»Vi danskere er opdraget til at læse kritisk, og derfor kan det være vanskeligt at forstå den japanske litteratur. Det er som en gåde, der skal løses. Hvad er nøglen?«
Sådan spørger en mand fra publikum den japansk-tyske forfatter Yoko Tawada, som netop er blevet interviewet af Tore Leifer ved Verdenslitteratur på Møn, der fandt sted i weekenden. Spørgsmålet indkapsler et tilbagevendende tema ved årets festival: Hvordan skal vi forstå alt det mystiske og fremmede, der gennemsyrer de værker, der er repræsenteret ved festivalen? Det er et spørgsmål, der løbende vil komme flere forskellige svar på, men da jeg senere taler med Yoko Tawada, siger hun: »Der er ingen nøgle. Hvis folk læser det, og kan lide at læse det, så forstår de det allerede.«
Det regner stille ved den gamle saftfabrik på Møn, hvor omkring 110 mennesker er mødt op for at opleve tre af tidens største kvindelige japanske forfattere, Sayaka Murata og Yoko Tawada, der begge er til stede på fabrikken, og Hiromi Kawakami, der måtte melde afbud og derfor er med pr. video. Det skal nemlig handle om Japan de næste tre dage, hvor festivalen Verdenslitteratur på Møn løber af stablen.
Festivalen adskiller sig fra mange lignende arrangementer ved at lade de samme forfattere optræde alle tre dage i træk, hvor deres værker bliver åbnet gennem en række interview med forskellige fokuspunkter. Det er en form, der passer godt til litteraturmediet. Der er intet forhastet ved arrangementet, forfatterne læser roligt op, og gør det gerne på flere sprog. Der er god tid til at tale med forfatterne bagefter, og de tænker grundigt og længe over de spørgsmål, de bliver stillet. Det er smart at placere en litteraturfestival med fokus på fordybelse på Møn – man bliver hurtigt ramt af en økultur. Ingen smutter i pausen.
Selv om der er højt til loftet i den gamle, lyse saftfabrik, føles det, som om der er fuldt hus. Forsker i japansk kultur, Anemone Platz, der interviewer Sayaka Murata om hendes forfatterskab, spørger publikum, hvor mange der har læst Døgnkioskmennesket. Alle rækker hånden op. Mette Holm, der oversætter størstedelen af den japanske litteratur, vi udgiver i Danmark, forklarer senere over en kop te, at Japan er dragende, fordi det på én gang er fremmed og bekendt.
»Det er fremmedartet på en måde, vi kan forstå, for det er et iland, vi kan spejle os i. Samtidig har Japan en overflade, der er så hård, at man er nødt til at have alternative verdener i sin kunst og litteratur, og det er de verdener, der er så fascinerende.«
Mette Holm fortæller, at det i høj grad er Haruki Murakami, som hun også oversætter, der har åbnet interessen for japansk litteratur.
»Folk elsker Murakami. Hans bøger får os til at se vores egen kultur med andre øjne. Men på et mere elementært plan er det jo også bare skønt at læse om maden og æstetikken. Under Muratas interview kunne vi jo også se, at alle havde læst Døgnkioskmennesket, men ingen havde spørgsmål til værket. Det vidner jo også om, at folk bare forstår det.«
Skønt Mette Holms udtalelse modsiger det spørgsmål, der indledte denne artikel, er der noget om snakken: Japansk kultur har fået et massivt kulturelt gennembrud. Måske skyldes det Murakami, manga, sushi, Pokémon, eller det faktum, at det er blevet et muligt rejseland, men uanset hvad har japansk filmkunst, litteratur og andre kulturprodukter infiltreret vores egen kultur på en måde, som få ikkevestlige lande kan matche.
Yoko Tawada er aktuel i en ny, dansk oversættelse af en samling ældre tekster i værket Hvor Europa begynder & En gæst, der blandt andet handler om hendes rejse til Europa med den transsibiriske jernbane. I samlingen eksperimenterer Tawada med grænserne for prosa, poesi og essaystik, gennem refleksioner om sprog og kulturmøder. Tidligere på året blev hendes nyeste roman Udsendingen oversat til dansk af Mette Holm. Romanen skildrer et Japan, der efter en voldsom ulykke har lukket sig om sig selv. Hun er også kendt for romanen En isbjørns erindringer, som følger tre generationer af en isbjørneslægt. Tawada flyttede til Tyskland som 22-årig, og hun skriver både på japansk og tysk. Når hun skriver på tysk, oversætter hun det ofte selv til japansk og omvendt.
Hvis der er noget, der går igen i Tawadas forfatterskab, er det de metafiktionelle refleksioner om sproget og fortællingen. »Den litteratur, jeg finder interessant, handler også om at skrive,« fortæller hun, da vi taler sammen. »Det at skrive er et forhold mellem dig selv og sproget, og mellem værket og læseren, og det er ikke en naturlig ting.«
’Hvad findes mellem sprogene? Det rene ingenting.’
»Skrivning er dybt unaturligt. Hvordan kan man overhovedet bruge sproget til at beskrive følelser, når følelser ikke har noget som helst med sprog at gøre? Der kan ikke sættes lighedstegn mellem følelser og specifikke ord. Det er vigtigt ikke at glemme, at vi skriver, når vi skriver. Vi må hele tiden reflektere over det,« siger Tawada.
For Yoko Tawada er der stor forskel på at skrive på tysk og japansk. Hun tænker længe over, hvordan hun kan sætte ord på det. »Når jeg skriver på japansk, begynder jeg bare at skrive. Jeg kan skrive og skrive uden at vide, hvor det skal ende. I løbet af processen opdager jeg så, hvad jeg egentlig vil med min tekst, og hvad der er interessant. Derefter må jeg smide alle de sætninger væk, der er unødvendige. Når jeg skriver på tysk, mangler jeg altid ord. Jeg er et ordløst menneske. At skrive på tysk er som meditation. Jeg sidder oven på stilheden og tænker, indtil den perfekte sætning endelig former sig for mig.«
I Hvor Europa begynder beskriver Yoko Tawada rejsen fra en kultur til en anden, men hun finder det svært at skabe et sprog, der kan beskrive rummet mellem to kulturer.
»Normalt flyver man fra Japan til Europa, og så går man glip af mellemrummet. Men i min historie, og også i min egen virkelighed, valgte jeg at rejse med den transsibiriske jernbane, fordi jeg gerne ville se, hvordan mellemrummet virkelig så ud, og hvor Europa begynder. Jeg havde en idé om, at grænsen kunne findes et sted i Sibirien. Jeg er meget fascineret af dette mellemrum mellem Asien og Europa, det er svært at beskrive, men man kan mærke det. Man kan se og føle blandingen af kulturer. Mellemrummet har et udtryk. Men det sjove er, at da jeg ankom til Tyskland og talte tysk, kunne jeg ikke mærke rummet mellem sprogene. Japansk ligger så langt fra tysk, at det føles som to verdener. Jeg kan skifte mellem sprogene så let som ingenting, men hvad befinder der sig mellem disse to vidt forskellige sprog? Intet. Et vakuum af et kæmpestort, tomt rum. Det er så uhyggeligt. Det får mig til at føle, at sprog ikke er noget som helst, og at jeg ikke eksisterer. Der er intet fælles sprog, hvorpå vi alle kan stå. Man kan aldrig være sikker på noget, når det kommer til sprog.«
Yoko Tawada bliver stille, men forklarer efter en rum tid, at mellemrummet også kan være en positiv ting. »I Hvor Europa begynder bliver mellemrummet et sted, hvor personlige minder og befolkningers minder kan vokse. Hvis man kun har sit eget punkt at skrive ud fra, så mister man rummet for refleksion, så på den måde er det enormt positivt. Man kan kun reflektere over sin egen kultur, når man har et rum til det, som befinder sig uden for eller midt imellem.«
– Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges sagde engang, at der ikke er kameler i koranen, fordi kamelerne var så almindelig en del af hverdagen, at de blev usynlige. Er det nemmere for dig at skrive om Japan, fordi du befinder dig på fysisk afstand og ser de ting, der for andre er usynlige?
»Når man bor i Japan, oplever man hele den japanske virkelighed. Starbucks og McDonald’s er lige så japanske som kimonoen. Men jeg kan se Japan udefra, og på den måde kan jeg adskille tingene. Når jeg ser Japan, kan jeg både se samfundet, som det så ud for 100 år siden, og som det ser ud i dag. De ting, der ikke er importeret fra Amerika, er mere interessante for mig at skrive om, og derfor er mit Japan en fiktion. På den måde er min litteratur måske mere outreret japansk, end den typiske japanske samtidsforfatters litteratur er det.«
– Hvordan oplever du Vestens blik på japansk litteratur og kultur?
»Nogle japanske fænomener var meget underlige for tyske læsere, da jeg kom til landet: manga, anime og så videre. Men disse fænomener er lige så stille kommet til Europa, så de virker ikke fremmede længere. Dengang forstod man slet ikke konceptet, men nu bliver det hele oversat i stor stil. Det, der måske stadig er svært at forstå, er, at Japan har et kæmpe kommunikationsproblem. Det ser vi også i Sayaka Muratas Døgnkioskmennesket, hvor manglen på åben kommunikation er et af bogens væsentligste temaer. I Europa taler vi frit med hinanden, men i Japan må man hele tiden tænke to skridt frem. Det er så kompliceret, at folk af og til helt lader være med at tale sammen. Men den type samfund har også en god side, for man tænker mere på andre mennesker og på deres reaktioner, end man tænker på sig selv. Det er mindre selvcentreret.«
Yoko Tawada fortæller også, at hun helst undgår at skrive med udgangspunkt i sig selv. »Da jeg begyndte at skrive, skrev jeg altid fra den unge, japanske kvindes perspektiv. Men nu kan jeg tale fra en isbjørns perspektiv eller fra en mands perspektiv. Jeg er sluppet fri fra min egen identitet.«
– I Danmark er autofiktion en meget udbredt genre. Hvorfor ville du gerne slippe fri fra dig selv?
»Selv om man gerne vil skrive om sig selv, er det ikke særligt intelligent at vælge sig selv som fortæller. Hvis man skriver fra sit eget perspektiv, bliver det aldrig ærligt, det bliver ikke smertefuldt nok. Man vil altid beskytte sig selv en smule. Hvis man virkelig gerne vil skrive om sig selv, er det nemmere at vælge en isbjørn, som jeg gjorde,« siger hun, med reference til En isbjørns erindringer. »Som isbjørn er jeg så fri, at jeg kan skrive om alt. Jeg skriver bare, og pludselig ser jeg alligevel mig selv i isbjørnen. Det er en chokerende opdagelse at genkende dele af sig selv, som jeg ellers aldrig ville være i stand til at sætte ord på.«
Fredag aften tager en håndfuld af årets forfattere, interviewere og arrangører ud til Villa Gress – et arbejdsrefugium ved Marienborg Gods, opkaldt efter forfatter og samfundsdebattør Elsa Gress, der skulle have fyldt godset til randen med festglade gæster i 1970’erne og 80’erne. Snakken går på japansk, og en gang imellem forklarer Mette Holm eller Anemone Platz på dansk, at de nu taler om møl, silke eller tyfoner. Klokken er lidt over 20, og der er kulsort på Møn.
Sayaka Murata har skrevet næsten hele sit liv, men hun brød igennem internationalt med 'Døgnkioskmennesket', der udkom i Japan i 2016.
»Grusomheden fylder mig med glæde«
Dagen efter kører vi ud til Møns Klint, som Sayaka Murata er ivrig efter at se. Det blæser og småregner, så vi har næsten området for os selv. Sayaka Murata fortæller, at hun desværre ikke kan dele billeder på de sociale medier fra Danmark. Japan er stadig meget lukket på grund af COVID-19, og det er ekstremt tabubelagt at rejse ud.
Murata har skrevet næsten hele sit liv, men hun brød igennem internationalt med Døgnkioskmennesket, der udkom i Japan i 2016 og blev oversat til dansk af Mette Holm i 2019. Værket vandt Japans mest prestigefyldte litteraturpris, Akutagawaprisen, og har solgt over 600.000 eksemplarer i Japan.
Værket handler om en kvinde, der ikke kan finde sig til rette i samfundet, og som derfor dedikerer sig fuldt ud til sit arbejde i en døgnkiosk. Hun taler kun til andre mennesker gennem det sprog, som hun blev oplært i, da hun blev ansat. Mens Murata er på Møn, udkommer hendes nyeste roman, Jordboerne, på dansk. Det er ligeledes en roman om en kvinde, der ikke kan leve op til samfundets forventninger og længes væk til en fremmed planet, der kan fjerne hende fra samfundet, som hun har døbt ’Fødefabrikken’.
Sayaka Murata har selv arbejdet som kassedame i en døgnkiosk indtil hendes store gennembrud, og hun fremstår helt anderledes end Yoko Tawada. Hun smiler bredt og er ekstremt høflig, næsten undskyldende, og på den måde repræsenterer hun selv en del af det særlige, indstuderede sprog, hun skildrer i sine værker. Det er, som om hun ikke helt vil tage sine romaner på sig.
»Læsning handler om forholdet mellem værk og læser. Forfatteren forstyrrer det forhold,« svarer hun, da jeg beder hende beskrive sit eget forfatterskab. Hun fortæller, at hendes skriveproces er som et stort akvarium, som hun fylder op med alle mulige komponenter: personer, begivenheder, objekter. Ting, som personerne kan lide, og ting som de ikke kan lide.
Når hun har fyldt akvariet op, opstår der en masse kemiske reaktioner. Nogle ting springer i luften, når de blandes sammen. På den måde anskuer hun værket som noget, der er ude af hendes hænder. Hun er ikke herre over, hvor fortællingen ender, og hun insisterer på, at hun ikke skriver med et bestemt mål for øje. Også selv om hendes værker ofte læses i en samfundskritisk kontekst, fordi hun sætter fokus på kønsroller, samfundsstrukturer og arbejdsforhold, på en ofte grusom facon
. I Japan har man et ord for at dø af overarbejde – karoshi – og man vurderer, at karoshi er begrundelsen for mellem 2.000 og 10.000 dødsfald om året i Japan. Det er en arbejdskultur, man først for nylig er begyndt at anskue kritisk, og det virker nærliggende at læse Muratas Døgnkioskmennesket ind i den kontekst, som en kritisk refleksion over arbejdskulturen. Men nej – i hvert fald er det ikke intentionen. Værket må leve sit eget liv.
På trods af det fortæller hun alligevel, at hun bliver »fyldt op af glæde« når hun skriver om det grusomme. Jo mørkere, desto bedre. »Da min redaktør havde læst Jordboerne, ringede hun til mig og sagde, at slutningen havde givet hende kvalme. Det gjorde mig utroligt glad. Jeg sov godt den nat,« siger hun og smiler bredt.
»Jeg har skrevet historier, siden jeg var lille. Jeg var et meget ensomt barn, og jeg var på mange måder skuffet over de ting, jeg oplevede, og over det samfund jeg levede i. Derfor blev jeg lykkelig, da jeg fandt ud af, at jeg som forfatter kunne opfinde personer, der var endnu længere nede, end jeg selv var. I bøgerne kan man redde folk fra deres ulykke, og derfor giver det håb at læse om frygtelige forhold. Håbløshed og sjælelig fattigdom interesserer mig meget i mit forfatterskab. Jeg er dybt fascineret af at finde frem til disse personlighedstræk i mine karakterer, fordi det er sider, folk normalvis skjuler ved sig selv.«
Selv om mange læsere vil finde Døgnkioskmennesket grusom og uhyggelig, er det for Sayaka Murata et helt realistisk bud på en skildring af samfundet. »Det japanske samfund fungerer efter en manual,« konstaterer hun.
»I Japan er det enormt almindeligt konstant at undskylde alle ens aktiviteter: ’Undskyld jeg gik først i bad’, ’undskyld jeg gik sidst i bad’. Man kan aldrig afslutte en telefonsamtale, det bliver bare ved og ved og ved med undskyldninger og taksigelser: ’Undskyld jeg ringer’, ’tak fordi du ringer’, ’selv tak’, ’jamen mange tak’, ’det skulle da være så lidt’ og så videre og så videre. Sproget er rutinepræget og fyldt med ligegyldige bemærkninger, der bare kører i en lind strøm, og det præger den måde, jeg beskriver samfundet på, for det er sådan, man omgås hinanden.«
Om eftermiddagen klarer vejret op lige i tide til lørdagens program.
I et interview på festivalen forklarer Mette Holm, at præsentationen af japansk litteratur risikerer at blive orientalistisk. Hun fortæller om en episode, hvor en forsidegrafiker valgte af gengive en shintoport på forsiden af et værk, hun havde oversat. Denne port har højreorienterede konnotationer, og Mette Holm nedlagde veto. Grafikeren blev irriteret og valgte et tilfældigt skrifttegn, der tilfældigvis betød blodig – på forsiden af en kærlighedshistorie – så det gik heller ikke, og så endte han med at bruge endnu et tilfældigt skrifttegn fra bogen, der ikke siger noget om bogens reelle indhold.
»Det er en lidt overfladisk måde at sælge den japanske litteratur på«, siger hun. En forfatter som Murakami skal godkende alle bogomslag, og han ønsker ikke, at hans bøger skal se ’japanske’ ud – det er værker i deres egen ret, og de skal ikke dekoreres med kirsebærblomster og kvinder i kimonoer.
»Da jeg oversatte ’At træde på en slange’ af Hiromi Kawakami, ville jeg gerne vide, hvad slangen og slangerne i novellaen betød. Jeg spurgte mange af mine venner i Japan og erfarede her, at de heller ikke vidste det. De trak på skuldrene og meldte pas. Så som danske læsere behøver vi heller ikke forstå alt. Det er, som det er. Læs det, og nyd det.«
