»Vi skal stoppe fascismen først, hvis vi skal have en chance over for klimaforandringerne«

Hvis verden skal have en chance for at bremse klimaforandringerne og skabe en global grøn omstilling, skal venstrefløjen slutte sig sammen med socialdemokrater og liberale i en folkelig bevægelse, fortæller den britiske forfatter og venstrefløjsintellektuelle Paul Mason
Hvis verden skal have en chance for at bremse klimaforandringerne og skabe en global grøn omstilling, skal venstrefløjen slutte sig sammen med socialdemokrater og liberale i en folkelig bevægelse, fortæller den britiske forfatter og venstrefløjsintellektuelle Paul Mason

Jesse Jacob

Kultur
17. september 2021

Paul Mason ved godt, hvordan man vinder over fascisterne: »Der er en enkel måde at besejre fascismen på,« skriver han i sin nye bog: »Det er at placere din krop og ikke din digitale avatar mellem fascisterne og deres mål. Jeg har selv gjort det, og jeg kan vidne om, hvor kraftfuldt det er.«

Men Mason erkender også gerne, at den fascisme, han bekæmpede som ung, ikke var nogen overvældende modstander. Det var en kamp, han gik meget op i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne i Storbritannien. Og som han engagerede sig i.

Men det var ikke, fordi han var meget bange for den tids fascisme:

»Jeg var en ung mand fra en lille arbejderby tæt på Manchester, og vi var meget optaget af soulmusik, vi dyrkede den sorte kultur. Og pludselig ud af ingenting begyndte nynazisterne at dukke op. Sådan var det i hele Europa,« forklarer Mason.

Han gik ind i den største protestbevægelse, han kunne finde: The Anti Nazi League, som også blev til en kulturel bevægelse. De hørte punkrock, de festede og de demonstrerede massivt imod nynazisterne:

»Når man som mig var en hvid mand og talte med arbejderklasseaccent, kunne man sagtens gå ind og stå blandt nynazisterne til deres demonstrationer og høre, hvad de sagde,« fortæller han:

»De var ikke behagelige mennesker. De var helt almindelige racister. Deres fædre og bedstefædre havde sikkert været racister langt ude på højrefløjen, og de havde en masse ekstreme, racistiske forestillinger om verden. Men de var rationelle mennesker. Meget få af dem havde den her vanvittige modstand mod videnskabelige sandheder. Ingen af dem troede som QAnon i dag, at en global elite drak blod fra børn for at få et evigt liv.«

Den fascisme, som nu udvikles internationalt og eskaleres digitalt, er ifølge Paul Mason langt farligere end den, han selv voksede op med. Og vi har ikke længere det samme beredskab til at konfrontere den, som vi havde for 30-40 år siden, mener han.

Hans pointe er ikke, at Donald Trump, Vladimir Putin, Recep Tayyip Erdogan og Viktor Orbán er fascister, som vil genopføre 1930’ernes rædsler i det 21. århundrede.

Det er derimod, at den højrepopulisme, som de udbreder, underminerer vores institutionelle forsvar mod totalitarisme og svækker vores kulturelle modstand. Og de virkeligt eksisterende fascister, som findes i periferien i vores politiske kultur, fora på nettet og omkring den radikale højrepopulisme, vil ifølge Mason kunne udnytte det.

Den udvikling er han rigtig bange for. Hans helt nye bog er hans bidrag til kampen imod den. Den hedder How to Stop Fascism:

»Jeg tænkte på min guddatter på 18, da jeg skrev bogen,« fortæller han:

»Hun er lige gået ud af skolen og sluttede med en eksamen i samfundsorientering. Når jeg har diskuteret med hende og hendes veninder, får jeg en fornemmelse af, at de ikke ved særligt meget om fascismen, hvordan den kommer til magten, og hvor truslen kommer fra i dag.«

Paul Mason

  • Paul Mason er en af Storbritanniens markante venstreorienterede forfattere og intellektuelle.
  • Han er født i Lancashire i 1960.
  • Han er uddannet i statskundskab og musik og arbejdede i 1980’erne som underviser i musik ved Loughborough University.
  • Senere blev han journalist og arbejdede fra 2001 til 2016 med at lave radio, tv og dokumentarfilm for BBC.
  • Han har lavet dokumentarfilm om blandt andre den tyske socialist Rosa Luxemburg og det græske venstrefløjsparti Syriza og skrevet adskillige bøger om kapitalisme, nyliberalisme og protestbevægelser.
  • Blandt hans vigtigste bøger er Why It’s Kicking Off Everywhere (2012), PostCapitalism: A Guide to Our Future (2015) og senest How to Stop Fascism – History, Ideology, Resisance, som udkom i august 2021.

De unge har ikke bedsteforældre, som husker kampen fra 1930’erne, og de er ikke vokset op med fortællingerne om sejren over nazismen som den største bedrift:

»De står i en helt anden situation end mig, da jeg var 18 og blev overrasket over at støde på en nynazist. De er omringet digitalt af fascismens etos, af fascismens begreb om menneskeheden og af frihed.«

Derfor er det heller ikke længere nok at kaste sin krop mellem fascisterne og deres politiske mål, erkender Mason i indledningen til bogen:

»Det kræver noget mere kraftfuldt end dit eget mod – nemlig en teori, en strategi og en masse, der vil være med i kampen.«

Klima og fascisme

Det er for at høre, hvorfor kampen mod fascismen er vigtig i dag, hvordan den skal kæmpes, og hvor han ser fjenden, at jeg har lavet aftale om et interview med Paul Mason.

Over Zoom griner han og beklager det interiør, han befinder sig i. Han sidder mellem plastikvægge og et møblement i en dyster beige. Det er en slags stor campingvogn, han taler fra, forklarer han, fordi han befinder sig i det østlige Wales på foredragsturné. Mason er ude at udbrede budskabet om kampen mod fascismen.

I mange år var Mason et respektebalt ansigt på BBC. En tv-vært, som orienterede den britiske offentlighed om, hvad der foregik i verden, og en korrespondent fra blandt andet Grækenland, som dækkede globale dramaer. En national autoritet.

»Jeg måtte opgive min antifascistiske indsats, da jeg blev mainstreamjournalist. Du kan ikke gøre begge dele på samme tid,« fortæller han fra det beige rum:

»Jeg kan nu afsløre, at jeg var imod hele sparepolitikken, og mener, at Maastrichttraktaten skal laves om helt forfra,« siger han og griner højt.

Ingen, som har læst hans bøger, er i tvivl om, at den forhenværende public service-udsendte reporter er modstander af den sparepolitik, som Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank og særligt Angela Merkel krævede af grækerne som betingelse for hjælpepakkerne til den græske stat.

Men Mason sagde for nogle år siden sit job op for i stedet at engagere sig på den intellektuelle venstrefløj i Storbritannien. Han er radikal kapitalismekritiker og har blandt skrevet bogen om verden efter kapitalismen: Post-Capitalism. Men han tror også på, at det går galt, hvis man river samfundets bærende institutioner ned. Han kalder sig således for en »revolutionær socialdemokrat«.


Han har også skrevet om oprørene i den arabiske verden og lavet dokumentarfilm om helte som Rosa Luxemburg. Og så er han stærkt engageret i kampen om den britiske venstrefløj og arbejderpartiet Labour.

–Der er en gnist af håb og kampgejst i alt, hvad du har skrevet. En tro på, at engagement kan føre til forandring. Det står meget klart, at efter vi i 30-40 år har advaret mod klimaforandringerne, er det bedste, vi kan håbe på nu, noget som for et par årtier siden var et scenario, vi frygtede. Hvordan bevarer du efter dette fælles nederlag troen på engagementet?

»Jeg vil for det første sige, at vi ikke i absolut forstand har tabt kampen mod klimaforandringer. Det er efter min opfattelse stadig muligt, at vi i 2050 kan blive et samfund, som alt i alt ikke udleder CO2. Jeg er stadig optimist og tror ligesom Martin Luther King på, at universets bue er lang, men den bøjer sig mod retfærdighed.«

»Problemet er, at universets bue ikke havde regnet med klimaforandringer. Det giver os temmelig kort tid til at få nedbragt vores udledninger. Og hvis vi skal nå det, skal vi slippe af med alle de højrefløjspopulistiske regeringer i verden og håndtere diktaturerne i Rusland og Kina.«

Sejren over højreradikalismen er ifølge Mason en forudsætning for, at det kan lykkes at gennemføre en global grøn omstilling:

»Hvis vi skal redde planeten fra de værste følger af klimaforandringerne, går det ikke, at Brasilien bliver regeret af en mand, som synes, det er i orden at brænde Amazonskovene ned. Den tilhører os alle sammen – ligesom Stillehavet. Vi kan ikke tillade regeringer, som ødelægger vores planet,« siger Mason med en overbevisning, som vidner om, at han er på foredragsturné for at mobilisere aktivisme.

Han ved godt, fortsætter han, at mange er trætte af negative budskaber. Fjendebilleder og hidsig modstand. Så han kan også levere budskabet positivt:

»Jeg er tilhænger af en verden uden fossile brændstoffer, jeg vil have en aktiv og grøn verden og social retfærdighed. Jeg vil have kultur.«

»Alt det står fascismen i vejen for. Så min bøn til ikke bare venstrefløjen, men til progressive og liberale og folk på midten er: I skal beslutte jer for at besejre denne kæmpestore og nærværende fjende for anden gang.«

–Hvis du ser på, hvad vi er oppe imod, de autoritære lederes dominans i Rusland, Kina, Brasilien, Indien og mange andre steder, og tænker over, at alle skal med på den grønne omstilling og imod det hårde højre, hvad får dig så til at tro på, at det kan lade sig gøre?

»De stærkeste kort, vi har, er, at den unge generation er den bedst uddannede generation nogensinde. Ikke bare i Europa, men globalt. Jeg tror ikke, at denne unge generation, som ved så meget og forbinder sig i så mange netværk, vil tillade os at begå den samme fejl som i 30’erne. Mit indtryk er, at de forstår, hvor meget de har at tabe.«

Igen vender Mason tilbage til sin guddatter på 18, som er bogens ideale læser:

»Hun og hendes generation har en enorm frihed i deres personlige liv. Hun har en teknologi lige ved hånden, som jeg ikke selv kunne drømme om, da jeg var 18 og som arbejderdreng var den første i familien, som kom på universitetet. Det var en fortryllende oplevelse, men jeg havde altså ikke hele verdens bibliotek af viden lige ved hånden.«

Mange har meget at tabe

Verdens kvinder er ifølge Mason fronten mod fascismen. Langt de fleste højreradikale er mænd, og dem, det går langt hårdest ud over, er kvinderne, pointerer han:

»Den moderne fascisme er fjendtlig over for kvinder, den er imod deres ret til at bestemme over deres egen krop, ligesom den er imod etniske minoriteter og flygtninge. Det, der får mig til at tro, at vi kan bygge alliancer ved valgene, som vi kan vinde, og få lavet lovgivning, der slår hårdere ned på de store tech-virksomheders ødelæggelsespotentiale og de virkelig fascistiske grupper, er, at der simpelthen er så mange, som har meget at tabe.«

–Venstrefløjen har haft en frygtelig tilbøjelighed til at udråbe sine modstandere til fascister. Det har hverken virket normativt eller strategisk. Normativt har det betydet, at man ikke anerkendte sine modstandere og satte sig ind i deres argumenter og interesser, og strategisk har det virket imod hensigten. Hvorfor vil du bruge det begreb?

»Man kan have en meget lang historisk og teoretisk diskussion om, hvad der skal kaldes fascisme. Den tager jeg gerne. Men hvad vi end mener med begrebet, så findes fascismen i vores samfund. EU-Kommissionen har på sin hjemmeside en definition, som siger, at fascister er voldelige højreekstremister, de er modstandere af kvinders rettigheder, de dyrker en etnisk nationalisme, og de vil knuse demokratiet, hvorimod højrefløjspopulismen principielt anerkender demokratiet, deres nationalisme er kulturel, og de er lidt mere racistiske og lidt mindre kvindehadende. Den typologi lever jeg fint med.«

–Det forekommer mig, at den radikale højrefløj i dag er langt mere internationalistisk end den radikale venstrefløj. At det er dem, som inspirerer hinanden globalt og udvikler sig sammen, mens venstrefløjen ofte er mere nationalt orienteret?

»Jeg er helt enig. Jeg var i Sverige for nogle år siden, hvor jeg talte med nogle svenske aktivister, som sagde: ’Du gætter aldrig, hvad de højreradikales seneste påfund er’. Og jeg svarede: ’dyrerettigheder’. De kunne simpelthen ikke forstå, at jeg kunne gætte det, men det skyldes udelukkende, at de britiske nationalister var begyndt at tweete om det, fordi det var en måde at være imod halal og kosher på.«

Venstrefløjen har derimod ifølge Mason en tendens til at dyrke nogle interne minimale forskelle, som adskiller dem, den burde forene. Han fortæller, hvordan han selv prøvede at få den daværende leder af Labour Jeremy Corbyn til at mødes med andre ledere på den europæiske venstrefløj, men det interesserede ham overhovedet ikke:

»Forklaringen er, at de fleste venstreorienterede er engageret i at løse nationale problemer, ulighed i deres egne lande og nedskæringer af de offentlige tilbud. Men det fører til, at de ikke allierer sig og bliver stærkere internationalt.«

Fascismens tankearkitektur

Mason udfolder i How To Stop Fascism det, han kalder »fascisternes tankearkitektur«, som er dannet gennem international inspiration og udveksling af ideer. Deres program kan i Masons rekonstruktion opsummeres i fem punkter:

»Det første er den store erstatningsteori. Altså tanken om, at hvide europæere bliver udsat for et folkemord af ikkehvide, ikkekristne indvandrere,« opsummerer Mason:

»Det andet punkt går på, at feminister betragtes som kollaboratører, fordi de holder fødselsraten nede, mens det tredje er kampen mod dem, de regner for marxister.«

Her afbryder Mason sin egen opremsning og indskyder, at fascisterne fuldstændig har misforstået marxismen:

»Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg kunne have en T-shirt, hvor der stod: ’Jeg er marxist’. For det er jeg,« udbryder den forhenværende BBC-vært.

Marxismen handler om de økonomiske strukturer og magtforhold, mens dem, som fascisterne udråber til marxister, er liberale, menneskerettighedsadvokater og kønsaktivister.

Det fjerde punkt er langsigtet strategisk, hævder Mason:

»De engagerer sig ikke i demokratiske valg og stræber ikke efter at gribe magten.«

De støtter op om typer som Trump, der udhuler demokratiet og afmonterer beskyttelse af mindretal, pressefrihed og domstolskontrol med magtudøvelsen. Trump er selve billedet på den nye trussel, forklarer Mason. Da nynazister i 2017 marcherede gennem Charlottesville og råbte, at de ikke ville udskiftes med jøder, tog den amerikanske præsident ikke afstand fra dem. Han kunne have sagt, at han allerede havde magten, kontrollerede politiet og militæret, og at han ikke havde brug for dem:

»Men det sagde han ikke, han sagde, at nogle af dem var gode mennesker. Det var selve den antifascistiske indstilling, han opsagde der. Dette eksempel viser, hvordan højrefløjspopulismen nærer og forstærker det, der er endnu mere ekstremt end den selv. Dér gik det op for mig, at Trump slet ikke var det værste, der kunne ske i USA.«

Det femte punkt, som forener nutidens fascister, er forestillingen om den forestående katastrofe, erklærer Mason:

»De forbereder sig på en global katastrofe, hvor en etnisk krig bryder ud, og du får den store væbnede kamp.«

Det er den slags vanvittige højrefløjstanker, som spredes på nettet og bliver overtaget som en komplet ny teori, mener Mason:

»Bang! Så er teorien der. Og den udøver en stærk tiltrækning på den ekstreme højrefløj, som vil være med til at designe en ny fascisme. Det er et nyt fænomen, som vi har med at gøre.«

–Du beskriver i din bog, hvordan venstrefløjen i mange lande tog fejl af fascismen i 1930’erne og rodede rundt i interne kampe. Du opfordrer i din nye bog venstrefløjen til at opgive sin modstand mod nyliberalister som Hillary Clinton, Tony Blair og Angela Merkel, som du ellers selv har været kritisk over for, og alliere sig med dem. Det er et stort selvopgør for dig og venstrefløjen …

»Ja, jeg har det som John Maynard Keynes, der sagde, at når kendsgerningerne ændrer sig, så ændrer han også holdning. Jeg har været hård modstander af sparepolitikken, nyliberalisme og Merkels magt i Europa. Men nu ser jeg højrefløjspopulismens fremmarch globalt ledsaget af fascismens genkomst som den store fare.«

»Min anbefaling er, at vi gør som de franske kommunister i 1930’erne, der dannede en fælles, folkelig front mod fascismen. De sagde, at de ikke alene ville alliere sig med socialisterne, som de hadede et år tidligere, men også med liberalismen. De sagde, at nu ville de forsvare det nationale flag, synge nationalsangen og stemme for militærets budgetter. Det var et opgør med deres egne mærkesager for at forsvare demokratiet og bekæmpe fascismen. Det mener jeg også, venstrefløjen skal gøre i dag.«

Det er ifølge Mason ikke forkert, hvad store dele af venstrefløjen har gjort i Danmark:

»Det er usædvanligt, at I har partier, som har overtaget antiindvandringspolitikken for at neutralisere det yderste højre og nogle tendenser hos deres egne vælgere. Det er jeg klar til at tale med om,« siger manden fra sin beige stue i den store campingvogn, som kunne have en T-shirt med teksten: ’Jeg er marxist’. Mason, der har bekæmpet højreorienterede socialdemokrater og betragter de liberale som sine fjender, er nu et nyt sted:

»Jeg ville alliere mig med et hvilket som helst liberalt parti, uanset hvad de stod for tidligere, fordi jeg mener, at fascismen er den større fare. Og fordi vi skal samles i en front imod dem, hvis vi skal kunne gøre noget som helst effektivt sammen mod klimaforandringerne.«

Dette er en redigeret version af en samtale, som fandt sted over Zoom den 2. september

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer en lang række af samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner – og tager sig god tid til at gøre det. Sammen med navne som Jan-Werner Müller, Shoshana Zuboff, Thomas Piketty, Joachim Trier og Rebecca Solnit, kommer de rundt om poesi, punk og popmusik, klima, økonomi, politik og moralsk orden. Du kan både læse og lytte til samtalerne.

Søg på ’Langsomme samtaler’ i din foretrukne podcast-app, eller vælg her:

 

Seneste artikler

Podcast

Langsomme samtaler

Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner om alt fra poesi, punk og popmusik til klima, økonomi og politik.

Seneste podcasts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nej. Klimakrisen er mere destruktiv end selv de værste fascister. Vi har ikke længere et valg, vi er i det der i skak hedder træktvang.

Arne Albatros Olsen, Jan Fritsbøger, Inge Lehmann, Sabine Behrmann og Arne Lund anbefalede denne kommentar

Nu kan jeg kun læse overskriften, men den er noget pladder. Jo vist skal fascismen standses - definitivt. Men Mason ser bort fra? glemmer? at mange fascister er lige så optaget af klima, miljø, økologi, dyrevelfærd mv. Og det går helt tilbage til tiden før det 3. rige. Det tyske borgerskab, der udgjorde en vigtig del af nazismen, var dybt engageret af alternative emner: vegetarisme, den rene jord/natur, astrologi mv. - alt det som New Age også er - uden at jeg dermed vil sætte lighedstegn mellem de to.
Har han aldrig hørt om advocado-syndromet: Grøn udenpå - brun indeni.
Måske skulle han læse fx. Julius Evola - Mason kan kun blive klogere.
Og Lykkeberg burde afstå fra at bringe den slags uigennemtænkt pladder til torvs.

Jørgen Munksgaard, Søren Ferling, Per Torbensen, Frank Hansen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Mig bekendt er en avokado (ikke advokado) brun udenpå og grøn indeni.

Hans Christian Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Ja, den med avokadoen er lidt tricky, men nu har avokadoer jo heller ikke så meget at skulle have sagt. I princippet er jeg enig med Arne Lund her: Det er en gang tågesnak.

Lillian Larsen, Jan Fritsbøger og Poul Simonsen anbefalede denne kommentar

Det er vigtigt at forstå demografien og ikke lægge alle æg i de unge.
Det er centralt at de midaldrende ikke lader stå til og nøjes med at kommentere.

I 2050 vil 10% udgøre ungdommen i en Verden fuld af ældre. Hver dag vil antallet af ældre overstige unge, især i de vestlige demokra- og plutokratier.

Så jeg opfordrer alle til at tage bladet fra munden og blande sig. Og nidkært forfølge de klamphuggere som forsøger at skille os.

Der er mange mænd i bil-brancen lad os starte med at nedbryde den og skabe det samfund som ikke skiller os ad.

Alvin Jensen, Carsten Munk og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar

Jeg har også svært ved at definere fascisme. Det kan være fordi begrebet knytter sig til specifikke begivenheder. Derfor spidsede jeg ører da Mason får det til at lyde som om fascisme kommer til udtryk via en proces hvor højrepopulistiske bevægelser formidler budskabet. Men det gik ikke op for mig hvilke typer der trækker i trådene -så at sige. Så ….. jeg forbliver lidt der hvor fascisme er en diskurs om styring med effektivitet. På en skala om effektivitet står demokrati lavest og diktatur øverst. Diskussionen om fascisme (en styreform med professionelle ledere) er således en diskussion om demokratiformer (en styreform med flere forskellige ledelsesformer). Jeg vil ikke skjule at jeg har virksomheds-myter om deres effektive ledelse (hvor statens bidrag til virksomhedens “trivsel” helt overses) mistænkt for at være en indirekte kilde til fascisme.

Det er mere indviklet end som så.
Bag eller under fascismen ligger
kapitalismen med dens destruktion af det antropologiske arbejdsbegreb (mennesker arbejder sammen, ikke mod hinanden) og
de monoteistiske religioner, som frakender mennesket dets evne til at styre sin egen tilværelse (diktatorens nødvendighed).

Bo Stefan Nielsen, Hanne Utoft, Per Dørup, Alvin Jensen, Peter Wulff og uffe hellum anbefalede denne kommentar
Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver, ikke Stella.

Der er meget tydeligt på Information, hvordan ældre venstreorienterede bruger deres krudt på det de plejer og ikke bruger deres forstand på det, der sker for tiden. Fogh er for eksempel færdig. Det viser både Afghanistan og Irak. Han er formentlig den værste statsminister Danmark har haft.

En af Nye Borgerliges principper er at være til stede på alle medier. Og de er her. De var på Berlingskes blog i sin tid og fyrede de mest utrolige ting af og de truede dem, der var uenige. Der var ingen argumenter kun hån og trusler. Jeg skulle angiveligt have drukket mig sanseløst beruset og "knaldet en ged mm" og der var mange andre kommentarer. Chefredakttøreren Tom Jensen fandt ingen problemer på disse blogs, selv om der var adskillige mennesker, der kritiserede tonen. Nu er Nye Borgerlige og deres tilhængere bare blevet smartere og de masserer jeres "venstreorienteret-hed", sådan som I kan lide det, men til fordel for deres eget parti.

En herre fortalte alle her på Informations blog, at mediet Berlingske prøvede at få de venstreorienterede, der plejede at stemme på EL og SF til at stemme på Socialdemokratiet. Mange "likede" hans kommentar, selv om det var værste vrøvl.

Berlingske har næsten ikke skrevet om regeringens politik, det har de svært ved, fordi Socialdemokratiets politik ligner på flere måder tidligere regerings politik og corona har desuden været det alle beskæftigede sig med. Minksagen var selvfølgelig oppe at vende meget længe, hvilket berørte alle.

Aldrig har jeg læst mere vrøvl. Hvis I havde læst Berlingske, så ville I vide, at det eneste Berlingske har skrevet om de sidste to år er Mette Frederiksen og hvor slet person hun er. De har skrevet om makrelmadder og Instagrambilleder. Så næste gang I liker et budskab fra Nye Borgerlige på bloggen, så læs i det mindste hvad de skriver.

Således er dette postulat fra PO, uanset hvad han stemmer på, det reneste vrøvl. Berlingske anbefaler ikke nogen at stemme på Socialdemokratiet, derimod anbefaler de, at læseren stemmer på Nye Borgerlige og Konservativt Folkeparti. Nye Borgerliges politik er netop det parti, som artiklen handler om. De er beslægtede med Gert Wilders Marin Le Pen og AfD med Frauke Pertry. Det er muligt, at de i deres selvopfattelse mener noget andet. Pegidabevægelsen som Peter Seier Christensen har holdt taler for er netop en del af disse bevægelser, det er Generation Identitær også. DF er bonderøvsdelen, som dog har en humanistisk ældre og sundhedspolitik.

Derfor har Berlingske og BT måttet undergrave Socialdemokratiet, ved at undergrave personen Mette Frederiksen og de har i den grad skrevet underlødige artikler om Mette Frederiksen. En søndag havde Berlingske skrevet 17 underlødige artikler om Mette Frederiksen. Ja 17 artikler og ingen af dem om politik. Disse artikler har handlet om alt muligt andet end politik. De har handlet om, at M. Frederiksen ikke er folkelig og at det er det rene snyd, når hun skiver, at hun nyder at spise makrelmadder og leverpostejmadder. I øjeblikket skriver Berlingske og BT om Trine Bramsen. Hun skulle angiveligt være selfiesyg. De nævner ikke den linseglade Pernille Vermund, som vi kender helt ind til de inderste klædedragter.

Det er kun godt, at kvinder som Pernille Vermund godt kan lide sig selv. Der er så mange kvinder, der har overdreven selvkritik. Det har hun ikke.

Nye Borgerlige er et nationalt parti på den yderste højrefløj, købt og betalt af danskere i schweizisk skattely, som støtter politik a la Tea Party bevægelsen i USA og Donald Trump. De er "Ayn Randister".

Hvis vi skal bruge Pernille Vermunds egen ordbrug, så var P O's udsagn efter min mening det værste "bullshitbingo", hvilket Nye Borgerliges politik er og uanset hans politiske ståsted.

NB har lavet en rindalistisk antikulturel "Fråesliste". Mon ikke de burde starte ved sig selv. Lars Bøjes studier fra 1996-2010, 14 år, må siges at være uafsluttet frås. To af studierne ser ikke ud til at være blevet afsluttet og han har brugt 5 år på 2 forskellige lærerseminarier, jeg ved ikke om den uddannelse er afsluttet. Manden vil minimere SUen til 3 år og har givetvis selv modtaget det maksimale på 6 år. Jeg mener ikke, at uafsluttede studier gør hjernen mindre velfungerende, men 14 år er i overkanten, når man selv forlanger noget andet af andre.

Mette Thiesen sidder både som byrådsmedlem i Hillerød og i Folketinget. Det er helt imod Nye Borgerliges minimalstat. Pengene er sikkert gode. Rent frås.

Berlingske har omtalt Socialdemokratiet som nærmest fascistisk og, at demokratiet er i fare. Under landmændenes protest af minksagen så vi den linseglade Pernille Vermund i stramme thights stille op hos en landmand, der havde afbildet venstrefløjen som nazister. Og hun havde det "stramt" med at kritisere manden. Han var vel at mærke ikke minkavler. Mon ikke det havde været lidt anderledes, hvis hun selv var blevet afbildet som nazist. Da David Trads i Altinget skrev om Gert Wilders, Frauke Petry og Marin Le Pen trak han paralleller til Nye Borgerlige. Her fortalte hun, at hun bestemt ikke var racist og han var derimod,"narcissistisk tølper" og "skrælling" og, at hans mor ikke havde opdraget ham ordentligt. Han svarede ikke med andet end, at han mente, at ordet "tølper" blev brugt alt for lidt. "Skrælling" betyder oprindeligt en inuit, der skræller fedt af på skindets bagside og spænder det op. Det hed det omkring 1000. Senere har det været et skældsord om grønlændere. På nyere nordisk betyder ordet en ukultivetet person, der ikke kan begå sig blandt andre på grund af uhøflig og uciviliseret adfærd. Grunden til at han ikke svarede var, at han og hans familie blev truet på livet. Samme har jeg oplevet og jeg har sågar, bidraget til hendes muligheder for at betale huslejen og benzin til Jaguaren. Det eneste, der er grønt ved den er den mørkegrønne farve. Og jeg bliver ved med at undre mig over hendes udsagn om udlændinge så som "ukrudt", "ugræs", "perkere" og "negre". Hvis hun ikke er racist så er jeg ikke "ukrudt", men en, der har betalt hendes løn.

Trusler er faktisk et eksempel på voldsomt demokratisk svigt fra Nye Borgerlige. Denne artikler er en fortælling om Nye Borgerlige, blandt andre lignende bevægelser.

Nye Borgerlige bringer deres politik til torvs med had mod indvandrere. De vil ikke bare af med indvandrere, men vil faktisk ændre velfærdsstaten, som har bidraget til, at Pernille Vermund har fået uddannelse og kunnet overleve i jobs skapt af andre dygtige folk, samt fået betalt 3 barselsperioder, alt for andres penge. Lars Boje Mathiesen har kunnet studere i 14 år, Mette Thiesen har fået uddannelse og kan sidde i Hillerød byråd og Folketinget på en gang og Peter Seier Christensen har kunnet studere og få sin phd, Alle har de modtaget disse goder fra mennesker, der med flid og talent har arbejdet hårdt i et fællesskab. PSC har holdt taler for Pegidabevægelsen i Malmø.

Alle har alle de modtaget SU og gratis uddannelser, lægehjælp, tandlægehjælp, gymnasium, lange videregående uddannelser og ingen af dem har forældre, som kunne have betalt for deres uddannelse på betalings-universiteter, som deres parti reklamerer for.

Moraler er nok, det er vigtigst at jeg får, de andre behøver ikke at få noget, de kan selv skaffe sig uddannelse.

Dette er kernen i Ayn Rand's objektivisme eller enkeltindividets egoparadis. Selv døde hun forladt fattig og på det offentliges regning. Pernilles forældre var steward og stewardesse. Lars B.M. far musiker og mor selvstændig, vokset op i et kollektiv. Mette Thiesen far radiomekaniker og mor skolelærer. Peter S. Ch. far gymnasielærer og moren bankassistent. Alle oplysninger er fra Folketingets CVer.

I bogen Østfronten af Leif Davidsen og Kaper Lindhardt er der et billede på side 8 i bogen. Det spænder næsten over 2 sider. Billedet er taget på et møde i Konservativ Ungdom i 1935. Her ser vi mødedeltagerne løfte højre arm i en hilsen, som vi forbinder med nazismen og Hitler.

På side 8 står der.

"Vælgermøde i Konservativ Ungdom i 1935. De gamle hylder de unge og de stærke, og næsten alle hilser med optakt højre arm. I 30'erne flirtede store dele af højrefløjen med antiparlamentarismen og fascismens stærke mænd, politikerne Hitler og Mussolini. De blev bakket op af de store forfattere Morten Korch, Johannes V.Jensen og til dels digterpræsten Kaj Munk. Kendte skuespillere, bl.a. den folkekære Chr. Arhoff, lod sig rive med, og den unge student og senere rejsekonge Simon Spies meldte sig ind i nazipartiet. Jyllandsposten udtrykte i 1938 forståelse for nazisternes behandling af de tyske jøder,

og Berlingske Tidendes udsendte korrespondent i Berlin var synligt begejstret for nazipartiet."

Citat fra artiklen i Information.

"Du beskriver i din bog, hvordan venstrefløjen i mange lande tog fejl af fascismen i 1930’erne og rodede rundt i interne kampe. "

"Du opfordrer i din nye bog venstrefløjen til at opgive sin modstand mod nyliberalister som Hillary Clinton, Tony Blair og Angela Merkel, som du ellers selv har været kritisk over for, og alliere sig med dem. Det er et stort selvopgør for dig og venstrefløjen …
»Ja, jeg har det som John Maynard Keynes, der sagde, at når kendsgerningerne ændrer sig, så ændrer han også holdning. Jeg har været hård modstander af sparepolitikken, nyliberalisme og Merkels magt i Europa. Men nu ser jeg højrefløjspopulismens fremmarch globalt ledsaget af fascismens genkomst som den store fare.«"

Anne-Marie Esmann, Marianne Jespersen, Alvin Jensen, Lars Winther Hansen, Anders Hüttel og Lars Bo Jensen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

Bruno, din skala handler altså om hvor effektivt magten udøves, eller om hvor massiv undertrykkelsen er, men det har faktisk vist sig at "flade" virksomheder (virksomheder helt uden et magthierarki og lønforskelle) er de mest effektive/fungerer bedst, så jeg vil tillade mig at mene at et demokrati som er ægte ( er endnu ikke prøvet i nogen lande ) er den bedste løsning, og det skyldes at målet i mine øjne bør være trivsel for de involverede, og ikke evnen til at generere overskud (tjene penge) .

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver, ikke Stella.

Kære Arne Lund. Hvordan kan du beskrive artiklen som noget sludder, når du ikke har læst den?

Gå dog på biblioteket og læs artiklen, inden du udtaler dig. Jeg vi bruge din egen tekst til at forklare hvad jeg hentyder til. Du er måske clairevoyant.

Og Arne Lund burde afstå fra at bringe den slags uigennemtænkt pladder til torvs, når han ikke har læst artiklen.

Citat fra Arne Lund.
"Nu kan jeg kun læse overskriften, men den er noget pladder."

"Og Lykkeberg burde afstå fra at bringe den slags uigennemtænkt pladder til torvs."

"Frank Hansen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar"

De har måske heller læst den.

Med venlig hilsen

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver, ikke Stella.
Karsten Lindhardt hedder han.

Om jeg forstår tankegangen ret. hvis ”vi” = arten Homo Sapiens vil påvirke klimaudviklingen så skal ”vi” først……………………..få de ”fascistiske”??? Australier, amerikaner, mongoler med flere til at stoppe med at sælge kul til de ”fascistiske” ??? kinesere med flere. Dernæst skal de ”fascistiske danskere” ????? mules til at reducerer CO 2 fra landbruget og siden, det ”fascistiske Vesten”???? Tillade Iran at bygge atomkraftværker……….når alt det er gjort så…………skal Homo Sapiens enes om va’ nu? Rigtigt forstået? Det lyder enkelt.

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver, ikke Stella.

Arne Lund jeg ville egentlig ikke være grov, men man har svært ved at kommentere en artikel og forstå hvad der bliver skrevet om, uden at læse den. Det er heller ikke rimeligt for selve den interviewede eller den, der skriver artiklen.

Alle biblioteker har alle aviserne. Det er en god måde at læse de diverse aviser, uden at skulle betale en formue. Det kan også være godt for bentøjet. De kan muligvis også læses digitalt.

Med venlig hilsen.

Fascisme er en meget klart defineret politik som vi har masser af erfaring med i Europa.
Jeg vil anbefale at man slår ordet op i den danske ordbog.
https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=fascisme

Selvfølgelig skal den bekæmpes med alle lovlige midler.
Men desværre har dette tankegods sat sig fast langt ind i Socialdemokratiet.

Anne-Marie Esmann, Torben Skov, Alvin Jensen, Inger Pedersen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Der er en tåbelig ide vi er nød til at bekæmpe, det er ideen om evig eksponentiel vækst, på en klode af begrænset størrelse. Desværre har vi overladt al magt på kloden, til det system der kræver evig eksponentiel vækst. Det er ikke en mulighed at have evig vækst, så hvilke advarsler skal vi have før overforbruget stopper. Skal vi stoppe når kloden oplever den 6. masseuddøen og katastrofale klimaforandringer.
Her er vækstsystemets svar mere vækst, så vi får råd til alle de negative følger af væksten.
Hvornår anerkender vi at det er væksten der er problemet?

Anne-Marie Esmann, Carsten Munk, Jan Fritsbøger, René Arestrup, Alvin Jensen, Lillian Larsen, Inger Pedersen og Tommy Rasmussen anbefalede denne kommentar
Klaus Brusgaard

Hitler var vegetar, muligvis af hensyn til dyrevelfærd. I 1935 indførte national socialisterne Reichsnaturschutzgesetzes fra 1936 som „Reichsstelle“ under Herman Göring. Mussolini havde et intenst ønske om at genrejse naturen (https://doi.org/10.1080/13532944.2014.926698).
Det ligger vel meget i menneskets natur at ville gøre sin egen situation "bedre". I et system hvor flertallet bestemmer vil det vel dårligt kunne accepteres markant at skrue ned for denne mulighed; hvem vil ikke hellere have en ny bil end et nyt par sko. Heri vel et af demokratiets mange begrænsninger.

Jan Fritsbøger

Klaus, jeg vil ikke hellere have en ny bil end et nyt par sko, faktisk vil jeg slet ikke have en bil, det fravalgte jeg i 1984 efter at have læst bogen "grænser for vækst",
og jeg vil sådan set heller ikke have et nyt par sko endnu, dem jeg har kan nemlig stadig bruges,
problemet er at flertallet lider af grådighed i varierende grad, og det er så bizart at dem som mangler mindst (typisk ingenting) er de mest grådige,
man bliver simpelt hen grådig af rigdom og overflod, men mere er faktisk ikke det samme som bedre, har man hvad man har brug for, bliver livet ikke bedre af at man får mere.

morten bech kristensen

Jeg har hørt podcastet.

Det er summen af træk, der udgør fascisme.
Som i diagnostik af noget patologisk; et syndrom.

Paul Mason - som jeg ikke kendte, men synes han er meget interessant, rammer måske lidt ved siden af - ift. at bekæmpe klimakrisen, i sin ellers berettigede optagethed af det ny-gamle F-spøgelse, der ikke i sig selv er ophav til klimakrisen, selvom han hævder, og med rette, at man må bekæmpe f.eks. en Trump, Bolsonaro - og kineserne (held og lykke!) fordi de er så pisseligeglade.

Jovist, men skytset burde (også) rettes mod det dominerende økonomiske system (i dets afskygninger), der siden starten af det 20.årh. har været skyld i adskillige kriser.

Men, det bliver nogle gange lidt for højtragende her på Information!
Hvorfor ikke tage fat lige der, hvor tingene sker i nærområdet?

F.eks. udtalte Aalborgs Erhvervslivs-og-Motorvejs-borgmester for nylig, og i modsætning til andre borgmestre, at ansatte skal kunne køre helt ind i byen (også i gamle deres "dieselhakkere") for at *kunne gå på arbejde*. Hvorfor? Fordi den profit, som arbejdskraftens tilgængelighed muliggør, tæller over den klimabelastning, som arbejdskraftens påtvungne mobilitet medfører.

Bemærk at landets største CO2-synder stadig er en stor arbejdsplads heroppe, og Staten holder hånden over den (en sær måde at tage kontrol over en farlig produktionsform på - bemærk at den tidligere ejer af omtalte arbejdsplads, ejede den forfærdelige eternitfabrik, og at den produktion medførte og medfører lungekræft for tusinder i DK - også her holdt Staten hånden over erhvervslivet, fordi man ikke ønskede at problemet blev for synligt. Det handlede om arbejdspladser, profit - og stemmer).

Hvorfor får folk ikke ordentlig løn, så de kan købe el-biler? Måske sidstnævnte ikke er tilgængelige billigt nok, og det er her man skulle sætte ind? Begge tiltag ville være indgriben i et 'naturligt system'; Markedet, som politikere præget af 'socialdemokratisk neoliberalisme' ikke tør pille ved, fordi man da rører ved en dominerende ideologi og styreform i DK gennem de sidste 20+ år, og som stadig er præget af Hayek på trods af Fogh er ude af billedet. Man kan i nedennævnte citat, der beskriver kernen i neoliberalisten Hayeks ideologi, sidestille klimahensyn med demokrati og social retfærdighed: "Hayek's logic was: If democracy and social justice had any value, then the omnipotence of price signals in a competitive market, would indicate it." Lad os gå fra det abstrakte til det konkrete: Det ses f.eks. ved IKEA, der 'flasher' at virksomheden tager klimamæssige hensyn ved at plante en bette stribe med vilde blomster, der tiltrækker insekter, ved P-pladsen, fordi det forøger salget og/eller styrker deres 'brand'. Det er da kønt, men logikken bagved er enkel: Hvis det sælger, er det godt. Omtalte borgmester ville med sikkerhed ikke blive genvalgt her til efteråret, hvis han sagde noget, der gik imod arbejdskraftens tilgængelighed. For industriens magtfulde elite (og den er stor i denne del af landet) ville sætte ind for at sikre deres interesser. Det har den tidligere gjort. Så er vi tilbage ved Mont Pelerin Society i Chile efter 1973, CO2 og lungekræft.

@Lars Bo Jensen: "Hvornår anerkender vi at det er væksten der er problemet?" :

Kapitalismens vold mod mennesker og økosystem betaler sig for de få. Det er common-sense ;) Fascisme er både middel til at opnå vækst og reaktion på misvækst.

For nylig så jeg en historie fra et jobcenter om en nyuddannet (dimittend), der var cand.mag i musikterapi, og som sagde til jobcenterkonsulenten, at hun "faktisk ikke var så interesseret i at høre om alt entreprenørskab, alliancer med de lokale cement-orienterede-erhvervsliv og ØKONOMISK VÆKST", fordi det var ikke relevant. Svaret fra jobcenterkonsulenten kunne Hayek ikke have sagt bedre:

"Du må forsøge at kontakte nogle virksomheder og sælge din arbejdskraft.".

Man må forstå, at Markedet er en vidensproducent for neoliberalisterne dvs. værdien af hvad der findes (mennesker, produkter, planter etc.) afhænger af omsættelighed, hvilket Markedet fortæller os, når disse 'markedsføres'. Derfor føres der også hetz mod alt akademisk og 'intellektualisme', der er uden hurtig omsættelighed, og her er en forbindelse til fascisme. Kan man få Folket med på den hetz begynder flere kriterier at være opfyldt for at 'have syndromet'.

For 'neoliberalisten' findes klimaet kun som vare, og tiltag for/imod klimaet, som det samme. Jeg ved ikke rigtig med 'fascisten'. Her er det nok snarere som noget, der kan inddrages på en arena, som når socialdemokratiske ministre promoverer sig med stegt flæsk og persillesovs og makrelmad, men da heldigvis fortsat på typisk hyggedansk facon.

Nej. Fascismen er en ledelse af komplekse, modsatrettede følelser. Fascisme har intet i sig selv med klima og CO2-udslip at gøre. Men det ville da selvfølgelig være rart at se en verden fokuseret væk fra både fascismens udnyttelse af frygt og usikkerhed OG slippe for kapitalismens udnyttelse af mennesker uden anden magt end dén, de griber til på kanten af afgrunden. Amen.

Stella Lystlund, det ville klæde dig hvis du angreb Arnes argumenter i stedet for et personangreb vedrørende hvad han kan tillade sig at mene. Han forklarer jo præcist hvad det er han anfægter. Og Arne har jo ret i det han siger.
Der er NUL sammenhæng mellem facisme og klima krise. Der er til gengæld en sammenhæng mellem visse venstre orienteredes forsøg på udskamning af andre de ikke deler mening med, på en måde der direkte skader fløjenes evne til at samarbejde om vigtigere mål.
Jeg siger ikke at facisme ikke eksisterer, men det er ikke et problem for der er meget få der reelt bekender sig til facisme. Desværre har nogle højtråbende fra venstrefløjen et ønske om at udskamme andre vælgergrupper for deres valg, og det er noget der går igen i mange lande.
Jeg tror en meget stor del af verdens befolkning misser den egentlige kamp, nemlig kampen for frihed og selvbestemmelse.. Det er noget vi kun kan få globalt, og vi kan kun få det, hvis en stærk nation stiller sig i opposition til det etablerede verdenssamfunds opbygning.
Man hører jævnligt om de største formuer i verden på enkelt personer, ved den gennemsnitlige borger at vi har en virksomhedsform i verden der hedder fonde, de betaler ikke skat, aflægger sjældent regnskaber, og fortæller ikke hvor meget de ejer. I 1920 ville USA indføre en krigsskat på 10% men de 1000 største virksomheder i USA fik lov at lægge deres samlede aktiver over i fonde der ikke beskattes. I 1947 ejede de 10 rigeste familier i verden aktie majoriteten i 90% af alle privat ejede finanshuse og medier i den vestlige verden - Hvad tror i at de ejer i dag?

morten bech kristensen

@Kennet Krabat: "Fascismen er en ledelse af komplekse, modsatrettede følelser."

Det er vist den korteste definition jeg endnu har set. Men interessant psykologisering, som der er nogen hold i.

David Renton har skrevet en relevant bog om f. i 1999, hvor han gå dybden med fænomenet historisk set, viser forskellige forståelser heraf, og anbefaler en marxistisk (dialektisk) teoretisk forståelse. En lille nedslag i teksten: Definitionen er ret koncis, og inddrager kapitalisme.

"Fascism has returned and will again, because fascism is a recurrent feature of modern capitalism. Fascism thrives on bitterness and alienation, both of which capitalism nourishes with regular doses of unemployment and crisis. This fuels despair, which further stimulates fascism to grow. Fascism lives off racism, sexism and elitism, while capitalism promotes its own prejudices, guised as common-sense beliefs which seem to fit people's experiences effectively holding them back from challenging the system. Capitalism generates the myths of racism and elitism, which facists use for themselves" (Fascism: Theory and Practice, David Renton, 1999)

"Fascisme har intet i sig selv med klima og CO2-udslip at gøre"

Paul Masons besked er såmænd blot den, at fascistiske styrer (ledere) skal bekæmpes, da de forhindrer de nødvendige indgreb (og de skal jo bekæmpes alligevel..så..tja). Det er der osse andre ledere, der gør forhindrer, men som ikke fortjener f.-ordet. Heraf en del af problemet med at blande de to ting sammen.

Det er imponerende så mange tråde der kan spindes på dette.

morten bech kristensen

@Anders B

"...det er ikke et problem for der er meget få der reelt bekender sig til facisme."

Er du seriøs her? Jeg er lidt i tvivl... Har du tænkt over implikationerne af det udsagn?

If. ’udskamning’ af Soc.dem: Opfandt de det ikke ;-) ?

En kæmpe tak til Christian De Thurah, for også gøre mig opmærksom på at jeg selv har nydt den forkerte grønsag, idet jeg selv har skrevet og sagt advokado - med stumt d.
Men det tager ikke luften ud af historien, at facister, el liberalister, royalister, socialister, kommunister og en del kapitalister alle er lige bekymrede for denne planet og dens fremtid. Alt andet giver ingen mening, med mindre man fører sig frem med partipolitik. Så lad os samles om at rede skibet frem for allerede nu at pege på folk, man ikke vil have med ved pumperne.

Anne-Marie Esmann

Information er den eneste ordentlige avis i DK. Den er min favorit. Og hvis man vil lukke øjnene for den racisme og racisme der findes i Danmark - så ok med mig. Men det går den altså ikke væk af. Det er ikke indvandringen vi skal være bange for. Men i høj grad os selv.

Anne-Marie Esmann

Og facisme