Kunst og penge
Læsetid: 5 min.

Jens Haaning løb med pengene. Andre kunstnere har brændt dem, ædt dem og foræret dem væk

Kunstnere har gennem tiden brændt, bortforæret, ædt, i småstykker klippet og klistret med penge – og nu, i det meget omtalte værk af Jens Haaning, taget andres kontanter og skredet. Vi bringer vores foretrukne værker inden for genren
Da Kunsten i Aalborg modtog værker fra Jens Haaning, troede de, de ville pakke indrammede kontanter ud, men stod i stedet med disse rammer med titlen ’Take the money and run’.

Da Kunsten i Aalborg modtog værker fra Jens Haaning, troede de, de ville pakke indrammede kontanter ud, men stod i stedet med disse rammer med titlen ’Take the money and run’.

Mette Kirstine Goddiksen/Kunsten

Kultur
1. oktober 2021

Denne artikel blev første gang bragt i oktober 2021. Teksterne om ’Den Danske Folkegave’ og ’The Money Diet’ er tidligere blevet bragt i længere versioner den 10. november 2017.

Kunst er en mærkværdig form for elastisk valuta, der pumpes op eller devalueres igen, ofte lavet af kunstnere, der gennemsnitligt tjener lidt og betales ringe for det, de laver. I fægtekamp mod kapitalismen har kunstnere gennem tiden derfor brændt, bortforæret, ædt, i småstykker klippet og klistret med – og nu senest, og fra Kunsten i Aalborg, godt gammeldags stjålet penge i kunstens (eller pengenes?) navn.

I denne uge nød vi herhjemme således historien om, hvordan kunstner Jens Haaning pludselig forvandlede værket Work it out – to glasindramninger af lidt over en halv million kroner, der var udlånt af og skulle udstilles på Kunsten – til et nyt værk ved navn Take the money and run. Da værkerne blev pakket ud, klar til udstilling, var alle sedlerne væk.

»Værket er, at der mangler en halv million,« udtalte kunstneren selv til P1 og kaldte det en protest mod dårligt betalte arbejdsforhold og opfordrede andre skidt betalte danskere til at »tage af kassen og stikke af«. Det værk mente museumsdirektør Lasse Andersson ikke, at han havde bestilt. Om end han godt kunne se, at der var tale om et værk i egen ret – og altså også et værk, der indskriver sig i en underholdende historie om særligt kunstneriske omgange med penge. Vi bringer her vores favoritter.

– Katrine Hornstrup Yde

’Den Danske Folkegave’, 2010

Køb en vinylplade for 350 kroner, og få en plovmand med i købet – lige til at stikke i lommen. Det var essensen af den dansk-færøske multikunstner Goodiepals kunsteksperiment, GÆOUDJI SYGNOK – MORT AUX VACHES EXTRA EKSTRA – ROUTE 66 EKSPERIMENTET, fra 2010. 

Goodiepal skaffede penge til projektet gennem salg af en musiksupercomputer samt ved »lån fra den ukrainske mafia«, hævdede kunstneren.

Frida Gregersen

Med kunstværkets nærmest provokerende generøsitet ville han lave en spøjs antitese til vores indgroede værditankegang og kaldte selv værket for Den Danske Folkegave. »Dét at give penge væk er jo noget, alle snakker om, men det bliver altid bare ved snakken. Nu bliver det gjort. Som en gave til det danske folk.«

Goodiepal gentog i øvrigt gavegiveriet året efter, hvor han i stedet for pengesedler vedlagde en kopi af sit dankort med alle oplysninger til fri afbenyttelse.

– Anna Ravn

’Njals saga’, 1980

I 1980 var den islandske kulturelite inviteret i biografen til premieren på en ung islandsk filminstruktør, Fridrik Thor Fridrikssons, filmatisering af Njáls saga, den mest berømte af de islandske sagaer, der fortæller om en blodig strid i Island omkring år 1000.

Premieren var en stor begivenhed, og det betalende publikum, som fyldte Reykjaviks største biograf med plads til 900 mennesker, var forståeligt spændt. Lyset blev slukket, og frem på lærredet tonede en indbundet udgave af Njáls saga. I de næste 18 minutter bladrede en hånd i bogen, indtil den nåede det sted i sagaen, hvor Njáls hus brænder med Njál indeni. Så blev der sat ild til bogen, og filmen sluttede.

Publikum var i chok. Fridrik Thor Fridriksson er i dag Islands vel nok mest respekterede filminstruktør med mange film bag sig, men han har fortalt, at han blev så upopulær på sit stunt, at han måtte flygte fra Reykjavik. Pengene, han tjente på at sælge billetter til premieren, brugte han på at lave sin næste film, Rokk i Reykjavik (1982), der portrætterer musikscenen i byen, deriblandt en purung Björk.

– Christian Monggaard

’The Money Diet’, 2007

Tre kvinder tager hver en hundredkroneseddel op fra bordet. En af dem river den i små stykker, hun putter stykkerne i munden ét ad gangen, en anden tager en bid fra den ene ende af en seddel. De opbløder papiret med deres spyt i munden og synker.

»The Money Diet« er et happeningkunstværk, som første gang blev opført som en del af udstillingen Socle Du Monde på Herning Kunstmuseum. Tre uger inden udstillingens begyndelse skiftede kunstnertrioen Ingen Frygt deres sædvanlige madvaner ud med en pengediæt og levede i de tre uger kun af at spise pengesedler.

Ingen Frygt

Ingen Frygt

Anna Petri

Kunstnertrioen spiste flest halvtredsere og hundredkronesedler, fordi det var de sedler, de følte det største tilhørsforhold til, fortalte trioen til Mikael Bertelsen, da de gæstede programmet Den 11. time fjorten dage inde i kunstværket. På det tidspunkt havde de spist for i omegnen af 8.000 kroner hver.

Ved at spise pengesedler undersøgte trioen, hvordan man kan konsumere penge, uden at sedlerne først skulle igennem en række transaktioner. De ville prikke til vores ømme forhold til penge. »Folk er jo vilde med penge!,« begrundede kunstnergruppen deres eksperiment, som de fik 100.000 i kunststøtte til.

– Anna Ravn

’K Foundation Burn a Million Quid’, 1994

Den 23. august 1994 brændte kunstnerduoen K Foundation en million pund af på en ø i Skotland. Pengene havde de to mænd bag, Bill Drummond og Jimmy Cauthy, selv tjent på et af deres andre projekter, det avantgardistiske og storhittende elektronica-band The KLF – også kendt som The Justified Ancients of Mu Mu.

De videofilmede afbrændingen af pengene og rejste Storbritannien rundt med filmen og tog del i livlige diskussioner om, hvad meningen havde været. Oprindeligt havde de oprettet K Foundation for at fremme kreativitet og støtte trængte kunstnere, men de indså, at kunstnere skulle være trængte, og så besluttede de i stedet at lave kunst ud af pengene. Og det var ikke første gang, at Drummond og Cauthy på opsigtsvækkende vis gik i clinch med en kunstverden og en musikindustri, de ikke havde respekt for.

I 1995 erklærede duoen, at de ikke ville tale om afbrændingen før om 23 år, og den 23. august 2017 inviterede de til en debat om afbrændingen: Why Did The K Foundation Burn A Million Quid? Svaret på det spørgsmål var dog stadig ikke så ligetil, heller ikke for de to bagmænd. Bill Drummund har til BBC sagt: »Jeg ville ønske, at jeg kunne forklare, hvorfor jeg gjorde det, så folk kunne forstå det.«

– Christian Monggaard

’Money at Kunsthalle Bern’, 2000

I år 2000 slog Kunsthalle Bern i Schweiz dørene op for en udstilling med tyske Maria Eichhorn.

Men hvis man besøgte kunsthallen, havde man muligvis lidt svært ved at få øje på … kunsten. For i stedet for maleri og skulptur kunne man finde blikkenslagere, der gik og skruede på vandrørene, og malere i færd med at reparere den tidligere så stolte facade, der efter års forfald havde fået en stor revne.

Maria Eichhorn, der skal repræsentere Tyskland på Venedigbiennalen i 2022, sætter fokus på økonomiske systemer og på alt det arbejde, der foregår bag fine institutioners ellers yndige facader.

Udstillingen i Bern bar titlen »Money at Kunsthalle Bern«, og Maria Eichhorns værk var simpelt: De penge, hun havde fået til at producere værker for, brugte hun i stedet på at renovere bygningen. Det arbejde kunne besøgende så opleve. 

Som en anden kunstens Robin Hood lavede hun i 2016 en lignende udstilling på galleriet Chisenhale i London med titlen »5 weeks, 25 days, 175 hours«. Her låste hun døren, satte autosvar på mailen og gav alle galleriets ansatte betalt fri. Eneste krav var, at de ikke måtte arbejde i udstillingsperioden.

–Bodil Skovgaard Nielsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Arne Albatros Olsen

Der synes at være en særlig ironi forbundet med at dette "konceptuelle stunt", finder sted i en udstilling med titlen. " WE WORK IT OUT ".

Det betyder jo , at vi finder ud af det eller, vi finder en løsning !

Gør de så det, eller har de allerede gjort det ?

I allerbedste fald kan udstillingen pga. den megen presseomtale tiltrække langt flere gæster og dermed tilsvarende højere entre indtægter.

Og skulle billetindtægterne her i det allermest optimistiske tilfælde ende med ligge op i mod en halv million over de i forvejen estimerede entreindtægter, så kan museet jo vise storsindet og hermed finde en løsning.

Meget nutidig konceptkunst rummer jo generel en vis intellektuel tørhed, og har derfor et tilsvarende begrænset kunstpublikum i modsætning til det store brede kunstpublikum. Med dette stunt har JH tilføjet en ny og meget kulørt og sensationelt dimension til genren.

Men derudover kan den oplagte association til det berømte litterære værk " Forbrydelse og Straf" af Fjodor Dostojevskij nok ikke undgås i dette tilfælde.

Hvis løsningen ender med at skulle findes i en kommende retssag, vil det ikke undre mig det mindste, hvis anklageren i sagen under proceduren , vil hævde at JH så langt fra har afklaret forhold til Raskolnikov.

For hvis han havde det , ville jo han jo have kendt historiens morale her, og så ville han nok ikke været løbet med pengene.

Det er dog en formildende omstændighed , at ingen er døde.

Forsvareren vil på den anden side nok belære anklagemyndigheden om , at der er løbet meget vand i åen siden Ralkovnikov, og at sagen derfor skal ses i et helt andet lys.

For det hele handler primært om kunstnerens rolle og vilkår i nutiden.

Om det ender med at give JH en frifindelse, og dermed konceptkunsten en særstilling i retslige anliggender, er så spørgsmålet ?

Arne Albatros Olsen

Andetsteds i Jylland efterlyser politiet en mand for blufærdighedskrænkelse.

Manden udgav sig for at være en del af en kunstinstallation på Kunstmuseet Heart, hvor 150 mennesker blev fotograferet kun iført hvide lagner.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke , hvad manden mon vil sige til sit forsvar, hvis han altså bliver taget.

Vil han så sige: " Ja det var en meget stærk kunstnerisk og sanselig inspirerende oplevelse, og jeg følte derfor en ubændig trang til at interagere med værket, og måtte derfor hen og røre ved en af de smukke kvinder med de særlig kurvede former."

Og ville den forklaring udgøre en formildende omstændighed ved straf udmålingen ?

Torben Bruhn Andersen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

Vi har hørt om, at dommer kunne være inhabil i MElD/DF sagen.

Det er nu over 200 år siden H.C. Andersen advarede os om skræddere og kejserens kvalificerede borgere.

Med de her #metoo / krænkelser sager, er det svært, at forvente, at førnævnte ikke spiller en rolle.

Har vi egentlig domstole på området, eller er vi endt med for-domsstole?

Kan vi forvente domstolene kan være habile på kunst og krænkelse områder?

Rosa Maluna Dahl

Problemet med på den måde at skaffe kontanter af vejen er, at de der er tilbage, blot bliver mere værd. Dog selvfølgelig kun indtil niveauet nås, hvor ingen længere regner dem for noget. Penge, et satanisk mesterværk.

Anders Sørensen

Jeg er træt af provokunst.Jeg er ikke provokeret, men træt.

MEN HEY SKAL KUNST IKKE NETOP PROVOKERE??

Nej. Kunst skal hænge på en væg og se godt ud, shut the fuck up.

jeg hørte interviewet med Jens Haaning og den anden part - Jens Haaning blev ved med indledningsvis at postulere, at det ville koste ham mere at genskabe de originale værker (som var en del af den aftale, som han havde indgået med museet) end museet ville betale.
Men det kom aldrig frem, hvorfor Jens Haaning ikke havde fremlagt dette for museet? Han gjorde på INTET tidspunkt opmærksom på, at han havde fremlagt de tal for museet.
Til gengæld gjorde han meget ud af at fremhæve sit regnestykke og det urimelige i, at han skulle betale penge for at genskabe værket....
Kunne det være, at han havde sagt ja til opgaven og bagefter opdaget, at det ville blive dyrere?
Kunne han have gjort museet opmærksom på dette?
Og sidst, men ikke mindst - hvorfor er der ingen journalister, der har stillet spørgsmålstegn ved hans tal?

Bortset fra det, så synes jeg, at det var en sjov happening eller konceptkunst eller provokunst eller hvad de nu vil kalde det :)

Og jeg ser frem til fortsættelsen - ganske underholdende indtil videre.

@Anders Sørensen:
"MEN HEY SKAL KUNST IKKE NETOP PROVOKERE??"

Det kommer an på, hvem du spørger:

1. Hvis det er EL's ukritiske følgere, så skal kunst naturligvis tjene klassekampen ellers har den ingen værdi (!) - og så må den godt provokere.

2. Hvis det er en udstilling, som EL's ukritiske følgere ikke kan lide, så må den ikke provokere og så er det IKKE kunst:
https://www.information.dk/kultur/leder/2021/09/provokere-polen-uwe-max-...

3. Hvis det er woke + BLM-certificeret, så må den godt provokere - f.eks. da busten (med u-lyd) røg i vandet.

4. Hvis det er politisk og den "gode" politik:
https://www.information.dk/kultur/2021/02/jeannette-ehlers-god-kunst-alt...

Og en tilføjelse:
Hvis du ikke forstår provokationen, Anders Sørensen - eller endnu værre, hvis du stiller kritiske spørgsmål (!) så vil du som mig blive mødt af de dertil hørende selvudnævnte intellektuelle kunstkendere med et: "Åh, det er jo, fordi du ikke forstår det..."
Efterfulgt af et overbærende, nedladende smil.

Forvent ikke, at de kan forklare det!
Og argumenter - uha nej, det bruger vi ikke her....
Desværre!