Interview
Læsetid: 11 min.

Instruktør bag usædvanlig dokumentar om plejehjem: Demens tvinger mennesker til at gøre noget, vi andre længes efter

Den nye danske dokumentarfilm ’Det er ikke slut endnu’ handler om plejehjemmet Dagmarsminde. Og om den revolutionerende kraft, som fællesskab er. Vi har talt med instruktør Louise Detlefsen
Beboerne på Dagmarsminde er ude at røre ved træer.

Beboerne på Dagmarsminde er ude at røre ved træer.

Marie Hald

Kultur
21. september 2021

Midt i aftensmaden griber Vibeke langsomt ud efter vasen på bordet og tager forsigtigt først en og så to blomster op og studerer dem med undren. En plejer i lyseblå kjole sætter sig ved hendes side. »Synes du, at blomsterne er blevet lidt for gamle?« spørger hun. »Så er det godt, at vi får friske blomster i morgen.«

På Dagmarsminde, et plejehjem med beboere med varierende grader af demens, er de visne potteplaner nemlig skiftet ud med friske blomster, de private dagligstuer skåret væk til fordel for fællesrum med fælles måltider, og ikke mindst er formanende ord, såsom at »blomster skal blive i vasen«, erstattet med nysgerrige samtaler ind i det parallelunivers, som et menneske med demens ofte lever i.

»Ingen ved jo, hvorfor hun tager blomsterne op, for hun har ikke noget sprog,« fortæller dokumentarfilminstruktør Louise Detlefsen, der har fulgt livet og døden for beboerne og personalet på plejehjemmet Dagmarsminde gennem halvandet år i dokumentarfilmen Det er ikke slut endnu, der har premiere i biograferne tirsdag.

»Men personalet ved til gengæld fra grundige samtaler med hendes børn, at Vibeke altid har haft en stor interesse for koreansk blomsterbinding. Så de ser forbi hendes sygdom og anser hende for et menneske med en intention,« siger Louise Detlefsen. »Og de bruger hendes kærlighed til blomster som en indgang til kontakt og fællesskab.«

Omsorg

Dagmarsminde er et privat plejehjem i Græsted med plads til 12 beboere, herunder ægtepar, grundlagt i 2016 af sygeplejersken May Bjerre Eiby med omdrejningspunkt i begrebet ’omsorgsbehandling’. Som det lyder i deres formålserklæring:

»Omsorg handler om at være der for hinanden, når behovet er der. På Dagmarsminde tror vi på, at vi er mennesker i kraft af hinanden. Vi betyder alle lige meget i alle sammenhænge, og vi udvikler os gensidigt, når vi er sammen. Derfor viser vi vores beboere, hvor meget de betyder for os.«

I praksis betyder det, at alle måltider indtages sammen, at beboerne kun har soveværelser og derfor opholder sig i de fælles stuer i deres vågne timer, at dagene er organiseret omkring fælles aktiviteter. Og så – som det mest kontroversielle: At nærhed og omsorg erstatter medicin. 

»I Danmark kommer vi jo til at overmedicinere ældre helt vildt. Det, personalet oplever, når der flytter en ny beboer ind, er, at de har en alenlang liste af medikamenter, hvor der langsomt gennem årene bare er blevet lagt nye til, mens der ofte ikke er taget nogle fra,« siger Louise Detlefsen.

Dem trapper de så på Dagmarsminde ud af med hjælp fra plejehjemmets egen læge – ofte så beboerne nærmest er medicinfri.

»Jeg var da skeptisk,« medgiver Louise Detlefsen. »Kan man virkelig bruge omsorg i stedet for medicin? Men de gør de.«

En af beboerne i filmen, Grethe, er for eksempel på hele tre forskellige morfinpræparater ved indflytning. »Så vidt jeg husker, ender hun med noget kalk og nogle mineraler. Det var noget af det mest rørende, jeg oplevede under optagelserne. At se en kvinde, der næsten var lukket helt ned, pludselig blomstre op.«

Den sidste ende af livet

Louise Detlefsen havde aldrig troet, at hun ville komme til at lave en film om et plejehjem.

»Jeg har nok haft det lidt med det emne, som jeg har haft det med en hospitalsstue, der lugter lidt af tis. Lidt ubehageligt.«

Samtidig har hun, som det gælder for dansk dokumentarfilm generelt, været draget af temaer relateret til den første del af livet.

»Vi har en enorm optagethed af ungdommen, og det er jo helt forståeligt. Den er jo vildt dragende, og det er jo oplagt spændende at udforske, hvor de går hen og derfor også, hvor vi som samfund er på vej hen.«

Men en cykeltur med P1 i ørerne ændrede det. Louise Detlefsen hørte første gang om Dagmarsminde i P1-programmet HjerneMadsen, hvor gæsten var May Bjerre Eiby, da hun var på vej på arbejde.

»Jeg vidste ikke, hvem hun var, men blev i første omgang fanget af, at hun talte så enormt indigneret om den måde, folk med demens marginaliseres i vores samfund og alt for ofte ender ensomme og angste.«

Louise Detlefsen spidsede yderligere ører, da May Bjerre Eiby så insisterede på, at mennesker med demens kan have virkeligt gode liv, hvis de får de rigtige rammer.«

Forsvinder ikke

Det gav hende lyst til at lave en anden film om demens end det, hun allerede havde set.

»Når det handler om demens, er fokus ofte på de pårørende – og det med god grund. For det er en enormt smertefuld oplevelse at se, som det oftest beskrives, en elsket ’forsvinde’. At skulle sige farvel. Men mennesket ’forsvinder’ jo bare ikke. Jeg fik lyst til at undersøge, hvordan et liv for et menneske med demens kan udfolde sig, hvis man har det trygt og godt.«

Men det var også en nysgerrighed af mere filosofisk karakter, der drev Louise Detlefsen. Dagmarksminde har nemlig en opskrift på ’det gode liv’, som ikke alene kan tjene som inspiration for ledere i plejesektoren, men også for alle os andre i vores liv.

Nuerne

For på Dagmarsminde er sansningen i øjeblikket omdrejningspunktet for det gode liv. Som i en scene i filmen, hvor personalet tager en gruppe beboere med ud i skoven og rører ved træer.

»Hverdagen på Dagmarksminde handler at være til stede lige nu og her. Hvis man mærker solen og vinden, ser blomsterne og de andre mennesker, og det ’nu’ føles godt, så er det et øjeblik af godt liv. Hvis det næste ’nu’ også er godt, så er du pludselig oppe på en god time, der måske bliver til en god dag,« forklarer Louise Detlefsen.

En af beboerne på plejehjemmet er Grethe. Da hun flytter ind, får hun hele tre forskellige morfinpræparater. »Så vidt jeg husker, ender hun med noget kalk og nogle mineraler. Det var noget af det mest rørende, jeg oplevede under optagelserne. At se en kvinde, der næsten var lukket helt ned, pludselig blomstre op,« siger Louise Detlefsen.

En af beboerne på plejehjemmet er Grethe. Da hun flytter ind, får hun hele tre forskellige morfinpræparater. »Så vidt jeg husker, ender hun med noget kalk og nogle mineraler. Det var noget af det mest rørende, jeg oplevede under optagelserne. At se en kvinde, der næsten var lukket helt ned, pludselig blomstre op,« siger Louise Detlefsen.

Per Fredrik Skiöld

»Hvis du så også næste dag har en række af den slags ’nuer’, har du så ikke et godt liv?« 

For måske kan man ikke huske sine børns navne, og erindringerne fra et langt liv er måske ikke længere tilgængelige.

»Ja, måske ved man ikke engang med sikkerhed mere, hvem man selv er. Men man kan stadig sanse skønheden i verden.«

Måske kan man endda være mere intenst i nuet, hvis man hverken er forstyrret af mindet om fortiden eller tynget af bekymringen for fremtiden, siger Louise Detlefsen. Og måske er det i højere grad sådan, vi alle sammen skal øve os i at tænke om det gode liv, siger hun.

»Vi bruger så meget energi på at bygge os selv op og planlægge, hvordan vi kommer et nyt sted hen, at vi altid skal bevæge os fremad. På en måde tvinger den her sygdom mennesker til at gøre noget, som vi andre længes efter og læser lange mindfulnessbøger om, men som vi sjældent helt opnår.«

Fællesskabet

Louise Detlefsen har lavet meget forskellige film, men hun ser alligevel et tema gå igen, som hun også mener er helt grundlæggende i Det er ikke slut endnu, nemlig menneskets behov for at høre til. I hendes seneste film Fat Front (2019) handlede det om tykke kvinder, der via de sociale medier finder sammen og finder styrke i at dele billeder, erfaringer og strategier. I Det er ikke slut endnu er det beboere og personale, der sammen skaber noget, der er meningsfuldt for alle.

»For mig handler begge film om, at vi som mennesker er helt vildt sårbare, men at der kan ske noget nyt og smukt, når vi er noget for hinanden. Om hvor fuldkommen revolutionerende det kan være, når vi finder vores flok.«

Det er det, som Dagmarsminde er: et sted at høre til i den allersidste del af livet.

»Jeg tror, at vi i ældreplejen er kommet til at overrespektere det private rum, og det gør os ensomme,« siger hun.

For når vi bygger plejehjem med minilejligheder, er det jo i den bedste mening.

»Men det er jo på bekostning af fællesarealerne, og det er alt for let at ende med at sidde og sygne hen alene.«

Ikke raketvidenskab

Louise Detlefsen understreger, at hun ikke lavede filmen for at revolutionere ældreplejen i Danmark. Men efter at filmen er færdig, håber hun alligvel, at nogen kunne blive inspireret. 

Og så er det spørgsmålet, om det faktisk ville koste mere, hvis man omformede ældreplejen efter principperne fra Dagmarsminde.

»Vi ved jo, at det ikke koster mere at være venlig og omsorgsfuld. Det er heller ikke dyrere at tale i øjenhøjde og med nysgerrighed. Og spørgsmålet er, hvilke ressourcer det ville frigive, hvis vi udskiftede medicin og tekniske hjælpemidler med omsorg og fællesskab.«

Hun nævner for eksempel, at beboerne på plejehjemmet ikke går med ble om dagen, men da de opholder sig i fællesrummet og ikke ude på hver deres stue, kan en enkelt fra personalet holde øje og hjælpe alle, mens en anden hjælper beboerne på toilettet én efter én.

»På den måde sparer man jo personale og bleer.«

Der er heller ikke behov for en masse kørestole, da beboerne altid hjælpes over i en stol.

»Fordi et menneske har bedst af at sidde i en behagelig stol,« siger Louise Detlefsen. »Det er jo små bitte ting, men de bunder alle sammen i nogle meget faste værdier. Det er jo sådan, man skaber en kultur.«

Og så mener hun, at vi mangler en økonomisk helhedsvurdering af, hvad demens koster samfundet. For eksempel viser undersøgelser, at pårørende til demente ofte køres psykisk ned og ender i sygemeldinger. En pleje med fokus på nærhed og omsorg kunne spare samfundet mange penge, mener hun.

»Det er lidt som at aflevere et barn i en vuggestue, når man kan mærke, at der er en pædagog, der holder af barnet og ser barnet som netop det barn og ikke som ét blandt en masse andre. Det er jo det, der gør, at man kan holde ud at være adskilt og derfor passe sit arbejde.«

Hvad er det, de har?

– Men når man ser filmen, er det svært ikke at tænke, at Dagmarsminde enten må have flere ressourcer, eller at de ansatte her må være nogle helt særlige, nærmest overmenneskelige mennesker ...

»De har ikke flere ressourcer – pengene følger borgerne, så de får de samme penge som andre plejehjem med en egenbetaling, der ligger inden for de samme rammer som andre steder. Og det er da muligt, at det er mennesker med et særligt overskud, der søger job på Dagmarsminde, men jeg tror inderligt på, at den danske ældrepleje er fuld af mennesker med en høj faglighed og stolthed, og som hver dag går på arbejde og ønsker at gøre det allerbedste.«

Hun fortsætter:

»Grundlæggende tror jeg, at det handler om, at vi som samfund beslutter os for, at vi vil gøre det anderledes og skabe en ny kultur.«

Hun sammenligner det med mobning i skolerne, som man engang tænkte var sådan noget, som bare skete, når man satte mange børn sammen.

»Man kan jo udvikle en masse redskaber til at stoppe mobning, men det allervigtigste er at sige: ’På den her skole mobber vi ikke hinanden. Basta.’ På Dagmarsminde siger de: ’Her bruger vi omsorg aktivt og møder det enkelte mennesker der, hvor det er. Basta’.«

Humoren

Filmisk var det også interessant for instruktøren, at plejehjemmet på den ene side opleves som at være hjemme i sin mormors hyggelige stue og på den anden side er et ret »syret sted«.

»Sygdommen gør jo, at der hele tiden er sådan nogle skydedøre ind i nogle parallelle universer med alternative virkeligheder.«

Og på grund af den grundværdi, at man altid skal møde den anden i øjenhøjde, korrigerer personalet ikke beboerne.

»De siger aldrig: ’Nej, din mor er skam død for mange år siden’. De lytter interesseret og yder omsorg, hvis det for eksempel er sorgfuldt.«

Og de alternative virkeligheder skaber naturligvis en række komiske situationer. Som en scene i filmen, hvor to beboere fordomsfrit diskuterer, om det er midt på dagen eller aften, og en anden scene, hvor den distingverede apoteker Torkild skal ud at spadsere og fra den fælles stumtjener i entreen udvælger en figursyet damefrakke med leopardpletter.

»Vi har diskuteret meget i klipperummet, om vi kunne tillade os at tage de her oplagt komiske scener med, men nåede frem til, at det er en del af livet. Og også at vi aldrig ville have taget dem med, hvis beboerne havde det dårligt. Man kan ikke tillade sig over for publikum at få dem til at grine og så lige bagefter vise dem en scene, hvor det menneske sidder i en ble og græder.«

Det afslørende

Og netop scenen med en grædende dement i en ble har vi set i en række forskellige afslørende dokumentarprogrammer, seneste TV 2’s, der afslørede hårdhændet behandling af en beboer i en lift.  

»Det er vigtigt, at vi har grundig undersøgende journalistik, der kan pege på de steder, hvor vi som samfund svigter, men jeg tror samtidig, at det er afgørende, at vi søger efter det, der fungerer. Både fordi vi som mennesker har brug for det smukke og håbefulde, men også fordi det jo konkret kan inspirere.«

– Måske kan det sidste endda have endnu mere forandringspoteniale ...

»Begge dele skal være der, men jeg håber, at det at pege på, at der er andre veje at gå, kan skabe en bredere forandring. Men det forudsætter jo en erkendelse af, at vi som samfund i alt for mange år har haft fokus de forkerte steder; at vi har været alt for optaget af teknik, medicin og privatliv.«

Og så skal vi jo turde at gå planken ud, siger Louise Detlefsen.

»For hvad er konsekvensen, hvis vi beslutter, at det fuldstændigt bærende i vores velfærdsstat skal være erkendelsen af, at det eneste, der faktisk betyder noget, er, at vi er der for hinanden som mennesker. At vi, med Løgstrups ord, holder hinandens hjerter i vores hænder.«

’Det er ikke slut endnu’ kan ses i 25 biografer den 21. september og yderligere dage i udvalgte biografer. Den kan også ses på TV 2 samt på TV2Play den 23. september kl. 20.00 i en kortere udgave.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leanette Nathalia Chresta Jensen

Nej hvor jeg håber dokumentaren vil inspirere til en kulturændring på ældreområdet og andre plejekrævende områder.
Det er jo sådan det skal være

Frank Østergaard, Annette Knudsen, Torben Nielsen, Katrine Nyholm, Mads Berg, Ervin Lazar, Per Torbensen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Det lyder som en film, jeg gerne vil se

Svend Erik Sokkelund, Steen Bahnsen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Lise Lotte Rahbek 21. september, 2021 - 07:49

"Det lyder som en film, jeg gerne vil se"
citat fra læserbrev

Du har selvfølgelig ret.
Men det kræver vist mere mod at se filmen, end jeg lige kan mønstre.

Det er så de 12 beboere på Dagmarsminde, der befinder sig i gode omgivelser; men der er jo uendeligt mange flere Alzheimer patienter, der vantrives rundt omkring på diverse plejehjem.

Anders Reinholdt, Ervin Lazar og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Torben Lindegaard
Ja. Lige præcis derfor vil jeg gerne se noget positivt om demens.
Det er en stor frygt hos mange mennesker, ialfald dem jeg har talt med om demens, at havne ude i kanintethuske-land enten selv eller hos vores nærmeste.

Ete Forchhammer

Det er jo utroligt som den dybe tallerken skal opfindes igen og igen, på mangfoldige områder, og hver gang er der kræfter i samfundet der sætter kikkerten for det blinde øje for at bevare status quo.

At der findes modbevægelser, som fx fører til etableringen af et plejehjem som Dagmarsminde, er SÅ godt, også at dets grundlægger vist jævnligt skriver i en af de andre mindre aviser…. Men derefter…?

Hvodan påvirke borgere OG politikere der kæmper for at bevare alt som før, højst med små justeringer, så som friske blomster på bordene? - Hm, hvad er det lige vi ser her efter pandemien? At de positive ændringer den trods alt også førte med sig, nu er blevet permanente?!?

En folkebevægelse der vil tage Dagmarsminde til sig og fx arbejde for dets grundkoncept, og for veluddannet, vellønnet personale over hele linien?? Jeg er ked af det, men jeg har svært ved at forestille mig sådan en folkebevægelse…

Annette Knudsen, Torben Bruhn Andersen, Fam. Tejsner, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Pietro Cini, Freddie Vindberg og Steen Bahnsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Bundgaard

"...men der er jo uendeligt mange flere Alzheimer patienter, der vantrives rundt omkring på diverse plejehjem".

Som SOSU hjælper i hjemmeplejen og tidligere ansat på et plejehjem, bliver jeg provokeret og en smule ked af at læse din kommentar, Torben Lindegaard.
-Kommer du på mange plejehjem og ser hverdagen udfolde sig? Eller udtaler du dig på baggrund af de triste og meget alvorlige enkelt sager, der har været fremme i medierne?

Vi er rigtig mange godhjertede og dygtige medarbejdere, der knokler for at pleje, passe og hjælpe vores alle sammens pårørende i deres livs efterår.

nanna Brendstrup, John Liebach, Carsten Bjerre, Per Christensen, Kjeld Pedersen, Ditte Jensen, Torben Bruhn Andersen, Fam. Tejsner, Torben Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel og Steen Bahnsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Jeppe Bundgaard 21. september, 2021 - 09:55

En nær ven er lige død efter et Alzheimer forløb, der indebar 13 måneder på demensplejehjem. Det var godt nok en træls affære for både ham selv og konen, der besøgte ham hver eneste dag.

Jeg har ikke et dårligt indtryk af det pågældende demensplejehjem, slet ikke, de plejede ham bestemt med omhu; men han sad alligevel i sin lejlighed på plejehjemmet og kiggede ind i TV hele dagen - uden i øvrigt at kunne følge med i det viste.

Men altså, Alzheimer indebærer foruden hukommelsestab og forvirring også tab af kropslige funktioner - hvilket du selvfølgelig er velbekendt med - så det er godt nok en træls affære at skulle gennemleve.

Så jeg kommer ikke på mange plejehjem.
Men rent personalemæssigt er det ikke muligt på de gængse kommunale plejehjem at yde den omsorg, som beskrives i artiklen, som blivende ydet på friplejehjemmet Dagmarsminde, som koster kr. 2.000,- i døgnet - altså kr. 720.000,- per år.

https://www.berlingske.dk/navne/demente-betaler-2.000-kroner-om-dagen-fo...

Else Marie Arevad

Hvor ville jeg ønske, at man kunne skrive i sit livstestamente, at man ænskede aktiv dødshjælp den dag, hvor man ikke længere kan genkende sine nærmeste.

Estermarie Mandelquist, Danny Hedegaard og Jeppe Bundgaard anbefalede denne kommentar

Måske en værnepligt? Inden videregående uddannelse: 6 måneders tjenestegøring på et alderdoms hjem. Jeg har prøvet det: dagligt vise kærlighed, omsorg og empati i omgangen med mennesker som ofte ikke lever i den virkelighed jeg ser: de bliver af og til vrede, ja aggressive og uvenlige i deres møde med min venlighed og empati. De dør, og næste medmenneske møder dig dagen efter. Igen, og igen, og igen. Jeg har den dybeste beundring for dem der klarer det et helt arbejdsliv. Efter ”værnepligten” svar: ”hvor meget vil du kræve i måneden for at fortsætte dette arbejde til din pension”? De vil vi sku ikke betale – så ”stik dem en pille, og lad de gamle zombie sig gennem deres sidste år af existens”. Vi har jo ikke retten til at dø, den dag vi fatter hvad der venter os.

jens peter hansen

Dybeste respekt til de kærlige ansatte, som tager det slæb de færreste magter.

John Liebach, Annette Knudsen, Per Christensen, Jeppe Bundgaard og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Annette Knudsen

Jeg har mistet kontakten med mine venner, et ægtepar, som stod mig bi efter min beslutning om at forlade min mand, bo for mig selv og gå ned i svær depression. Disse venner er havnet på plejehjem, føler det som et fængsel og reagerer ikke på kontaktforsøg. Måske vil de ikke kontakten med mig, tænker jeg; men jeg tror snarere, at afmagten har taget deres kræfter.