Essay
Læsetid: 5 min.

Mathilde Walter Clark: Økonomi er et spøgelse, som går igennem litteraturen

Om vi vil det eller ej, bor vi i økonomien, den er vævet ind i vores liv på måder, som er bestemmende for vores skæbne, og i litteraturen bliver den en forudsætning for, at vi overhovedet kan forstå, hvad der foregår mellem dem, vi læser om, deres handlemuligheder, valg og konflikter
Litteraturen adresserer verden i bestemt form, ental, skriver Mathilde Walter Clark.

Litteraturen adresserer verden i bestemt form, ental, skriver Mathilde Walter Clark.

Kultur
17. september 2021

Hvad har litteraturen at sige om økonomi og dens betydning for menneskers sundhed og trivsel? Da jeg blev inviteret til at adressere det spørgsmål her i dag, kunne jeg i de første lange øjeblikke ikke komme i tanker om en eneste skønlitterær bog med økonomi som sit emne. Alligevel vil jeg ved nærmere eftertanke vove den påstand, at økonomi er et spøgelse, som går igennem litteraturen. Økonomi kommer af græsk – af oikos, som betyder husholdning og nomos, som betyder lov – det vil sige, hvordan vi regulerer eller styrer ’husholdningen’ på samfundsplan. Samfundet, som et hus vi bor i.

Om vi vil det eller ej, bor vi i økonomien, den er vævet ind i vores liv på måder, som er bestemmende for vores skæbne, og i litteraturen bliver den en forudsætning for, at vi overhovedet kan forstå, hvad der foregår mellem dem, vi læser om, deres handlemuligheder, valg og konflikter.

Tænk på Dostojevskijs beklumrede rum med drukkenbolte og gamblere og oprørere, der på forskellig måde omfavner eller slås med deres fortvivlelse. Historier om mennesker handler nødvendigvis om magtkampe og afmægtighed, undertrykkelse, lidelse, kniven på eksistensens strube. Man vil sikkert kunne pille næsten enhver bog ud af sin reol og se, hvordan økonomien spøger. Det forfatterskab, som optager flest hyldemeter i min reol, tilhører nobelpristageren J.M. Coetzee.

Han er rundet af at være fra Sydafrika, hvor dét, man kunne kalde ’de eksistentielle positioner’, er fastlåste – og ødelæggende for muligheden af ægte gensidighed og intimitet mellem mennesker. Sorte, hvide, farvede, afrikaanere, englændere – undertrykte og forskellige varianter af undertrykkere. De udstukne positioner i apartheid har på forskellig måde forkrøblet dem, der er dømt til at indtage dem, og i forfatterskabet findes en desillusioneret længsel efter dét møde med Den Anden, som forholdene har umuliggjort.

Det er de allermest usynlige, der tager slæbet

I The Age of Iron (på dansk, Jernalder) flytter en sort, hjemløs drukkenbolt ved navn Verceuil for eksempel ind i smøgen omme bag fortælleren, Elizabeth Cullens, hus. Hun er en hvid, pensioneret universitetslærer i klassisk litteratur med dertilhørende moderat venstreorienterede holdninger – og så er hun terminalt syg af kræft. To af indbyggerne i det sydafrikanske hus. Hvad skal hun, en hvid, intellektuel, venstreorienteret kvinde, som er på vej ud af denne verden, stille op med Verceuil? En scene, der står ud, er dén, hvor Verceuil i bogstaveligste forstand bærer en kræftsyg Elizabeth Cullen hjem til sit hus.

I Coetzees forfatterskab er der i det hele taget ofte nogen, der må bære nogle andre, og det er de allermest usynlige, der tager slæbet.

Noget andet går igen: tavsheden, det umælende, som altid er knyttet til de undertrykte. I Foe, som er en omskrivning af Daniel Defoes Robinson Crusoe, har Fredag meget sigende fået skåret tungen ud. I den sydafrikanske husholdning er det umuligt at forestille sig, hvad Fredag ville sige. Umuligt at krybe under hans hud. Uden penge og magt bliver man et slags levende løsøre, der kan flyttes rundt på i historien med stort H. Man mister sin agens, men vinder i uudgrundelighed, præcis som ét af de dyr, der i enhver samfundsøkonomi bliver betragtet som løsøre.

Æbler er ikke bare æbler

I Jesus-trilogien, Coetzees seneste tre bøger, kommer fortælleren Simón sammen med en dreng, David, til et sted som hedder Novilla. Ligesom alle andre er de ankommet med et skib uden nogen erindring om hvor de kommer fra – »vasket rene for erindring«, som det hedder. Det er nogle meget mærkelige bøger, som er lette nok at læse, men svære at forstå. Kritikere og anmeldere ved ikke, hvad de skal stille op med Jesus-trilogien. Nogle steder bliver Novilla læst som et ’velfærdsdiktatur’. I Novilla er alle lidenskaber fortrængt til fordel for en rationel styring. Ingen lider direkte nød, men heller ingen lever i overflod. Historien er gået i stå, der er ingen ’nyheder’, og ’goodwill’ er et slags universalmiddel mod alle trængsler. Måske er Novilla sådan et sted, filosoffer forestiller sig, når de opfinder utopier? Måske er efterlivet en slags Platons filosofstat?

I det fornuftstyrede Novilla er alt i hvert fald gennemsigtigt og intet skjult, præcis som filosoffer drømmer om, men for drengen David – som er titlernes gådefulde Jesus-figur – findes der en dunkel forklarelsesgrund bag hensigterne. Han er på én gang exceptionel og irriterende, han stiller sig spørgende an til alt – kritisk. Intet er som det ser ud til at være. Da han kommer i skole, bliver hans alternative måde at forstå verden på et problem. Han vil ikke tælle. For ham er 2 + 2 ikke altid = 4, for det kommer an på hvilke to og to. Selv siger han, at han ’kender’ tallene. Det er, som om tallene er individer. 92 kommer efter 888. Tal kan dø. Hvis man sætter et æble foran drengen, ser han ikke ét æble men bare ’et æble’. Hvis man sætter to æbler, er det ’et æble’ og ’et æble’ – ikke to æbler.

Oprør mod tæller

Hans oprør mod tælleriet sender familien på flugt. Davíd vil ikke anerkende, at noget kan sammentælles til en sum. Summen er et illusionsstykke, en løgn, måske endda en form for vold, en nærmest molekylær sammensplejsning, som aldrig ville kunne redes ud igen. For hvad er ental af dét, som ’æbler’ er flertal for? Hvad er ental af det, som ’mennesker’ er flertal for? Vi producerer hvert år 13 millioner grise. Sidste år døde ti millioner smågrise i produktionen – de er ikke talt med i de 13. Sikke nemt alle disse individuelle skæbner kan sammenstuves i symbolarbejdet!

Hvorfor gjorde 38 millioner afghanere ikke oprør, spurgte nogen forleden på Facebook. Det er en pointe, at litteraturen yder et modbidrag til synsmåden i den slags talmagi. Litteraturen adresserer verden i bestemt form, ental. Litteraturen er domænet for 1 + 1 + 1 + 1 …

Tale afholdt i Vor Frue Kirke, Aarhus, den 2. september 2021 i regi af LiteratureXchange og Aarhus Festuge i arrangementsrækken ’Rum der forkynder/LitXtalks’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Økonomi i litteraturen?
Den her: Ministry for the Future, Kim Stanley Robinson. Den burde være curriculum i gymnasiet fra i går.