Da Svetlana Aleksijevitj træder ind i det højloftede mødelokale på KUA, sker der noget, jeg ikke har oplevet før: Alle 80 mennesker i lokalet rejser sig synkront op og begynder at klappe.
»Vi har jo med en helt at gøre,« sagde en ph.d.-studerende i russisk begejstret til mig, inden arrangementet gik i gang.
Selv fremstår helten beskeden, afventende. Svetlana Aleksijevitj er iklædt en gulgrøn trøje med hætte, mørkegrønne bukser. Hun bevæger sig forsigtigt, smiler venligt til de applauderende, mens hun bliver bænket ved siden af studielektor i russisk, Mads Eskildsen, som skal tolke fra russisk til dansk.
»Må jeg have lov til først at sige et par ord til danskerne,« spørger Svetlana Aleksijevitj på russisk, og Mads Eskildsen oversætter til dansk.
Der bliver fuldstændig stille i salen.
»Jeg ved jo, hvad jeg selv tænker,« siger hun så, »og derfor synes jeg, det er sjovt at høre, hvad andre går og tænker. Og det er jo også deri, mine bøgers genre består. Og især synes jeg, det er spændende at møde de yngre generationer. De nye generationer har en anden tankeverden, de lytter til anden musik, alt er anderledes. Hvad går I og tænker på? Hvad synes I er interessant fra de forskellige verdener? Og jeg vil allerhelst høre noget om, hvad der gør jer bange. For vores frygt bærer en social karakter.«
Kvinderevolutionen
Dagen inden har den belarussiske forfatter, dokumentarist og nobelpristager modtaget Sonningprisen, Danmarks største kulturpris, for sit vigtige dokumentariske og litterære arbejde med at forstå det sovjetiske menneske.
I dag har Svetlana Aleksijevitj indvilget i at mødes med de studerende til en Q & A, og jeg – og en journalist fra P1 – har fået lov til at snige os med.
Lokalet er fuldt af studerende fra østeuropastudier, sprogofficerskolen og litteraturvidenskab. De fleste er i 20’erne, og der er spændthed og ærefrygt i deres blikke.
Repræsentanterne for den yngre generation i dette lokale er dog mere interesserede i at høre om hviderussisk politik end i at fortælle om deres egen erfaringsverden.
I sommeren 2020 deltog Svetlana Aleksijevitj i demonstrationerne for retfærdige valg i sit hjemland Belarus. Hun var en del af oppositionens Koordinationsråd, der organiserede fredelige demonstrationer mod præsident Lukasjenkos valgsvindel.
Selv kalder hun demonstrationerne for en »kvinderevolution«, fordi så mange kvinder deltog, og fordi der var så få voldelige sammenstød:
»Jeg tror grunden til, at der ikke var så mange blodsudgydelser, som der kunne have været, skyldes, at der var så mange kvinder. Havde det været mænd, havde der været mere blod. Måske ville mændene have sejret, men det kan også være, det bare var endt i et blodbad,« siger hun på et tidspunkt.
Senere tilføjer hun, at demonstranternes ikkevoldelige indstilling var nødvendig:
»For overalt stod der det her militære materiel, og det var tydeligt, at hvis vi tog os friheder, så ville det ende med, at det, der foregik på den himmelske fredsplads i Kina, ville ligne en god dag i børnehaven.«
I efteråret 2020 dukkede der maskerede mænd op foran Svetlana Aleksijevitjs lejlighed i Minsk, og hun måtte derefter forlade sit hjemland og gå i eksil i Berlin, hvor hun bor i dag.
Da en kvindelig studerende i publikum spørger til Svetlana Aleksijevitjs sikkerhed, svarer forfatteren således:
»Der er jo en vis fare, for Lukasjenko lægger ikke skjul på sine forfølgelser. Det er kommet frem, at man har fundet bevillinger på flere millioner dollar, der skal bruges til at tilintetgøre ledelsen af oppositionen i udlandet, og de har allerede flere mord på samvittigheden. Men jeg tror ikke, det er noget, man skal gå og tænke på. Personligt tror jeg, at hvis man tænker for meget på tingene, kan de ende med at blive materialiserede. Selvfølgelig er der nogle sikkerhedsprincipper, som man skal overveje konstant. Men der findes jo også et begreb som skæbnen.«
En ung mand henviser til Svetlana Aleksijevitjs tale ved Sonningprisuddelingen aftenen inden, som hun afrundede med at sige, at Gulag-lejrene og Stalin er tilbage; han vil vide, om hun er pessimistisk eller optimistisk, hvad angår fremtiden?
Dette er muligvis det spørgsmål, Svetlana Aleksijevitj besvarer mest direkte:
»Jeg er dokumentarist,« siger hun ligeud, »så jeg kan ikke – selv om jeg måske måtte ønske det – være hverken optimist eller pessimist. Jeg er en form for refleksion af det, der foregår. Forhåbentlig en detaljeret refleksion.«
Hun forklarer, at når hun siger, at Stalin er tilbage, mener hun det både konkret – rundt omkring i Rusland er der åbnet flere Stalin-museer på det seneste – men vigtigst, i overført forstand.
Hun kommer med et eksempel fra sommeren 2020 i Belarus: Under demonstrationerne i Minsk var der mange lokale, der hjalp demonstranterne med at gemme sig for Lukasjenkos urobetjente. Men der var også folk, der angav dem:
»Man begyndte igen at stikke hinanden,« fortæller hun. »Lærere angav deres elever. Slægtninge angav slægtninge. Familier er gået i opløsning, fordi mand og kone havde forskellige synspunkter. Så vi aner hele tiden glimt af den borgerkrig, som vi frygter så meget. Nogle gange tænker jeg på dengang i 90’erne, da vi forestillede os, at om 30 år ville vi være en del af Europa. Men i dag er den stalinistiske tankegang stille og roligt ved at vende tilbage, hele det her livssyn. Og det er ikke bare, fordi Putin og Lukasjenko ønsker det. For der er jo en del af folket, der har taget Lukasjenkos parti. Putin og Lukasjenko … Der er en lille smule Putin og Lukasjenko i alle mennesker. Vi har at gøre med den kollektive Putin, den kollektive Lukasjenko,« siger Svetlana Aleksijevitj.
Befolkningens splittelse er noget, hun selv har haft tæt inde på livet. Hendes egen far troede på kommunismen til det allersidste, ligesom han både stemte på Lukasjenko og blev begravet med sin partibog:
»Vi havde mange diskussioner, og jeg formåede ikke at overbevise ham,« fortæller hun. »Det eneste, der reddede vores forhold, var vores kærlighed til hinanden. Og nu, hvor min far ikke er her længere, tænker jeg nogle gange på, om jeg nu også gjorde ret i at diskutere så meget med ham. Det er et spørgsmål om kærlighed … og at man ikke kender prisen på kærlighed.«
Under arrangementet sidder jeg ved siden af Isabella Thalbitzer, som er andetårsstuderende på østeuropastudier med sprogretning i russisk, og som har Krigen har ikke et kvindeligt ansigt liggende foran sig. Svetlana Aleksijevitj er pensum på Isabella Thalbitzers studie, og hun kalder hendes bøger »rørende« og »fulde af menneskelig smerte«. Efter arrangementet påpeger hun Svetlana Aleksijevitjs særlige måde at besvare folks spørgsmål på:
»Når der blev stillet et spørgsmål, så svarede hun ikke direkte, hun snakkede ligesom udenom; den måde hun byggede sit argument op på, var ret speciel; det tror jeg ikke, jeg har oplevet før. Der var også nogle gange, hvor jeg var i tvivl om, om hun overhovedet besvarede spørgsmålet. Men hver gang gik det på et tidspunkt op for mig, at det gjorde hun egentlig. Det var jo ret fantastisk,« siger Isabella Thalbitzer.
Da jeg får mulighed for at stille Svetlana Aleksijevitj et spørgsmål, lader jeg nysgerrigheden løbe af med mig og spørger, om hun er ved at skrive om begivenhederne i Belarus, og i så fald hvordan. Hun vender sig mod mig, ser mig i øjnene og taler til mig på sit melodiske sprog, som jeg ikke forstår:
»Jeg skriver om vores revolution,« svarer hun, og Mads Eskildsen tolker.
»Og det lykkedes mig at få noget materiale med mig ud af Belarus, for jeg blev heldigvis ikke tjekket ved grænsen. Der er mange, som har forladt landet, omkring 90.000 mennesker. Dem kan man så møde i Berlin, i Polen, i Ukraine. Jeg taler med dem, og der er mange, der sender mig deres erindringer. Så jeg har et levende materiale. Spørgsmålet for mig er, hvordan man slipper ud af den her lidelseskultur. Hvad er det, der skal til for, at vi kan sejre og blive frie? Hvorfor kan vores lidelser ikke blive konverteret til frihed? Hvorfor er det, at mennesket frivilligt lader sig nedsynke i et helvede?«
Efter Svetlana Aleksijevitj har besvaret det sidste spørgsmål (hvad er hendes yndlingsbog af Dostojevskij? – »Onde ånder, selvfølgelig, fordi det er en bog om det farlige ved ideerne«), forklarer hendes danske oversætter, Tine Roesen, at hun ikke kommer til at signere bøger. I stedet opfordres Svetlana Aleksijevitj til at stille sig ud blandt de studerende til et gruppefoto.
Den lille 73-årige kvinde rejser sig og går ud mellem de unge mennesker med et lille smil. Igen får jeg fornemmelsen af noget tilbageholdt, noget afventende ved hendes bevægelser og blik; som om hun tager de studerende ind, lige så meget som de gør med hende.
