Svetlana Aleksijevitjs prisvindertale: Vi var tavse om Gulag. Og nu er den så vendt tilbage – sammen med Stalin

Kære venner

Jeg takker priskomiteen for den store anerkendelse af mine passionerede, endeløse vandringer rundt i den sovjetiske civilisations spor. Passionerede, fordi det handler om 40 år af mit liv. Jeg kan ikke sige, at jeg altid havde kræfterne til at gennemstå den rejse – ofte har mennesket fremkaldt følelser af begejstring og beundring hos mig, og ofte har det gjort mig bange. Og det både mennesket, og den idé, som gjorde mennesket til en slave. Det store bedrags magi.

Mange af dem, som deltog i socialismens drama er nu gået bort. De er passeret over i mørket, og med sig har de taget deres hemmeligheder og deres samtids overtro, som de ofrede livet for, men jeg glædes ved, at disse mennesker ikke er gået sporløst bort – i mine bøger er deres stemmer bevaret.

Jeg elsker det levede liv. Det liv, som findes på gaden, i samtalen mellem mennesker, i skriget eller i gråden. Dér er livet ægte og endnu ikke forarbejdet af nogens idé eller tanke. Hvor mange storslåede romaner forsvinder uden at blive indfanget fra det kaos, der findes i hver eneste dag, hver eneste nat, når folk bare lever, bare elsker, bare drømmer, og på samme måde bare dør og slår ihjel. Og taler, taler … taler … råber, hvisker …

Jeg spørger: Hvorfor kan man ikke gøre dette til litteratur? Teksterne er overalt …

Siden min barndom har jeg fundet livet rystende. End ikke naturen har påvirket mig så stærkt, som livet har gjort det. Hjemme hos mine forældre, som var skolelærere på landet, var der altid masser af bøger. Men om aftenen var det gaden, snarere end bøgerne, der trak i mig. Dér, hvor landsbyens kvinder mødtes på bænkene efter at have malket køerne og klaret de huslige sysler. Det var efterkrigstiden, og i skoven gik de nysgerrige små drenge endnu på miner udlagt af tyskerne og partisanerne. Jeg kan huske de gule friske grave i gårdene, og hvordan der over landsbyen hang en kvindegråd, som mindede om en bøn.

Jeg kan slet ikke huske, at der var mænd i landsbyen – nogle var faldet ved fronten, andre vendte ikke tilbage fra partisangrupperne, men blev liggende i skoven, under fyrretræerne. På bænkene sad kvinderne og græd og snakkede. Jeg bed mærke i, at de talte mere om kærlighed end om krig: om dengang de blev gift, om hvordan de elskede eller ikke elskede, men hver gang gentog de historien om den sidste nat. Jeg kan huske ord som disse. Der er gået så mange år, men jeg husker dem: »Hele natten sad vi og så kærligt på hinanden, og vi behøvede slet ikke mere end det. Ingen kunne tro, at dette skulle blive den sidste nat. Han var 20 år gammel, og det var jeg også. Jeg har et billede af ham hængende derhjemme på den mest fremtrædende plads. På det billede er han så ung, så ung – som den søn, jeg aldrig fik.«

Jeg lyttede til dem, og livet forekom mig gådefuldt og frygtindgydende. Og jeg ved ikke, om man kan kalde det for en gisning eller en forudanelse, men jeg har altid haft det sådan: Det er ikke muligt at skrive bedre, end disse kvinder taler. De taler ikke blot. De udsiger en bog, som ingen kommer til at læse.

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

Jeg søgte længe en genre, som ville stemme overens med mit verdenssyn, og med hvordan mit øje, mit øre, og også min hukommelse, er skruet sammen. Jeg havde i nogen tid arbejdet som journalist og rejste meget omkring. Især holdt jeg af at rejse rundt fra landsby til landsby. I disse små verdener kunne mennesket betragtes og høres på nært hold. Mennesket er aldrig helt igennem klart, men her var folk mere klare og mere åbne over for andre mennesker. Endda mere frie. Naturens nærhed påvirker mennesket, og det mærker man især, når folk lever i bjergene eller ved havet. I Belarus tager skovene bjergenes plads. Når man ser det oppefra, ser det ud, som om at der ikke er andet end skov.

I anledning af Sejrsdagen (den 9. maj fejrer man i Sovjetunionen/Rusland Hitler-Tysklands overgivelse på østfronten i Den Store Fædrelandskrig, red.) havde jeg af min redaktion fået til opgave at skrive noget om kvinderne på frontlinjen. Jeg kom ind i et hus, vinduerne var åbne, og hele huset duftede af syrener. Jeg blev i det hus til langt ud på aftenen. Vi drak te, talte og var tavse. Vi græd. Ingen var tidligere kommet på besøg i det hjem og havde bedt hende fortælle om krigen. Som en bombe lå den der i erindringen … og pludselig eksploderede den.

Som jeg kommer tilbage til mit hotel, kører det rundt i mit hoved som et spolebånd:

»Der er en hede på omkring de 40 grader, måske endda helt op til 50. Både foran og bag os går soldaterne af sted, mens vi piger – vi var omtrent 30 – vi går i midten, og mændene forsøger at undgå at kigge ned, hvor de går, for vi efterlader røde pletter i sandet …

Vi er jo piger, kvindekroppen har sine særtræk, mange havde menstruation den dag, og der var jo ikke nogen, der udleverede noget til os til den slags dage, vi brugte græs. Vores bukser blev, som var de lavet af glas, og vi blev helt forskårne der … Vi når frem til færgelejet, og alle går straks ned i vandet, vi har brug for at vaske os. Som ud af ingenting kommer de tyske bombefly mod os, begynder at bombe. Mændene springer op af vandet, løber af sted, gemmer sig bag fyrretræerne, men for de unge piger er skam værre end døden. De vil gøre sig rene, vaske sig, og mange af dem dør …«

»Nu kommer jeg aldrig til at slå en rotte ihjel. Ved daggry trådte jeg ud af beskyttelseshullet, og hvad så jeg: tusinder af rotter på vej ud af byen. De forlod byen i fuldkommen stilhed, som om de havde forstået noget, ligesom mennesker. Så snart de var ude af syne for os, gik en heftig artilleribeskydning af byen i gang. Det var en lille by, og få timer senere var den bare en bunke småsten … Jeg så ikke en eneste dræbt rotte eller hund, som jeg ellers plejede at se. Dyrene var gået … Det var døde mennesker, der var mange af …«

»Ved Stalingrad lå der så mange dræbte – både vore folk og tyskere – at når man kørte afsted på en kærre, så var der ikke plads til, at hestene kunne sætte hoven i jorden. Og en hest ville aldrig træde på et menneske. Den er en delikat skabning, selv et dødt menneske udviste den respekt … Det er vel nok en lille ting, men det sidder i erindringen. Jeg fortæller dig det, så du kan forstå, hvor hårdt vi havde det. Hvor hårdt det var at se på. At gennemleve. Men i bøger skal man skrive om andre ting, ved du, nu skal jeg vise dig mine medaljer …«

Alt dette stregede min redaktør efterfølgende over: »Vi skal skrive om vores Sejr, men De skriver om rotter, om menstruation. Krigen – det er vores store historie«.

Slaget om Stalingrad efterlod omkring 850.000 tyske soldater døde, savnet eller såret i kamp, og mere end en million sovjetiske soldater faldet, savnet eller såret.

Berliner Verlag

Den lille historie bliver almindeligvis forbigået, maskeret i udeladelsesprikker. Den store historie forholder sig storskrydende og koldt til de små ting, det menneskelige. Folk selv lever blandt de små ting, hele vores liv består af de små ting, men ingen regner dem for at have nogen værdi.

Men jeg opsøgte, lyttede til og indfangede denne verden af små ting. Folk sagde, og bad mig sågar: »Det er ikke noget, der skal trykkes, det er til dig, for at få dig til at holde af os. Uden kærlighed får du ikke skrevet noget. Hvis du har lyst, kan jeg fortælle om, hvordan jeg syede min egen brudekjole af renvaskede forbindinger … Jeg blev gift under krigen …« Eller: »Hvor var det synd for fuglene, hvor græd jeg hårdt … Der bliver skudt, men fuglene flyver ud, vender hjem igen, de kender jo ikke til det, der foregår blandt os mennesker, de har fløjet tusinder af kilometer … Så begynder beskydningen, og hele fugleflokken styrter til jorden«.

I skolebøgerne om den store historie vil dette ikke være med. Ej heller dette: »De bombede stationen … Der stod en kolonne med sårede og en kolonne med heste, som var ved at blive fragtet til fronten. Bombningen begyndte, de sårede løb af sted for at redde livet, og man begyndte at føre hestene bort fra det område, hvor bomberne faldt. En såret hest ligger der, og der er intet, du kan gøre for at hjælpe den, den ser dig i øjnene … ser sådan på dig … Et menneske kan du sige noget til, men hvordan skal du sige noget til en hest?«

Den forbigåede historie er forjættende ved sin dybde, sin bundløshed, på den anden side af livet er der mere interessant end på den side, vi oftest ser. Dér rasler livets levende, varme materie. De små ting, det menneskelige, bliver med årenes løb kun større. Litteraturen kan lære meget af samtalen …

Mine bøger er dokumenter, men på den anden side er de for mig et lærred, et billede. Jeg udvælger detaljer og følelser ikke bare fra et enkelt menneskeliv, men også fra en epokes hele klang, fra dens rum, fra dens stemmer, jeg opdigter ikke, men sammensætter en verden ud af vore realiteter. Mit dokument er på samme tid det, som jeg får fortalt og den måde, som jeg ser og hører verden på. Nogle gange kan man tilbringe en hel dag i en lejlighed, og fra hele samtalen står der kun en enkelt sætning tilbage: »Jeg var så ung, da jeg drog til fronten, at jeg i løbet af krigen faktisk nåede at vokse op.« Og dette guldkorn må for alt i verden ikke gå tabt, dette uvurderlige lille stykke af et menneskeliv. I det stykke lever også epokens sjæl.

For eksempel spørger jeg:

– Hvad tog De med Dem til fronten?

»Jeg modtog min sidste lønudbetaling og købte bolsjer for alle pengene. En kuffert fuld af bolsjer var så det, jeg drog til fronten med.«

Hvilken anden detalje end disse bolsjer kunne da fortælle mig mere om de sytten-attenårige unge piger, som kastede sig af sted for at forsvare Fædrelandet? Kvinder fortæller om andre ting og på en anden måde, kvindernes krig lugter anderledes, har en anden farve, har sine egne følelser. Den løsriver sig fra den mandlige kanon, for den er ethvert dødsfald i krigen et mord. Det er alligevel mord. Det er så vigtigt at høre i dag, i en tid hvor krigsmyterne om død i krig er blevet nedbrudt. Ved begyndelsen af det 21. århundrede er døden i krig ikke længere meningsfuld. Livet er meningsfuldt.

»Da vi indtog Petrozavodsk, kom en gammel mand løbende hen til os og førte os til et sted uden for byen:

Her blev en ganske ung pige henrettet for nogle timer siden, hun var sendebud for partisanerne. Hun var smuk, og den tyske officer havde ikke lyst til at henrette hende: Vi er alligevel på tilbagetrækning. Jeg har ondt af dig. Sig, at Stalin er en lort, så lader jeg dig gå. Den unge pige sagde intet«.

Jeg ønsker at give enhver en stemme, lad blot enhver udråbe sin egen sandhed:

»Det skriver du ikke, for det tør du ikke. Jeg elsker Stalin! Jeg elsker ham! Nu om dage er det på mode at skælde ud på kommunisterne.«

– Nej, jeg skriver det.

»Jeg var en FH … en felthustru. Det er mig. Da krigen sluttede, sluttede kærligheden. Vil du skrive det?«

»Det er rædselsfuldt at slå ihjel. Hvis jeg fortæller hele sandheden, så er der ingen, der vil drage af sted for at kæmpe. Skriv det …«

Sådan nogle piger som i ’41 får vi aldrig igen. Den »røde« idé døde for mine øjne …

Zinkdrengene

Gennem 40 år skrev jeg på den »røde« utopis krønike. Det var et kommunistisk projekt uden sidestykke – på et enormt område fra Moskva til Kurillerne og med et stort antal mennesker – mere end 200 millioner. De russiske bolsjevikker ville til at begynde med foreslå en alternativ civilisationsidé. Det var senere, at de overhældte landet med blod i et forsøg på at omdanne mennesket, den gammeltestamentlige Adam, til en ny mennesketype – homo sovjetikus. På plakaterne kaldtes dette menneske for kommunismens opbygger. I realiteten var det dog bare et menneske: en pige, der var rejst til fronten med en kuffert fuld af bolsjer og sine yndlingssko med høje hæle, og en stikker, og en vagtmand i lejrene … det er forskellige, sovjetiske mennesker. Gennem hele livet har vi levet blandt bødler og ofre. Jeg nåede lige at møde dem, som havde set Lenin og Stalin, som skattede deres partibog, hvorpå var trykt sovjetledernes ansigtsprofiler, som ikke ville høre tale om Gulag og retfærdiggjorde lejrenes eksistens med henvisning til Stalins femårsplaner. Den kommunistiske idé levede et langt, næsten hundredårigt liv.

Generaldirektoratet for lejre og fængsler (Gulag) blev almindeligt kendt under navnet Gulag-lejrene og blev brugt til internering af kommuniststyrets fjender.

Jeg interesserede mig for den »hjemlige« socialisme, som den levede i menneskesjælen. Jeg nedskalerer det storladne til en menneskelig målestok. Jeg er en sjælehistoriker, en følelseshistoriker. For mig er følelser også et dokument. Flaubert sagde om sig selv, at han var et pennemenneske. Jeg er et øremenneske. Altid og overalt. Jeg lytter …

Her vil jeg træde lidt til side og igen give ordet til en af personerne i mine bøger, så det lille menneske selv kan fortælle sin historie. Jeg samler et kor, lytter til tiden.

Han fandt mig selv og ringede til mig. Jeg kunne godt lide denne høje, flotte gamle mand. I 1937 blev først hans hustru arresteret, og siden han selv, for ikke at have angivet sin hustru. Ikke angivet, at hendes søster havde boet i Polen. I mange år har jeg ikke kunnet glemme en af de ting, han sagde: »Tror De, at det fængslede menneske er stærkt i ånden? Smukt? Det er idioti. I fængslet bliver du omdannet til en sæk stinkende lort, det flyder ud af hvert eneste hul …«

Han sad fængslet i et år, hvorefter han blev løsladt. Nogle måneder senere brød krigen ud, og han begyndte at anmode om at komme til fronten. Han fik afslag som folkefjende, fordi han ikke havde fået sin partibog tilbage, da han blev løsladt. Han kunne når som helst blive sendt tilbage i fængsel. Man han blev ved med at henvende sig på hvervekontoret, og til sidst modtog han sin indkaldelsesordre – tyskerne stod nu ved Moskva. Han startede i en straffebataljon, overlevede ved et mirakel, nåede hele vejen til Berlin og vendte hjem med hædersbevisninger for deltagelse i kamp. Han blev indkaldt til den lokale partikomité, hvor man sagde til ham: ’Vi kan ikke give Dem deres hustru tilbage, hun er død i lejren, men partibogen får du igen’.

»Jeg var lykkelig!« siger han.

– Hvordan det? De slog Deres hustru ihjel! Jeg var lamslået. 

»De kommer aldrig til at forstå os. Ja, jeg var lykkelig,«

Han hadede mig vist i det øjeblik.

»Flammerne sprang fra vores øjne, når vi talte om fremtiden. Men i Deres øjne er der ingen flammer. Nu om dage ser jeg ikke nogen mennesker med flammer i øjnene.«

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare ham. Jeg kunne godt lide denne gamle mand. Han lignede min far. Min far trådte ind i partiet, mens han var på fronten ved Stalingrad, og til sine sidste dage troede han på partiet og bad om at få partibogen med i graven. Da jeg kom tilbage fra Afghanistan og sagde: »Far, vi er mordere. Vore soldater derude slår ihjel …,« så brast han i gråd. Min far var en god mand …

Hvem er vi, som er børn af disse mennesker? Et menneske har tilbragt hele sit liv i en lejr, og så bliver han løsladt og går ud gennem porten til lejren. Er det menneske så frit? Det er det, det handler om, når det kommer til os …

Alle mine bøger har lidt en svær skæbne. Nogle, som Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, blev i lang tid ikke trykt, andre blev sågar genstand for deciderede retssager. Man kørte en retssag mod Zinkdrengene, efter at have anklaget mig for bagvaskelse af den sovjetiske hær.

I retssalen fik jeg øje på Nastasja M. Jeg blev ganske overrasket og gik hen til hende: »Natasja, – spurgte jeg, – hvad laver De her? De bad mig om at skrive den rene sandhed, og det gjorde jeg.«

Jeg kan huske hendes søns lille kiste, som de knap kunne få presset ind i det ni kvadratmeter store rum i barakken. Hun sad ved kisten og gentog helt ude af sig selv snart lavmælt, snart højt: »Kisten er så lille, og du var jo stor, næsten to meter. Er det dig derinde, min kære søn?«

Hun fortalte mig, at der i hjemmet ikke havde været nogen værdigenstande, som hun kunne have købt sin søn fri af krigstjenesten med.

»Jeg ville have givet alt, jeg ville have købt ham fri, som andre gjorde det, men jeg havde ikke engang et sæt øreringe af guld. Skriv – hun græd – min søn var snedker. Han blev indkaldt til militærtjeneste, og helt fra begyndelsen var han ikke på øvelser, men lavede reparationsarbejde på generalernes datjaer. De lærte ham end ikke at skyde. Han blev slået ihjel, inden der var gået en måned«.

– Men hvad laver du dog her, Natasja? Jeg kunne ikke tro det.

»Jeg har brug for, at min søn var en helt, men du har skrevet, at han var en morder«.

Hvad kunne jeg svare hende, hvis ikke lidelsen havde gjort hende til et frit menneske? Vi var ikke blot slaver, vi var slaveromantikere. Vi levede i et land, hvor vi fra barnsben havde lært at dø. Vi var blevet oplært i døden. Vi lærte ikke, at mennesket fødes for lykkens og kærlighedens skyld, vi fik det indprentet, at mennesket eksisterer for at give sig selv væk, for at brænde op, for at ofre sig selv. Vi lærte at elske et menneske med gevær.

Jeg spørger mig selv, hvilken bog om krigen jeg kunne tænke mig at skrive. Jeg kunne tænke mig at skrive om et menneske, som ikke skyder, som ikke kan skyde på et andet menneske, det menneske for hvem selve tanken om krig er en kilde til lidelse. Hvor er dette menneske? Jeg er aldrig stødt på det.

Bøn for Tjernobyl

I lang tid kunne jeg ikke få mig selv til at skrive om Tjernobyl. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle skrive om det, med hvilket værktøj jeg skulle gøre det, og hvordan jeg skulle tilnærme mig emnet. Der var ingen, der vidste noget om det: »Det har jeg ikke læst nogen steder«, »det er der ingen, der har fortalt mig om«, »den slags film findes ikke« – sagde alle. Navnet på mit lille land, som lå glemt et sted i Europa, og som resten af verden tidligere nærmest ikke havde kendt til, kunne nu høres udtalt på alverdens sprog, og vi blev til Tjernobyl-folket. Vi blev til Tjernobyl-laboratoriet.

I byparkerne blev bladene revet sammen og kørt uden for byen, hvor de blev begravet. Jorden blev skrabet bort der, hvor der var pletter med radioaktivitet, og dette blev også begravet – jord blev begravet i jord. Alle så lidt vanvittige ud i ansigtet. I udkanten af en landsby i Tjernobyl-zonen møder jeg en soldat. Han kommer gående ved siden af en kvinde. Hun gør korsets tegn.

– Hvor er I på vej hen?

»Vi skal hen og begrave mælken.« Næste dag hører jeg: »Vi har samlet en kurvfuld æg. De skal begraves.«

Brandfolkene vaskede hustagene, brændestakkene, vejene. Informationen om Tjernobyl i aviserne bestod næsten udelukkende af militære ord: eksplosion, helte, soldater, evakuering … På selve kraftværket arbejdede KGB. Man ledte efter spioner og sabotører. Der gik rygter om, at ulykken var en planlagt aktion gennemført af de vestlige efterretningstjenester med det formål at underminere den socialistiske lejr. Militært materiel og soldater var på vej mod Tjernobyl. Systemet fungerede, som det plejede, men en soldat med et helt nyt automatvåben udgjorde en tragisk figur i denne verden. Alt, hvad han kunne gøre, var at pådrage sig store doser radioaktiv stråling, og efter hjemkomst at dø. Det før-tjernobylske menneske forvandledes til tjernobylmennesket.

Et efterladt skolelokale ikke langt fra Tjernobyl, hvor atomulykken indtraf lørdag den 26. april 1986 på Tjernobyl-atomkraftværket i Ukraine.

Jeg går rundt i en landsby, hvorfra folk er blevet evakueret – jeg er bange for at sætte mig ned på jorden, plukke en blomst eller drikke lidt vand fra brønden …

Jeg var omgivet af sådan en kendt og ukendt verden. Overalt skjuler døden sig bag nye masker. Denne nye død, som kaldes radioaktivitet, kan man ikke se, røre ved eller lugte. Jeg føler, at hele mit biologiske apparat ikke slår til: øjne, ører, min lugtesans. Om morgenen river alle grådigt aviserne til sig for straks at lægge dem fra sig i skuffelse – man har ikke fundet nogen spioner. Folkefjenderne skriver man ikke om. En verden uden spioner og folkefjender er vi ikke bekendte med. Men noget nyt har taget sin begyndelse …

Jeg så, hvordan en landsby blev evakueret: Folk satte sig ind i busserne, mens hunde og katte løb omkring, de blev efterladt. Mennesket reddede kun sig selv. Ved siden af det gamle hus sad en gammel kvinde på sine knæ med en ikon og ville ikke stige på bussen. Da hun så mig, begyndte hun at græde: »Min lille pige, er det nu krig – solen skinner, æbletræerne står i blomst, i dag så jeg endda en levende mus.« Jeg hører flere gange: »Er dette nu krig?« – Krig.

Landsbydrengene cyklede om aftenen ud for at se på branden, det hindbærrøde lysskær, som strålede op over reaktoren. Himlen var virkelig smuk. Skønhed og død side om side. Men dette vidste vi endnu ikke.

Kirkerne var fulde af folk, men det eneste, de fandt der, det var trøst. For at overleve måtte man forstå. Hvordan skal man yde modstand mod noget, som man ikke kender? Folk blev filosofiske. Ansigt til ansigt med dette mysterium blev enhver overladt til sig selv. Tjernobyl dømte hver enkelt af os til evig ensomhed. Det onde antog sådan en størrelse, at vi overskred vore grænser, men stadig ikke var i stand til at begribe det. Bevidstheden kapitulerede, og underbevidstheden begyndte at arbejde. Folk skræmte hinanden med fantasier og historier om monstre: på hemmelige lokaliteter begraver man tusinder af lig. Overraskende er det, at landsbyfolk blev mindre forvildet end militærfolkene, politikerne og videnskabsfolkene. Deres verden holdt stand. Den viste sig at være mere robust, fordi den var tæt på naturen. På det levende. Og på det religiøse.

Vi kørte forbi en lille landsby, hvor en eneste gammel dame var blevet boende. Hun fodrede pindsvinene og sagde, at rævene kom på besøg hos hende, og husskaderne fløj forbi fra tid til anden. Hun førte samtaler med alle og enhver. Jeg havde travlt – med at høre, at skriftfæste, at forstå måske ikke alt, men alligevel få det fastholdt for eftertiden. Folk omkring mig var rystede, selv under en almindelig krig havde jeg ikke set dem sådan. Dér var dog en forståelse, som her var fraværende. Jeg ledte efter det rette sprog … Vi har mange sprog – vi taler ét sprog med os selv, et andet med børnene, et tredje med vore kære, og desuden findes det sprog, som vi taler med dyrene … med Gud … Samtalens sprog er ikke bebyrdet af noget, det fremføres frit. Alt er dynamisk og festligt: syntaksen, intonationen, betoningerne … Samtalen er den mest frie genre. Jeg er det sporløses historiker. Det forbigåedes og bortkastedes historiker, det, uden hvilket mennesket ikke er helt.

Efter Afghanistan gjorde Tjernobyl os til frie mennesker.

Secondhand-tid

I ’90 skrev jeg:

»Vi har begravet det røde imperium. Vi har taget afsked med det liv, vi havde, som kaldtes socialismen. Imperiet er faldet, men vi står tilbage. Alle vi mennesker fra socialismen, der ligner og ikke ligner alle de andre, vi har vores egne forestillinger om godt og ondt, om helte og martyrer. Vi har vores eget forhold til døden, i vores fortællinger høres konstant ordene: »henrette«, »likvidere«, »kan ofres«, »ti år uden ret til at sende og modtage breve« (hvilket betød, at man forsvandt fysisk). Under Jeltsin blev arkiverne åbnet og straks lukket igen – vi er stadig bange for vores fortid. Overalt står de kommunistiske mindesmærker og statuer, som de altid har stået. En gips-Lenin i hver landsby, hans krop ligger i mausoleet – en Keopspyramide opført i det 20. århundrede. Det er de evige russiske spørgsmål: Hvad skal vi gøre, og hvem skal vi skyde skylden på? Er det Stalins skyld? Er det Berias skyld?«

I min bog Secondhand-tid findes denne historie: En af personerne i bogen fortæller om, hvordan han som dreng var betaget af sin mors søster, tante Olga – hun havde en smuk stemme og smukt hår. Da han senere var studerende på universitetet, begyndte perestrojkaen, og hans mor gik til bekendelse og fortalte, at tante Olga under stalintiden havde angivet deres bror, og at han var forsvundet et sted ude ved Kolyma. Tante Olga var nu sygdomslidende, men han spurgte hende om, hvad hun kunne huske om 1937.

»Uha! Det var en vidunderlig tid,« udbrød tante Olga. »Jeg elskede og blev elsket.«

– Men hvad med din bror? Hvem angav din bror? Tante Olga havde følgende svar: »Tror du, man kunne finde et ærligt menneske på den tid? Alle havde del i skylden.«

Det, jeg prøver at sige, er, at kemisk ren ondskab ikke findes. Ondskab – det er både Stalin og den smukke tante Olga – den er splintret, strøet ud over verden.

Erfaringen fra det »røde« imperiums opløsning er unik. En skarp drejning fra socialisme til kapitalisme rystede folk, de var ikke klar til det. Jeg rejste rundt i landet og spurgte: Hvad ville I have? Hvad drømte I om? De drømte om socialisme med et menneskeligt ansigt. Vi sad i køkkenerne og drømte, men da så vi blev smidt ud af det lukkede kredsløb og ind i den store verden, blev vi bange. Vi forestillede os friheden som en fest, vi råbte det igen og igen på pladserne: »Frihed! Frihed!«, men ingen havde forestillet sig, hvad friheden var for noget. Friheden krævede frie mennesker, hvilket vi ikke var.

Jeg talte med folk, lavede optagelser, men på ét spørgsmål, det allervigtigste, fik jeg aldrig svar: Hvorfor lader vore lidelser sig ikke konvertere til frihed?

Der er gået 30 år siden 90’erne … vores frihedsfest … Jeg lever i udlandet, ligesom tusinder af russere og belarussere i dag gør. Jeg var vidne til den ensomhed, hvori Mikhail Gorbatjov, det 20. århundredes største menneske, fejrede sin runde fødselsdag. Han er fremmed i dette nye liv, han har overlevet sin idé.

Putin er kommet til, og nu er verden igen bange for os. Vi er på vej tilbage til fortiden. Dostojevskij skrev, at man altid vil kunne finde nogle russiske drenge, som drømmer om at lave deres egen revolution. Drengene er blevet voksne, og igen fører de flotte lange samtaler om frihed, de bliver arresteret, retsforfulgt og dømt til vanvittige fængselsstraffe.

Jeg spørger en taxichauffør i Moskva: »Ved De, at Navalnyj igen er blevet spærret inde? At …« – han lader mig ikke tale ud: »Jeg har mit eget liv … jeg har tre små døtre. Snart er det vinter, jeg skal have tjent nok til at give dem varme støvler, frakker. Og til sommer bliver der brug for nye sko og jakkesæt. Der skal findes et sted at holde ferie …«

I 90’erne fjernede man statuen af Dzerzjinskij på Lubjanka-pladsen (Dzerzjinskij blev kendt for efter oktoberrevolutionen at have grundlagt det bolsjevistiske hemmelige politi, Tjekaen, der slog hårdt ned på forsøg på kontrarevolution. Politiet blev senere kendt under andre navne i løbet af Sovjetunionens historie, blandt andet NKVD og KGB, red.), men nu, 30 år senere, vil man genrejse den. Over hele landet dukker Stalin-museer op. En statue af Solzjenitsyn er blevet overhældt med maling, og med maling er der skrevet: »Forbryder«. Og for 30 år siden blev vi sat i fængsel eller forvist til arbejdslejre for at have læst Solzjenitsyn …

Nu bor jeg i Berlin, hver eneste morgen begynder med, at jeg læser belarussiske nyheder. Hvad sker der derhjemme? I min erindring har jeg sommeren 2020. Frihedsmarcher med en halv million mennesker på gaderne i Minsk. Over hele landet. Der var noget idealistisk over vores revolution. Nu lever vi så som i Solzjenitsyns bøger … mord, arrestationer … retssager … På gaderne pågår en ny inkvisition iklædt sorte elefanthuer.

Vi var tavse om Gulag. Og nu er den så vendt tilbage. Og det er Stalin også.

Oversat af Benjamin Webster Rømer