofer på engelsk, der bygger på udklip fra blogs tilhørende amerikanske soldater i Afghanistan og Irak.
  • 2011: Tegneseriekunstner Nikoline Werdelin skildrede i en føljeton i Politikens spalter blandt andet en tilbagevendt soldat og dennes svære forhold til hjemmet kontra krigen.
  • 2012: Romanen ’Den stjålne vej’ af forfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky fortæller historien om Talebans kidnapning af en afghansk ingeniør, der dermed bremses i at anlægge en vej i ørkenen. Asfalten skal hindre Talibans anbringelser af vejsidebomber.
  • 2012: I komiker og forfatter Sanne Søndergaards ungdomsroman ’Hell man’ flygter 21-årige Thor fra sit meningsløse liv i Danmark og lander som soldat i Helmandprovinsen, hvor han blot møder endnu mere meningsløshed.
  • 2013: På »Tusind farver« fra albummet ’Ingen kan love dig i morgen’ synger Rasmus Seebach blandt andet: »... selv soldater bli’r skrøbelige som glas / Når mørke tanker slår rod og sidder fast / Riv dig løs fra din angst nu / Livet venter på dig, kom med mig«.
  • 2014: Instruktør Ole Bornedals DR-dramaserie ’1864’ fortæller egentlig historien om optrækket til og de historiske højdepunkter fra krigen i 1864. Men det fortælles gennem en dagbog i et nutidsspor, der trækker tråde til krigen i Afghanistan.
  • 2016: Teaterstykket ’Til mine brødre’ er baseret på digter og dramatiker Peter-Clement Woetmanns tekst af samme navn. Stykket udforsker krigen som sprog uden handling og drama, men gennem poetisk dialog.

Solveig Gade mener, at når teaterkunsten for eksempel har haft den personlige fortælling for øje, kan det sagtens ses som mere og andet end fortællinger om traumatiserede soldater alene:

»Jeg tror, det er ud fra et ønske om at gøre krigen og krigens konsekvenser nærværende for et dansk publikum. Jeg vil også mene, at fokusset på førstehåndsberetninger mere subtilt kan ses som en form for kritik af – eller en invitation til kritisk refleksion over – de ofre, som krigen har kostet,« siger hun.

»I de her forestillinger oplever publikum netop, hvordan storpolitiske beslutninger rækker ind i personlige liv. Samtidig kan man sige, at man ved at sætte de her menneskers erfaringer på scenen er med til at trække dem ind i den offentlige sfære og sige, at det ikke blot er den enkelte soldat, der må håndtere, at han eller hun lider af PTSD. Det er noget, vi som nation må forholde os til.«

Christine Strandmose Toft har en anden forklaring. En del af den er, at da Danmark gik ind i Afghanistan og siden Irak, havde man ikke været i krig siden 1864. Derved havde danskerne ikke nogen egentlig tradition for krigsfilm eller krigslitteratur, der fokuserer på soldaten i krig. Og derfor importerede man i midten af 00’erne fiktionsformer fra USA, der netop skildrede krigen gennem soldaten, hvor man kan se, at plot, temaer og visuel æstetik fra amerikanske værker går igen i dansk fiktion.

Den amerikanske instruktør Michael Ciminos Deer Hunter fra 1978 er en af de film, der meget vel kan have påvirket danske kunstnere, fordi den »ikke alene fortæller om, hvordan krigen traumatiserer soldaterne, men også fordi antallet af krigs- og kampscener allerede her er stærkt reduceret,« siger Toft.

Dertil ser hun soldaterfiktionen som et produkt af, at fiktion skal være spændende, og der skal ske noget dramatisk, som kan sætte en udvikling i gang i fortællingen. Her, fortæller hun, har soldaternes hverdag med hændelsesløse patruljer og de store politiske linjer det med at forsvinde. Og det er problematisk, mener hun, fordi det medfører et erfaringstab.

»Hvis du vender dig mod fiktionen fra Første Verdenskrig, vil nogle digte og romaner derfra også give dig en forståelse for, hvordan det er at sidde nede i skyttegravene dag ind og dag ud. Men fordi soldaternes hverdag forsvinder ud af den nuværende krigsfiktion, der fokuserer på den hjemvendte, PTSD-ramte soldat, får vi ikke det perspektiv med,« siger hun.

»På en måde bliver fortællingen, at når du går i krig, bliver du automatisk traumatiseret. Der er nærmest ikke nogen krigsfiktioner, der ikke fortæller den historie i dag.«

Krigens konsekvenser

Hvis man vil vide, hvorfor kunstnerne, der skildrer soldaterne, skaber den kunst, de gør, er det jo meget nærliggende at spørge nogle af dem. I 2014 udkom forfatter Dy Plambeck med romanen Mikael, der fortæller historien om journalisten Becky, der på en reportagerejse til Afghanistan møder soldaten Mikael, som hun bliver kæreste med. Romanens fortælling viser, hvordan hovedpersonerne på hver deres måde bliver mærket af krigen.

Som kunstner er Dy Plambeck mere optaget af det menneskelige og æstetiske rum end af et rum, der siger noget om eller analyserer på, hvorvidt det var en god idé med Afghanistankrigen.

»Jeg synes, det er en fejlslutning at sige, at kunsten nødvendigvis skal gå op på et stort, generelt og analytisk plan. Krigen har været svær for ekstremt veluddannede analytikere at gennemskue. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg som forfatter skulle kunne svare på det spørgsmål. Jeg var optaget af at skildre krigen som en sindstilstand og af, hvordan samspillet mellem natur og menneske er i en krig.«

Mikael er bevidst ikke et politisk indspark i debatten om krigen, forklarer Plambeck, men en roman, der »forsøger at finde ind til et sprog for krig«. Ikke desto mindre synes hun, at hendes bog har medvirket til, at offentligheden med den i hånden bedre kan tage stilling til Danmarks deltagelse i Afghanistankrigen.

»Jeg tror, man får mennesker til at tage stilling til noget og engagere sig ved at åbne for, at de både kan spejle sig i og føle sig fremmedgjorte over for andres historier. Og gennem sproget kan man nærme sig hinanden og sætte ord på erfaringer og følelser.«

Desuden udelukker det, at man benytter soldaten i sin fortælling, ikke, at man i samme omgang også skildrer krigen mere generelt, mener billedkunstner John Kørner.

»Jeg har lavet fiktive skildringer af, hvorledes krigen har haft nogle omkostninger, og så har jeg malet nogle meget dramatiske malerier, hvor netop den enkelte soldats pris – og hvad det har kostet ved at miste livet – fremgår. Og det er jo i den grad en konsekvens af krigen,« siger Kørner.

I 2014 havde forestillingen I føling premiere på Det Kongelige Teater. Her fremførte tre virkelige veteraner monologer i samspil med balletdansere, der brugte mannequinben og falske arme som rekvisitter. Bag den stod dramatiker og teaterinstruktør Christian Lollike, og for ham, skriver han til Information, handlede det først og fremmest om at give tilskuere en idé om, hvor »udmagrende og nyttesløs« krigen kunne opleves. Dertil tror Lollike, at forestillingen bidrog til en bevidsthed om, at Danmark var en krigsførende nation.

»Det havde jeg det selv med at glemme. Derudover tror jeg, det var vigtigt for publikum at komme i nærkontakt med soldater, der havde mistet flere kropsdele og var ramt af PTSD, for på den måde at forstå, at krigen var virkelig og havde virkelige omkostninger. For mig handlede det om at gøre krigen virkelig, for jeg tror, det føltes uvirkeligt.«

Christian Lollike føler sig ikke grundigt nok inde i dansk kunst til at kunne vurdere, om han er enig i manglen på den politiske analyse i kunsten. Men der er »ofte en tendens i dansk kunst til at lade kunst være følelsernes medie frem for at se kunst som et medie, der kan forene følelse og analyse,« skriver han.

Menneskeliv i strukturerne

På samme måde som den vestlige befolkning med Kabuls fald er ved at erkende, at Vesten efter 20 år tabte krigen i Afghanistan, kan det også være, at selv samme krig skal have lov at bundfælde sig, før der kommer de store analytiske, politiske værker. Hvis de altså skal komme. Det mener Klaus Rothstein.

»Det, jeg efterlyser, har jo også en inkubationstid. Hvorfor kan man ikke skrive den politiske roman på ti eller 20 års afstand? Selvfølgelig kan man det. Der udkommer stadig vigtig litteratur om Anden Verdenskrig. Det er aldrig for sent.«

Og faktisk ville det være ganske naturligt, hvis det, Rothstein efterlyser, først lander med et par års afstand fra Afghanistankrigens endeligt, fortæller litteraturhistoriker Kasper Green Munk, der har forsket i krigslitteratur. Ved Første Verdenskrig var det først i slutningen af 1920’erne med Intet nyt fra Vestfronten (1929) af Erich Maria Remarques som det klareste eksempel, det kom. Bogen tager ganske vist også udgangspunkt i soldatens personlige fortælling, men er samtidig antimilitaristisk og kritisk over for krigens bevæggrunde og de generationsødelæggende konsekvenser.

Men nogle år derefter kom Anden Verdenskrig, og det skyggede ifølge Munk for litteraturen fra krigen forinden. Måske særligt fordi Anden Verdenskrig efterlod tydeligere spor i verdenssamfundet, hvilket litteraturhistorikeren også ser som grunden til, at der til stadighed i dag skrives historiske romaner om krigen. Men med de nyere krige i Afghanistan og Irak kan fortællingen ende med at være en anden.

»På en måde har krigene været globale, fordi mange nationer er involverede. Men samtidig udspiller de sig ret afgrænsede steder. Alt andet lige er slagmarken ikke lige så omfattende som under Anden Verdenskrig,« siger han.

Og nu ender vi, hvor vi startede – sådan da. Tobias Lindholm er manuskriptforfatter på afsnittet »89.000 børn« fra Borgen og instruktør af og manuskriptforfatter til den Oscar-nominerede Krigen fra 2015. Spillefilmen følger kompagnichefen Claus (Pilou Asbæk), der under en rutinemission i Afghanistan fanges i ildkamp mod Taleban. For at redde sin deling tager han en beslutning, der munder ud i, at han anklages for en krigsforbrydelse i Danmark. 

CAP/KFS

Der eksisterer, ifølge Tobias Lindholm, allerede masser af værker, der analyserer på overordnede magtstrukturer, hvis man ser nærmere på, hvad de menneskelige soldaterskildringer faktisk viser.

»Krigen er for eksempel et forsøg på at beskrive noget så komplekst som krigens regler ved at beskrive menneskers liv. Demokratiets rammer for krig. At gå ind i fremmede lande og slå ihjel, hvilket vi giver os selv lov til – hvilke rammer og regler er der for det? For mig handler det om at pege på nogle strukturelle vanskeligheder ved krigen,« siger han.

Selv om »89.000 børn« særligt kredser om det politiske spil bag Afghanistankrigen, var det ikke alene den grundtanke, Tobias Lindholm og Adam Price havde, da de startede med at skrive afsnittet til Borgen.

»Vi satte os egentlig for at skabe en fortælling, der gør op med den strukturelle sexistiske fordom, at en kvinde per automatik ville være pacifist. Man kan godt sige, at den kunne være blevet fortalt uden krigen som kulisse. Men fortællingen bliver her moderniseret og en del af vores virkelighed.«

Det, fiktionen for alvor kan, mener Tobias Lindholm, er at pege på strukturelle problemer, blandt andet skabt af et politisk system, ved at den – gennem menneskelige skildringer – tilbyder muligheden for at være en anden for en stund.

»For mig beskæftiger film sig kun og entydigt med, hvor svært det er at leve et menneskes liv. Men det er jo svært at skildre et menneskeliv i strukturerne. Jeg har svært ved at se det kunstneriske værk, der efterlyses. Når nu vores politikere har været i stand til at føre en politik, der til dels har været blind for individet og den menneskelige pris, må det jo være kunstens og kulturens rolle at skildre netop det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jan Fritsbøger

det er åbenbart vigtigt at bevare illusionen om soldaten som en der ofrer sig for fædrelandet, men han er i den grad mere skyldig end offer og der er ingen grund til at hylde ham, han er medskyldig i magtens uhyrligheder, og det er kun magthaverne og officererne, som kan tænkes at være mere ussel end soldaten selv, jeg kan altså ikke have medlidenhed med den som lider af skyldfølelse over al den uret han har begået med åbne øjne, og de traumer dette medfører.

Jan Fritsbøger

nej Gert de kan ikke helt sidestilles med de arbejdsløse i nazityskland, jeg kan ikke rigtig tro at jobcentrene har henvist nogen til militæret som en løsning på ledigheden, at der har været et pres for at finde beskæftigelse ved jeg selvfølgelig godt, men umidddelbart tror jeg at alle som har søgt ind i forsvaret selv har set det som en ( god ? ) løsning, men jeg underkender ikke at nogen soldater har tænkt at de aldrig ville kunne blive sendt i krig da de valgte at gå ind, men selv om man er soldat behøver man så vidt jeg ved ikke at sige ja til at lade sig udsende.

Jan Fritsbøger

men der er selvfølgelig gruppepres, dumhed og tro på løgnene som militarismen bygger på, som kan have gjort udfaldet, og helt sikkert også andre "formildende omstændigheder".

Jeg undlader at skrive så meget, men jeg fik mig kæmpet igennem den lange artikel
som er meget læseværdig til refleksion og eftertanke.
Men i mit menneskesyn er der stadig en afsky for at det kan være heltemodigt at gå i krig i et land langt herfra mod mennesker der aldrig har truet os,
Vi kan påstå egne interesser og bekæmpelse af terrorisme, men i min optik, vil en hver form for vold og magt til en hver tid så nye frø til ondskabensen frugter.
Derfor kan jeg sagtens have medfølelse for den enkelte soldat der vælger krigens vej i sin naivitet . Men valget er som det ligger nu helt soldatens eget ansvar.