Kommentar
Læsetid: 6 min.

Måske er kulturkritikken i dagbladene og i spidsborgerlige ugeaviser ikke længere så relevant

Lad kritikken være kritik, og lad den blive skrevet af de klogeste, mest vidende og engagerede mennesker. Men efterlad ikke litteraturen der. Chefredaktøren for litteraturmagasinet ATLAS Kristoffer Granov blander sig i debatten om tilstanden i den danske litteraturkritik
På Instagram bliver der formidlet litteratur i et tempo, vi trykte medier aldrig vil kunne følge med i. Det kan godt være, at der findes en del kritikere, der vrænger og siger, at deres mening er bedre og finere, for de har gået på universitetet og faktisk også var lidt venner med Per Højholt (foto), men det er ikke sikkert, at de gør bogen og læseren en tjeneste med sådan en indstilling, skriver Kristoffer Granov.

På Instagram bliver der formidlet litteratur i et tempo, vi trykte medier aldrig vil kunne følge med i. Det kan godt være, at der findes en del kritikere, der vrænger og siger, at deres mening er bedre og finere, for de har gået på universitetet og faktisk også var lidt venner med Per Højholt (foto), men det er ikke sikkert, at de gør bogen og læseren en tjeneste med sådan en indstilling, skriver Kristoffer Granov.

Niels Åge Skovbo

Kultur
3. september 2021

Hvis man skal gøre sig forestillinger om litteraturkritikkens rolle og status, tror jeg også, det er nødvendigt at tænke lidt over, hvad offentligheden egentlig er, og hvilken rolle litteraturen og dermed kunsten som sådan spiller i den. Litteraturkritikken findes jo mildt sagt ikke uafhængigt af litteraturen, og litteraturen findes jo heller ikke uafhængigt af samfundet. Her er mediers rolle at agere i offentligheden, og når man skal forholde sig kritisk til kulturen, er det ikke for forfatternes skyld, ej heller for litteraturverdenens. Det er for offentlighedens og dermed læseren.

Men offentligheden er fragmenteret, og idealet om en borgerlig offentlighed, hvor meninger og holdninger strides i ærbar kamp og til sidst vinder det bedste argument (eller den bedste bog) med tvangsløs tvang, er nok ikke realistisk at tro på længere.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

”Men mere essayistiske overvejelser og betragtninger er også relevante, når vi skal prøve at forstå en samtid, der kan virke mere og mere kompleks”, ”At gøre brug af et kunstnerisk – eller for den sags skyld antropologisk eller filosofisk – blik i journalistikken kan gøre den bedre til at afsløre os selv” og ”God kunst er ofte tvetydig, og det samme gælder litterær journalistik. Kunst har det til fælles med journalistikken, at den har et erkendelsespotentiale, der kan gøre os bedre til at agere i vores samtid”.

Gad vide, hvilke overvejelser artiklens forfatter har gjort sig med hensyn til, hvad man kan med journalistik, med kunst, med videnskab (antropologi) og med filosofi? Og ikke mindst - på hvilket niveau?

Umiddelbart lyder det jo fint, men formuleringerne er udtryk for en populistisk forenkling af komplicerede forhold i en kompleks samtid, der typisk vil resultere i småintellektuel og overfladisk amatørisme, set med et professionelt blik, selv om det uden tvivl også i særlige tilfælde vil kunne resultere i noget vellykket. Der er trods alt nogle få forfattere, der vil kunne klare den slags opgaver, hvis de vel at mærke får den nødvendige tid til research.

Samtidig er det udtryk for et forsøg på at fastholde forholdsvis veluddannede læsere i nogle før – videnskabelige og romantiske forestillinger om, hvad der er muligt med såvel kunst som videnskab, og disse forestillinger burde være kasseret for 40 – 50 år siden.

Det var f.eks. i 1970erne, at forfattere som Suzanne Brøgger og Klaus Rifbjerg blev bedt om at forholde sig til en række forskellige kulturelle og samfundsmæssige fænomener, og som regel gjorde de det uden tøven, fordi de som forfattere blev betragtet som en slags ”universalgenier”.

Som Lars Handesten gør opmærksom på i et tidligere interview i denne debatserie i Information, er der tale om ” --- en videnskabeliggørelse af litteraturstudierne, som har fundet sted de seneste tredive år, hvor de humanistiske fag har prøvet at gøre sig selv videnskabelige i en mere naturvidenskabelig og teoretisk forstand. Hvis vi går tilbage til 1960’erne, var det ikke teoretiske uddannelser, man fik, når man læste litteratur på universitetet”.

De skildrede forhold inden for litteraturstudierne kan udbredes til bredt at dække de humanistisk og samfundsvidenskabeligt orienterede studier, og filosofiske teorier i nyere fransk filosofi eller i form af spekulativ realisme har ikke ligefrem gjort filosofien lettere tilgængelig.

De skitserede forslag i artiklen vil nemt kunne resultere i det, som Erik Skyum – Nielsen kritiserer i et interview i samme serie: ”Der er gået journalisme, show og formidling og selviscenesættelse i hele lortet”.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Den litterære journalistik kan ikke erstatte al den gode kritiske journalistik, der bliver lavet i dag. Men mere essayistiske overvejelser og betragtninger er også relevante, når vi skal prøve at forstå en samtid, der kan virke mere og mere kompleks".

Forfattere skal skrive skønlitteratur, fordi de er gode til det, og de skal ikke forsøge med essayistiske overvejelser og betragtninger at spille kloge på en række områder, hvor de både mangler den nødvendige baggrundsviden og det brede perspektiv, der er nødvendigt, for at kunne udtale sig med en vis autoritet.

Men selvfølgelig er det godt, at de på kunstens område bredt lader sig inspirere af forhold og begivenheder af civilisatorisk karakter, og af de forskellige former for teorier og tendenser, der dominerer i samtiden. Desuden at de med brug af kunsten stiller spørgsmål ved en række af disse forhold.

Hvis man vil prøve at forstå en samtid, der kan virke mere og mere kompleks, er det ikke længere skønlitterære forfattere, man skal gå til, og udviklingen er i dag, på det område, en helt anden, end den var omkring 1970.

Det afspejles meget godt inden for den humanistiske forskning, og her kunne man f.eks. læse kapitel 8 "Den samfundsmæssige vending i humanistisk forskning" af David Budtz Pedersen, Simo Køppe og Frederik Stjernfelt i værket "Kampen om disciplinerne. Viden og videnskabelighed i humanistisk forskning" fra 2015, hvor de tre nævnte forfattere samtidig står som redaktører.

Overskrifterne på afsnittene i kapitlet viser meget fint den udvikling, der har fundet sted: Samfundsbegrebets splittelse, marxistisk og kritisk teori, vidensarkæologi, socialkonstruktivismen, aktør - netværks - teori, samfundet der forsvandt, økonomi og statsteori.

Det nævnte kapitel skabte en del omtale i medierne ved bogens udgivelse, især fordi det redegjorde for en undersøgelse af, hvem der var de mest anvendte teoretikere i dansk humaniora, og resultatet viste, at der overvejende var tale om filosoffer og sociologer. Kunne det nu også have sin rimelighed?

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

”Måske kunne det hjælpe, at man blandede kritikken og journalistikken lidt sammen. Ligeledes kulturen og samfundet, så det første ikke bliver efterladt som en hobby hos den kulturelle overklasse”.

For så vidt et sympatisk udsagn, fordi der ligger en god intention bag, men samtidig et usympatisk udsagn, fordi det dækker over en markedsorienteret viden, der ikke tør omtale den såkaldt ”usynlige” elefant i rummet. Ligesom resten af Informations debat om dansk litteratur og kritik i 2021:

AL KUNST OG KRITIK KAN IKKE VÆRE FOR ALLE, og den må nødvendigvis være tilpasset et marked, hvis den på det pågældende medie skal have sin berettigelse?

På et dagblad som Politiken har man af hensyn til bladets annoncører fået foretaget meget grundige analyser af, hvem bladets læsere er, også med hensyn til deres forbrugsmønster på kunst – og kulturområdet.

Det interessante spørgsmål må her være, hvordan man på avisen redaktionelt på kunst – og kulturområdet inddrager denne viden til at forbedre avisens dækning på området ”dansk litteratur og kritik”, for at give deres kundegrupper det, som de gerne vil have? For at opnå tilfredse kunder.

Det vil vel være naivt at antage, at de på redaktionen er så uvidende i betydningen ”uskyldige”, at de ikke har gjort sig den slags overvejelser og anvendt dem i praksis?

Hvilke overvejelser gør man sig på magasinet Atlas og på dagbladet Information i den forbindelse?

Med en voldsom udvikling på medieområdet (f.eks. de sociale medier), ikke mindst på baggrund af en teknologisk udvikling, og en stigende markedsgørelse på kunst – og kulturområdet (kunden skal have en god oplevelse – det er en del af den vare, som kunden betaler for), hører en samtale om segmentering og en tilpasning til markedet vil også til det, der hedder ”ærlig snak”.

Ingen medier tør åbenbart sige åbenlyst til potentielle kundegrupper, at vores dækning af kunst – og kulturområdet er ikke for alle, for vi har tilpasset den til bestemte grupper i samfundet med bestemte forudsætninger for at kunne deltage på en meningsfuld måde. Tænk, hvis nogen kom til at føle sig dumme eller ekskluderet?

Inden for pædagogikkens verden taler man om taksonomiske niveauer, og det er oplagt, at mange former for avanceret samtidskunst (i dens erkendelsesorientering) forudsætter en evne til det, der kaldes ”udvidet abstrakt tænkning”, og det hører typisk sammen med det at kunne tænke akademisk. Hvad så med resten af befolkningen?

Inden for danskundervisningen i folkeskolen og gymnasiet taler man om niveauer, og ved overgangen til gymnasialt niveau sker der et skifte fra et fokus på elevens OPLEVELSE af værket til et fokus på elevens FORSTÅELSE af værket.

Underforstået, at nu må man være så voksen, at man kan klare ikke længere selv at skulle være i centrum. Noget, der vel er i strid med markedstænkning på kapitalistiske præmisser?

Med hensyn til den mere umiddelbare æstetiske oplevelse er det vel efterhånden almen viden, at den også på kunstens område kræver en form for erfaring, og at det er noget, man langsomt (måske over måneder og år) skal tilpasse sin perception til. I hvert fald, når det drejer sig om sådan noget som nyere klassisk musik.

Så ved alle former for musik, og tilsvarende ved andre former for kunst, er det desværre ikke sådan lige noget, som alle har forudsætninger for at få en positiv æstetisk oplevelse ud af.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Når jeg selv læser, redigerer eller bestiller kritik, gør jeg mig umage med at finde en skribent, der har forstand på området. En, der kan tage mig i hånden som læser og fortælle mig, hvorfor bogen er interessant og vigtig nok til at bruge min tid på at læse".

Min umiddelbare kommentar må være, når der står "fortælle mig", hvorfor kritikeren skal tilpasse sin kritik til, om bogen er "interessant og vigtig" for chefredaktøren på Atlas?

Alle læsere af Atlas læser jo ikke bøger på samme måde og får det samme ud af receptionen af det, der står i bogen, som Kristoffer Granov gør. Spørgsmålet må på den baggrund være, om redaktøren mangler elementær viden om receptionsteori, kultursociologi, segmentering og marketing?

Når redaktøren taler ud fra en "almengørelse af læseren", er det så fordi, at der er en forventning om, at der bredt i Atlas målgruppe hersker en sådan "almengørende" tænkning?

Altså, at redaktøren (måske) skriver ud fra et sådant perspektiv, fordi det netop masser til målgruppens forventninger, og ikke fordi det passer til videnskabeligt baseret viden om reception og kultursociologi i forbindelse med læsning af bøger (altså ud fra et "pædagogisk faderligt" princip, men dermed også imod bedre vidende af anden faglig karakter)?

At have "forstand på området" må vel også indbefatte en forståelse af potentielle læseres forskellige interesser, behov, forudsætninger m.m. i relation til den pågældende bog?

Det afgørende må vel være at vejlede potentielle læsere, med deres meget forskellige forudsætninger, i retning af, om det netop for dem vil være en god idé at gå i gang med at læse den pågældende bog?

Et eksempel:

Når Kristoffer Granov giver en forholdsvis negativ anmeldelse af Peter Frederik Jensens "Det Danmark du kender", er det så fordi, at det vil være en dårlig idé for Atlas læsere at anskaffe sig bogen, mens de forholdsvis positive anmeldelser i de øvrige store dag - og ugeblade betyder, at det vil være en god idé for netop deres læsere at anskaffe sig bogen?