Da socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen i januar 1993 præsenterede sin nye firepartiregering med Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og Radikale Venstre, var det med en betragtelig samling papirer i hånden. Det samlede dokument kaldte han sit »regeringsgrundlag«.
De fire partier overtog efter den VK-regering, der kun 11 dage inden havde trukket sig tilbage efter Tamilsagen, og det var formentlig vigtigt for det politiske klima at signalere samling. Nyrups regeringsgrundlag fik titlen ’En ny start’, og de mange sider udgjorde simpelthen regeringens politik. Bagerst fandt man et par sider, hvor regeringens kulturpolitik stod sort på hvidt.
Siden da har samtlige regeringer haft et regeringsgrundlag – og således også en formuleret kulturpolitik.
I hvert fald indtil 2019, hvor etpartiregeringen med Mette Frederiksen i front trådte til, og man i stedet begyndte at basere sin politik på et såkaldt »forståelsespapir«, en politisk aftale uden juridisk binding, der sammenfatter en række punkter, som aftalepartnere – i dette tilfælde Socialdemokratiet og støttepartierne – var blevet enige om. Papiret bestod af bare 18 siders tekst.
Og kultur var ikke nævnt med et kvæk.
»Og dermed blev det den første regering i mange år, der ikke har fremlagt en kulturpolitik,« siger Poul Bache.
Han har i årtier arbejdet med praktisk kulturpolitik, først som afdelingschef i Kulturministeriet og siden som direktør i Kunststyrelsen og Kulturstyrelsen, som han forlod i 2015. Nu har han skrevet den ambitiøse bog Finkultur og mangfoldighed. 60 års kulturpolitik, der udkommer på Gads Forlag i næste uge.
Den savnede kulturpolitik
Sammen med en livlig hvid bomuldshund, der lystrer navnet Møller, tager han imod i sit hus på Valby Bakke. Han inviterer mig gennem huset og ind i en frodig udestue, hvor han serverer kaffe og pain au chocolat.
Det med den savnede kulturpolitik har imidlertid været et gennemgående tema, skynder han sig at sige. Inde på hans opslagstavle, siger han og peger på et af de tilstødende rum, hænger en stribe udklip fra kronikker og debatindlæg, som efterlyser en kulturpolitik. »De fleste af dem er meget ældre end den nuværende regering,« siger han.
»Men når det er sagt, er det jo rigtigt. Der er ikke kommet noget udspil fra regeringen.«
– Den nyligt afgåede kulturminister, Joy Mogensen, har da fremlagt nogle visioner?
»Jo, i de første interview sagde hun noget om, at hun ville gøre noget for musikskolerne, og det er så blevet fremhævet som regeringens politik. Men hvad søren – hun stod der og skulle sige et eller andet. Det tror jeg faktisk ikke er rimeligt at hæfte sig ved. I øvrigt er musikskolerne hovedsageligt kommunernes anliggende, så det er lidt gratis at sige.«
– Men når Joy Mogensen blev spurgt, hvad regeringens kulturpolitik var, så svarede hun ’at få kulturen til at blive tilgængelig og relevant for flere’. Er det ikke en kulturpolitik?
»Jo, det er det da, og det har været et politisk mål siden Bomholt! Stort set alle kulturministre har abonneret på den, mere eller mindre. Men den anden del af Julius Bomholts gamle målsætning var, at kunsten og finkulturen skulle støttes efter kvalitetskriterier. Hvad mener de mon om den del af historien?«
At det endnu ikke er blevet til mere konkret kulturpolitik, mener Poul Bache i høj grad må skyldes praktikaliteter. Joy Mogensen blev ramt af en personlig tragedie kort inde i embedet og måtte gå på sorgorlov. Da hun kom tilbage, ramte pandemien, og Bache kan selv skrive under på, at ministeriet rent faktisk har været »fuldstændig lagt ned af corona«. I forbindelse med bogen har han talt med gamle kolleger, og det gik hurtigt op for ham, at der var et utroligt pres på dem.
Før regeringsgrundlagene var der tradition for at lave en såkaldt kulturpolitisk redegørelse. Kristen Helveg Petersen stod i 1968 bag den første redegørelse, som aldrig bliver glemt og står som et monument, siger Poul Bache. Det var den første kortlægning af Kulturministeriets samlede område. Den sidste af den slags redegørelser præsenterede Ebbe Lundgaard i 1996.
»Men det er påfaldende, at den siddende regering stadig ikke har meldt noget ud. Mette Frederiksens regering siges at være en af de mest centralt styrede – man har på fornemmelsen, at hun har en køreplan for, hvad der skal præsenteres hvornår – og det kan da godt være, at der står, at kulturpolitikken skal præsenteres på et bestemt tidspunkt. Jeg sidder og venter spændt på den dag.«
Det elastiske kulturbegreb
Før regeringen trådte til i sommeren 2019, var der nogle »markante signaler«, som Bache også beskriver i bogen. Først og fremmest den daværende socialdemokratiske chefstrateg Henrik Sass Larsen, som udgav debatbogen Exodus og fulgte den op med bastante udtalelser, blandt andet denne, der faldt i P1-programmet Slotsholmen: »Hvis du kigger på, hvad man bruger de kulturelle kroner til, så er det Det Kongelige Teater, det er symfoniorkestre rundtomkring, det er biblioteker, hvor der snart ikke kommer nogen mere, det er ballet, det er klassisk musik og alt muligt andet. Desto færre og desto snævrere det er, desto flere penge bruger vi på det, ser det ud til.«
Kaare Dybvad skrev bogen De lærdes tyranni med den sigende undertitel Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund, og Mattias Tesfaye udpegede i Information en personlig kulturkanon, der blandt andet indeholdt Champions League-fodbold, havegrillen, Dannebrog, dansksproget hiphop og folkeskolen.
Tesfaye og Dybvad er i dag to af regeringens centrale ministre, mens Sass har forladt politik.
»Der er nogle signaler, der tyder på, at regeringen vil et andet sted hen, end der ellers har været konsensus om. Bomholts gamle målsætning om, at man skulle støtte kunst af høj kvalitet og efter armslængdeprincippet og udbrede kunst og kultur til alle i hele landet, har været en overskrift, som har stået som hovedspor i kulturpolitikken lige siden. Der har så været mange forskellige synspunkter på, hvor bredt man skulle forstå det med kultur. Nogle lagde vægten på det brede, nogle på det smalle. Men ingen har været uenige i, at man skulle begge dele,« siger han.
»Men de her signaler, der kom op til valget i 2019, antyder noget andet. Og det er klart, at det giver kilde til uro mange forskellige steder.«
»Kultur« er, som Poul Bache skriver i forordet til sin bog, et elastisk begreb med mange mulige betydninger. Den elasticitet skaber problemer, når man taler om kulturpolitik, for det er uklart, hvad den egentlig handler om. Men den kan i politisk sammenhæng nogle gange også være en fordel, for man kan stå og tale om kultur uden rigtig at udelukke nogen.
»Ingen vil sige om sig selv, at de ikke har nogen kultur, men der er altid nogen, der gerne vil monopolisere kulturen. I virkeligheden er det kampen om begrebet, der nogle gange blusser op. Det gjorde det med Peter Rindal i 1960’erne, og det gør det igen med de socialdemokrater, som siger, at håndboldhaller er lige så meget kultur som Det Kongelige Teater. Nogle gange handler det om penge, men mindst lige så meget handler det om opmærksomhed og anerkendelse.«
En god minister
For få uger siden meddelte kulturminister Joy Mogensen på Facebook, at hun var løbet tør for overskud, og at hun derfor trak sig fra posten. Den følgende dag blev hendes afløser, Ane Halsboe-Jørgensen, præsenteret. Poul Bache har arbejdet sammen med ikke færre end otte kulturministre, og derfor synes det oplagt at stille ham spørgsmålet: Hvad er en god kulturminister?
»Jeg vil jo sige, at selv om det lyder lidt kedeligt, er kulturministerens vigtigste opgave at sørge for, at der kan skaffes penge nok til at vedligeholde det store system, der er bygget op efter Julius Bomholt. Han indledte i 1961 den her kulturoffensiv, som var en periode med store investeringer, udbygning af støtteordninger og kulturinstitutioner. På et eller andet tidspunkt omkring 1990’erne kom man frem til, at det mere handler om at vedligeholde end at udbygge systemet. Og det er ikke nogen helt nem opgave, for det drejer sig om omkring en procent af finansloven – og at alt muligt andet bliver prioriteret højere. Kulturministerens mest vanskelige opgave er således at overbevise sine egne regeringskolleger om, at det her felt er tilstrækkelig vigtigt til, at man skal ville bruge penge på det.«
– Hvordan gør man det?
»Jeg tror ikke, der findes nogen opskrift,« siger han og smiler.
»Det handler meget om, at en kulturminister skal have tilstrækkelig gennemslagskraft og status i en regering til, at der bliver lyttet til vedkommende. Og derfor hjælper det gevaldigt, hvis kulturministeren er en, der ikke er politisk nybegynder i Folketinget, men har solid erfaring og kender det parlamentariske spil,« siger han og tilføjer, at garvede politikere som Marianne Jelved og Per Stig Møller med ministererfaring, da de blev kulturministre, vidste, hvad de ville, og hvem de skulle hive fat i, når noget skulle ske.
»Det er et handicap for en kulturminister slet ikke at have nogen folketingserfaring.«
– Hvad så med den kritik, Mogensen også blev udsat for om, at hun ikke havde forståelse for kulturlivet, fordi hun ikke havde nogen kulturel eller kunstnerisk baggrund?
»Den er både urimelig og irrelevant.«
– Kulturlivet kunne godt lide Per Stig Møller, som har skrevet ufatteligt mange bøger ...
»Men han er ikke nødvendigvis en bedre kulturminister af den grund. Det handler om at kunne det politiske. Der var også en minister som Brian Mikkelsen, som ikke var en kulturpersonlighed, men som til gengæld var en del af en regerings inderkreds. Han sad i koordinationsudvalget og var en slags næstkommanderende i De Konservative. Det betød, at han havde meget stor indflydelse og gode muligheder for at skaffe sig penge. Og så havde han en statsminister, der også interesserede sig for kulturpolitik, hvilket kan være en fordel.«
– Og hvad så med Ane Halsboe-Jørgensen?
»Hun skulle have et godt forhold til statsministeren.«
– Er Mette Frederiksen en statsminister, der interesserer sig for kulturpolitik?
»... Hun har været kulturordfører engang.«
– Men hvor meget betyder kulturen for Mette Frederiksen?
Han holder en lang pause, mens han tygger på bagværket.
»Hun er klog nok,« siger han så, »til at forstå, at hun skal gøre et eller andet for at redde regeringens renommé på det her område. For selv om der ikke er ret mange statsministre, der interesserer sig synderligt for det her område – Fogh og Anker Jørgensen var undtagelser – så har ingen lyst til at være uvenner med kulturlivet,« siger han og nævner Lars Løkke Rasmussens regering, der indførte det kritiserede omprioriteringsbidrag, men så satte 400 millioner af til kulturen, da valget nærmede sig.
»Det var alligevel for voldsomt. Mange borgerlige kernevælgere vil gerne have penge til teatrene, og så er det jo bare ikke særlig hensigtsmæssigt med alle de forfattere og kunstnere, der sidder og brokker sig. De har nem adgang til medierne, de er gode til at formulere sig, og de kan være vældig besværlige at have med at gøre. Dem ønsker ingen at have imod sig.«
