Nekrolog
Læsetid: 5 min.

Et farvel til kunsthistoriker Troels Andersen: Hans lille røde tog vi under armen

Som museumsleder var Troels Andersen konservativt opsat på at bevare det af det forsvindende, som er vigtigt. Ud med resten. Peter Laugesen mindes den danske kunsthistoriker, forfatter og medstifter af Den Eksperimenterende Kunstskole i København
Kultur
22. september 2021
Rusland var Troels Andersens lidenskab. Sine studier i kunsthistorie fik han aldrig afsluttet. I stedet studerede han russisk, og det blev han heller aldrig færdig med, men han tog sin eksamen.

Rusland var Troels Andersens lidenskab. Sine studier i kunsthistorie fik han aldrig afsluttet. I stedet studerede han russisk, og det blev han heller aldrig færdig med, men han tog sin eksamen.

Casper Dalhoff

»K. MALEVIC: OM NYE SYSTEMER I KUNSTEN

SKRIFTER 1915-1922«

stod der uden på den kvadratiske, røde bog fra Forlaget Kunst og Kultur, 1963. På forsiden et hvidt kvadrat med en sort linje trukket rundt som en ramme langs kanten og en sort cirkel svævende øverst til højre, tættest mod højrekanten, næsttættest mod overkanten.

Den bog var Troels Andersens ankomst til den danske kunstscene, ikke bare den billedkunstneriske, og egentlig slet ikke den officielle del af den scene, selv om udgivelsen var støttet af Ny Carlsbergfondet.

Bogen kom som en bombe af håb til især de unge, endnu ikke på nogen måde etablerede, hvoraf en del på det tidspunkt egentlig ikke drømte om at etablere sig på noget sted, der allerede fandtes. Som Malevic, som den russiske suprematisme, som alle de øvrige klassiske avantgardebevægelser fra årene lige før, under og lige efter den første verdenskrig, var det drømmen om fremtiden, det handlede om. Utopien. Stedet, der (endnu) ikke er.

»Kvadratet er et levende, herskende barn. Den rene skabens første skridt i kunsten. Indtil det kopierede og deformerede man blot naivt naturen.«

»Kun afstumpede og magtesløse kunstnere svøber deres kunst i oprigtighed. I kunsten kræves sandhed, ikke oprigtighed.«

»Jeg advarer mod faren – for øjeblikket har fornuften indesluttet kunsten i en æske med fire dimensioner, og idet jeg forudså faren for en femte og sjette dimension løb jeg bort, eftersom den femte og sjette dimension vil danne en kube, i hvilken kunsten vil kvæles. Løb mens der endnu er tid.«

Og det gjorde vi så, men Troels Andersens lille røde tog vi under armen.

De omstændigheder, hvorunder Troels Andersen samlede de ellers nærmest glemte og forsvundne skrifter af især Kasimir Malevic, men også sporene efter den russiske moderne kunst, der langsomt var blevet skubbet ud i de mest utilgængelige arkivskabe og -skuffer af den voksende sovjetmagts hysteriske styre, har han beskrevet i sin selvbiografi, Ude af øje, der udkom i 2014. Den slutter ved Asger Jorns død i 1973.

Ved den lejlighed blev Troels Andersen leder af Silkeborg Kunstmuseum, der rummer Asger Jorns samling af moderne kunst. Han havde allerede længe været Jorns nærmeste hjælper.

»Et brev om fortiden« kaldte han selvbiografien på det postkort, han lagde ind i den, da han sendte den til mig.

Jeg havde kendt Troels, siden jeg i 1966 opdagede hans tidsskrift Billedkunst, der i årene sidst i 1960'erne præsenterede og samlede op på alt, hvad der skete i den internationale kunst, hvis rødder han jo samtidig holdt fast i og præsenterede med sine arbejder om Malevic og bogen om Moderne russisk kunst 1910-1930, Borgens Forlag 1967.

Rusland var hans lidenskab. Sine studier i kunsthistorie fik han aldrig afsluttet. I stedet studerede han russisk, og det blev han heller aldrig færdig med, men han tog sin eksamen.

Han levede som kunsthistoriker, men egentlig var han humanist af den rigtig gamle skole, og breve om fortiden fra den slags bliver der færre og færre af.

Som museumsleder var han konservativ, som den egentlige avantgarde altid må være det, altså konservativt opsat på at bevare det af det forsvindende, som det er vigtigt og nødvendigt at bevare som fundament for det kommende. Ud med resten.

Avantgarden er navnet på den tradition i historien, der har set dette som sin opgave.

Takket være Troels Andersen er Silkeborg Kunstmuseum, der nu har skiftet navn til det mere markskrigeriske Museum Jorn, stadig, som Asger Jorn ønskede det, et sted, hvor et sådant stykke fortid, nemlig det stykke af fortiden, der var Asger Jorns nutid med det af dens nødvendige fortid, der nødvendigvis skal være her, for at en fremtid kan være mulig, stadig et konkret sted i verden, hvor man kan komme og se.

Det er Asger Jorns samling, hans visuelle testamente, fordi det er Asger Jorn, der har samlet den, og derfor har den sin helt egen plads i verden.

Den plads er betinget af respekt og taknemmelighed, og et sådant museum skal ikke andet end bare hele tiden at være her.

Som den lille røde, der stadig ligger ved hånden som et brev om den fortid, der er vores egen.

Så dybt slog det ind, i 1963, at selv i den her sammenhæng så usandsynlig en modtager som digteren Dan Turell og hans kone, Kirsten, kaldte deres lille røde kattekilling Kasimir. Den forrige blev kørt over på gaden. Den hed Vassily. Rusland og Rusland.

Rusland. Troels og Ksenia under det store egetræ i Gudenådalen. Sminge. Det er sidste side i selvbiografien, og det er hverken ude af øje eller ude af sind:

»Ved siden af huset står den gamle eg, hvis enorme krone breder sig skærmende ud over husets tag. Ksenia sagde, at jeg godt kunne købe stedet, hun behøvede ikke at se det. Vi gav os, alle fire, ind under egens beskyttelse. Om foråret grønnes den sidst af alle træer og buske. Undertiden kan bladene krølle sammen, blive brune og visne i den sene nattefrost, blot for at blive erstattet af nye knopper, der folder sig ud. Til tider har grenene kastet tunge, mørke skygger. Men i de frostklare vinternætter er hele stjernehimlen ophængt i dens krone.«

En klassekammerat fra den russiske eksperimentalklasse i gymnasiet skrev i sine mindeord forleden i en anden avis, at Troels på det sidste havde bedt ham sørge for, at egen blev fredet.

Han skrev mange bøger, om Albert Gottschalk, Jens Adolf Jerichau, Sonja Ferlov Mancoba, men vigtigst er det store tobindsværk om Asger Jorn, der i et dagligdags og forståeligt sprog fortæller om den mands liv og færden i den store verden. Ikke som en fantast eller klovn, hvis gebærder det til hver en tid herskende borgerskab, som vi løb fra i 1963 med Malevic under armen, gysende kunne beundre i kvalmende forsøg på familiaritet, men som et menneske, og med den afstand, der skal til, for at et menneske skal kunne ses.

Han havde mange tillidshverv, formand for Foreningen af Danske Kunstmuseer, medlem af Statens Humanistiske Forskningsråd (der ikke findes mere) og en del andre poster.

Og selvfølgelig var han, sammen med Poul Gernes, stifteren af Den Eksperimenterende Kunstskole.

Nu er han væk.

Jeg havde en slags livsvarigt lån af hans Velimir Khlebnikov, oversat af en lang række fremragende, moderne tysksprogede digtere. Et bind poesi og et bind prosa. Rowohlt 1972. Vi forhandlede sidst lånet for en halv snes år siden. Khlebnikov var, sammen med Aleksei Kruchenykh, opfinder af drømmesproget Zaum.

Det sprog har sine rødder i fremtiden.

Det bliver nok ikke muligt nu at levere bøgerne tilbage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Oxfeldt Mortensen

Troels Andersen er død. Af Lars Oxfeldt Mortensen, journalist og filminstruktør

Det gør mig uendelig trist, at dette fine menneske ikke længere er blandt os. Troels hjalp mig med produktionen af min film “Jorn” for 5-6 år siden. Jeg interviewede Pierre Alechinsky i hans studio uden for Paris. Og Troels var med og oversatte undervejs. Vi spiste en fransk frokost orkestret af fru Alechinsky. Senere samme aften fejrede vi det gode resultat med en fremragende flaske vin hos vores fælles ven Christian i Atelier Clot i Rue Vielle Du Temple. Troels medvirkede selv i filmen med sin fuldstændig sindsyge præcise hukommelse omkring Asger Jorn. Har aldrig mødt et menneske som ham. En dag jeg havde den gamle gubbe på middag, overraskede han mig ved helt naturligt at køre en interessant samtale med min 14 årige datter Esther. Hun elskede hans selskab ligesom jeg. Et vidende og charmerende menneske, som jeg har haft privilegiet at arbejde med og
tilbringe fantastiske dage sammen med.
Øv! De store gamle med visdom og kløgt burde aldrig dø.
Tak Troels. Du berigede mit liv og verden med dine bøger, din indsigt i især russisk kunst. Din viden og lyst til at formidle var enorm og værdsat.
God rejse og Æret være dit minde LaRs