Måske er kulturkritikken i dagbladene og i spidsborgerlige ugeaviser ikke længere så relevant

Hvis man skal gøre sig forestillinger om litteraturkritikkens rolle og status, tror jeg også, det er nødvendigt at tænke lidt over, hvad offentligheden egentlig er, og hvilken rolle litteraturen og dermed kunsten som sådan spiller i den. Litteraturkritikken findes jo mildt sagt ikke uafhængigt af litteraturen, og litteraturen findes jo heller ikke uafhængigt af samfundet. Her er mediers rolle at agere i offentligheden, og når man skal forholde sig kritisk til kulturen, er det ikke for forfatternes skyld, ej heller for litteraturverdenens. Det er for offentlighedens og dermed læseren.

Men offentligheden er fragmenteret, og idealet om en borgerlig offentlighed, hvor meninger og holdninger strides i ærbar kamp og til sidst vinder det bedste argument (eller den bedste bog) med tvangsløs tvang, er nok ikke realistisk at tro på længere.

For nogle år siden skrev billedkunstner Christian Schmidt-Rasmussen i en tekst om kritik i magasinet Atlas, at sådanne diskussioner, når »to litterater i Information står og gør ind over hinandens hæk, fordi litteraturen måske, måske ikke, har droppet formeksperimenterne«, har det med at blive lidt ligegyldige. »De efterlader den litteratur, de mundhugges over død i vejkanten, stivnet i kanonens mausoleum,« fortsatte Schmidt-Rasmussen.

Diskussionen er ikke ny. Den dukker op fra tid til anden i forskellige former og fra forskellige kanter. Nogen føler sig ikke set eller anerkendt og anklager nogle andre for at holde dem uden for. Spørgsmålet er, hvor spændende den er, hvad der driver den, og om den måske rager offentligheden en høstblomst. Ja, man kan vel sige, at der er et litteraturmiljø, men det er altså ikke underligt, at kolleger, studiekammerater og bare generelt ligesindede mødes, er venner, går i seng sammen og måske også bare godt kan lide hinanden.

Det er heller ikke mærkeligt, at folk, der har studeret litteratur også skriver om litteratur professionelt. Når jeg selv læser, redigerer eller bestiller kritik, gør jeg mig umage med at finde en skribent, der har forstand på området. En, der kan tage mig i hånden som læser og fortælle mig, hvorfor bogen er interessant og vigtig nok til at bruge min tid på at læse. Til gengæld er jeg mindre interesseret i dommen, om det er mellem otte og 12 hjerter, eller hvad man nu finder på i den mest forbrugsorienterede del af kritikken. Hvis et stykke kritik er indforstået og fejler i at formidle et værk, falder det jo lige så meget tilbage på redaktøren som på skribenten. Så har redaktøren ikke stillet teksten de rigtige spørgsmål.

Det er heller ikke mærkeligt, at hvis man betragter sig selv og sin praksis som avantgarde, så må man også forvente, at offentligheden betragter én som sådan. Man kan jo ikke både sidde nede i sin avancerede krog og blive elsket af folket som en anden Kasper Hjulmand på samme tid. Det er i hvert fald ikke mange forundt. Men de her diskussioner har det også med at hælde mod det selvoptagede. Det vidner om et felt, der er småneurotisk optaget af sin egen relevans og placering i verden. Det er desværre (eller ikke desværre, jeg ved det ikke) et grundvilkår for den såkaldt smalle kunst, at ni ud af ti mennesker er fuldstændig fløjtende ligeglade med den.

Mangfoldighed af stemmer

Jeg er dog ikke sikker på, at jeg forstår denne kritik af kritikken. Den giver mig lidt lyst til at efterabe Margrethe Vestager med et »sådan er det jo«. Nogen synes noget, nogle andre synes noget andet, og der findes en magtkamp om, hvem der får lov at sige hvad hvor. Sådan er det jo. Måske er kulturkritikken i dagbladene og i spidsborgerlige ugeaviser ikke så relevant, som den har været. Det er jo helt åbenlyst, at internettet er blevet opfundet, og herude vælter det rundt med anbefalinger og holdninger. Også til kultur og litteratur.

Måske skulle man glæde sig lidt over mangfoldigheden af stemmer derude. På Instagram bliver der formidlet litteratur i et tempo, vi trykte medier aldrig vil kunne følge med i. Det kan godt være, at der findes en del kritikere, der vrænger og siger, at deres mening er bedre og finere, for de har gået på universitetet og faktisk også var lidt venner med Per Højholt, men det er ikke sikkert, at de gør bogen og læseren en tjeneste med sådan en indstilling.

Personligt vil jeg for det meste helst læse en kvalificeret læsning af et værk, der er skrevet med formidlingslyst og viden. Men hvis jeg var forfatter, tror jeg, det ville være mest interessant at høre om læseren kan lide den. Om nogle fine anmeldere fra et fint miljø bryder sig om en bog, handler vel også om forfængelighed. Om at føle sig accepteret. Som redaktør af kulturkritik ved jeg, at en anmeldelse bare er en stemme, der siger noget om en anden stemme. Jeg kunne have valgt tusind andre stemmer til at udtale sig.

Måske kunne det hjælpe, at man blandede kritikken og journalistikken lidt sammen. Ligeledes kulturen og samfundet, så det første ikke bliver efterladt som en hobby hos den kulturelle overklasse. På Atlas forsøger vi eksempelvis at bruge skønlitterære værker som kilder på samme niveau som statistisk data eller lade skønlitterære forfattere skrive journalistiske reportager. Den litterære journalistik kan ikke erstatte al den gode kritiske journalistik, der bliver lavet i dag. Men mere essayistiske overvejelser og betragtninger er også relevante, når vi skal prøve at forstå en samtid, der kan virke mere og mere kompleks.

Her kan der være noget værdifuldt i at underkaste en forfatters sproglige dygtighed nogle udfordringer ved nærmest at tvinge dem ind i journalistikken. Måske kan man driste sig til at sige, at vores publicistiske rolle her er at mediere forholdet mellem kunsten og samfundet. At gøre brug af et kunstnerisk – eller for den sags skyld antropologisk eller filosofisk – blik i journalistikken kan gøre den bedre til at afsløre os selv. Samtidig er vi overbeviste om, at den offentlige samtale har godt af en forfatters blik og følsomhed til at afdække nogle af de aktuelle emner, vi diskuterer.

En forfatter, eller for den sags skyld en anden slags kunstner, vil møde verden med et andet blik end den mere formaliserede og skolede journalist. Ikke at der som sådan er noget galt med journalistikken, men i Danmark findes der en ret snæver opfattelse af, hvad journalistik kan være. På Atlas mener vi, at der godt må være plads til en journalistisk tilgang, der ligesom kunsten eller filosofien godt ved, at vi ikke kan sige sandheden om et fænomen, men gerne sige noget tankevækkende om samtiden. God kunst er ofte tvetydig, og det samme gælder litterær journalistik. Kunst har det til fælles med journalistikken, at den har et erkendelsespotentiale, der kan gøre os bedre til at agere i vores samtid.

Et eksempel er en af de mest læste historier hos os de senere år, da vi bad Kristian Bang Foss besøge Moderniseringsstyrelsen. Ikke for at drille de åndløse djøffere, men for at finde ud af, hvad de egentlig laver i den dæmoniserede enhed. Ambitionen var egentlig en åben invitation til at afmystificere en samfundsfunktion, der er forbundet med teknokratisk kulde og hjerteløse nedskæringer. For som Bang Foss skriver i sin tekst: »Af og til kan det vel være til vores alle sammens fordel, at vi sparer på pengene.«

Men styrelsen reagerede med mistro og nervøsitet og ville ikke have besøg af en af sin generations bedste forfattere for at skrive en reportage til et kulturmagasin. Kristian Bang Foss viste på bedste vis, hvordan den litterære reportage kan bruge snedige virkemidler fra litteraturen og gøre en tekst om noget, der både er alvorligt og måske også lidt kedeligt, til underholdende og oplysende formidling.

Lad kritikken være kritik, og lad den blive skrevet af de klogeste, mest vidende og engagerede mennesker. Men efterlad ikke litteraturen der. Der er tusinde andre stemmer og udtryksformer, der har et retmæssigt engagement.

Kristoffer Granov er chefredaktør på magasinet ATLAS.