Interview
Læsetid: 16 min.

Judith Hermann: ’Nu går Angela Merkel og efterlader os tyskere til vores egen skæbne’

For den tyske forfatter Judith Hermann er det ikke længere muligt at skrive om uskyldige emner. Ikke i denne verden. Derfor har hun skrevet en dystopisk roman, hvor klimakatastrofen, de uddøde arter og en sommer med hedebølge har sin nødvendige plads
»Melankoli kan man tillade sig i ikkedystopiske tider, før Angela Merkel – eller med hende var der plads til melankoli. Nu kan man det ikke længere, det er en luksus at være melankolsk«, fortæller Judith Hermann.

»Melankoli kan man tillade sig i ikkedystopiske tider, før Angela Merkel – eller med hende var der plads til melankoli. Nu kan man det ikke længere, det er en luksus at være melankolsk«, fortæller Judith Hermann.

Sofie Amalie Klougart

Kultur
10. september 2021

Det altoverskyggende tema i Judith Hermanns nye roman Daheim er forsøget på at skabe sig et hjem og føle, at man hører hjemme midt i en verden, der truer med at gå under. Dengang hun i 1998 debuterede som forfatter, var det med novellesamlingen Sommerhus, senere, en bog der med ét gjorde hende til den måske vigtigste repræsentant for 1990’er-generationen i tysk litteratur. I novellerne lever unge berlinere et rastløst og uforpligtende liv med længsel og jagt efter lykken, skiftende sexpartnere, rejser og en generel modstand mod at træffe beslutninger. Det kan komme senere, indtil da hersker sorgløsheden.

Det særlige ved den tyske 90’er-generation var, at forfatterne for første gang for alvor brød ud af fortidens skygge og insisterede på at skrive om emner, der ikke handlede om den nazistiske fortid og det evige spørgsmål om skyld, generationerne forinden ikke kunne komme udenom. Nu var det nuet og skildringen af en ny tysk virkelighed, der gjalt.

Det er nu over tyve år siden. Den inkarnerede berliner, Judith Hermann, har i mellemtiden fundet et nyt hjem langt væk fra hovedstaden, i republikkens yderste kant, i Friesland oppe ved den nordtyske vestkyst. Hun har tilbagelagt en fase i sit liv og står ved en ny begyndelse. Ligesom også Tyskland efter Angela Merkels 16 år som Forbundskansler står ved afslutningen af en epoke og dermed begyndelsen på en mere usikker fremtid. Og det vel at mærke det land, der regnes som Europas vigtigste land, og det gælder både økonomisk og kulturelt – foruden at landet har spillet en stabiliserende rolle i det vanskelige europæiske samarbejde.

Judith Hermann vil ikke være ked af at blive sammenholdt med Tyskland. Hun er i stigende grad blevet bevidst om, at hendes rolle som forfatter ikke kan adskilles fra den verden, hun lever i, og at hun med sin nye bog er blevet en mere politisk forfatter.

»Det går ikke på anden måde,« siger hun bestemt.

Da hun skrev Sommerhus, senere, føltes verden uskyldig og fuld af håb. I den nye roman tager hun livtag med emner som den truende klimakatastrofe, uddøende arter og et alarmerende tab af biodiversitet. Ikke på nogen bombastisk og programmatisk måde, sådan en litteratur har Judith Hermann aldrig skrevet. Heller ikke i Daheim. Emnerne er der bare stille og roligt som en del af den hverdag i en mindre by i et tysk udkantsområde, personerne er del af. Eksempelvis er der en lokal svinebonde, som hovedpersonen indleder et forhold til, med lidt for mange svin under usle forhold.

»Jeg blev meget sent opmærksom på de mange paralleller mellem Sommerhus, senere og Daheim. Personerne er i begge bøger styret af spørgsmål om, hvor man vil være, hvor man hører til. Det er de samme spørgsmål, der stilles i de to bøger, men koordinaterne, verden, har ændret sig i mellemtiden. Og med en verden, der har ændret sig, ændrer sig også svarene. Den store forskel er, at for personerne i Sommerhus, senere findes der en ankomst, en finale, hvor de hører hjemme, mens personerne i Daheim ved, at der ikke længere findes en sådan. Man søger, finder for en tid et sted at opholde sig, inden man går videre og søger nyt.«

»At være hjemme er mere en tilstand i dig selv, der ikke fæstnes udadtil. Sommerhus, senere er en upolitisk bog, Daheim er mere politisk. Jeg ville ikke som sådan skrive om klimakatastrofen, uddøde arter og en sommer med hedebølge, men i det mindste ville jeg have det med. Det var ikke muligt at skrive en bog, hvor det ikke forekommer, ikke muligt at skrive om et uskyldigt liv, hvor folk kun går op i skønhed. Det gik ikke længere.«

Judith Hermann kommer i tanke om det møde for år tilbage, hvor Günter Grass, efterkrigstidens mest eksplicit tyske politiske forfatter, havde inviteret de unge forfattere fra 90’er-generationen til sit hjem i Lübeck for at diskutere, hvorvidt man var forpligtet på at skrive politisk. Dengang var Judith Hermann ikke lige der i sit eget liv og forfatterskab, men Grass’ ord fra dengang lyder stadig i hende, at når det er så vidt, så er det ikke længere noget, du kan vælge.

»Afhængigt af hvordan omverdenen er, bliver du nødt til at skrive politisk. Hvis verden ændrer sig, må du tilpasse din skrivning og gribe den verden. Det var på sin vis beroligende for mig, for Grass’ ord gjorde, at jeg ikke behøvede at overveje min beslutning. Jeg har skrevet romanen her i Friesland, og jeg kender folk her, som er bønder, jeg taler med dem om det, kender forholdene i svinestaldene, antibiotikasprøjterne overalt. Det meddeler sig til mig, og sådan som det er, kan jeg ikke i dag skrive en bog fra landet, uden at disse ting er med.«

Dagene umiddelbart efter interviewet med Judith Hermann var som opfyldelsen af en profeti: Naturkatastrofen, der slår ind over landet, omkomne og oversvømmede områder i Tyskland omkring Bonn og Bremen, hvor folk ikke længere kan bo. Alt det kunne forfatteren ikke forudse, selv om hendes roman nu bare virker endnu mere presserende.

Vi skal også høre om denne profetiske forfatters syn på Angela Merkels mange år ved magten i Tyskland, ligesom vi skal høre, hvad hun tænker om en fremtid uden hende, men først skal vi kende forfatteren lidt bedre.

I Wilhelmshaven

Judith Hermann henter mig på banegården i Wilhelmshaven ved den nordtyske vestkyst. Toget fra Berlin er meget forsinket på grund af dyr på skinnerne og en personpåkørsel af et tidligere tog. Mens jeg stadig sidder i toget, sms’er hun lakonisk, at »skinner synes at være det foretrukne opholdssted for mennesker og dyr i dette land, der er ALTID enten dyr eller mennesker på skinnerne«. Hun er selv lige kommet hjem fra en læserejse rundt i Tyskland, som også foregik i tog.

I Berlin var der høj sol og 30 grader, herude vestpå er det køligt og begyndt at regne, men slet ikke som det er begyndt at gøre længere sydpå.

Hun er tøvende og finurlig. Hendes hus ligger i nærheden, men hun er i tvivl om, hvorvidt hun vil vise mig sit sted. Det er i det hus i udkanten af en nærliggende landsby, hun har skrevet romanen, og huset og stedet er meget en til en i forhold til bogen, fortæller hun. Hun er bange for at blotte sig. Vi ender med at lade tilfældet råde i form af en 1-euromønt. Hvis ettallet er opad, skal vi hjem til hende og lave interviewet, hvis det er ørnen på bagsiden, skal vi blive her i byen.

Møntkastet falder på ørnen, så vi går ned til havnen, mens hun fortæller om Wilhelmshaven, der blev bombet under krigen på grund af byens store strategiske betydning som krigshavn og aldrig siden har genvundet fordums storhed. Tristhed og forfald er udtalt. Hun siger, at byen er »hæslig, en rigtig gangsterby med alt for høj kriminalitet«, mens vi sætter os på en café eller snarere en diner med kunstige, brune lædersofaer.

Judith Hermann

f. 1970 i Berlin.

Hendes debut Sommerhus, senere (1998, dansk 2001) blev en litterær sensation og placerede forfatteren som en af de nye stemmer og en markant figur på den tyske litterære scene. Bogen blev efterfulgt af ny novellesamling, Spøgelser, overalt (2003, dansk 2004). I 2009 fulgte Alice og i 2014 hendes første roman Al kærligheds begyndelse (dansk 2016). I Lettipark fra 2016 vendte Hermann atter tilbage til novellegenren, en bog som hun modtog Blixen-prisen for. Hendes nye roman Daheim udkommer ligesom de øvrige på forlaget Batzer & Co. til efteråret og i Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis’ danske oversættelse.

Hendes roman har en særlig opbygning. Første del er en typisk Judith Hermann-fortælling om en ung kvinde, der arbejder på en cigaretfabrik. En dag får hun et usædvanligt tilbud fra en tryllekunstner, om hun på grund af sin spinkle krop ikke vil være hans assistent i det velkendte tryllenummer, der skal rejse verden rundt, hvor hun skal simuleres savet over liggende i en kasse.

Fortællingen fungerer som en lille novelle, inden romanen begynder. Den tager sit udgangspunkt 30 år senere, hvor man følger den samme kvinde, der endte med ikke at tage med tryllekunstneren. Hun er i mellemtiden blevet mor til en datter og gift med Otis, og ved romanens begyndelse er datteren voksen og flyttet hjemmefra, mens kvinden selv har ladet sig skille.

Ved dette nye nulpunkt beslutter kvinden at rejse til sin bror i en lille by ved kysten. Han bestyrer en lille beværtning, hvor kvinden også arbejder. Hun lejer sig ind i et mindre hus i udkanten af byen, hvor man møder en række af byens andre beboere. Her i byen ender hun midt i sit opbrud med at finde et sted at være, et nyt hjem. Det handler i bogen meget om at høre til, hvem der har rødder et sted, og hvem der ikke har, men finder et midlertidigt sted at hvile ud og finde sig til rette.

Når Merkel går, bliver det vanskeligt. Man har følelsen af, at under hende har man set alt, der er gået galt, men det er blot ikke rigtig gået i gang endnu, siger Judith Hermann.

Når Merkel går, bliver det vanskeligt. Man har følelsen af, at under hende har man set alt, der er gået galt, men det er blot ikke rigtig gået i gang endnu, siger Judith Hermann.

Sofie Amalie Klougart

– Hvorfor hedder bogen ’Daheim’, det er et usædvanligt ord på tysk?

»Ordet findes faktisk på tysk, men kun regionalt. Man bruger det ikke i den nordlige del, mens det i det sydlige er mere udbredt. Hvis nogen eksempelvis spørger, hvor man er nu, så vil man svare daheim. I Berlin siger man zuhause. Her hvor jeg nu bor, er det et patetisk ord, emotionelt, som ville du overdrive noget. Sådan var det også for mig, derfor er det et eventyragtigt ord, et sted, som slet ikke findes. Som en utopi. Med min berlinske forståelse af ordet er det et ord fra et eventyr.«

»Men jeg kan godt afsløre, at titlen er et kompromis. Jeg havde en anden titel, Die Falle (Fælden, red.), men den var forlaget under ingen omstændigheder med på. De mente, den var for dyster, en slags endestation, en rigtig mandetitel. De sagde, at en Christian Kracht kunne kalde sine bøger sådan, ikke en Judith Hermann. Derfor endte bogen med at hedde Daheim, som også er en god titel, selv om jeg fortsat er bange for, at den titel og det lyse omslag er med til at sløre, at det også er en meget dunkel bog.«

–Og ’Heimat’ (Hjemstavn, red.) var ikke et alternativ?

»Heimat er for stort, det er en national identitet. Daheim er i det mindste et hus, et afgrænset område, hvor du er sikker, beskyttet, en kokon.«

Judith Hermann vil ikke vise mig sit sted, ligesom det i romanen skal forblive et eventyrligt sted, men hun vil gerne fortælle om sit forhold til området. En del af hendes familie kommer fra området. Hendes oldefar var fyrvogter på den frisiske ø Wangerooge. Da han gik på pension, tog han til fastlandet og byggede et hus i den lille by Horum, en kurbadeby, 20 km fra Wilhelmshaven. Hendes bedstemor boede der, da Judith var barn, og hun er kommet meget der om sommeren. Indtil hun selv fik en søn. Senere er hun kommet der igen, for huset forblev efter bedstemorens død i familiens eje.

»Til forskel fra fortælleren har jeg en biografisk forbindelse til området, men som hende har jeg lejet et andet hus for mig selv lidt uden for byen, som er meget som det hus, jeg beskriver i romanen. Der bor jeg. I de seneste fire år har jeg været mere her end i Berlin. Bogen er skrevet her. Jeg tror, jeg bliver her, men også beholder min lejlighed i Berlin. Nogle gange bliver jeg trist, fordi jeg frygter, at det det betyder for mig at være her, har jeg allerede nu skrevet ind i bogen. Jeg har afsluttet det og er bange for, at jeg en gang for alle har givet stoffet væk.«

– Hvad var det for et stof, der satte gang i romanen?

»Det var den novelle, der indleder romanen. Jeg syntes, den var god, klassisk, lidt som en novelle i Sommerhus, senere med en åben slutning. En novelle har altid en åben slutning, og så skal læseren selv forestille sig, hvordan det går videre. I det her tilfælde var det pludselig mig, der tænkte, hvordan mon historien fortsætter. Normalt ved jeg det, men jeg fortæller det ikke. Men her vidste jeg det ikke, og det blev jeg optaget af. Novellen er sådan rigtig 1998-agtig. Jeg tænkte, at der var jeg ikke længere. Nu var jeg her og vil hellere fortælle, hvorfor den unge kvinde ikke endte med at tage med tryllekunstneren til Singapore.«

Men derudover, fortæller Judith Hermann, er hendes roman også en roman om erindring, udløst af en vigtig forandring i hendes eget liv, da hun selv blev 50 og hendes søn voksen.

»Det er alle mine egne spørgsmål, der spiller med i romanen. Alt kom af tryllekunstnerens kasse. I det øjeblik fortælleren tænker, hun er splittet i hoved og krop, tvespaltet, savet midt over, kom også fortællingen.«

– Men hvorfor endte det med i så høj grad med at blive en roman om tilhørsforhold?

»Jeg tror, at det skyldes, at jeg var flyttet ud af familiehuset. Jeg skulle retfærdiggøre at leje mig ind i mit eget hus, forlade Berlin og bosætte mig i republikkens yderste rand. Det var den akutte overvejelse. Grundovervejelsen om, hvor jeg hører til og hvorfor, hvorvidt familien og andre er prægende for en, og hvorvidt man er uafhængig, er der altid. Hvis man skriver, er man meget henvist til det. Det at skrive er tæt forbundet med spørgsmålet om, hvor man har rødder.«

Judith Hermann indrømmer gerne, at der altid er et realt forbillede for personerne i hendes bøger. Som hun siger, »jeg kan ikke skrive uden forbilleder«, selv om det selvfølgelig bare er en basis for den videre fiktive bearbejdning. Baggrunden er, at jeg har fremhævet den kærlighed, hvormed hun skildrer personerne i Daheim, og kaldt det en hommage til der, hvor hun nu bor.

»Jeg er glad for, at du siger det. Jeg ville skrive om mødet med mennesker her. Det skyldes nok også min alder, hvor man i højere grad lader folk være, som de er. Hovedpersonen får jo et forhold til den lokale svinebonde, Arild, der altid har boet der og ikke kunne drømme om at flytte andre steder hen. Han har rødder her, mens fortælleren måske kun er på gennemrejse og midlertidigt gør ophold her. De to er på to forskellige planeter, men alligevel er der en fællesmængde.«

– Ja, og han hedder sågar Arild, som på oldnordisk betyder, den, der været der fra tidernes morgen.

»Det er en smuk fortolkning. Jeg tænkte også på min danske forlægger, Arild Batzer. Det er et usædvanligt navn, som tyske læsere reagerer på, men jeg synes, at det er smukt og stærkt.«

Merkels Tyskland

Jeg har forinden advaret Judith Hermann om, at interviewet også skal handle om Tyskland ved en skillevej. Merkels lange epoke som Forbundskansler går mod sin afslutning, når der til september er valg i Tyskland. Merkel inkarnerer på mange måder hele forvandlingen af Tyskland til et moderne og mere europæisk land, til trods for at hun har haft sine vanskelige sager at kæmpe med fra finans- og flygtningekrisen og hele det europæiske sammenhold.

Men hvad vil der ske, når Merkel, der har været en stabil og samlende kraft i Tyskland, slipper tøjlerne.

Judith Hermann er kendt for ikke at ville tale politik. Da jeg siger, at nu kommer vi til Merkel, svarer hun med en afvæbnende latter:

»Jeg kan godt lide, at du siger det på den måde. Du siger det, som en tandlæge, der siger til patienten, at nu skal han til at bore.«

Men, siger hun så og helt uden forbehold:

»Jeg er en stor beundrer af Merkel og det arbejde, hun har gjort. Tyskland er ikke det samme land i dag som for 16 år siden. Man kan ikke tilskrive hende alle forandringer, hun er jo også symbol på en epoke, hvor kriserne viste sig. Når hun lige om lidt er væk, så vil de kriser eskalere. Når Merkel går, bliver det vanskeligt. Man har følelsen af, at under hende har man set alt, der er gået galt, men det er blot ikke rigtig gået i gang endnu. Vi står på en klippe, hvor vi ser klimakatastrofen, folkevandringerne komme til os og senest pandemien. Det har endnu ikke ændret mit liv, men jeg har følelsen af, at lige om lidt går det løs.«

»Min søn, der bliver 21 om lidt, ønsker sig i fødselsdagsgave af den samlede familie, inklusive bedsteforældre, onkler og tante, at de alle til valget stemmer på De Grønne, sådan at hans børn også får en chance. Det gør et stort indtryk, for det har vi aldrig talt om i familien. Nu går Merkel og efterlader os til vores skæbne. Hun har gjort det godt. Hun har tilmed ændret partiet. Men man kan ikke give en enkelt person ansvaret alene, men hun har gjort sig umage og været en stabiliserende faktor. Og ja, jeg tænker det som et nyt Tyskland under Merkel, tænker det som et andet land, mere europæisk, mindre et særtilfælde end tidligere. Jeg voksede selv op i Vestberlin og kender til den historiske skyldfølelse. Min søn reagerer ikke, som jeg gjorde i forhold til skyld. Tyskland er sammen med Frankrig blevet retningsgivende for Europa, som den ældste i klassen, og det er Merkels fortjeneste. Og det skyldes først og fremmest hendes østtyske baggrund.«

»Jeg ville helst stemme på Die Linke, men jeg frygter, at de ikke får tilstrækkeligt med stemmer. De har det svært i Vesten, de er for kaotiske og i for meget intern strid til, at de kan bevæge noget«, fortæller Judith Hermann.

»Jeg ville helst stemme på Die Linke, men jeg frygter, at de ikke får tilstrækkeligt med stemmer. De har det svært i Vesten, de er for kaotiske og i for meget intern strid til, at de kan bevæge noget«, fortæller Judith Hermann.

Sofie Amalie Klougart

– Vil du så stemme på De Grønne?

»Min søn har ret, det er den eneste mulighed for at nå at stabilisere udviklingen. Men at stemme på De Grønne er også det mindste onde. Jeg ville helst stemme på Die Linke, men jeg frygter, at de ikke får tilstrækkeligt med stemmer. De har det svært i Vesten, de er for kaotiske og i for meget intern strid til, at de kan bevæge noget.«

I Judith Hermanns roman hersker en dystopisk stemning. I denne udkant af Tyskland er der samlet en flok mennesker, som lever i en eller anden form for fællesskab. De passer sig selv og kommer hinanden ved. Det, der udspiller sig mellem dem, har sin egen skønhed, men det er også en skønhed på lånt tid – eller i hovedpersonens tilfælde er hun der blot midlertidigt og måske snart på vej videre. Over alles hoveder truer den kommende katastrofe. Den jord, de befinder sig på lige nu, var engang under vand, så trak vandet sig tilbage, og de fik gjort jorden frugtbar, men på et tidspunkt vil den igen blive oversvømmet.

Hvordan indretter man sig så? Det spørgsmål stiller romanen og forsøger på sin egen måde at svare på.

Undervejs i læsningen af Daheim måtte jeg hele tiden tænke på Lars von Triers film Melancholia. Judith Hermann kan godt følge tanken. Da jeg spørger hende, om hun vil sige lidt mere om melankolien, svarer hun:

»Jeg elsker, at du siger det uden ironi, tilbyder mig det, som er mig nært, men noget, man ikke må være længere. Melankolien er faldet ud af tiden, som om man ikke længere har et rum for den. Melankoli kan man tillade sig i ikkedystopiske tider, før Angela Merkel – eller med hende var der plads til melankoli. Nu kan man det ikke længere, det er en luksus at være melankolsk. Jeg er personligt en meget melankolsk karakter, og figurerne også, Arild helt igennem, og også fortælleren. Der findes nok en skønhed i bogen, men det er en skønhed, der ikke fører noget sted hen, det er ikke blivende og kun for øjeblikket.«

Judith Hermann tænker sig om et øjeblik.

»Hovedpersonerne i Sommerhus, senere var alle heftige melankolikere, men de havde også tid og kapacitet og et liv, der gjorde det muligt. Men melankolien er gået af mode.«

Judith Hermanns roman ’Daheim’ udkommer i dansk oversættelse på forlaget Batzer & Co til oktober

Serie

Hvad vil Tyskland efter Merkel?

Tyskland har i Angela Merkels æra som kansler styret Europa økonomisk og politisk. Den æra slutter den 26. september med et historisk åbent tysk valg: Vil tyskerne begynde at blande sig mere i verden? Vil vi få et politisk opbrud og en virkelig grøn omstilling i Tyskland? Eller vil tyskerne fortsætte med Merkels pragmatiske og visionsløse krisepolitik?

Følg Informations serie Tyskland efter Merkel, som stiller skarpt på den tyske valgkamp med både tyske og europæiske briller.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her