I Politiken stillede kunstkritiker Mathias Kryger for nylig et retorisk spørgsmål: »Har nogen udstilling med udelukkende mandlige kunstnere nogensinde heddet for eksempel ’Mandlige minimalister’ eller ’Træmænd – træ i kunsten’?« Og teaterinstruktør Katrine Wiedemann gik endnu hårdere til stålet i Kristeligt Dagblad:»Når jeg ser en udstilling med et kvindenavn, så tvivler jeg i de her dage på kvaliteten af værket,« skrev hun.
Polemikken handler om, at der er kvinder på museumsplakaterne i disse år. Og de brandes i den grad på deres køn.
Louisiana viste sidste år udstillingen Fantastiske kvinder, på Gl. Strand havde man Moderne Kvinder, netop nu vises på Statens Museum for Kunst Efter stilheden udelukkende med kvindelige kunstnere, på Museum Jorn har man Cobra – de kvindelige kunstnere, og til februar åbner Arken en udstilling betitlet KVINDER.
For Kryger er dette kønsfokus ren symbolpolitik. For Wiedemann handler det om, at kvinder, antager hun, i disse år får mere plads end fortjent på grund af deres køn.
Principielt er spørgsmålet spændende: Hvordan skal museer stille sig i forhold til samtidens opgør med diskrimination, og taber eller vinder kunsten ved det?
Ukendte skatte
For der foregår i disse år en voldsom genskrivning af kunsthistorien, der rokker ved kunstnermytologiernes bærende søjler. Kunsthistorikere opdager egne blinde punkter i flæng, ikkemandlige, ikkehvide og ikkeheteroseksuelle kunstnere genopdages – og ofte fremragende kunst får fortjent opmærksomhed. Det, der sker, føles lige så vildt, som hvis man fandt glemte pyramider under Brønshøj Torv.
Ja, så kan man godt nok ende lidt kikset som Louisiana med Fantastiske kvinder, der kun kunne finde ud af at præsentere de kvindelige surrealister ud fra deres forbindelse til noget så patriarkalsk som André Bretons biografi.
Men på SMK har man for eksempel fundet et ellers glemt værk af Lene Adler Petersen frem, som vi nu kan se har en enorm æstetisk kraft. Og på Gl. Strand var det forrygende at stifte bekendtskab med for eksempel Helene Schjerfbecks på samme tid udsvævende og insisterende pasteller.
På de udstillinger er repræsentationen af kvinder jo bare sidegevinster til en hel vifte af æstetiske landvindinger og erfaringer. Som af ikkekunstneriske årsager har været glemt eller gemt væk.
Man får med andre ord ikke meget ud af at skyde alle »kvindeudstillinger« det samme i skoene. I stedet må man slå øjeæblerne ud og se den enkelte udstilling, det enkelte værk eller den enkelte kuratering an. Alt andet ville jo være kønsdiskrimination.
