På en gade i Paris er Michel Poiccard, biltyv og politimorder på flugt, netop blevet skudt ned af politiet. Forinden er vi blevet vidne til hans fandenivoldske, fatalistiske holdning til udsigten til at blive pågrebet – og faktisk også til afsløringen af, at hans amerikanske kæreste Patricia, en journalistspire og gadesælger af New York Herald Tribune, har slået op med ham. Hun læner sig over Michel, mens han ligger døende i en vandpyt. Vil Michel udtale nogle malmfulde sidste ord? Ikke helt. Imens han bider smerten fra sine skudsår i sig, sætter han bare den samme klovneagtige grimasse op, som han tidligere i filmen har brugt for at forklare sin kæreste den franske talemåde faire la tête: først et tavst skrig – og derefter et pantomimegrin. Er det ikke, hvad skuespilkunst, ja, hvad livet går ud på: tragedie, komedie, ansigter, at tale? Et alors – og hvad så?
Denne uforglemmeligt bizarre, smid alting væk-gestus er som et filmisk modstykke til Michels elskede Bogart-citat, Here’s looking at you, kid – og blev det ikoniske øjeblik i Jean-Paul Belmondos opsigtsvækkende gennembrud i 1960 i Jean-Luc Godards lige så legendariske debut, À Bout de Souffle (’Åndeløs’), efter et oplæg fra François Truffaut og Claude Chabrol og med Jean Seberg i hovedrollen som amerikanerinden, der betages af hans erotiske, eksistentielle trodsighed.
Postcoitale samtaler
Belmondos ansigt var sublimt flot, groft skåret, jordisk sexet og ægte. Han havde en brækket næse fra sin amatørboksekarriere og store, sensuelle, men mærkeligt uregelmæssigt formede læber, som han i denne film havde for vane at kærtegne åndsfraværende med sin tommelfinger: en gestus, som på én gang var meditativ og provokerende. Belmondo og Michel gjorde hinanden til filmikoner.
Michel er kriminalitetens rodløse trubadur, biltyven, der skyder en betjent, fordi han tilfældigvis finder en pistol i handskerummet. Han kører fra Marseille til Paris for at finde Patricia, hænge ud med hende, få fat i nogle penge, nogen skylder ham – eller måske afpresse nogen – stille sin seksuelle hunger, tale og leve i nuet. Og alligevel er han trods alle sine misfit-egenskaber lykkedes med at opretholde tankevækkende og næsten poetiske præ- og postcoitale samtaler med Patricia i hendes snuskede lille værelse.
For Godard, i film som Åndeløs og hans senere Pierrot le Fou (1965, dansk titel: ’Manden i månen’), var Belmondo den arketypiske gangster og barske kanut, men beriget med cerebrale, tankevækkende og komiske dimensioner af selvbevidsthed. Han spillede varianter af denne rolle i det meste af resten af sin karriere: eventyrer, mafioso, nogle gange dog også selv politimand, ofte over for sin mangeårige sparringspartner Alain Delon – og ikke sjældent i franske folkekomedier. Belmondo var fransk stjerne ind til benet: han viste intet talent for eller nogen interesse i at lære engelsk og gøre karriere i Hollywood som Charles Boyer eller Maurice Chevalier.
Han spillede forbryderen i nogle fabelagtige film af den anden store instruktør, der gjorde ham til en legende, Jean-Pierre Melville. I Le Doulos (’Døden giver ikke kredit‘, 1962) er han den elegante, selfmade karrieregangster, der har tjent nok penge til at trække sig tilbage til et stiligt rækkehus, han har bygget i landet – men først har han et regnskab, han skal gøre op med det kriminelle broderskab.
På grund af hans venskab med en betjent mistænker de ham for at være en stikker: un doulos. I Melvilles L’Aîné des Ferchaux (’Sjakalen’, 1964), baseret på en Georges Simenon-roman, er han endnu en fransk-italiensk barsk fyr ved navn Michel, en eksfaldskærmssoldat og bokser, hvis kamp i åbningssekvensen blev til stor inspiration for De Niros Jake LaMotta i Raging Bull (’Tyren fra Bronx’). Han bliver ansat som assistent for Ferchaux, en aldrende plutokrat på flugt fra loven, som han så begynder at udnytte. I 2001 spillede en hvidhåret Belmondo selv Ferchaux i en tv-genindspilning.
Præsten Léon
Men min yndlingsskuespilpræstation fra Belmondo var en, hvor han blev castet imod sin egen type – og endda af Melville – i Léon Morin, prêtre (’Præsten Léon Morin’, 1961). Han spiller en præst og gør det med en absolut alvor. Handlingen udspiller sig i krigens tid, og Emmanuelle Riva spiller Barny, en ung kvinde med kommunistiske tilbøjeligheder, der går til skrifte uden anden grund end at få afløb for sin antiklerikalisme og chikanere sin skriftefader: Belmondo.
Men præsten engagerer hende roligt i samtale. Han er dybt intelligent, reflekterende, sikker på sin tro. Naturligvis og næsten med det samme bliver Barny forelsket i ham, mens de taler. Med sin ubesværede åbenhed beder Léon Barny om at ringe til ham næste aften på hans beskedne værelse, så de kan fortsætte samtalen. Dens vigtigste emne handler om Barny, der spørger, hvordan i alverden Jesus på korset kan have anråbt Gud med spørgsmålet: »Hvorfor har du forladt mig?« Léon svarer, at Jesus som praktiserende jøde citerede Salmernes Bog, kapitel 22.
Selvfølgelig bliver Barny dybt forelsket i Léon, men han vakler aldrig i sit cølibatløfte – på trods af hvad man kunne forvente sig af denne slags historier. Han lader sig aldrig friste. Hans følelsesmæssige ubøjelighed udtrykker han ved at fortælle om sin plagede barndom og en mor, der tævede ham, og han er konstant jovial og venligt imødekommende over for Barnys lille datter og leger med hende som en glad hyggeonkel. Denne fortrolighed forstærker naturligvis kun Barnys kærlighed, og hun begynder at fantasere om at lokke ham med i seng.
Men Léon afviser alle hendes tilnærmelser og sætter hver gang en alvorligt utilfreds og skuffet mine op – og beder hende om at bekende sine synder. Senere kommer han ind i hendes soveværelse for at passe hendes syge datter, og Barny ser i denne begivenhed den guddommelige nådes virke. Det er en temmelig fantastisk præstation fra Belmondo, der får mig til at tænke, at han burde have spillet Jesus. Han spillede en intellektuel i en anden film, Vittorio De Sicas La Ciocira (1960, ’To kvinder’) – den bebrillede kommunist, der forelsker sig i Sophia Loren. Men det blev aldrig helt så rørende som den ekstraordinære præst hos Melville.
Folkekær
Da 1960’erne blev til 1970’erne og 1980’erne, vendte Belmondo tilbage til teaterscenerne, og det var primært her, han brillerede. Film indspillede han også, men det var stort set kun kommercielle crowdpleasers: actionfilm, thrillere, folkekomedier. Der var hans jazztids-mafiadrama Borsalino (1970) instrueret af Jacques Deray, hvor han spillede over for Delon – en forløber for Newman og Redford i Det sidste stik. Han blev ofte irriteret over de kritikere, der rakkede ned på de folkekære film. Og irriteret over altid at blive mindet om, at han engang havde den mandlige alfamuse for Godard, Melville og De Sica.
Dog vandt han en César-pris for sin optræden i Claude Lelouchs Itinéraire d'un enfant gâté (1988), en mystisk og indviklet film om en trapezkunstner, der opgiver sin karriere, forfalsker sin egen død, men efter et tilfældigt møde med en gammel kollega bliver nødt til at rette op på nogle af de dårlige ting, han gjorde i sit gamle liv. Den evigt flotte romantiske Belmondo er en integreret del af historien om den franske filmkunst og om Frankrig selv.
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Og det NU, at DR skulle genudsende nogle af Belmondos gamle film.
Personligt foretrækket jeg ham som en fransk udgave af James Bond ..