Portugisisk vin eller spansk naziserie? Nej tak, jeg tager med Netflix til Indien

Som et eksperiment holder Information fire ugers pause fra at skrive om amerikansk kultur. Læs mere her eller i bunden af artiklen.

En af de gode ting ved at annoncere, at man i en hel måned forsager amerikansk kultur, er, at både læsere og sociale medier kommer én til undsætning med forslag til, hvad man kan se og høre i stedet. Jeg har sjældent fået så mange læsermails og er blevet anbefalet alt fra portugisisk fado-musik og vin til slovenske og svenske film og en spansk tv-serie, Jaguar, om nazijægere (den kan ses på Netflix).

Jeg valgte dog at gå i en anden retning.

Jeg har længe været fascineret af Indien som et stort, broget filmland – og har tidligere beskæftiget mig med det her i avisen – og ansporet af både avisens egen Indienekspert, Anna von Sperling, og kulturredaktøren, besluttede jeg mig for at kaste mig over nogle af de varmest anbefalede indiske film, der ligger på både Prime Video og Netflix.

Uoverskuelig, broget størrelse

Indien er verdens største filmproducerende land, og det giver egentlig ikke mening at tale om indisk film som en overskuelig og homogen størrelse på samme måde som dansk film. Bollywood-filmene, der indspilles på hindi og er fulde af sang og dans, har den største markedsandel og internationale udbredelse.

Men der findes adskillige forskellige regionale filmindustrier, som storproducerer seværdige film på andre sprog, for eksempel tamil og telugu, og som i Indien har et millionpublikum. Ofte er det sådan, at de mest succesfulde film på ét sprog genindspilles eller eftersynkroniseres på et af de andre for at nå så bredt ud som muligt. En af de tre indiske film, jeg lige har set, var således indspillet på tamil, men eftersynkroniseret på telugu. Og tekstet på engelsk.

Man kan med andre ord nemt fare vild i det udbud, man præsenteres for på streamingtjenesterne, også fordi de færreste af skuespillerne og instruktørerne siger én ret meget.

Brede genrer

Da jeg skulle vælge film, støttede jeg mig både til lister med anbefalinger fra forskellige hjemmesider og filmdatabasen IMDb, hvor brugerne giver film karakterer. Mine valg var med andre ord ikke helt tilfældige, men selvfølgelig afhængige af, hvad der var tilgængeligt på de to streamingtjenester. Desuden gik jeg efter genrefilm, mest thrillere, både fordi jeg gerne ville underholdes, og fordi det altid er interessant at se, hvordan et andet lands filmbranche tackler så brede, ofte amerikanskinspirerede genrer.

Den første film, jeg så, Neeraj Pandeys hindisprogede Special 26 (2013), er således et virkelighedsbaseret krimikomediedrama a la Ocean’s 11, der foregår i slutningen af 1980’erne. En håndfuld mænd giver sig ud for at være CBI-agenter – Central Bureau of Investigation – og udfører razziaer hos embedsfolk, ministre og forretningsmænd, der mistænkes for at være korrupte.

Det er en svært underholdende film, herligt kulørt og visuelt spændstig. Det er også en Bollywood-film med sang og dans, hvilket man ikke er vant til fra amerikanske film, og mange forskellige tonearter, som man sjældent ser i samme film.

Engagement i verden

Det, der gjorde størst indtryk på mig, var dog, hvor politisk og socialt bevidst filmen er. Neeraj Pandey er interesseret i at fortælle om et land, hvor mange politikere og politifolk er korrupte, kastesystemet skaber et svært gennemtrængeligt hierarki, og attitude og fremtoning betyder alt for, hvordan andre mennesker opfatter én. Og det er et engagement i verden omkring sig, som gør sig gældende for alle tre indiske film, jeg har set i denne omgang.

Dibakar Banerjees ligeledes hindisprogede Sandeep Aur Pinky Faraar fra 2021 (titlen betyder noget i retning af: Sandeep og Pinky er stukket af) blander krimielementer og begsort humor med melodrama og social indignation. Sandeep (Parineeti Chopra) er kvindelig topchef i en stor bank og må flygte, da hendes chef – som hun har haft en affære med – forsøger at få hende myrdet.

Undervejs kommenterer instruktøren alt fra bedrageriske banker til kvinders lave status i et gammeldags samfund. Og så formår filmen i flere scener at anskueliggøre den usikkerhed og angst, kvinder må føle, når de er i selskab med en fysisk større mand, der ikke nødvendigvis vil dem det godt.

En studie i klassedeling

Den tredje film, Karthick Narens tamilsprogede – og telugu-eftersynkroniserede – 16 Every Detail Counts (2017), er også den korteste og den svageste. Det er en debutfilm, og selv om den unge instruktør tydeligvis kan sit kram rent teknisk, så kunne han godt have brugt lidt hjælp til manuskriptet. Sjældent har jeg da set så omstændeligt fortalt en krimihistorie med så usandsynlig og søgt en slutning.

Filmen er dog stadigvæk spændende, fordi den på én gang følger opklaringen af en forbrydelse og dissekerer et klassesamfund og understreger kvinders udsatte situation i Indien. Det er fascinerende og lærerigt, når man er vant til, at film er langt mere stringente og mådeholdne både visuelt og strukturelt. Det indiske publikum forventer sig meget, når det går i biograferne – det vil både grine, græde og gyse – og filmene kan svinge vildt i tone og udtryk, nogle gange endda inden for samme scene.

Det er på en måde modernitet og tradition på én og samme tid og minder om sydkoreanernes veloplagte, uforudsigelige leg med filmmediet, og det rusker op i genrer, man tror, at man kender. Samtidig demonstrerer det, at filmskabere kan tillade sig mere, hvis de altså bare tør og har en idé med det, de gør. Er man interesseret i selv at forsøge sig med indiske film, og ikke kun fra Bollywood, kan man begynde på Netflix og Prime Video og forsøge at finde ud af lidt mere om de film, man her støder på.

Jeg vil mene, at ens tid er givet godt ud.

’16 Every Detail Counts’ og ’Sandeep Aur Pinky Faraar’ kan ses på Prime Video. ’Special 26’ kan ses på Netflix.